Danske unge er frustrerede og utilfredse

Af Regner Hansen

Utilfredsheden er stigende blandt unge, som føler, at deres problemer med job og uddannelse bliver ignoreret af politikerne. Men hvis der kommer et ungdomsoprør i Danmark, skyldes det sandsynligvis, at den lille generation af unge får nok af at skulle bære en voksende økonomisk byrde i samfundet.

SPIRENDE OPRØR? I Spanien og Grækenland strømmer titusinder af unge ud på pladser og gader for at klage over deres manglende muligheder i voksentilværelsen. Hvis man kigger sig om på Rådhuspladsen i København eller på Torvet i Esbjerg, er der ikke lignende protester at se.

Men tag ikke fejl: Der ulmer en utilfredshed over ungdomsarbejdsløshed og uddannelsesforringelser blandt danske unge. De unges repræsentanter siger, at politikerne i deres handlinger er optaget af andre ting end de unges vilkår. Passiviteten på Christiansborg kan, hvis den fortsætter, udløse en eksplosion i løbet af en kortere årrække.

»Vi står næppe umiddelbart foran et ungdomsoprør - forstået som bål og brand i gaderne. Men der er rigeligt for danske unge at være frustreret over. De unge har problemer, der er alvorlige for samfundet også. Der er faresignaler,« siger Martin Justesen, der er formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), som er en paraply organisation for 70 organisationer og 600.000 unge.

Måske er kløften mellem de unge og den ældre generation ikke så dyb i Danmark lige nu, som det bliver åbenbaret i Sydeuropa. Men det kan komme, vurderer de unges talsmænd og får støtte af eksperter. Og så vokser sandsynligheden for et dansk ungdomsoprør.

Morten Skov Christiansen, ungdomskonsulent i LO, melder om stigende strukturelle problemer for unge og en »stor frustration«.  Magnus Pedersen, formand for Danske Studerendes Fællesråd (DSF), siger, at der bliver ført en »ungdomsfjendtlig politik«.

»Det er underlødigt. Vi er enormt bekymrede,« tilføjer Magnus Pedersen.

Mange klagepunkter

De unge kan sammenstykke et katalog af ankepunkter: Ungdomsarbejdsløsheden er voksende og ligger reelt på over 11 procent, det er svært for stadig flere grupper af nyuddannede at finde et job, der mangler op mod 9.000 praktikpladser på erhvervsuddannelserne, ungdomsuddannelserne har faldende kvalitet på grund af nedskæringer, adgangen til SU er indsnævret, og fænomenet med ulønnet praktik breder sig.

Læg hertil, at næsten en femtedel af de unge hverken har arbejde eller uddannelse, antallet af unge på kontanthjælp og førtidspension stiger, og den sociale arv slår tydeligt igennem.

Der findes en mistrivsel, som har taget en mindre synlig form: Problemer med alkohol, narko og kriminalitet er svagt faldende blandt unge, men er afløst af mere udbredt stress, depression, spiseforstyrrelser og cutting.

»Køen af unge, der står uden praktikplads, bliver hele tiden længere. Om få år vil der mangle fagligt uddannede arbejdere. Vi presser meget på for at få en uddannelsesgaranti. Hvis man begynder på en erhvervsskole, bør man også kunne være sikker på at kunne færdiggøre uddannelsen. Der skal være nogen til at samle op,« siger Morten Skov Christiansen fra LO Ungdom.

Han tilføjer, at det er demotiverende for unge at blive mødt med arbejdsløshed, når de har fuldført en uddannelse, og når de således har gjort det, som samfundet bad dem om.

»Vi prøver at råbe politikerne op, men der bliver kun talt 2020-planer på begge fløje. Vi savner, at der bliver talt om en 2011-plan og en 2012-plan,« siger Morten Skov Christiansen.

»Vi har længe demonstreret. Politikerne siger, at det er vigtigt med et vidensamfund. Men hvordan kan uddannelserne blive bedre, når de sparer på dem? Politikerne bør anerkende, at der er ungdomsarbejdsløshed, og at uddannelsessystemet er forsømt,« siger Magnus Pedersen fra DSF.

Politikerne har fokus på de ældre og snakker tilbagetrækningsreform, lyder kritikken fra de unge. Politikerne koncentrerer sig som kriminalitet og indvandring og snakker styrket grænsekontrol. De lukker øjnene for de unges problemer. De har en dagsorden om, at det går nok.

 »Der er rigtig mange unge, der føler, at de er reduceret til et passivt objekt, og at der bliver talt hen over hovedet på dem. Der er ingen debat om, hvad vi vil med samfundet? Hvor vi vil hen? Vi bliver behandlet som en brik i andres spil i stedet for som ligeværdige borgere,« siger Sofie Klokkerholm Rye, formand for Yngresagen, en uafhængig, landsdækkende organisation.

Men er klagerne ikke bare klynk? Tidens unge er de materielt mest velstående i danmarkshistorien. Tilmed er mange af dem vokset op med curling-forældre, der fejede hver en sten væk fra deres vej. Så bare fordi de oplever en smule modstand, piver de?

Denne beskrivelse afvises af Sofie Klokkerholm Rye, hvis organisation har til formål at nuancere den til tider stereotype fremstilling af unge.

