Danskerne afviser reform med social slagside

Af | @IHoumark

Følger regeringen skattekommissionens forslag, vil afstanden mellem rig og fattig vokse, viser kommissionens egne tal og beregninger fra både AErådet og LO. Men et markant flertal af danskeren vil »under ingen omstændigheder« acceptere en skattereform, der øger uligheden, viser ny måling.

FORDELINGSPOLITIK Skattereformen må under ingen omstændigheder føre til større økonomisk ulighed i Danmark. Sådan lyder den klare besked til politikerne fra 7 ud af 10 danskere i en helt ny måling, foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4.

En opmuntrende melding, mener Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen. Hun glæder sig over, at hele 9 ud af 10 af Socialdemokraternes og SF’s vælgere bakker op om det markante udsagn. Og at det samme gælder halvdelen af venstres og konservatives vælgere:

»Målingen viser, at danskerne ikke bare tænker på egen pengepung, når det gælder skat. Danskerne ønsker et solidarisk samfund uden stigende ulighed. Det er rigtigt godt.«

Også SF’s leder Villy Søvndal er stolt over, at danskerne ikke lader sig bestikke til at acceptere større økonomiske skel:

»Vi mener, at de svageste også skal have noget ud af den her skattereform, og jeg er glad for, at vi har så stor rygdækning til det synspunkt. At vi også repræsenterer halvdelen af de borgerlige vælgere i den sag, er da en umanerlig dejlig viden at have med os, når vi sætter os til forhandlingsbordet,« siger Villy Søvndal.

Vælgernes holdning står imidlertid i skarp kontrast til det forslag til en skattereform, som regeringens skattekommission fremlagde i sidste uge. Selv om kommissionens formand har gjort sig store anstrengelser for at servere forslaget som fordelingsmæssigt neutralt, så står det faktisk sort på hvidt i kommissionens egen rapport, at forslaget vil forøge den økonomiske ulighed.

Ifølge kommissionens egne beregninger, betyder reformen, at uligheden målt på den såkaldte gini-koefficient vil stige med 0,7 procentpoint til omkring 24 procent. Gini-koefficienten er et internationalt anerkendt mål, som økonomer bruger til at angive indkomstforskelle i samfundet.

Endnu værre ser det ud med uligheden, hvis man også medregner de afledte effekter af reformen, som ifølge LO’s økonomer vil belaste lavtlønnedes økonomi efter en reform. De mener, det er rimeligt at forvente, at lønmodtagerne kommer til at betale en del af regningen, når højere grønne afgifter gør det dyrere for supermarkedet at holde varerne kolde og butikken varm. Samme mekanisme gør sig gældende for en mængde af de afgifter og stramninger over for erhvervslivet, som ikke indgår i kommissionens uligheds-regnskab, mener LO’s formand, Harald Børsting:

»Jeg nægter at tro, at dansk erhvervsliv bare æder en regning på syv milliarder kroner, uden at nogen mærker det som et pres på lønnen eller priserne på de varer, erhvervslivet sælger.«

Tager man disse afledte effekter med i regnestykket, vil en enlig dagpengemodtager ifølge LO miste 102 kroner om måneden, mens en middellønnet LO’er i egen bolig får 196 kroner mindre om måneden til at klare terminen. Til sammenligning vil direktøren ifølge LO’s beregninger få 2.601 kroner mere til sig selv om måneden efter skattereformen.

»Vi regner med, at op mod halvdelen af LO’s medlemmer vil komme negativt ud af den her reform. Den forgylder den mest velstillede del af befolkningen helt urimeligt,« siger Harald Børsting.

Dyrere at gå på arbejde

Sammenligner man direktørens og den lavtlønnedes økonomi efter en skattereform, bliver begge ramt af skat på frynsegoder og lavere fradrag for kørsel og faglige kontingenter – de såkaldte ligningsmæssige fradrag.

Sænker man disse fradrag, virker det – især for folk med en lille økonomi – som en øget udgift ved at gå på arbejde. Et kæmpe problem for en reform, hvis hovedsigte er at gøre det mere attraktivt for folk at være på arbejdsmarkedet, advarer LO’s formand:

»Det er stik imod det overordnede mål med reformen, og det er med til at gøre hele fordelingen mere ulige,« mener Harald Børsting.

Han peger samtidig på, at det kan undergrave hele den danske aftalemodel, hvis færre danske lønmodtagere vælger at stå i fagforening, fordi skatten ikke længere betaler så stor en del af regningen.

»Hvis skattereformen får flere til at melde sig ud af fagforeningen, så mister de aftaler, vi laver på arbejdsmarkedet, deres legitimitet. Derfor er vi også dybt imod at sænke de ligningsmæssige fradrag,« siger han.

Også målt på familie-indkomst ser skattereformen ud til at give nye, store uligheder. Det viser nye beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AErådet).

Beregningerne tegner et tydeligt billede af et Danmark, hvor de, der allerede har, vil få mere. En direktørfamilie med to høje lønninger vil således kunne gå fra skattereformen med et overskud på over 8.000 kroner, mens lavindkomstfamilier i egen bolig får 65 kroner ud af reformen. Hvis den ene forældre er på dagpenge, må familien ligefrem aflevere to kroner om måneden til at finansiere de højtlønnedes skattelettelser.

