Danskerne vil ikke pleje gamle forældre

Af | @IHoumark
Gladis Johansson

Selv om kommunerne skal spare, så skal de ikke forsøge at flytte ansvar for pensionister over på familie eller frivillige. Det er det klare budskab fra borgerne i en ny undersøgelse. Ifølge Ældre Sagen presser mange kommuner ellers for tiden voksne børn til at tage sig mere af gamle forældre.

FOR-ÆLDRE-ANSVAR Vi vil gerne være fri for at hjælpe vores gamle, gangbesværede far ind under bruseren eller støvsuge hos senile Erna. Det er kommunens opgave at sørge for hjælpen til familiens svækkede seniorer. Det siger flertallet af borgere klart i en ny undersøgelse udført af TNS Gallup for Ugebrevet A4.

6 ud af 10 borgere i undersøgelsen vil ikke finde sig i, at kommunerne tørrer ansvaret for rengøring hos pensionister af på familien. Og spørger man ind til at lade familien stå for at bade ældre eller hjælpe dem med toiletbesøg, så er afvisningen endnu mere markant. Her siger 8 ud af 10 borgere stop.

Danskernes klare nej til, at en del af omsorgen for de ældre bliver lagt i familiens skød, står i kontrast til udviklingen i virkelighedens verden. Her får Ældre Sagen flere og flere henvendelser fra voksne børn og pårørende, som oplever, at kommunerne presser dem til at tage sig mere af ældre familiemedlemmer.

Chefkonsulent i Ældre Sagen Olav Felbo siger:

»Når kommunerne skærer ned, så svækkede ældre kun kan komme i bad en gang om ugen eller få gjort rent hver tredje uge, så synes mange voksne børn, at det er uværdigt for deres gamle far eller mor. De voksne børn oplever nedskæringerne som et pres på dem for, at de i højere grad skal tage sig af deres forældre.«

Ifølge Ældre Sagen forsøger kommunerne også på andre indirekte måder at læsse ældrepleje over på familierne. Eksempelvis når der skal tages stilling til, hvor meget eller lidt praktisk hjælp en pensionist skal have. Bor der en datter eller søn i nærheden af pensionisten, så oplever nogle ældre, at hjælpen til rengøring og indkøb godt kan blive mindre, end hvis der ikke er familie i nærheden. Det må kommunen ikke. Men det sker alligevel.

Ældre Sagen oplyser også, at pensionister – især ældre kvinder – i højere grad bliver nødt til at tage sig af svækkede eller syge ægtefæller.

»Nogle ældre kvinder kommer jo nærmest til at indgå i det kommunale plejeteam. De påtager sig nogle opgaver, som ellers snarere burde ligge hos kommunen. Vi er bekymret for, at de økonomisk pressede kommuner lige så langsomt vil lægge flere opgaver over på familiemedlemmers skuldre,« siger Olav Felbo.

Ældre Sagens frygt er ubegrundet, mener Anny Winther (V), der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Kommunernes Landsforening (KL).

»Det er hver enkelt kommunes ansvar, hvordan den lægger sit serviceniveau. Men jeg oplever ikke nogen generel tendens til, at kommunerne forsøger at fralægge sig ansvar for hverken praktisk hjælp eller personlig pleje. Og jeg er overbevist om, at ansvaret entydigt fortsat vil ligge hos kommunerne,« siger Anny Winther.

Kvinder mest afvisende

Ifølge Ugebrevet A4’s undersøgelse er især kvinderne modstandere af at få mere ansvar for de ældre i familien. 68 procent af kvinderne mod 56 procent af mændene accepterer ikke, at kommunerne flytter noget af ansvaret for praktisk hjælp til ældre over på familie eller pårørende. Om kønsforskellen siger lektor og samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet:

»Kvinderne er altid dem, som mest ivrigt forsvarer velfærdsstaten. Samtidigt forsvarer de deres ret til at være på arbejdsmarkedet og gøre gavn der i stedet for at skulle falde tilbage i rollen som den, der har hovedansvar for børn og gamle i familien.«

Ifølge Olav Felbo får Ældre Sagen en del henvendelser fra voksne døtre, som er frustrerede.

»En del kvinder føler virkelig, at de sidder i en klemme: De skal tage sig af børn og mand, leve op til stigende krav på arbejdsmarkedet, og så skal de også feje op efter en offentlig sektor, som får sværere og sværere ved at tage sig af de gamle forældre. Regnestykket hænger simpelthen ikke sammen for dem,« siger Olav Felbo.

Ser man på de forskellige partiers vælgere, så er socialdemokraterne de største modstandere af, at kommunerne overfører ansvar for ældre til familien. Hele 70 procent af socialdemokraterne er imod den tanke.

»Socialdemokraterne har nok meget den grundindstilling, at ’vi betaler vores skat, og så har vi opbygget velfærdsstaten til at klare udfordringen med pleje af de ældre. Og det skal der ikke laves om på’,« siger forsker Johannes Andersen.

Modstanden mod overdragelsen af ansvar er også markant blandt SF’s og Dansk Folkepartis vælgere, mens den er mindre hos de konservatives og Venstres vælgere. ’Kun’ hver anden – 53 procent – af Venstres vælgere er afvisende.

»Fordelingen mellem partiernes vælgere er meget naturlig i og med, at Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti er de tre partier, som gør mest ud af, at den offentlige velfærd skal være i orden,« mener Johannes Andersen.

Regn ikke med frivillige

Hvis det står til flertallet af borgerne, så skal kommunerne heller ikke forsøge at læsse opgaver fra hjemmeplejen over på frivillige, for eksempel besøgsvenner. I A4’s undersøgelse siger knap 6 ud af 10 danskere, at frivillige hverken skal være bybude eller feje gulv for ældre, som de besøger. Kun hver fjerde synes, det er ok at lægge mere ansvar over på frivillige kræfter.