»Til tider taler man om de unge som enormt forkælede. Det kan vi ikke genkende. Det er enormt generaliserende,« siger Sofie Klokkerholm Rye. 

Diskuterer gerne politik

De unge føler, at de kæmper med en myte om, at de er uinteresserede i politik. At de melder sig ud af samfundsdebatten. Men det passer ikke, fastslår Martin Justesen fra DUF. En undersøgelse, der er foretaget af Gallup-instituttet for netop DUF, viser, at så godt som alle unge diskuterer politik. Næsten tre fjerdedele af de unge har deltaget i politisk aktivitet, og det er en større andel end resten af befolkningen.

Lektor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet Johannes Andersen har samarbejdet med DUF om undersøgelsen, og han påpeger, at de unge er mere politisk aktive end dem, der gjorde oprør i 1968 — det vil sige forældregenerationen. De unge er handlingsorienterede.

 Men de unge er snarere optaget af bløde værdier end af hård partipolitik, og det slår igennem ved valgene. Således var stemmeprocenten ved seneste folketingsvalg i 2007 betydeligt lavere for unge under 30 år end for vælgerkorpset generelt.

»Unge er meget engagerede og blander sig. Men der er en afstand fra unge til det formelle demokrati. Politik er blevet ekskluderende over for de unge. Der bliver talt et sprog, som de unge ikke kan forstå,« siger Martin Justesen, som også opfordrer politikerne til at komme ud på de unges platforme.

»Det er ikke Paradise Hotel og X Factor det hele. Vi har holdninger, men debatten om efterløn eller ej er meget abstrakt for os,« siger Sofie Klokkerholm Rye fra Yngresagen.

Et personligt projekt

Men når unge skal tage stilling til forhold, der vedrører deres egne livsvilkår, så er de tilbøjelige til at opfatte det som deres eget ansvar. Det kan også være hæmmende for, at de omsætter politisk engagement til fælles aktion.

Forskningsleder Jens Christian Nielsen fra Center for Ungdomsforskning under Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, forklarer, at de unge er vokset op med, at de tidligt skal lægge en plan for voksenlivet. Livet er et projekt, som er personligt.

»De unge opfatter det sådan, at de selv har ansvaret for deres uddannelse, og at de selv har ansvaret for deres beskæftigelse. En rigtig ung har styr på sit liv. Der er et klart flertal af de unge, som føler, at de trives godt, og det bremser tilskyndelsen til at gøre oprør,« siger han.

Men der er ifølge Jens Christian Nielsen samtidig en øget polarisering i generationen af unge. Det kommer af, at hvis man er en fiasko, så falder det tilbage på den enkelte. Problemerne er ikke i samme omfang et ansvar, som bæres af alle. Der er et skarpere skel mellem, om man er inde eller ude.

Hos Danske Erhvervsskoler – Lederne oplever direktør Peter Amdrup fra sin udkigspost, at en større andel af de unge ikke har så mange ressourcer:

»Man hører ikke en problematisering af tingenes tilstand blandt de unge — men det kan jo komme.«

En truende generationskløft

Mens der allerede er en polarisering mellem de unge indbyrdes, er der risiko for en polarisering mellem den unge generation og den ældre generation i løbet af 3-5-10 år. Her ligger ifølge eksperterne den kraftigste brudflade i befolkningen og den mest sandsynlige årsag til et ungdomsoprør i Danmark.

Ove K. Pedersen, professor fra afdelingen for erhvervsliv og politik på Copenhagen Business School, konstaterer, at på trods af problemerne med job og uddannelse er de unge i Danmark ikke udelukket fra arbejdsmarkedet i samme grad som i Spanien og Grækenland. Danske unge bliver tidligere økonomisk selvhjulpne. Det fremmer de unges tilpasning frem for konfrontation.

Men den danske befolkning er aldrende. De unge vil udgøre en mindre andel, og der er således færre til at bære den samlede økonomiske byrde i samfundet. Ove K. Pedersen spørger, om de unge om få år er i stand til at skabe grundlaget for deres egen alderdom ved at spare op til pension, og samtidig understøtte de ældre?

»Der kan komme en dyb generationskløft som i Sydeuropa. Det er nødvendigt her og nu at forholde sig til ungdommen,« siger Ove K. Pedersen.

Ifølge Jakob Engel-Schmidt, landsformand for Venstres Ungdom (VU), tegner der sig to scenarier. De unge søger til udlandet, fordi de er utålmodige i forhold til politikernes håndtering af det danske samfunds langsigtede udfordringer. Eller de unge gør oprør.

»Der er en kollektiv identitetskrise i Danmark. Det er et land, der føler, at det er færdigudviklet. I så fald er det mere færdig end udviklet. Der er behov for at engagere unge i løsningerne,« siger Jakob Engel-Schmidt.

»Min generation kommer under et voldsomt socialt pres. Den skal enten løbe meget stærkt eller betale meget høj skat for at løfte samfundet, og hvor længe vil den være med til det,« siger VU-formanden.

Morten Skov Christiansen fra LO Ungdom advarer om, at et ungdomsoprør kan opstå, førend man aner det:

»I Spanien og Grækenland kom ungdomsoprørene meget pludseligt. Det er svært at spå om, hvad der sker i Danmark.«