Danskerne: Sult, nød og ufattelig rigdom er verdens fremtid

Af

Fordelingen af verdens ressourcer bliver endnu mere ulige i fremtiden, forventer et stort flertal af danskere. Imidlertid peger flere undersøgelser på, at det rent faktisk er gået den anden vej i de senere år. Men der er lang vej endnu til en mere ligelig fordeling. Og gøres der ikke noget ved problemerne, er Fort Europa den eneste udvej, mener ekspert.

EN ANDEN VERDEN Vil man se ekstrem og fuldstændig absurd ulighed, er få steder i verden så gode at tage til som Afrika. Tænk bare på Den Demokratiske Republik Congos tidligere præsident Mobutu Sese Seko, der – mens hans landsmænd og -kvinder døde af sult, fejlernæring og mangel på medicin – drak lyserød champagne til morgenmad og ringede efter verdens hurtigste passagerfly Concorden, når hans kone skulle powershoppe i Paris.

Mobuto Sese Seko døde i 1997. Men ulighederne i Afrika og resten af verden lever videre. Ja, faktisk stortrives de. Og det vil de blive ved med både i morgen og i de næste mange år. Det er i hvert fald den forventning, et meget stort flertal af danskerne har ifølge en ny undersøg­else, som Zapera har foretaget for Ugebrevet A4.

I undersøgelsen svarer 76 procent af dansk­erne, at deres fornemmelse er, at ulighederne mellem mennesker i verden øges. Til sammenligning er mellem 7 og 12 procent af den opfattelse, at forskellen mellem rig og fattig enten vil forblive uændret eller ligefrem vil mindskes.

Det er mediernes beskrivelser af ekstremerne, der former danskernes holdninger og forventninger, er international chef i Folkekirkens Nødhjælp Christian Friis Bach ikke i tvivl om:

»Vi bliver konstant konfronteret med en overflod og et vildt overforbrug. På den anden side er der også beskrivelser af en fuldstændig ekstrem fattigdom, hvor sult, nød og død er dagsorden. De to billeder står i skærende kontrast til hinanden og skaber et tydeligt billede af en voksende ulighed i verden.«

Problemet er bare, at der faktisk ikke er belæg for at hævde, at ulighederne i verden er på vej til himmels. Faktisk går det ifølge flere undersøg­elser den stik modsatte vej.

En af de mest anerkendte og citerede økonomer i verden Xavier Sala-I-Martin fra Columbia University i New York City har ved flere lejligheder påvist, at uligheden og den ekstreme fattigdom er på hastig retur.

Ifølge Xavier Sala-I-Martins udregninger er andelen af verdens befolkning, der lever under ekstrem fattigdom, hvilket vil sige for mindre end en dollar om dagen, faldet fra 17 procent i 1970 til blot 7 procent i 1998.

På det seneste har mange eksperter imidlertid argumenteret for, at man bør sætte grænsen for ekstrem fattigdom op fra en til to dollar om dagen for at tage højde for prisudviklingen. Men også her viser Xavier Sala-I-Martins udregninger, at tingene går i den rigtige retning. Fra 1970 til 1998 er andelen af verdens befolkning, der lever for mindre end to dollar om dagen faldet fra 41 til 19 procent.

Kina og Indien driver udviklingen frem

Nu er fattigdoms- og ulighedsberegninger meget svære at foretage, da det kan være nærmest umuligt at få viden om forbruget og indkomsten i mange af verdens ulande. Derfor har Xavier Sala-I-Martins udregninger også fået en del kritik, særligt fra anti-globaliseringsbevægelsen i Vesten. Imidlertid peger studier fra Verdensbanken og mange andre velrespekterede institutioner og forskere i samme retning. Senest er FN i sine undersøgelser af fremskridtene med at nå sine 2015-mål – om blandt andet at udrydde sult og fattigdom – også nået til den konklusion, at antallet af ekstremt fattige er faldet markant fra 1990 til 2005.

Den primære forklaring på, at det er gået så godt for verdens fattige i de seneste tre årtier er, at Kina og Indien har undergået et vækstmirakel af historiske dimensioner, fortæller Branko Milanovic, der er Verdensbankens førende økonom, når det gælder forskningen i global ulighed.

»Havde det ikke været for Kinas og Indiens udvikling, havde vi stået i en helt anden og meget mere kritisk situation,« siger han.

Dermed ikke sagt, at alt ligefrem er rosenrødt, bare fordi Kina og Indien har hevet millioner ud af fattigdom og op i middelklassen. Nej, slet ikke. Der er talrige problemer og indikationer på, at udviklingen mange steder i verden går den forkerte vej.

Det har blandt andet gjort sig gældende for landene i Latinamerika, hvor væksten først inden for de senere år er skudt i vejret, fortæller Branko Milanovic.

»Og det ser endnu værre ud i Afrika, som bare falder længere og længere bagefter resten af verden,« siger han.

Afrika er verdens mest ulige sted

Kigger man på de officielle målinger over ulighed fra Verdensbanken, er der da heller ingen tvivl om, at Afrika i sig selv spiller meget negativt ind på det samlede billede af fordelingen af verdens ressourcer.

Ikke alene lakker regionen milevidt efter resten af verden i udvikling og rigdom. Internt i regionen er der også kæmpestor forskel på rig og fattig. Af de samlede indtægter i regionen tilfalder 64,5 procent de rigeste 20 procent af befolkningen og kun 3,6 procent de fattigste 20 procent.

