US/DK VALG

Danskerne: Hellere en ung end gammel regeringsleder

Af

De færreste danskere ser det som et problem, hvis den næste statsminister er under 40 år, viser analyse. Derimod er et flertal betænkeligt ved alderen hos Clinton og Trump, der natten til torsdag tørner sammen i den tredje og sidste tv-duel.

Hun er 68 år. Han er 70. I Danmark er de politiske ledere i gennemsnit 45 år.

Hun er 68 år. Han er 70. I Danmark er de politiske ledere i gennemsnit 45 år.

Foto: Scanpix

Bliver Danmarks næste statsminister Socialdemokratiets Mette Frederiksen, vil hendes alder ikke være et problem. Det mener næsten ni ud af ti danskere ifølge en meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Ugebrevet A4.

Mette Frederiksen vil – såfremt hun skulle blive valgt inden for de næste fire år – ellers være den yngste regeringschef nogensinde i Danmark. Den hidtil yngste var Carl Theodor Zahle, som var 43 år, da han tiltrådte første gang i 1909, mens både Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S) var 44 år.

Hvis man har en politik, fører en god kampagne, har lidt held i sprøjten og stiller op for et parti i fremgang, kan man godt blive valgt ind, selv om man ikke er kendt. På den måde er det ikke så kompliceret som i USA. Bertel Haarder (V)

Hver tiende mener, at hun er for ung, mens et massivt flertal ikke ser hendes alder som et problem. Endnu mindre problematisk er alderen for statsminister Lars Løkke Rasmussen. Skulle han blive genvalgt, kan han glæde sig over, at 95 pct. ser hans 52 år som uden betydning for varetagelsen af statsministerembedet.

Til gengæld er et flertal i undersøgelsen betænkeligt ved de to amerikanske præsidentkandidaters alder. Den kan blive et problem, mener de, og kun hver tiende ser deres alder som en styrke.

Held i sprøjten

Kulturminister Bertel Haarder (V), der med sine 72 år er regeringens ældste og også blandt Folketingets ældste og mest erfarne politikere, mener, at vi i Danmark skal se det som en styrke, at man kan komme ind i Folketinget som forholdsvis uprøvet og også få en indflydelsesrig position i en relativt ung alder.

»Hvis man har en politik, fører en god kampagne, har lidt held i sprøjten og stiller op for et parti i fremgang, kan man godt blive valgt ind, selv om man ikke er kendt. På den måde er det ikke så kompliceret som i USA,« siger han.

Ældre amerikanere

Set over en længere årrække er der en klar tendens til, at de amerikanske præsidenter er ældre end danske statsministre, når de tiltræder første gang.

Selv om der har været præsidenter under 50 år – den afgående præsident, Barack Obama, var for eksempel 47 år da han tiltrådte – er det mere sædvanligt, at de er mellem 50 og 60 år ved indsættelsen, og præsidenter, som ved tiltrædelsen er fyldt 60 år er ikke usædvanlige, hvorimod det i Danmark er langt det mest almindelige, at statsministeren er under eller lige over 50 år, når han (eller hun) vælges første gang.

Det hænger blandt andet sammen med det amerikanske politiske system, siger professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet. Han har i mange år beskæftiget sig med amerikansk politik, og selv om han ikke har forskning på holdninger til alder i henholdsvis Danmark og USA, konstaterer han, at systemet i sig selv ofte vil fremme erfarne kandidater.

»Der er en anden dynamik. De, der klarer sig godt ved primærvalgene (hvor det afgøres, hvilken kandidat som skal repræsentere partierne, red.), har ofte en baggrund, hvor de har erfaring i at udøve magt, for eksempel som guvernører,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Partiapparatet i USA spiller ikke den samme rolle som i Danmark. Der er flere eksempler på, at man kan gøre sig gældende uden om det etablerede, hvis man ellers er kendt og kan køre en kampagne. Peter Kurrild-Klitgaard, professor, Københavns Universitet

Ind fra gaden 

Kigger man på listen af præsidenter i USA, har mange af dem ganske rigtigt en fortid som guvernører, altså folkevalgte delstatsledere. Det gælder i nyere tid blandt andre Jimmy Carter, Ronald Reagan, Bill Clinton og George W. Bush.

Andre har været senatorer og dermed siddet i kongressen for deres stat med den erfaring i det politiske system, som det giver. Det gælder f.eks. Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton.

