Danskerne: Fattige skal være fattigere

Af

I 2008 opfattede danskerne det som udtryk for fattigdom, hvis et menneske ikke havde råd til en månedlig biograftur eller en computer med internetopkobling – men i dag er grænsen for fattigdom rykket markant nedad, viser ny undersøgelse. Den internationale krise og den såkaldte Carina-sag er årsag til, at grænsen har flyttet sig, vurderer eksperter.

Foto: Foto: Michael Bothager

Adgangskrav Danskernes syn på fattigdom har på bare tre år ændret sig dramatisk.  

Hvor et flertal i befolkningen i 2008 mente, at du var fattig, hvis du ikke havde råd til at holde en fødselsdagsfest, en månedlig tur i biografen, købe en computer med internetopkobling eller at sende dine børn til sport i fritiden, er der i dag sket et voldsomt skred i opfattelsen af, hvad man har råd til, hvis man er fattig.

Det viser en ny undersøgelse, Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4 blandt 1.012 danskere i ugen efter Özlem Cekic (SF) og Joachim B. Olsen (LA) diskuterede fattigdom.

Ugebrevet A4 har både i 2008, på toppen af det økonomiske opsving, og igen i sidste uge taget temperaturen på, hvor fattig man skal være for at blive betragtet som fattig. Og forskellen er lige så markant som forskellen på højkonjunkturen i 2008 og den nuværende krise.

I 2008 mente 77 procent af danskerne, at det var fattigdom, hvis man ikke havde råd til at holde fødselsdagsfest. Men i dag er andelen, der har den opfattelse, faldet til 66 procent. Tilsvarende var der tidligere 57 procent, der mente, at man godt kunne betragtes som fattig selvom man havde en computer med adgang til internet. I dag deles den holdning kun af fire ud af ti danskere.

Ugebrevet har spurgt til i alt otte materielle goder i både 2008 og i dag og på alle otte punkter er opfattelsen af, hvad man kan eje eller nyde som fattig, faldet markant. I flere tilfælde er der tale om fald på helt ned til en tredjedel af 2008-niveauet.

I 2008 mente danskerne, at man var fattig, hvis man måtte undvære fire ud af otte goder. I dag er de skrumpet ind til to punkter. Nemlig hvis man ikke har råd til at holde en fødselsdagsfest eller at sende sit barn til sport i fritiden. Dermed betragter danskerne ikke folk som fattige, hvis de for eksempel har råd til en tur i biografen, en udlandsrejse eller økologisk mad.

Lektor i sociologi Morten Ejrnæs, Aalborg Universitet, kalder bevægelsen »markant«.

»Det er helt konsekvent, at der skal mere til, at man i 2011 bliver betragtet som fattig end i 2008,« siger han og forklarer skreddet med, at de seneste års krise har sat sine spor i bevidstheden, fordi vi som samfund er blevet fattigere.

Dette, mener Morten Ejrnæs, betyder, at mennesker, der selv oplever at have fået færre penge, rykker deres grænse for fattigdom nedad.

Den anden forklaring er det berømte ’Carina’-eksempel’, som SF’s socialordfører Özlem Cekic brugte til at illustrere et fattigt menneske med.

»Når der er så markant forskel som her, tror jeg først og fremmest, det også er under indtryk af de seneste ugers offentlige diskussion om fattigdom, hvor påstande om, at en familie med et tilsyneladende forholdsvis stort rådighedsbeløb blev udråbt til at være fattig. Det valgte eksempel er et meget dårligt eksempel på den fattigdom, som vitterligt er blevet skabt af ’fattigdomsydelserne’. Især starthjælpen og 450 timers reglen har skabt flere meget fattige mennesker i Danmark,« siger Morten Ejrnæs.

Især forståelsen, for at også fattige kan have brug for en computer, overrasker ekspert i fattigdom professor Jørgen Elm Larsen, sociologisk institut på Københavns Universitet.

»En computer bliver mere og mere en nødvendighed for, at vi overhovedet kan fungere, også for arbejdsløse, som skal ud og søge arbejde. Der skal man jo have adgang til en række informationer for at søge job,« siger han.

Vi fløj i 2008

Mette Deding, leder af SFI Campbell Instituttet, en afdeling under SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, siger:

»Krisen må være hovedforklaringen på dette skred. I 2008 troede vi, at vi kunne flyve - for evigt - men siden er den barske realitet gået op for mange. I dag kender mange nogle, som er kommet i problemer, og det vil naturligt forandre opfattelsen af, hvad der er ret og rimeligt.«

»Men Carina-sagen har også betydning. A4 havde helt sikkert fået nogle andre svar, hvis der var blevet spurgt for en måned siden,« siger hun og påpeger, at A4’s tal beviser, at fattigdom er et relativt begreb. Vores grænser for, hvor meget man behøver og ikke behøver, er flydende i takt med høj- og lavkonjunkturer.

