LYKKEMØNT

Danske unge ser lyst på økonomien

Af

Danske unge har større tiltro til både deres egen og samfundets økonomi end unge i andre lande, viser ny undersøgelse. Krisen har ikke ramt dem så hårdt, melder eksperter.

Seks ud af ti danske unge regner med at have bedre økonomi om et år, end de har nu. 

Seks ud af ti danske unge regner med at have bedre økonomi om et år, end de har nu. 

Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Danske unge er ikke sådan at slå ud. I hvert fald har de trods finanskrisen overordentligt positive forventninger til både deres egen og samfundets økonomi sammenlignet med unge i andre lande. Det viser en undersøgelse, som konsulentbureauet MSLGROUP har lavet blandt 8.500 unge i 17 forskellige lande.

»Danske unge er sammenlignet med andre unge meget optimistiske, hvad angår egen økonomi og i særdeleshed samfundets økonomi,« siger Marie Honoré, manager i MSLGROUP.

Faktisk er hele seks ud af ti danske unge overbeviste om, at deres private økonomi vil være forbedret et år ud i fremtiden. Det samme gælder for godt og vel fem ud af ti unge globalt.

Samtidig tror lidt over halvdelen af de danske unge på, at samfundets økonomi om et år vil se bedre ud. Det gør dem til de mest optimistiske i Europa. Kun hver tredje af unge globalt har samme positive forventning.

Værst ser det ud i Polen, hvor den unge generation så godt som ingen tiltro har til landets økonomi. Her melder 85 procent af de unge, at de ikke tror på økonomisk fremgang.

Vores ungdomsledighed er lav; de unge har mulighed for at tage en uddannelse; og vi har en af verdens højeste SU’er. Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom, Nordea

Optimismen hos de danske unge overrasker ikke forbrugerøkonom og afdelingsdirektør i Nordea Ann Lehmann Erichsen.

»Det kommer ikke bag på mig, at danske unge er mere positive. De er del af et samfund, der er velfungerende på mange måder og har flere muligheder end unge andre steder. Vores ungdomsledighed er lav; de unge har mulighed for at tage en uddannelse; og vi har en af verdens højeste SU’er,« siger Ann Lehmann Erichsen.

Sort med sort på

Hun forklarer, at den store ungdomsarbejdsløshed i for eksempel mange sydeuropæiske lande har lagt låg på de unges optimisme her.

Vi er blevet skånet under krisen. Vores levestandard er ikke på samme vis gået ned ligesom i mange andre lande. Marie Honoré, manager, MSLGROUP

»Hvis man vokser op et sted, hvor det hele er sort med sort på, og hvor de unge måske nok kan få en uddannelse, men ikke et job og derfor må blive boende hos mor og far, til de er 40, så er der jo ikke grobund for nogen form for optimisme,« siger Ann Lehmann Erichsen.

Smørhullet

Samtidig har danske unge ikke mærket lige så meget til finanskrisen som unge i andre lande, mener Marie Honoré fra MSLGROUP.

»Vi er blevet skånet under krisen; vi har ikke lige så mange arbejdsløse; og vores levestandard er ikke på samme vis gået ned ligesom i mange andre lande. Derfor fylder det ikke lige så meget her,« siger Marie Honoré.

Oven i det er Danmark på mange måder ved at komme ud på den anden side af krisen, og det smitter af på de unge, forklarer Ann Lehmann Erichsen fra Nordea.

»Unge i Danmark er selvfølgelig også blevet ramt af finanskrisen, men krisen er jo et eller andet sted slut herhjemme, og vi befinder os nu i en efter-finanskrise-tid,« siger hun og fortsætter:

»Vi skal ikke lukke øjnene for, at Danmark også har problemer at slås med, men sammenlignet med mange andre lande bor vi i et smørhul, og det ved de unge godt,« siger forbrugerøkonomen.