Det ser dog ikke meget bedre ud i hverken Latinamerika eller Mellemøsten, hvor de fattigste 20 procent af befolkningen må tage til takke med henholdsvis 2,9 og 5,1 procent af de samlede indtægter.

I Vesteuropa skal vi dog heller ikke stikke næsen for langt frem. Ifølge Verdensbankens tal er det blot 5,9 procent af de højtudviklede landes indtægter, der tilfalder den fattigste femtedel.

Det samlede billede er skræmmende, hvilket en anden statistik fra Verdensbanken understreger med al tydelighed. Af verdens samlede privatforbrug er det blot 0,5 procent, der tilfalder de 10 procent fattigste. I skærende kontrast dertil står de 10 procent rigeste – som hovedparten af Danmarks befolkning tilhører – ikke mindre end 59,5 procent af forbruget.

Så godt nok er det gået den rigtige vej med den globale ulighed, men der er stadig milliarder af mennesker, der kæmper for at få det næste måltid mad i maven, som Christian Friis Bach fra Folkekirkens Nødhjælp også understreger:

»Ekstremerne taler deres eget tydelige sprog. Forskellen mellem de allerrigeste og allerfattigste bare vokser og vokser.«

Med til at forværre situationen for verdens fattigste er også, at der i det seneste år er sket en voldsom prisstigning på mange fødevarer. Blandt andet er prisen på ris, brød og madolie mere end fordoblet flere steder i verden.

Reaktionerne er da heller ikke udeblevet. Blandt andet har man i Egypten, hvor brød udgør omkring 60 procent af de fattigste indbyggeres daglige indtag af madvarer, set voldsomme og desperate demonstrationer, hvor sultne og udmarvede har skreget efter regeringens hjælp.

For en veltilpas dansker kan det måske virke lidt fjernt med al den snak om global ulighed. Godt nok støder man på hjemløse i for eksempel Københavns gader, men decideret fattigdom er stadig en abstraktion, der primært hører fjernsynet og nødhjælpsorganisationernes indsamlingsreklamer til.

Ulighed skaber migration

Ifølge Branko Milanovic fra Verdensbanken kan problemerne tids nok blive synlige. Går det, som økonomen forudser, vil de globale uligheder nemlig skubbe på migrationen mellem verdensdelene.

»Hvis de rige lande har problemer med at absorbere store grupper af fattige udlændinge, hvilket de jo tydeligvis har, så er en meget central løsning på problemet at få skabt en mere lige fordeling af verdens rigdomme. Lykkes det ikke, så har jeg svært ved at se, at Vesteuropa og USA har mange andre muligheder end at bygge en meget, meget høj mur omkring sig,« siger Branko Milanovic.

Problemet er bare, at selv den allerhøjeste mur ikke vil kunne holde verdens fattigste ude, mener Branko Milanovic. Et helt andet spørgsmål er, om man etisk vil kunne forsvare den ­model.

Spørgsmålet er også, hvad der kan gøres for at mindske ulighederne på globalt plan. Som Branko Milanovic påpeger, er der skrevet hele biblioteker om emnet. Skal han pege på centrale områder, er det, at der bør ske en fundamental ændring af samhandlen mellem de rige og fattige lande i verden.

»Du bliver simpelthen nødt til at ændre på spillereglerne i verdenshandelsorganisationen WTO og EU. Når EU og USA bliver ved med at støtte deres landmænd og tekstilfabrikanter, er de med til at holde verdens fattigste lande nede,« siger han.

En ændring af spillereglerne er dog kun et middel til at skabe mere vækst i de fattige lande. Men væksten skaber ikke automatisk mere lighed. Dertil kræves ambitiøse politikere.

»Det, som giver mindre ulighed, er, at ansvarlige politikere sætter sig som mål at mindske ulighederne. Det er det politiske engagement, der skaber fremdrift. Så kan man udnytte globaliseringen og samhandlen mere eller mindre effektivt,« siger Christian Friis Bach og fortsætter:

»Hvis verdens ledere virkelig satte sig for at ændre på ulighederne i verden, så kunne de sagtens gøre det.«

Spørgsmålet er imidlertid, om de virkelig vil gøre noget ved problemerne. Et middel er altså at fjerne barrierer for samhandel. Et andet – som måske er mere ligetil – er ulandsbistand. Ifølge FN er den rige verdens samlede bistand til den fattigste del af verden faldet for andet år i træk. Verdens rigeste lande lovede ellers at øge bistand­en kraftigt – inklusiv en fordobling af bistanden til Afrika. Men løfterne er bare aldrig blevet fulgt op med handling. Fra 2006 til 2007 faldt bistanden fra OECD-landene – der er en samling af de højtindustrialiserede og rigeste nationer i verden, herunder Danmark, USA og Tyskland – således med 8,4 procent.

Ifølge regeringens forslag til finanslov vil den danske ulandsbistand dog stige fra 0,81 til 0,82 procent af den danske bruttonationalindkomst fra 2008 til 2009. Det svarer til en stigning på godt 750 millioner kroner, så den samlede ulandsbistand kommer op på 15,3 milliarder kroner næste år. Men der er stadig meget lang vej til de cirka 1,0 procent, som ulandsbistanden udgjorde i slutningen af 1990’erne under den daværende socialdemokratiske regering.