Lettelser i bunden først

Det scenarie bekymrer Socialdemo­kra­terne.

»Vi ønsker ikke en reform, der øger den økonomiske ulighed. Derfor har vi også sagt meget klart, at skattelettelser skal ske i bunden, før de sker i toppen. Og der skal også være den nødvendige fokus på, at danskere på overførselsindkomst skal have noget ud af reformen,« siger Mette Frederiksen.

Hun understreger, at det vil hjælpe gevaldigt på uligheden, hvis man hævede grænsen for topskatten – så færre middelklassedanskere betaler rigmandsskatten – i stedet for at sænke selve satsen.

Den strategi er SF enig i, for »det har aldrig været meningen, at en million lønmodtagere skal betale topskat«, siger Villy Søvndal. Til gengæld så han gerne, at man fokuserede lidt mere på de lønmodtagere, der ikke er i nærheden af at betale topskat:

»Man har så travlt med at fortælle, at 20 procent af LO’s medlemmer betaler topskat. Men det betyder jo også, at 80 procent ikke gør. Og det er de mennesker, der kan ende med at tabe, hvis vi giver det hele til toppen.«

Mere til det arbejdende folk

»Lavere skat på arbejde« lød det glade budskab i et blåt og hvidt design gentaget med store typer over hele endevæggen i det lokale, hvor kommissionsformand Carsten Koch i mandags præsenterede Skattekommissionens rapport. Den tidligere socialdemokratiske skatteminister leverede svaret på en bunden opgave: »Det skal kunne betale sig at arbejde«.

Derfor bør det måske heller ikke undre nogen, hvis kommissionen ikke belønner de arbejdsløse, mener Venstres skatteordfører:

»Når man letter skatten på arbejde, så er det dem, der arbejder, der får gavn af det. Jeg har ikke matematisk fantasi til at forestille mig, at det kan lade sig gøre, uden det slår ud på gini-koefficienten,« siger Torsten Schack Pedersen (V).

Han mener – ligesom Carsten Koch – at man kunne opnå langt større, posi-

tive økonomiske effekter på arbejdsudbuddet, hvis man gav endnu større skattelettelser til de rigeste. Når det ikke er sket, vidner det om, at der er taget store hensyn til uligheden, siger Venstres ordfører.

Han mener, at alle i sidste ende vil få gavn af en skattereform, der får flere til at arbejde mere – og dermed øger den samlede velstand i samfundet.

»Laver man en skattereform, som får den samlede kage til at vokse, vil det jo også øge indkomsterne på pension og overførselsindkomst, fordi de følger det generelle lønniveau.«

Trods de håndfaste løfter om hensynet til de svageste, tvivler socialrådgivere og eksperter i social udstødelse på, at der bliver andet end krummer tilbage til dem med de allerlaveste lønninger, når forligspartierne har forladt skatteforhandlingerne.

»Regeringen lader ikke til at være optaget af, hvad der sker med uligheden, når den lægger sin økonomiske politik. I det hele taget vil den ikke anerkende, at der er et alvorligt problem med fattigdom,« lyder den pessimistiske melding fra formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt.

Samme holdning finder man hos Kirkens Korshær, der trods mange år med højkonjunktur har oplevet, at stadig flere familier på kontanthjælp har henvendt sig for at få hjælp, fordi de ikke kan få økonomien til at hænge samen.

»Regeringen og store dele af Folketinget er kun interesseret i middelklassen og opefter. Og så tager de lige pensionisterne med for anstændighedens skyld. De dårligst stillede og de fattige er der ingen interessere for. Skattekommissionens udspil bekræfter bare den manglende politiske interesse for de svageste,« siger chefen for Kirkens korshær, Bjarne Lenau Henriksen.

»Hvor mange stemmer er der egentlig i at give noget til de allersvageste,« spørger formanden for de danske socialrådgivere, Bettina Post.

»De er dårlige til at organisere sig, og folkestemningen er også, at de burde tage sig sammen og få et arbejde. Men det kan være, stemningen vender, nu hvor ledigheden stiger, og flere vil have personlige venner eller familie, der ved, hvad det sige at stå uden for arbejdsmarkedet.«

En mindre bid af kagen

Alt tyder da også på, at de svageste ikke nødvendigvis får deres del, når kagen vokser. Tværtimod peger Henning Hansen fra Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) på, at de fattiges andel af de samlede indkomster længe har været faldende. I løbet af fem år er den andel af indkomsterne, som går til de 10 procent lavestlønnede af befolkningen, således faldet fra 1,9 procent til 1,5 procent af de samlede indkomster. I samme tidsrum har de rigeste fået en stadig større del af kagen, så de 10 procent af befolkningen, der tjener mest, i dag sidder på 25,7 procent af indkomsterne.

Særligt de arbejdsløse er sejlet bag­ud i forbrugsfesten. Mens almindelige lønmodtagere for 10 år siden fik dækket 52 procent af deres indkomst med dagpenge, hvis de blev ledige, så er dækningen i dag nede på 47 procent af den løn, de fik, inden de mistede arbejdet.