Danskerne elsker at betale skat

Af

4 ud af 10 danskere bedyrer, at de betaler deres skat »med glæde«. Selv blandt topskatteyderne kan hver tredje tilslutte sig det skatteglade budskab. Skatteborgerforeningen mener, danskerne er udsat for et gigantisk gruppepres, der gør det umuligt at svare ærligt på spørgsmålet.

SKAT You pay what?? Enhver, der har forsøgt at forklare en amerikaner, at en million lønmodtagere i Danmark uden større protester betaler 60 procent i skat af den sidst tjente krone, kender reaktionen. Uanset om man stemmer på Bush eller Obama, så er en marginalskat af den størrelse for de fleste amerikanere ensbetydende med legaliseret statsvoldtægt af borgernes pengepung.

Her til lands står vi ret uforstående over for den slags skattehader-holdninger. Faktisk kan 4 ud af 10 danskere tværtimod lægge hånden på hjertet og sige ”jeg betaler min skat med glæde”. Sådan svarer et repræsentativt udsnit af de 18-70-årige danskere i hvert fald selv i en rundspørge foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4. Kun 29 procent er direkte uenige i udsagnet. Så kan amerikanerne og andre skrige ”verdens højeste skattetryk” og ”pengene tilbage i borgernes lommer”, så meget de vil.

Hver anden dansker er oven i købet så glad for at betale skat, at regeringen gerne må få deres skattelettelser tilbage, hvis bare politikerne lover at bruge pengene til offentlig velfærd.

»Jeg tror faktisk, danskerne er et særligt skatteelskende folkefærd,« lyder konklusionen fra sociolog Torben Fridberg, der har forsket i danskernes holdninger til velfærdsstaten på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI.

Han peger på, at danskernes skatteglæde er særlig påfaldende, fordi de høje skattesatser ikke er camoufleret som sociale bidrag eller indirekte skatter som i andre lande. Man kan altså ikke påstå, at danskernes glæde skyldes, at de ikke har opdaget, de betaler en høj skat.

Folk accepterer kontrakten

Den store opbakning til skatten må derfor opfattes som en accept af den danske velfærdsmodel, hvor velfærdsservice og social sikkerhed betales over skatterne, mener Torben Fridberg:

»Det afspejler, at folk accepterer den kontrakt, der er indgået mellem velfærdsstaten og den enkelte. De mennesker, der betaler deres skat med glæde, forventer jo også, at der er uddannelse til børnene og pasning til de gamle.«

En retskaffen og relativt velfungerende offentlig sektor er altså en væsentlig forklaring på danskernes velvilje over for skatten. De lande, hvor borgerne bakker mindst op om skatten, er da også lande, hvor den offentlige sektor er ineffektiv og korrupt, og hvor almindelige skatteborgere kun sjældent nyder gavn af de skattefinansierede goder, fortæller professor ved Center for Sammenlignende Velfærdsstudier ved Aalborg Universitet, Jørgen Goul Andersen.

»Internationalt set har vores skattesystem en ualmindelig høj legitimitet. Befolkningens vilje til at betale skat er styret af, at skattesystemet opfattes som nogenlunde retfærdigt og gennemskueligt. Og det gør det i stigende grad i Danmark.«

Vi stoler med andre ord på, at politikerne kræver skatten op på en retfærdig måde og bruger pengene fornuftigt. Derfor er det også svært at tale om lavere skat uden samtidig at vække billeder hos vælgerne af nedslidte folkeskoler, patienter på overfyldte hospitalsgange og ældre damer uden hjemmehjælp.

»Det kræver overtalelse med samfundsøkonomiske argumenter at få danskerne med på skattelettelser. Vi ved fra de seneste to skatteomlægninger i 1993/1994 og 1998, at folk fokuserer mere på, hvad de mister, end hvad de vinder, når der ændres på skatten. I bund og grund er skattelettelser og skatteomlægninger faktisk en tabersag,« påpeger Jørgen Goul Andersen.

Gruppepres

Men den tror formanden for Skatteborgerforeningen, tidligere direktør Steen Leth Jeppesen, ikke på. Han mener, det er så som så med retfærdigheden i det danske skattesystem, når samfundet »flår dem, der er dygtigst til deres arbejde og derfor tjener mest«. Når danskerne svarer artigt ja til, at de betaler deres skat med glæde, skyldes det gruppepres, mener han:

»I Danmark lever vi ret kollektivistisk. Derfor opfattes det som asocialt, hvis man ikke betaler sin skat med glæde. Så folk tør sådan set ikke svare andet,« siger Steen Leth Jeppesen.

Han mener desuden, at udtrykket ”betaler min skat med glæde” er meningsløst.