I 2008 opfattede eksempelvis knap hver tredje det som fattigt, hvis man ikke havde råd til at gå på restaurant en gang om måneden. I dag er det færre end hver tiende, som mener dette. Knap hver femte mente i 2008, at hvis man ikke havde råd til en årlig udlandsrejse, var man fattig. I dag er det hver tyvende.

»Vi havde jo et enormt opskruet forbrug i 00’erne. Antallet af udlandsrejser, fladskærms-tv og andet eksploderede. Så når alle de andre er på rejse fire gange om året, er det også rimeligt, at jeg skal på rejse fire gange om året – og har jeg ikke råd til det, må jeg være lidt fattig. I dag lever vi i en helt anden krisetid. Er rejser nu også så vigtige, når vi skal ned og prioritere? Det er både naturligt, men også godt, at vi sætter forventningerne efter, hvad vi kan,« siger Mette Deding.

Flere fattige

I Danmark er der ikke en officiel fattigdomsgrænse, men Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har gentagne gange regnet på en model, som er anerkendt af Den Økonomiske Samarbejdsorganisation, OECD. Heri er man fattig, hvis man har en indkomst, der svarer til halvdelen af landets medianindkomst – den indkomst der ligger i midten, og hvor der er lige mange indkomster over og under.

I september opgjorde AE antallet af danskere, der faldt under denne grænse, til 333.000 personer. Og alene i perioden fra 2001-2009 steg antallet med 53 procent, hvilket ifølge AE betyder, at 115.000 nye danskere faldt under OECD’s fattigdomsgrænse, mens Danmark red på en gigantisk højkonjunktur.

Formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, frygter, at fattige i Danmark bliver tivoliseret, hvilket var det, der skete, da SF’s Özlem Cekic kom løbende med Carina-eksemplet. Besøg på restauranter og økologiske madvarer er ikke relevante for fattige mennesker, mener han.

»Jeg synes ikke denne undersøgelse er et godt grundlag at diskutere fattigdom på, fordi det er andre og mere alvorlige problemer, fattige står overfor, end jeres respondenter svarer på. Rådet for Socialt Udsatte har gennemført andre undersøgelser af konsekvensen af de laveste sociale ydelser, som peger på, at nogle har så dårligt et forsørgelsesgrundlag, at de ikke kan købe receptpligtig medicin eller har råd til tre daglige måltider mad om dagen, ligesom der er forældre, som ikke har råd til at sende børnene til fødselsdagsfest med en ordentlig gave. Der er altså problemer for de, der er på nedsatte ydelser i forhold til at få økonomien til at hænge sammen, og til at blive inkluderet i aktiviteter i fritiden,« siger han.

Mere mistro

Alligevel anerkender Jann Sjursen selve præmissen i A4’s undersøgelse – at vores grænse, for hvad vi betragter som fattigdom, har rykket sig.

»Vi er blevet mere mistroiske overfor hinanden, og solidariteten er ved at smuldre i forhold til udsatte grupper. Se eksempelvis på den hetz, der i kommunerne har været i forhold til de handicappede og den kommunale økonomi, hvor handicappede nærmest er udråbt til en slags gøgeunge,« siger Jann Sjursen og retter skytset mod landspolitikerne:

»Den politiske retorik på Christiansborg går mere og mere i retning af, at mennesker, der er i en udsat situation eller ligger ned, er dovne og bare kan tage sig sammen. Der er en underforstået opfattelse af, at folk bare skal tage sig sammen, gøre deres pligt og så kan de ellers få lov at kræve deres ret,« siger han.

Morten Ejrnæs advarer politikerne imod at bruge den seneste debat til gå i »moralsk panik« og huu-hej-stramme på en række krav til socialt udsatte, sådan som det skete, da socialminister Karen Hækkerup (S) for nylig blandede sig i fattigdomsdiskussionen med påstanden om, at der er sket et »normskred« i forhold til, hvad vi danskere kræver af staten.

»Hele diskussionen om ’krævementalitet’ er blevet sat i forbindelse med de fattige. Men for mig at se er der ingen af de fattige, der har krævet noget på noget tidspunkt. Alligevel er der en diskussion om krævementalitet. Jeg vil derfor også tro, at noget af det, der har skabt dette skred i jeres undersøgelse, er, at mange mennesker tænker: Nej, det der, det kan man da ikke kræve,« vurderer han.