Danskere dumper selvstyre: Kræver ens service

Af | @MichaelBraemer

Kommunerne kan ikke finde ud af det, så lad staten sikre os en ensartet service! Det er det klare budskab fra et flertal af vælgerne i ny undersøgelse. Opbakningen til det kommunale selvstyre er udhulet af for store kommuner og evigt tilbagevendende historier om kommunale forskelle, mener eksperter.

Foto: Foto: Timothy A. Clary/Polfoto

CENTRALMAGT Når en stor del af danskerne på tirsdag sætter deres kryds ved kommunalvalget, er det ikke udtryk for en helhjertet opbakning til det lokale demokrati.

Langt over halvdelen af os mener nemlig slet ikke, at kommunerne kan løse deres opgaver og vil have staten til at gribe ind, viser ny undersøgelse, som analysebureauet YouGov har foretaget for Ugebrevet A4.

Der er tale om meget bekymrende læsning for kommunalpolitikere og borgmestre, mener Roger Buch, kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

»I virkeligheden afspejler det jo, at når lokalpolitikerne gør, som de skal – indretter sig efter lokale forhold, skaber forskelle og får pengekassen til at stemme hvert eneste år – så bliver det oplevet negativt af borgerne. De efterspørger nogle til at komme og tage over,« siger han.

På kommunernes vegne frygter han, at det vil bekræfte Christiansborg-politikerne i, at kommunerne ikke har styr på deres ting og skal holdes i endnu strammere snor, end de bliver i forvejen.

Professor og kommunalforsker på Syddansk Universitet Poul Erik Mouritzen er heller ikke i tvivl om, hvad danskerne mener om det lokale selvstyre.

»Det er et klart signal om, at danskerne ønsker mere lighed og ensartethed i den kommunale service,« siger han.

Lokalpolitisk førertrøje

Danmark er ellers suverænt det land i Europa, hvor den største del af de offentlige udgifter besluttes lokalt. Det er den europæiske statistikbank Eurostat, som uddeler den lokalpolitiske førertrøje. Kommunerne stod i 2010 for 64,5 procent af de samlede offentlige udgifter, hvor det gennemsnitlige EU-tal til sammenligning var 24,1 procent.

Men i stedet for at være begejstrede over, at velfærden besluttes tæt på dem selv ude i lokalsamfundene, er danskerne bange for, at kommunerne ikke magter deres opgave.

De dumper det højt besungne kommunale selvstyre og vil have staten til at sikre en ensartet service på tværs af kommunegrænserne, fremgår det af A4’s undersøgelse, som er foretaget blandt et repræsentativt udsnit af den danske vælgerbefolkning.

56 procent af danskere giver i undersøgelsen udtryk for, at det er vigtigere at garantere alle den samme service, uanset hvor de bor, end at opretholde det kommunale selvstyre. Kun 23 procent finder det kommunale selvstyre vigtigst.

Når der spørges til, om kommunerne skal have størst mulig indflydelse på deres service over for borgerne, eller om der skal være større statslig styring af serviceniveauet, peger 54 procent på større statslig styring. Færre end hver tredje – 32 procent – går ind for størst mulig kommunal selvbestemmelse. 

Som man råber i skoven

Undersøgelsen af vælgernes holdninger til det kommunale selvstyre kommer lige efter, at A4 kunne præsentere en anden undersøgelse, der viser, at mere end halvdelen af kommunalpolitikerne mener, at Christiansborg blander sig for meget i deres arbejde.

Erik Fabrin (V), borgmester i Rudersdal Kommune og næstformand i Kommunernes Landsforening (KL) ser da heller ikke ligefrem tallene som et skulderklap fra vælgerne. Men han har forsvaret parat.

»Som man råber i skoven, får man svar,« siger han og angriber undersøgelsen for at spørge til service og statslig styring på én og samme gang.

»Dermed spørger man i virkeligheden til borgernes forventninger til, hvad de personligt kan få ud af det kommunale selvstyre. Og helt logisk ser de sig jo ikke i en situation, hvor de skal have mindre end gennemsnittet,« pointerer KL-næstformanden.

Erik Fabrin mener, at det kommunale selvstyres helt grundlæggende opgave er at tilpasse sig lokale behov og udfordringer. Og at danskerne ville have bakket den model op, hvis der var spurgt på en anden måde.

Faktisk er de adspurgte i A4’s undersøgelse præsenteret for gode argumenter for det kommunale selvstyre. Men de preller i vid udstrækning af.