»Vi har jo ikke noget valg. Sådan set er det jo slet ikke noget, man ”betaler”. Det er jo noget, det offentlige trækker uden at spørge. I den sammenhæng er jeg helt umyndiggjort. Og skal man alligevel betale skat, kan man jo ligeså godt sige, man gør det med glæde.«

Når 4 ud af 10 danskere gør det, er det også fordi, der jo ligger noget positivt i selve spørgsmålets formulering, som gør det svært at svare nej til, mener formanden for Skatteborgerforeningen:

»Når man bruger ordet ”glæde” så antyder det jo, at skat er noget godt.«

Hvis skatteborgerforeningen har ret, så må Dansk Folkepartis vælgere være ærligere end de fleste. I Pia Kjærsgaards parti er der ikke ligefrem fest i stuen, når forskudsopgørelsen kommer fra skattevæsenet. Her kan kun 19 procent sige ja til, at de betaler deres skat med glæde. Det kan selvfølgelig også skyldes partiets udspring af Mogens Glistrups fremskridtsparti, som netop kom i Folketinget ved at love lavere skatter.

Under alle omstændigheder følger vælgernes holdning til skatten fuldstændig den klassiske højre-venstre-skala i dansk politik: Jo længere ud på venstrefløjen, man kommer, desto gladere er vælgerne for at betale skat. Dog med den lille krølle, at de socialdemokratiske vælgere i særlig grad betaler deres skat med glæde. I Helle Thorning-Schmidts parti tilslutter 60 procent sig dette glade udsagn, mens kun 19 procent er uenige i det.

Til gengæld sætter SF-vælgerne rekord i offervillighed. 8 ud af 10 SF-vælgere er med på at give afkald på skattelettelser. I den anden ende af skalaen ligger Venstre, hvor kun hver fjerde vælger er parat til at vinke farvel til skattelettelserne.

Uanset, hvordan man formulerer spørgsmålet, så er der mindre uvilje mod skatten i dag, end der var tidligere, konstaterer Jørgen Goul Andersen.

»Det kan godt være svært at forklare forskerkolleger i udlandet, men i dag skal du op på en indkomst på den anden side af en million, før holdningen til skatten begynder at blive rigtig negativ,« konstaterer professoren.

Lav skat på arbejde i Danmark

Der kan være endnu en grund til, at danskerne er så besynderligt glade for deres skat: Den er faktisk blevet lavere. Nyrup-regeringen sænkede indkomstskatten i flere omgange op gennem 1990’erne og hentede pengene hjem via grønne afgifter, og også Anders Fogh Rasmussen (V) har skruet ned på procenterne på skattekortet siden 2001.

Resultatet er, at Danmarks indkomstskatter ifølge Eurostat ligger lige omkring EU’s gennemsnit, og for de fleste danskere er marginalskatten lavere end i vores nabolande, påpeger professor Jørgen Goul Andersen:

»Almindelige lønmodtagere i Danmark har faktisk temmelig lave marginalskatter. Så længe man ikke betaler topskat, ligger skatten på arbejde i den lave ende i forhold til resten af EU.«

Når vi alligevel bliver ved med at tale om ”verdens højeste marginalskatter” skyldes det, at det danske skattesystem er mere progressivt end mange andre landes. Højtlønnede får altså lov til at betale relativt mere i skat end resten af befolkningen.

De, der betaler topskat, er da også mindre glade skattebetalere end de fleste. Fire ud af ti topskatteydere er således direkte uenige i udsagnet ”jeg betaler min skat med glæde”.

Indtil videre har den mest synlige reaktion på forringelser i den offentlige velfærd været et folkekrav om flere penge til det offentlige. Men en lige så logisk reaktion på dette ”kontraktbrud” kan blive at kræve skatten sat ned, hvis man ikke føler, at det offentlige leverer varen i form af velfærdsydelser af høj kvalitet, påpeger Torben Fridberg:

»På den måde står vi muligvis ved en korsvej, hvor det kan ende med manglende opbakning til skattebetaling til velfærdsstaten.«

Og der er tendenser i samfundet, der peger i den retning.

En stadig større del af middelklassen har deres børn i privatskole og deres sundhed sikret af en privat forsikringsordning. Det gør familiens afhængighed af den private lønkonto større, og ønsket om at betale til sundhed og uddannelse via skatten mindre. Viljen til at betale kan altså svinde ind, hvis man føler, man skal betale for den samme vare to gange. Selv for verdens mest skatteglade folkefærd, advarer Torben Fridberg:

»Ingen andre steder er velfærdsydelser så entydigt skattefinansieret som i Danmark. I USA betaler folk jo formuer til sundhedsforsikringer og uddannelse, mens skatterne typisk går til at betale for ydelser til de fattige. Det betyder noget for viljen til at betale skat, hvis man kun føler, man betaler til ”de andre”,« siger SFI-forskeren.