Det er, siger Peter Kurrild-Klitgaard, med til at gøre vejen til embedet som regeringsleder længere.

Omvendt mener professoren, at det amerikanske system i højere grad end det danske gør det muligt at komme ind udefra uden at være en del af partiet i forvejen.

»Partiapparatet i USA spiller ikke den samme rolle som i Danmark. Der er flere eksempler på, at man kan gøre sig gældende uden om det etablerede, hvis man ellers er kendt og kan køre en kampagne. I Danmark er der efterhånden tradition for, at man skal arbejde sig op gennem partirækkerne for at kunne gøre sig gældende. Og partiledelsen har en stærk indflydelse på, om man får muligheden.«

»I USA kan man stille op på tværs af partiledelsens ønsker,« siger Peter Kurrild Klitgaard og peger på Ku Klux Klan-lederen David Duke, som stillede op for Republikanerne i primærvalgene i 1992, trods partiledelsen forsøg på at blokere ham. Han er i øvrigt stadig politisk aktiv og forsøger at blive senator i Louisiana. Han er en ivrig Trump-støtte, mens Trumps kampagne til gengæld har tilkendegivet, at Trump under ingen omstændigheder støtter Duke.

Danskerne er generelt positive over for ældre politikere. Jeg kan jo se, at de ofte er blandt de mest positivt bedømte, når befolkningen bliver spurgt. Bertel Haarder (V)

Få ældre i Folketinget

Går man tilbage til det danske folketing, som ideelt set skal afspejle befolkningen, er de ældre stærkt underrepræsenteret. Tæt ved en femtedel af den danske befolkning er over 65 år, det gælder kun seks procent af folketingsmedlemmerne.

Bertel Haarder mener dog, at det ikke skal ses som udtryk for manglende respekt for de ældre politikere.

»Danskerne er generelt positive over for ældre politikere. Jeg kan jo se, at de ofte er blandt de mest positivt bedømte, når befolkningen bliver spurgt,« siger Bertel Haarder og peger på, at han selv, de konservatives Per Stig Møller og radikales Marianne Jelved ofte får gode bedømmelser.

Selv er han flere gange i meningsmålinger endt som den mest populære minister i regeringen.

Fra Stauning til Løkke: Så unge var de danske statsministre ved tiltrædelsen
Foto: Scanpix

Kan regeringschefer være for unge?

Kan folketingsmedlemmer og regeringsledere så blive for unge? Wilke-undersøgelsen viser i hvert fald, at hver tiende finder Mette Frederiksen for ung, mens stort set ingen siger det samme om Lars Løkke Rasmussen. Bertel Haarder hører da også oftere kritik af, at folketingsmedlemmerne er for unge, end at de er for gamle.

»Det kritiseres, at nogle af folketingsmedlemmerne nærmest kommer direkte fra gymnasiet eller et job som partisekretær og ved for lidt. Men jeg synes, det er at rette bager for smed. Vi skal ikke kritisere de mennesker, som vil påtage sig et ansvar og stiller op. Skal man kritisere nogen, er det de mennesker, som kunne bidrage med noget, men vælger ikke at gøre det,« siger Bertel Haarder.

De rene børnehavebørn 

Begynder de danske statsministre generelt i en relativt ung alder, kan de til gengæld sidde længere end de amerikanske præsidenter, som højst kan vælges for to perioder af hver fire år.

Estrup sad i 19 år og var en erfaren mand på 69, da han trådte tilbage som konseilspræsident – datidens statsminister – i 1894. Og Thorvald Stauning, der stadig er den dansker med titlen statsminister, der har siddet længst, nåede 15 år som regeringsleder. Da han trådte tilbage, var han 68. Et år yngre end Hillary Clinton vil være, når hun – som meningsmålingerne lige nu tyder på – bliver USA’s 45. præsident.

Det er også på den baggrund, man skal se den danske bekymring over præsidentkandidaternes alder, siger Bertel Haarder.

»Man skal lægge mærke til, at de amerikanske kandidater vil have en høj alder, når de tiltræder embedet og altså være tæt på 80 år, hvis de sidder begge perioder. Det er set før – Reagan var f.eks. næsten 80, før han gik af, og store statsmænd som Winston Churchill og Konrad Adenauer var også aktive ind i 80’erne. Men set i det lys er vi i Danmark jo de rene børnehavebørn.«