EN SKIDT KARAKTER

Danskerne dumper Lars Løkke Rasmussen

Af | @GitteRedder

Lars Løkke Rasmussen er Danmarks suverænt dårligste partileder. I en ny måling dumper danskerne Venstres formand med en gennemsnitskarakter på 1,9. Venstres vælgere mener sågar, at Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen er en bedre partileder end deres egen.

Ingen under og ingen ved siden af Lars Løkke Rasmussen. Vælgerne sender Venstres formand helt til bunds i deres vurdering af de otte partiformænd. 

Ingen under og ingen ved siden af Lars Løkke Rasmussen. Vælgerne sender Venstres formand helt til bunds i deres vurdering af de otte partiformænd. 

Foto: Nikolai Linares/Scanpix

Midt under Lars Løkke Rasmussens hidtil værste stormvejr giver vælgerne Venstres formand en gevaldig syngende lussing: Med en gennemsnitskarakter på 1,9 havner Venstres partileder på en absolut sidsteplads, når danskerne skal uddele karakter på 7-trinsskalaen for evnen til at forvalte sit embede og være en dygtig og troværdig politiker.

Dermed ligger Lars Løkke Rasmussen under dumpegrænsen på 2 og ender på sidstepladsen blandt de otte partiledere.

Partiledernes karakterbog 1. semester 2014
Partiledernes karakterbog 1. semester 2014

Kilde: Analyse Danmark for Ugebrevet A4. Undersøgelsen er foretaget fra 27. maj til 2. juni 2014 blandt 1.256 respondenter. Note: Tallene er afrundede.

Tre ud af ti danskere giver Lars Løkke Rasmussen -03, der gives for den ringe præstation, der er helt uacceptabel. Dertil kommer, at 14 procent af danskerne giver Lars Løkke Rasmussen et nul for den utilstrækkelige præstation, og yderligere 14 procent af vælgerne nøjes med lige at lade Løkke bestå med et 2-tal.

Det er Analyse Danmark, der for Ugebrevet A4 har bedt 1.256 danskere om at give samtlige partiledere karakter, inden de går på sommerferie. Karaktererne gives på den såkaldt 7-trinsskala, hvor 12 gives for den fremragende præstation og – 03 for den helt uacceptable præstation.

Partilederne er bedømt efter denne skala
Partilederne er bedømt efter denne skala

Kilde: Undervisningsministeriet

Valgforsker på Aarhus Universitet Rune Stubager konstaterer, at uanset om man er partileder, universitetsstuderende eller gymnasieelev, er en gennemsnitskarakter på eksamensbeviset på 1,9 skuffende og tegn på, at man præsterer elendigt.

»Ingen kan være tilfreds med en dumpekarakter, og det er jo, hvad 1,9 er. Lars Løkke ligger under dumpegrænsen, og samtidig har han en bundplacering blandt alle partilederne, der kun gør den dårlige karakter endnu mere frustrerende,« siger Rune Stubager.

Det er interessant, at Lars Løkke på så kort tid kan gå fra en rimelig respekteret position til nu at få en dumpekarakter. Johannes Andersen, samfundsforsker, Aalborg Universitet

Samfundsforsker på Aalborg Universitet Johannes Andersen kalder det dybt problematisk for Lars Løkke Rasmussen, at han får en så lav karakter af vælgerne.

»Det er interessant, at Lars Løkke på så kort tid kan gå fra en rimelig respekteret position til nu at få en dumpekarakter. Ingen er nogensinde blevet glad for så lav en karakter. Og der er ingen tvivl om, at det handler om Lars Løkkes personlighed. Hele hans autoritet og etos er for alvor udfordret, og vi ser en stor nedsmeltning omkring en politiker lige nu,« siger Johannes Andersen.

Ugebrevet A4 har gennemført tilsvarende målinger i fem år. Og ikke siden den konservative partileder, Lene Espersen, i 2010 dumpede med et brag med karakteren 1,4, har vælgerne uddelt så lav en gennemsnitskarakter som den, de nu udstyrer Lars Løkke Rasmussen med.

Lene Espersen stoppede kort efter som partileder i kølvandet på kritik af, at hun foretrak familieferie frem for et møde i Arktisk Råd.

Klik her for at læse artiklen: Villy er Danmarks bedste partileder - Lene værst

Ugebrevet A4 har forsøgt at få kommentarer fra flere af Venstres folketingsmedlemmer og politisk ordfører Inger Støjberg til Lars Løkke Rasmussens lave karakter. Alle takker nej til at kommentere dumpekarakteren, indtil mødet i partiets hovedstyrelse tirsdag aften er ovre.

Løkkes karakterbog dårligere år for år

Så sent som i 2012 fik Lars Løkke Rasmussen en hæderlig gennemsnitskarakter på 5,6 af vælgerne, og det placerede ham som den fjerdebedste partileder. Men siden er det gået kraftigt ned ad bakke.

Løkkes frie faldSiden 2010 har Ugebrevet A4 fået danskerne til at give partilederne årskarakterer. Vi vil nu bede dig om at bedømme hver enkelt partileders evne til at forvalte sit embede og være en dygtig og troværdig partileder og politiker?
Kilde: Analyse Danmark for Ugebrevet A4. Undersøgelsen er foretaget fra 27. maj til 2. juni 2014 blandt 1.256 respondenter. Note: Tallene er afrundede. Pia Olsen Dyhr er ikke med i grafikken, da det er første gang, hun bliver bedømt.

Under balladen om GGGI-sagen kom det frem, at Lars Løkke Rasmussen havde fløjet på første klasse og havde rod i diæter og bilag.

