Danskerne er helst solidariske med sig selv

Af Kirsten Weiss

Danmark ligner et land, der har brug for at tænke sig grundigt om – både når det handler om velfærdsstatens fremtid og holdningen til ”de fremmede”. Det mener journalisten Jakob Illeborg, der fra et broget og multikulturelt London stiller skarpt på Danmark og opfordrer de selvfede danskere til at kigge over Nordsøen og lade sig inspirere.

INTERVIEW Der var engang et lille land med bare fem millioner indbyggere. Alligevel var landet kendt langt ud over sine egne grænser. Landet var nemlig et smørhul af velfærd, velstand og venlighed – af netop den slags, som resten af verden stadig måtte kigge langt efter …

Eventyret om Danmark lyder godt. Også for godt, mener Jakob Illeborg, forfatter til bogen ”Danmark set udefra”, som netop er udkommet. I bogen tager forfatteren, der de seneste 10 år har boet i London, eventyrlandet Danmark ved vingebenet og stiller spørgsmålstegn ved, hvad der blev af netop de tre danske kernedyder: Velfærd, velstand og venlighed.

Kun den ene af dem, nemlig velstanden, buldrer, efter Jakob Illeborgs mening, stadig derudad. Den socialdemokratiske, skandinaviske velfærdsmodel, som Tony Blairs New Labour engang, i bestræbelserne på at gøre Storbritannien til et mere klasseløst samfund, lod sig inspirere af, er i dag stagneret. I selvtilfredshed, egoisme og en foruroligende mangel på visioner for fremtiden.

»Når man ser på Danmark udefra, ligner det et land, der har brug for at tænke igen. Jeg synes, det er deprimerende at opleve, at danskere opfører sig som et presset folk, når sandheden er, at vi aldrig har været rigere. Her oser af penge, det bemærker jeg altid, når jeg er på besøg i Danmark,« siger Jakob Illeborg.

I sin nye bog blander han sine egne subjektive iagttagelser med interview med New Labours chefstrateg, sociologen Anthony Giddens, historikeren Timothy Garton Ash og Zac Goldsmith, der er en fremtrædende, vel og mærke konservativ, miljøforkæmper. Især Giddens har et nært forhold til Danmark og det øvrige Skandinavien, som han mere end skævede til, da han udstak sine og Tony Blairs planer for fremtidens Storbritannien.

»På mange af de områder, hvor Danmark inspirerede New Labour, står vi stadig stærkt. Det gælder for eksempel i forhold til den økonomiske lighed, fordelingspolitikken og på mulighederne for at ændre sin sociale position i samfundet. Den sociale lighed er trods alt stadig markant i Danmark, selvom man også ser mange tegn på stigende polarisering,« mener Jakob Illeborg og fortsætter:

»Det er tydeligt, at man i Danmark relativt tvangsfrit kan omgås andre mennesker på en positiv måde. Her er ikke det samme skarpe skel mellem gamle og nye penge som i Storbritannien eller den franske måde at opdele mennesker på i klasser, i forhold til deres uddannelse og sociale baggrund.«

”Småligdaritet”

Alligevel har Danmark sovet i timen, mener forfatteren og peger på, at begreber som lighed og solidaritet er afløst af ”småligdaritet”, hvor borgerne flittigt angiver naboen, hvis han (måske) snyder i skat og først og fremmest er solidariske med dem, der ligner dem selv, og først og fremmest deres egne børn.

I Danmark skal alt helst være blødt, nært og tæt på, mener Jakob Illeborg og henviser til både den skuldertrækning, de fleste danskere kun har til overs for det internationale samarbejde eller EU. Og på de fagforeninger, der efter hans mening fuldstændig har forsømt deres eget udgangspunkt, nemlig en solidaritet, der rækker ud over egne snævre rækker og landegrænser.

»De to øst-udvidelser i EU-regi i 2004 og 2007 testede de europæiske staters villighed til international tolerance. Da Polen, Tjekkiet og de baltiske lande blev lukket ind i det gode selskab i 2004, var det kun Storbritannien, Irland og Sverige, der åbnede dørene. I Danmark holdt vi døren hermetisk lukket til trods for, at vi godt kunne bruge arbejdskraften og vel også havde en form for forpligtelse over for vores nye EU-medborgere,« siger Jakob Illeborg og finder de hårde ord frem:

»Da det viste sig at være svært at forhindre EU-borgere i at rejse frit, rejste der sig en storm af protektionistiske protester, og dele af den danske fagbevægelse viste kulør som reaktionære organer. Man kunne få den mistanke, at det er selvkonservering og egeninteresse, der driver værket i et håndværkerkorps, hvor 58 procent af mændene, ifølge Ugebrevet Mandag Morgen, stemmer på Venstre eller Dansk Folkeparti,« siger Jakob Illeborg, der ser uviljen mod de polske håndværkere som endnu et billede på, at danskerne helst er solidariske med sig selv.

Kig til Storbritannien, lyder opfordringen fra forfatteren, der skynder sig at understrege, at alt bestemt ikke er lutter solidarisk, socialdemokratisk idyl i det stadig klassedelte samfund.