Over halvdelen vil stadig have ensartethed og statslig styring, uanset hvor gode forklaringer, de får på de forskellige politikker, der findes i kommunerne, fremgår det af undersøgelsen, som er designet af specialestuderende ved institut for Statskundskab på Københavns Universitet Tine Tousgaard.

Størst effekt viste sig af argumenter, som i kort form gik ud på, at kommuner netop er forskellige. At der for eksempel er forskel på, hvor mange svage og friske ældre, der er. Og at offentlige ydelser skal målrettes de lokale forhold for bedst at kunne opfylde borgernes behov. 

Alligevel viste virkningen sig kun at have en begrænset effekt på opbakningen til det lokale selvstyre. I den gruppe, der fik de gode argumenter, svandt andelen, der gik ind for større statslig styring, kun fra 54 til 52 procent.

Belastet omdømme

Johs Poulsen er radikalt medlem af Herning Byråd og formand for Kultur- og Fritidsudvalget. Han erkender blankt, at det kommunale selvstyres omdømme er belastet. Og at der skal arbejdes på at sikre det lokale demokrati den folkelige opbakning, han mener, det fortjener.

Den væsentligste forklaring på, at borgerne råber på lighed og ensartethed i den kommunale service, er mediebilledet, som kontant er præget af historier om forskelle mellem kommuner på alle tænkelige områder, mener han.

»Mange historier i morgenradioavisen bygger på en forundring over, at der er forskel på x og y kommune på et eller andet serviceområde. Det burde ikke undre nogen, for de kan have forskellige udfordringer. Men det ligger ligesom i det, at her er der tale om noget skandaløst,« påpeger han og tilføjer:

»Derfor får folk opfattelsen af, at nogle kan finde ud af det, og andre kan ikke. Og hvorfor skal det være sådan – var det ikke nemmere, hvis staten greb ind? For nogen bliver snydt, og det er nok mig, tænker de.«

Erik Fabrin tilslutter sig kritikken. Han er træt af de konstante historier i medierne – ofte orkestreret af interesseorganisationer – hvor kommunernes arbejde og indsatser på forskellige områder gøres op i kroner og øre.

»Det er det dummeste argument, og vi hører det igen og igen. ’Hvis bare alle gjorde som de 10 bedste, så ville vi frelse verden og blive kvalt i mælk og honning’. Det er de store erhvervsorganisationers mantra. Jeg kunne omvendt sige: ’Hvis alle virksomheder havde en produktivitet som de 10 bedste, så kunne vi andre ligge på sofaen og nyde det,« siger Erik Fabrin.  

Uligheden er tilsigtet

Blandt forskere er der ikke tvivl om, at det svækker opbakningen til det kommunale selvstyre, når simple sammenligninger af udgifter til for eksempel ældre, børnepasning og skoler udpensles i medierne.

Især fordi man i den sammenhæng overser, at kommunerne har forskellige økonomiske grundvilkår, og at meningen med det kommunale selvstyre netop er at give plads til ulighed. Det påpeger blandt andre programchef Kurt Houlberg fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA).   

»I Brøndby Kommune bruger man 20.000 kroner mere om året per ældre, end man gør i Vallensbæk lige på den anden side af kommunegrænsen. Er det i orden? Det skal jeg ikke gøre mig til overdommer over. Men de to kommuner er vidt forskellige med hensyn til befolkningssammensætning og med hensyn til, hvor ressourcestærke de ældre er, og hvor meget hjælp de har brug for,« påpeger han.

Skal Vallensbæk i lighedens navn begynde at stille en masse hjemmehjælp til rådighed for ældre, som ikke har behov for den bare for at komme op på samme udgiftsniveau som nabokommunen, spørger han og leverer selv en form for svar:

»Det, ville borgerne også synes, var absurd. Det kan godt være, at ulighed i udgifter dækker over lighed i de ydelser, borgerne får.«

Roger Buch bakker synspunktet op:

»Hvis vi bare skal have samme service overalt, så er det temmelig åndssvagt at have 98 kommuner. Så kunne man i stedet sætte en computer til at regne minimumsstandarder ud på alle områder,« mener han.

Det økonomiske argument mod statslige standarder er, at man ikke skal give folk mere, end de har brug for. Og en statslig løsning ville let komme til at ligge lidt over det kommunale gennemsnit og ende som et dyrt system, påpeger Roger Buch.

Danskerne hylder lighed

Kurt Houlberg fra KORA mener, at det ikke mindst er den udbredte danske lighedstankegang, som gør, at forståelsen af det lokale selvstyre er i opbrud.

