Danskerne finder mindstelønnen urimeligt lav

Af

Syv ud af ti mener, at mindstelønnen er for lav, og stort set ingen mener, den er for høj, viser ny meningsmåling. Først og fremmest ufaglærte i detailhandlen og restaurationsbran-chen arbejder på mindsteløn. Alligevel bestemmer industrien reelt mindstelønnen ved overenskomstforhandlingerne. De butiksansattes formand opfordrer til at vise solidaritet med de lavest lønnede.

Det er fuldt forståeligt, hvis kasseassistenterne i de danske butikker har svært ved at holde smilet oppe hele dagen. 14.000 kroner om måneden – 87 kroner i timen – er ikke en rimelig mindsteløn for et arbejde. Det mener det store flertal af danskerne i en undersøgelse, som analyseinstituttet Gallup har lavet for Ugebrevet A4. 1.146 danskere er blevet interviewet om deres holdning til mindstelønnen, og hovedkonklusionerne er klare:

  • Syv ud af ti mener, mindstelønnen er for lav. Hver fjerde mener, den er rimelig, mens sølle 0,4 procent mener, den er for høj.
  • Et flertal på tværs af både køn og aldersgrupper mener, at mindstelønnen er for lav. Flere mænd end kvinder mener dog, at mindstelønnen er rimelig i dag, og de yngste er mere positive over for det nuværende niveau end de lidt ældre.
  • Otte ud af ti arbejdere mener, at mindstelønnen er for lav. Også funktionærer, selvstændige og pensionister/efterlønnere mener, den er for lav, mens gruppen af lærlinge, elever og studerende mønstrer en lille overvægt, som finder mindstelønnen rimelig.
  • Blandt dem, der finder mindstelønnen for lav, mener den største gruppe – fire ud af ti – at mindstelønnen burde ligge et sted mellem 16.000 og 18.000 kroner om måneden. En fjerdedel mener, at den burde være mellem 18.000 og 20.000 kroner.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet kalder resultaterne et udtryk for, at mindstelønnen ligger langt fra, hvad de selv ville kunne klare sig for. Det understøttes af, at lærlinge, elever og studerende er den eneste gruppe, hvor flertallet støtter den nuværende mindsteløn:

»De, der er vant til at leve for små penge, kræver heller ikke så meget. Lige så snart folk bliver lidt ældre og får en forsørgerbyrde, ændres deres billede af, hvad der er en rimelig løn. Og de færreste kan altså også reelt få en familie med børn til at fungere på to mindstelønninger,« siger Flemming Ibsen.

IKEA viste vejen

Den største gruppe af lønmodtagere, der arbejder på mindstelønnen, findes i detailhandlen, hvor HK/Handel skønner, at cirka 12.500 ansatte ikke får nogen tillæg ud over mindstelønnen. Cirka halvdelen af dem er ufaglærte og må derfor klare sig for den laveste mindsteløn på det danske arbejdsmarked: 87,20 kroner i timen, hvilket svarer til 13.980 kroner om måneden. En del af de ufaglærte er dog studerende eller bijobbere.

Jørgen Hoppe er formand for de butiksansattes fagforbund HK/Handel, og han er helt enig i, at mindstelønnen er urimeligt lav. Og det har vel at mærke ikke kun effekt for dem på mindstelønnen, men har også en markant afsmittende virkning på de øvrige lønninger på det udprægede lavtlønsområde:

»Jeg synes, det er et vink med en vognstang til detailhandlen om, at de er nødt til at give noget mere i løn. Og jeg er helt sikker på, at den lave løn også i den sidste ende kan komme detailhandlen til skade. Forbrugerne er mere og mere parate til at stemme med fødderne og holde op med at handle i butikken, hvis de ikke behandler deres medarbejdere ordentligt.«

De, der er vant til at leve for små penge, kræver heller ikke så meget. Lige så snart folk bliver lidt ældre og får en forsørgerbyrde, ændres deres billede af, hvad der er en rimelig løn.Og de færreste kan altså også reelt få en familie med børn til at fungere på to mindstelønninger. Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet

Jørgen Hoppe henviser til, at møbelvarehuset IKEA i maj måned meldte ud, at man ville give kasseassistenterne 5.000 kroner mere om måneden. I tiden derefter spurgte mange kunder i andre butikker kasseassistenterne, hvad de tjente og tilkendegav, at det var for alt for lidt.