»Men Labours erklærede mål er faktisk at gøre Storbritannien til et mere lige samfund, og man har systematisk arbejdet på at gøre landet mere lige og at reducere fattigdommen med små, men dog taktfaste skridt. Et af midlerne har været uddannelse, uddannelse og atter uddannelse, som var Tony Blairs mantra, da han var nyvalgt.«

Accepter paradokserne

Det britiske skolesystem og udviklingen af det kan virke som et dårligt eksempel, når det handler om at lade sig ­inspirere af briterne. Her er skolesystemet stadig meget ­rigidt, klasseopdelt og heller ikke dygtigt til at få de svageste elever med, men det er den stadige bestræbelse på at gøre skolerne bedre og viljen til at acceptere paradokserne og fejre de resultater, man faktisk har opnået, som bør inspirere, mener Jakob Illeborg.

Her får eliteuniversitetet, der stadig mestendels frekventeres af overklassens børn, mange penge til den forskning, som landet også skal leve af. Men samtidig har man systematisk arbejdet på at hive de svagest stillede ud af fattigdommen ved at give deres børn en bedre uddannelse, end de selv fik. Britiske skolebørns præstationer er blevet væsentligt bedre de seneste 10 år og mere bemærkelsesværdigt, set med danske øjne: Børn af forældre med anden etnisk baggrund end britisk har haft en stabil fremgang, ikke mindst blandt sorte elever, der før lå i den absolutte bund, mens børn af kinesisk og indisk oprindelse scorer langt over gennemsnittet. Samme positive tendenser kan ses i det britiske sundhedssystem, der gennem årene med New Labour ved magten er blevet væsentligt forbedret.

Der er stadig på mange punkter langt op til den danske velfærd, men det er den aktive bestræbelse på hele tiden at indrette velfærden, så den kommer flere til gode, som Jakob Illeborg savner i Danmark.

»Danmark står med gode kort på hånden, ikke nogen Royal Straight Flush, men et solidt fundament i mange års arbejde med at bygge velfærdssamfundet op. Men det er som om, at danskerne er blevet bange. Forandringer kunne gøre folk utrygge er et af de populistiske argumenter, man hører. Jeg er forelsket i velfærdsstaten, og jeg siger ikke, at alt er bedre i Storbritannien – danskerne ville græde, hvis de kom ud og så noget af den virkelig slemme slum her – men hvor er de visionære socialdemokratiske tænkere i Danmark? Hvor er dem, der tør sige, at det er nu, mens vi er så rige, at vi skal handle? I Storbritannien har man ordsproget ”reparer dit tag, mens solen skinner”, i Danmark er det som om, vi har begravet hænderne dybt i den danske muldjord og ikke vil lade os inspirere,« siger Jakob Illeborg.

Privat fest – skrid!

For inspiration kunne Danmark passende starte ét sted, mener han. Nemlig i den britiske tilgang til integration og debatten om ”de fremmede”. Her har Labour i mange år promoveret tolerance, accept af andres religion og multikulturalisme. I modsætning til Danmark, der efter Jakob Illeborgs mening, i stedet har hægtet sig på en snæver populistisk dagsorden.

”Privat fest – skrid” er den overskrift, der efter hans mening, passer bedst på den danske insisteren på, at integration handler om, at alle skal leve efter den samme, danske målestok.

»Nej, jeg vil ikke have tvangsægteskaber eller offentlig piskning! Men jeg undrer mig over, at vi ikke i Danmark kan acceptere, at nogen har en anden opfattelse af religion end de fleste danskere, eller hvorfor politimanden, der er hindu, ikke må have turban på. Det må han godt i London. Her rummer man sameksistensen på en positiv måde, og det er årtier siden, nogen politiker har spillet racekortet i en valgkamp.«

I Danmark er det populisterne, fra alle sider af det politiske spektrum, der sætter dagordenen og taler om ”mørkemænd” og terrorisme og den islamiske fare, mener Jakob Illeborg, der er temmelig sikker på, at sådan en som ham i den danske debat i dag ville blive betegnet som en af Naser Khaders ”halal-hippier”.

»Men jeg ønsker ikke at leve i et indadskuende, nationalistisk samfund med et unuanceret ”os mod dem-scenarie”. Det er også danskernes opgave at sørge for, at Muhammed på 20 vælger at blive en del af samfundet i stedet for at blive ekstremist,« siger Jakob Illeborg.

Han pointerer, at der ikke findes vandtætte fremgangsmåder til sameksistens, og også Storbritannien har sine vanskeligheder, men alt andet lige er det lettere at skabe resultater, når omgangstonen er saglig og ikke skinger, mener forfatteren.

»Det er ”common sense” (sund fornuft, red.), vil briterne sige. Og common sense er ikke en nedskrevet grundlov, men en stadig forholden sig til sig selv og hinanden. Folkevandringerne er det 21. århundredes store udfordring, men i stedet for at bruge de mennesker, der er kommet til Danmark, til at skabe et funktionelt, moderne og konkurrencedygtigt land, vælger vi at anskue alle muslimer som Osama Bin Ladens lakajer,« mener Jakob Illeborg, der opfordrer danskerne til at finde de smukke socialdemokratiske værdier frem igen, herunder tolerancen og internationalismen – og om nødvendigt renovere dem.

»Det er du og jeg og fagbevægelsen og erhvervslivet, der sammen kan ændre Danmark. Jeg er parat til at smide det hele op i luften – vel vidende, at jeg har hænder at gribe med.«