Danskerne vil belønne sosu-assistenter

Af

Social- og sundhedsassistenterne topper klart listen over de offentligt ansatte, som flest danskere gerne vil give en lønstigning. Mange vil også gerne belønne sygeplejersker og politibetjente, mens pædagoger og skolelærere ikke har den samme opbakning i befolkningen. Forsker kalder det en profileringskrig mellem faggrupperne.

OPBAKNING Social- og sundhedsassistenterne fører klart ved pausen. Det er det korte referat af lønkampen i den offentlige sektor, hvor en ny A4-undersøgelse viser, at sosu-assistenterne er den faggruppe i det offentlige, som skatteborgerne er mest parate til at give lønstigninger.

Tre fjerdedele af de adspurgte mener, at de ansatte i den offentlige sektor bør have højere løn. Og af de tre fjerdedele mener hele 89 procent, at sosu-assistenterne fortjener en lønstigning. 79 procent vil give sygeplejerskerne en større lønpose, og to tredjedele vil gerne belønne politibetjentene. Længere nede ad listen kommer pædagoger og skolelærere.

Epinion Capacent har gennemført undersøgelsen for Ugebrevet A4 blandt 1.003 voksne danskere, der udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen. Og målingen er i det hele taget et skulderklap til sosu-assistenterne. Den viser nemlig også, at sosu-assistenterne er den faggruppe, som danskerne vil give den højeste lønstigning. 4 ud af 10 vil give mest til social- og sundhedsassistenterne, mens hver femte sætter sygeplejerskerne højest.

Dennis Kristensen, formand for sosu-personalets fagforbund Fag og Arbejde (FOA), glæder sig over befolkningens opbakning til lønkravet.

»Der har været meget fokus på vores medlemmers løn- og arbejdsvilkår i de seneste måneder. Og jeg tror, det har været en ubehagelig aha-oplevelse for mange danskere, at lønniveauet er så lavt i ældreplejen. Vi kan bruge opbakningen til at overbevise politikerne om, at de bliver nødt til at give en særlig pose penge til et ekstraordinært lønløft til de lavestlønnede kvindefag,« siger Dennis Kristensen.

Faggrupper kæmper om opmærksomhed

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, lektor ved Aalborg Universitet, er ikke overrasket over, at sosu-assistenternes lønkrav nyder størst opbakning i befolkningen:

»Der var ekstrem opmærksomhed om deres strejker. Og de dårlige løn- og arbejdsvilkår blev endevendt i medierne. Det har lejret sig i folks bevidsthed.«

Han mener, at sygeplejerskernes forbund lagde sig dygtigt i baghjul på debatten om sosu-personalets arbejdsvilkår, og at det er forklaringen på, at de kommer ind på en andenplads på befolkningens hitliste. Derimod har eksempelvis pædagogerne, som rundt regnet tjener det samme som sygeplejerskerne, ikke i samme grad formået at gøre opmærksom på deres behov for en lønstigning.

»Pædagogerne har primært slået på, at de er for få ansatte til at passe børnene. Og det har de opbakning til hos forældrene og befolkningen, men de har ikke slået ret meget på løn,« siger Flemming Ibsen.

Det kan blive dyrt for pædagogerne nu, hvor overenskomstforhandlingerne i det offentlige indledes om to måneder, og andre faggrupper har taget føringen i kampen om markante lønstigninger:

»Det er helt økonomisk urealistisk, at alle offentligt ansatte kan få en markant lønstigning. Derfor handler det for alle grupper om at profilere sig selv, og det er blevet en krig i medierne og i forhold til andre faggrupper. Det kan også meget nemt blive et stort internt slagsmål på lønmodtagersiden under overenskomstforhandlingerne,« siger Flemming Ibsen.

FOA-formand Dennis Kristensen, som også skal forsøge at tilgodese faggruppernes fælles interesser som formand for forhandlingsfællesskabet KTO, mener ikke, at sosu-personalet har vundet befolkningens opbakning på bare at strejke og råbe højt i medierne:

»Der er mange eksempler i tidens løb på fagforbund, som har råbt højt uden den store effekt. Det handler også om at have en retfærdig sag. Folk synes ikke, det er i orden, at de lavestlønnede kvindefag tjener så lidt. Og så spiller det også en rolle, at de fleste har en forståelse af, at vi kommer til at mangle personale i ældreplejen. Vi ved jo, hvor mange flere ældre vi bliver.«