Udover at opfordre til, at de enkelte butikker ikke blot nøjes med at udbetale mindstelønnen, men giver nogle højere tillæg, har Jørgen Hoppe også ved de kommende måneders overenskomstforhandlinger chancen for at forhandle sig frem til en højere mindsteløn – eller minimalløn, som det formelt hedder i HK’ernes overenskomst – for sine medlemmer. Men selv om Hoppe vil prioritere »løn, løn og løn« ved forhandlingerne, er det reelt ikke ved hans forhandlinger med arbejdsgivermodparten Dansk Handel & Service, at mindstelønnen afgøres.

Industrien bestemmer

Forløbet ved overenskomstforhandlingerne er nemlig i praksis sådan, at det store industriområde med industrikartellet CO-industri og arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri (DI) lægger linjen for, hvad de øvrige lønmodtagergruppers overenskomst i store træk kommer til at indeholde.

Ingen andre arbejdsgiverforeninger indgår et forlig, før DI har nået et resultat. Og mindstelønnen betyder ikke det store for lønmodtagerne i industrien, hvor kun meget få arbejder på mindstelønnen. Den reelle og som regel langt højere løn bliver aftalt ved lokale forhandlinger på de enkelte virksomheder. Udviklingen i industriens mindsteløn gennem de seneste seks år viser da også, at mindstelønnen ikke prioriteres så højt. Mindstelønnen er ganske vist hvert år steget med to kroner i timen fra 76,40 kroner i 1998 til 88,40 kroner i dag, men procentvis giver det jo en mindre og mindre stigning hvert år.

»I gamle dage var stigningen i mindstelønnen også retningsgivende for den lokale lønudvikling, men sådan er det ikke rigtigt længere. Mindstelønnen er blevet koblet af den generelle lønudvikling, og derfor har den ikke ret stor betydning for industrien længere. Det er nærmest blevet en form for social foranstaltning i industriens overenskomst,« siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen.

Jørgen Hoppe er da også udmærket klar over, at det i høj grad bliver på industriens nåde, hvis mindstelønnen for hans medlemmer skal hæves:

»Det kræver, at forhandlerne på industriens område er opmærksomme på, at mindstelønnen skal prioriteres højt. Det kan godt være, at det ikke betyder så meget for dem, men det har altså en afsmittende effekt for blandt andre mine medlemmer. Det er utopi at tro, at man kan få en højere stigning i minimallønnen end i det første forlig. Og derfor er det utrolig vigtigt, at vi taler godt sammen på lønmodtagersiden.«

Hoppe håber på ny generation

Hoppe lægger ikke skjul på, at koordineringen ikke tidligere har levet op til hans forventninger, og han kan skele misundeligt mod Sverige, hvor LO-forbundene netop har aftalt, at de lavest lønnede skal tilgodeses mest ved de kommende overenskomstforhandlinger hinsidan. Jørgen Hoppe håber dog på, at generationsskiftet blandt forhandlerne i CO-industri kan bringe mindstelønnen højere op på dagsordenen i industriens forhandlinger:

»Jeg vil være en skuffet mand, hvis der ikke bliver en bedre koordinering denne gang,« siger Jørgen Hoppe.