Udvalgsformand Anny Winther fra KL understreger, at der ingen planer er om at lægge ansvar over på frivillige. Men hun tror, at de frivillige kommer til at spille en større rolle i fremtidens ældreomsorg.

»Jeg ser en tendens til, at mange af dem, der i de her år går på efterløn eller folkepension, ikke føler sig udslidte og gerne vil påtage sig et stykke frivilligt, socialt arbejde blandt ældre. Det er jo dejligt og en fordel for alle,« siger Anny Winther.

Vi svigter direkte de svageste ældre, hvis ikke vi i højere grad får inddraget frivillige og familier i omsorgen for pensionisterne. Det mener Knud Aarup, som er social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune og forfatter til den nye bog ’Frivillighedens velfærdssamfund’. Han tror, at de svageste ældre vil få et ringe otium, hvis ikke den offentlige ældrepleje får en hjælpende hånd fra frivillige.

»Vi er nødt til at få flere frivillige og ressourcestærke familiemedlemmer ind i omsorgen for de ældre. Det vil kunne give hele området et stort løft,« siger Knud Aarup.

Vil øget brug af frivillige ikke bare være en smart måde for kommunerne at spare penge på og fraskrive sig ansvar for de ældre?

»For mig handler det ikke om kommunernes økonomiske situation. Det handler om, at der er et stort behov for, at vi får øget hjælpen til den svagest stillede del af befolkningen herunder mange ældre. Uligheden mellem dem og resten af befolkningen vokser og vokser, og det går ud over sammenhængskraften, som er så vigtig for vores samfund,« siger Knud Aarup.

Som et eksempel på god brug af frivillige i omsorgen for ældre, nævner han det kommunale Randers Hospice.

»Vi ville ikke være i stand til at drive Randers Hospice, hvis der ikke var 25 frivillige, som hver uge lægger tre timers arbejde. De udfører ikke arbejde, der kræver fagkundskab, men bruger i stedet tiden på eksempelvis at tale med beboerne eller lige gå ned i Rema og hente den livret, som en af de døende har lyst til,« siger Knud Aarup.

I Ældre Sagen konstaterer Olav Felbo, at kommunerne i stigende grad overlader længere samtaler med ensomme ældre til besøgsvenner eller venlige naboer.

»Hjemmeplejen er mange steder skåret ned til kun at varetage den mest basale pleje og praktiske hjælp. Det her med lige at tale med en pensionist, som er ked af det eller er ensom, det har hjemmehjælperen ofte ikke tid til,« siger Olav Felbo.

Ifølge Knud Aarup er der mange uudnyttede muligheder i forhold til frivillig ældreomsorg.

»Så sent som i går var jeg sammen med en mand, som trods job og tre børn gerne vil yde et stykke frivilligt arbejde. Mange mennesker har et socialt sindelag, som de faktisk gerne vil bruge. Derudover tror jeg, at mange af de mennesker, der som førtidspensionister ikke kan klare sig på det almindelige arbejdsmarked, godt vil kunne yde et værdifuldt stykke frivilligt arbejde,« siger Knud Aarup.

I Ældre Sagen er man glad for alle de mennesker, som frivilligt vil drage omsorg for de ældre. Men man ser også med en vis skepsis på politikernes brug af det frivillige Danmark.

»Der bliver talt meget om civilsamfundsstrategi og alle de gode ting, som frivillige kan gøre. Men vi er noget bekymrede for, hvordan de frivillige bliver brugt i virkeligheden, når nu kommunerne er under så stærkt økonomisk pres,« siger Olav Felbo.

Politisk farligt

Spørgsmålet om ansvaret for de ældre er politisk sprængfarligt. Eksempelvis kom den ledende Venstre-mand Claus Hjort Frederiksen (V) ikke langt, da han som beskæftigelsesminister tog emnet op for tre år siden. Han nedsatte et ministerudvalg og søsatte en stor kampagne under overskriften ’Mit ansvar’. Målet var at få danskerne til tage større ansvar for sig selv og andre. Som optakt til kampagnen sagde Claus Hjort Frederiksen:

»Vi diskuterer jo kvalitet i ældreforsorgen, men kan man diskutere det uden at spørge: Besøger du selv din gamle mor? Hvis du synes, at der er noget galt på hendes stue på plejehjemmet, tager du så selv malerkosten frem?«

Udtalelsen gav en del vrede reaktioner, som gik på, at plejehjemmene selv burde have penge nok til at sørge for pæne vægge. I en måling udført for A4 mente kun 15 procent af danskerne, at de bør male vægge hos bedste, mens 83 procent mente, at det er plejehjemmets ansvar.

I løbet af få måneder fusede hele Claus Hjort Frederiksens stort anlagte kampagne ud.

Når det er så svært at løfte en debat om den enkeltes og samfundets ansvar for de ældre, så skyldes det både stil og faktuelt forhold. Det mener direktøren for den liberale tænketank Cepos, Martin Ågerup.

»Det er ikke politikernes opgave at fortælle os, hvor meget tid vi skal tilbringe sammen med vores familie. Politikernes opgave er at tage stilling til, hvordan ældreplejen skal finansieres. Hvis de ønsker, at borgerne skal tage et større ansvar selv, må de lade borgerne selv finansiere en større del af ældreplejen, for eksempel gennem forsikring,« siger Martin Ågerup og fortsætter:

»I det nuværende system betaler vi så meget i skat, at vi med rimelighed kan forvente en ordentlig ældrepleje, så vi kan drikke kaffe med vores gamle familiemedlemmer i stedet for at male gangene på plejehjemmet.«