»I velfærdstaten har der udviklet sig en forståelse af, at man har en række universelle rettigheder og krav på bestemte typer af services i en bestemt mængde og kvalitet. Og man er i mindre grad end tidligere villig til at acceptere, at der er forskel mellem det, man får i den ene og i den anden kommune,« mener han.

Poul Erik Mouritzen fra Syddansk Universitet er enig og henviser til en undersøgelse, han har foretaget, hvor 9 ud af 10 danskere lagde vægt på kommunen som en leverandør af offentlig service frem for som en demokratisk organisation, der kan træffe egne beslutninger.

»Vi opfatter os og taler ikke som samfundsborgere i et lokalsamfund, men som kunder i en butik, hvor vi har nogle rettigheder. Men hvor vi selv kan vælge, om vi vil handle i Bilka eller Brugsen, er det sværere at vælge mellem kommuner. Det gør, at vi lægger vægt på et ensartet produkt,« pointerer Poul Erik Mouritzen.

Problemet er bare, anfører han, at det kan være svært at frembringe det ensartede velfærdsprodukt. For hvad så med Folkeskolen? Skal alle have lige langt til skole, og hvad vil det i givet fald betyde for størrelsen af skolerne og klasserne, spørger han.

Nærheden blev for fjern

Kommunalreformen i 2007 og de kommuner, der i mange tilfælde blev meget større end planlagt, har også været en mavepuster for det kommunale selvstyre. Det mener i hvert fald programchef i KORA Ulf Hjelmar, der har forsket i opbakningen til det lokale selvstyre.

Den nærhed til borgerne, som stod i de politiske oplæg til reformen, har nemlig aldrig indfundet sig, påpeger han.

»Meningen med kommunalreformen var at give kommunerne flere opgaver og større muskler. Man havde forventninger om, at det ville give mere holdbare løsninger, når store velfærdsopgaver blev løst tættere på borgerne af kommunerne. Men problemet er, at afstanden til borgerne blev meget større end forventet i de sammenlagte kommuner,« siger Ulf Hjelmar.  

Der er ikke længere tale om lokalt selvstyre, men om kommunalt selvstyre. Og det kræver en ekstra indsats at få danskerne til at bakke op om, påpeger han. For undersøgelser har vist, at vi identificerer os med Danmark og vores lokalsamfund – ikke kommunen.

»Hvis du bor i Nybøl i Sønderjylland og har været vant til lige at gå op på kommunekontoret, er det svært pludselig at skulle orientere sig i forhold til Sønderborg, der ligger 45 kilometer væk,« påpeger Ulf Hjelmar.

Visionen udeblev

Lektor i offentlig forvaltning på Københavns Universitet Gunnar Gjelstrup ser også de nuværende kommunestørrelser som en barriere for vores opbakning til det kommunale selvstyre. Han mener, at politikerne har forsømt at tage den nødvendige diskussion af, hvad man vil med de nye storkommuner, og hvordan de tilpasser sig nutidens borgere.  

»Det hele kom til at handle om, hvem der skulle sammenlægges med hvem, og der blev brugt utrolig meget energi på ægteskabsforhandlinger mellem kommunerne. Efterfølgende har vi set nogle drabelige magtkampe og bestræbelser på at få administrationerne til at falde på plads. Altimens udeblev den fremadrettede vision for, hvad meningen med en kommune er i fremtiden,« konstaterer han.

Hvor kommunalreformen i 1970 markerede overgangen fra landbrugs- til industrisamfundet, efterlyser Gunnar Gjelstrup nu en opgradering til servicesamfundet.

»Man må tage udgangspunkt i, at folk bor ét sted, arbejder et andet sted og at de – hvis de får mulighed for det – vil vælge kommunale serviceydelser dér, hvor det passer bedst i deres hverdagsliv. Enten hvor de arbejder, hvor de bor eller midt imellem. Og kultur bruger man jo alle steder,« påpeger han.

Nye former for inddragelse

Ulf Hjelmar fra KORA mener også, der skal arbejdes anderledes med kommunalpolitikken, hvis borgerne skal inddrages.

»Man skal løfte lokalpolitikernes løn- og arbejdsvilkår og dermed give dem bedre muligheder for at udfylde den rolle, de har. Og så skal man i højere grad inddrage borgerne. De vil gerne inddrages, men det er ikke de traditionelle borgerhøringer, de kommer til. I stedet skal der tænkes i digitale løsninger og i, at barrieren for at give sin mening til kende skal være så lav som mulig,« mener han.