Generationsskiftet i CO-industri er personificeret i Dansk Metals formand, Thorkild E. Jensen, og Børge Frederiksen, formand for Specialarbejderforbundets industrigruppe. De har afløst henholdsvis Max Bæhring og Willy Strube som topforhandlere siden den seneste overenskomstforhandling i 2000. Og Børge Frederiksen forsikrer, at man skam godt er klar over, at mindstelønnen i industrien også smitter af på de andre lønmodtagergrupper.

»Vi er da opmærksomme på det. Men når vi regulerer mindstelønnen og forhandler overenskomster i det hele taget, gør vi det jo altså først og fremmest ud fra vores egne medlemmers interesser,« siger Børge Frederiksen.

I industrien er mindstelønnen en reel mindsteløn, som de fleste ligger langt over, og som et absolut fåtal reelt arbejder på. Og Børge Frederiksen mener også, at lavtlønsgrupperne som for eksempel HK/Handel må tage et ansvar for, at mindstelønnen rent faktisk kommer til at fungere som mindsteløn og ikke mere eller mindre normallønnen i branchen.

»Selvfølgelig skal der være solidaritet mellem de forskellige lønmodtagergrupper, men hvis nogle grupper har et overenskomstsystem, som ikke virker, er spørgsmålet jo, om de har det rigtige system,« siger Børge Frederiksen.

I RestaurationsBranchens Forbund (RBF) er næstformand John Frederiksen i samme båd som Jørgen Hoppe. Rundt regnet 5.000 RBF-medlemmer arbejder på mindstelønnen – der i restaurationsbranchen er knap 15.000 kroner om måneden – som ufaglærte medhjælpere på restaurationer. Men John Frederiksen tror ikke meget på, at industriens forhandlere vil kæmpe det store slag for mindstelønnen, og det kan han sådan set godt forstå, selv om det irriterer ham »grænseløst«, at mindstelønnen ikke er til at rokke, når industrien har nået et resultat:

»Der er ikke noget at sige til, at forhandlerne i industrien først og fremmest tænker på deres egne medlemmer. De kan jo i princippet ikke gøre for, at de andre arbejdsgiverforeninger holder sig til det resultat, de har aftalt i industrien. Det ville jo være fjollet af dem at forhandle sig frem til fire kroners stigning i mindstelønnen, som de kunne have fået andre og mere nyttige resultater til deres medlemmer for. Men jeg ville selvfølgelig gerne have det,« siger John Frederiksen.

Restaurationsfolk skal op på mærkerne

Han tror altså ikke for alvor på en større stigning i mindstelønnen denne gang og vil gå andre veje for at give sine medlemmer en bedre løn. RBF’s problem er blandt andet, at der slet ikke er den samme tradition for lokale lønforhandlinger på virksomhederne, og det betyder, at mange bliver hængende på mindstelønnen eller umiddelbart over den. Derfor satser John Frederiksen på, at tillidsrepræsentanterne skal have en mere central placering og blandt andet sikres ret til at kræve lønforhandlinger, når de ønsker det. Og så skal både tillidsrepræsentanterne og de ansatte selv være bedre til at håndhæve den såkaldte løfteparagraf i overenskomsten. Den siger nemlig rent faktisk, at ingen må arbejde på mindstelønnen mere end nogle få måneder. Men mange steder bliver der set stort på den paragraf.

Den største gruppe i Gallup-undersøgelsen peger altså på, at en rimelig mindsteløn vil være et sted mellem 16.000 og 18.000 kroner om måneden, og det erklærer både Jørgen Hoppe og John Frederiksen sig enige i. John Frederiksen peger helt konkret på, at 110 kroner i timen – hvilket svarer til cirka 17.600 kroner om måneden – vil være en rimelig mindsteløn. Det er altså med andre ord over 2.500 kroner mere, end de lavest lønnede af hans medlemmer tjener i dag.

Detailhandlens arbejdsgiverorganisation Dansk Handel & Service har ikke ønsket at udtale sig om lønningerne i branchen på grund af de umiddelbart forestående overenskomstforhandlinger.