At flyve på ’First Class’ til ublu priser fik karakteren til at styrtdykke, og i december 2013 fik han kun 3,3 i gennemsnitskarakter. Men julefreden var hjemme i Løkkeland sidste år, fordi både den konservative Lars Barfoed og SF’s Annette Vilhelmsen lå markant lavere end Venstres partileder.

Når Løkkes gennemsnitskarakter i juni falder så katastrofalt, hænger det ifølge valgforsker Rune Stubager nøje sammen med den nye bilagssag, hvor Lars Løkke Rasmussen blandt andet har købt habitter, boxershorts og slips for mere end 150.000 kroner på Venstres partiregning.

»Dumpekarakteren skyldes uden tvivl bilagssagen, der har kørt på de høje nagler i et par uger nu. Og samtidig har Venstre haft et dårligt europa-parlamentsvalg, hvilket også slider på en partileder,« fastslår Rune Stubager.

V-vælgere foretrækker Johanne frem for Løkke

Lars Løkke Rasmussen kan ikke hente megen opbakning hos sine egne vælgere, viser A4-undersøgelsen.  Blandt de 292 vælgere, der stemte på Venstre ved det seneste folketingsvalg, får han kun 5,0 i gennemsnitskarakter. Det gives for en jævn præstation med adskillige væsentlige mangler.

Så sent som i december 2013 hentede Løkke en gennemsnitskarakter i sit eget bagland på 7,3.

Det er aldrig et godt udgangspunkt for en partileder, hvis man ikke kan begejstre sine egne. Rune Stubager , valgforsker, Aarhus Universitet

Valgforsker Rune Stubager fremhæver, at det er en stor udfordring for en partileder, hvis han i sit eget vælgerbagland ikke står særlig stærkt. Og når hver tredje Venstre-vælger ifølge A4-undersøgelsen giver 2, 0 eller – 03 ser det skidt ud, konstaterer han.

»Det er aldrig et godt udgangspunkt for en partileder, hvis man ikke kan begejstre sine egne,« siger Rune Stubager.

Værre endnu for Lars Løkke Rasmussen er det, at Venstres vælgere tilsyneladende har langt større respekt for flere af de andre partiledere.  Kristian Thulesen Dahl får således en flot score på 9,1 blandt Venstres vælgere, mens Margrethe Vestager får 6,6 i karakter.

Som borgerlig statsministerkandidat pynter det heller ikke, at Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, med 5,7 scorer en højere gennemsnitskarakter hos Løkkes egne vælgere end Venstre-formanden selv.

Selv Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen bedømmes blandt Venstre-vælgerne til at være en bedre partileder end deres egen. Hun får en gennemsnitskarakter på 5,6 hos Venstre-vælgerne sammenlignet med Løkkes 5,0.

Alligevel vurderer valgforsker Johannes Andersen, at Lars Løkke Rasmussen midt i sit livs værste politiske krise kan hente en lille smule trøst i, at hans egne vælgere giver ham 5,0 i karakter.

»Et 5-tal er for lidt, men det er ikke alarmerende. Og vi skal huske, at det er nemmere for Johanne Schmidt-Nielsen og Kristian Thulesen Dahl at føre de rene hænders politik og dermed scorer pæne karakterer,« siger Johannes Andersen.

Rokker ved magtbalancen

Karaktererne, før landets partiledere går på sommerferie, rokker i det hele taget på magtbalancen mellem dem. Lars Løkke Rasmussen er den eneste partileder, der ligger under dumpegrænsen, og ingen andre af partilederne ligger for alvor tæt på.

Den konservative partileder, Lars Barfoed, fik sidste år 2,7 i karakter, men stiger nu til 3,7, og dermed klarer han sig væsentligt bedre end sin borgerlige kollega.

Klik her for at læse artiklen: Danmarks dygtigste partileder

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er højdespringer og scorer med 7,8 den allerhøjeste gennemsnitskarakter, som en partileder har fået, siden Ugebrevet A4 begyndte med karakterbøgerne i 2010.

Næsten hveranden dansker, 48 procent, giver DF-formanden topkaraktererne 10 og 12. Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at kun hver tyvende vælger dumper Kristian Thulesen Dahl.

Ny pige i klassen får super start

Den nye pige i klassen, SF’s formand Pia Olsen Dyhr, klarer sig markant bedre end sin forgænger på posten, Annette Vilhelmsen.  Hvor vælgerne i december 2013 sendte Annette Vilhelmsen til tælling med den dårlige karakter 2,0, får Pia Olsen Dyhr med 4,9 en langt pænere karakter.

Enhedslistens Johanne Schmidt–Nielsen overhaler den radikale Margrethe Vestager og sikrer sig med en gennemsnitskarakter på 6,7 en andenplads.

Men det springer også i øjnene, at Socialdemokraternes partileder, statsminister Helle Thorning-Schmidt, stiger i vælgernes agtelse. Hvor hun sidste år måtte nøjes med 3,9 i årskarakter, får hun nu en gennemsnitskarakter på 4,6.  Og hver femte dansker giver i dag statsministeren topkarakteren 10 eller 12.

Valgforsker Rune Stubager noterer, at Lars Løkke Rasmussens katastrofalt lave karakter smitter af på de gode karakterer til flere af de andre partiledere.

»Når der for øjeblikket er et stort negativt fokus på Lars Løkke Rasmussen, så kommer andre partiledere meget nemt til at fremstå i lidt bedre lys. Det gælder blandt andet Lars Barfoed og Helle Thorning-Schmidt,« siger han.

Men han føjer til, at Konservative også har klaret sig hæderligt ved Europaparlamentsvalg, ligesom Socialdemokraterne også belønnes for at begynde at føre en mere ’kernevælgervenlig’ kurs.

Klik her for at læse undersøgelsen:

Danskerne dumper Lars Løkke Undersøgelse fra Analyse Danmark blandt 1.256 vælgere