BACON VS SUSHI

Dansk velfærd på udebane

Af Asger Røjle

I 1994 var Takanosu et studie i import af dansk velfærd. I dag er borgmesteren afsat, og det lokale ældrecenter ligner et fejlslagent eksperiment. Men en rest af Danmark hænger stadig ved, konstaterer journalist Asger Røjle, da han besøger byen igen efter 20 år.

Et storstilet forsøg på at indføre dansk ældreomsorg i byen Takanosu i det nordlige Japan viste sig ikke helt at være japanernes kop te. 

Et storstilet forsøg på at indføre dansk ældreomsorg i byen Takanosu i det nordlige Japan viste sig ikke helt at være japanernes kop te. 

Foto: Kai Mewes/Scanpix

I udkanten af den lille by Takanosu i det nordlige Japan ligger et fint ældrecenter. Med sine svungne tage og moderne farver ser Takanosu Caretown imponerende ud udefra, og det har også været meningen fra starten. Det skulle være et udstillingsvindue for hele Japan. Et udstillingsvindue for dansk ældreforsorg, dansk design, danske ældresenge – og dansk velfærd i det hele taget.

Takanosu Caretown er et lille stykke Danmark i det nordlige Japan
Takanosu Caretown er et lille stykke Danmark i det nordlige Japan

I det nordlige Japan ligger et lille stykke Danmark. Foto: Asger Røjle

Da centret blev planlagt midt i halvfemserne, blev borgmesteren i Takanosu, Tetsu Iwakawa, opfattet som en visionær pioner i japansk ældreforsorg. Og det japanske socialministerium fremhævede byens initiativer som en model for hele Japan.

Det var dengang.

»Sandheden er, at vi havde store problemer med de danske senge,« fortæller den 77-årige Yuichi Kosaka. Han er direktør for det halvt offentlige og halvt private ældreforsorgs-firma, som i dag driver centret.

»Sengene var smarte, men de brød sammen hele tiden, og det var forfærdeligt dyrt at bestille reservedele eller sende dem til reparation i Danmark,« forklarer han.

Det viste sig hurtigt, at det var svært totalt at overføre det danske system. Yuichi Kosaka, direktør for Takanosu Caretown

I dag er de danske senge erstattet af japanske senge. Og tilsvarende er den danske model for opbygningen af ældreforsorg erstattet af en japansk model, som ifølge Yuichi Kosaka passer bedre til forholdene i byen.

»Det viste sig hurtigt, at det var svært totalt at overføre det danske system,« siger han.

Klik her for at læse artiklen: Velfærd kan blive det nye bacon

Ni studieture til Danmark

Problemet var det manglende skattegrundlag i kommunen. Der blev opbygget en stor gæld for alle byens borgere – og det blev bare værre og værre.

Da den dengang 44-årige Tetsu Iwakawa første gang blev valgt som borgmester i 1991, havde han udfordret den lille kommunes traditionelle magtelite med sine løfter om en radikalt bedre ældreforsorg. Han væltede en gammel borgmester, som havde siddet på posten i 24 år.

»Vi stemte på ham, fordi han var den eneste, der kiggede fremad.  Butikkerne lukker, de unge flytter, de gamle bliver alene tilbage, og alting går ned ad bakke her i byen. Vi forstod ikke hans filosofi, men han gav os håb,« fortæller en vælger, som jeg møder på en café.

Vi rejste til Danmark for at få en model for, hvordan man opbygger en ældresektor. Yuetsu Suzuki, direktør for sundheds- og velfærdsdivisionen i kommunen Kitaakita

Kort efter at være valgt rejste Tetsu Iwakawa i 2002 på studietur til Danmark. Her blev han så inspireret af det danske system, at han i løbet af de næste 11 år rejste afsted på ni studieture i spidsen for embedsfolk, sygeplejersker og hjemmehjælpere fra byen. I alt deltog 120 mennesker i disse ture.

»Vi rejste til Danmark for at få en model for, hvordan man opbygger en ældresektor,« forklarer Yuetsu Suzuki.

Dengang arbejdede han på Takanosus rådhus. I dag er han direktør for sundheds- og velfærdsdivisionen i den sammenlagte kommune Kitaakita, som Takanosu by er blevet en del af.

»Vi havde ikke prøvet det før. Vi anede ikke, hvordan man gjorde,« fortæller han.

Ældrecenter var for dyrt

Samtidig inviterede borgmesteren en række danske eksperter som den tidligere socialminister Bent Rold Andersen til byen for at holde oplæg om dansk velfærd. Og danske arkitekter og NGO’er var direkte involveret i opbygningen af byens ældretilbud.

»Jeg lærte i Danmark, at offentlig velfærd bør være gratis for folk. Hvis japanerne kunne have mere tillid til deres politikere, ville de måske heller ikke have så meget imod at betale skat,« fortalte Tetsu Iwakawa mig under et reportagebesøg i Takanosu i 1994.

I de første år øgede Iwakawa antallet af ansatte hjemmehjælpere i kommunen dramatisk fra fem i 1991 til 30 i 1993. Der blev indrettet et plejecenter i en tidligere tøjbutik på byens hovedgade, så de ældre uden at føle sig flove kunne kigge ind, mens de alligevel var på indkøb.

En af beboerne på det dansk inspirerede ældrecenter
En af beboerne på det dansk inspirerede ældrecenter

En af beboerne på det dansk inspirerede ældrecenter i Takanosu. Foto: Asger Røjle

Sammen med de arbejdsgrupper med aktive borgere, som han nedsatte, planlagde han et stort ældrecenter ved navn Careport. Projektet blev nedstemt i byrådet, fordi det var for dyrt. Men efter at være blevet genvalgt i 1995 fik Iwakawa vedtaget et lignende projekt, som nu havde skiftet navn til Caretown.

Caretown er ud over sin moderne arkitektur og design kendetegnet ved, at de ældre har enkeltværelser, hvilket på det tidspunkt var helt enestående i Japan.

Ratioen mellem beboere og ansatte var ikke 3:1 som i resten af Japan, men i stedet 1,5:1.

Og endelig blev der indført en række lokale bestemmelser, for eksempel stramme regler mod fastspænding af demente, som de ansatte fik den fornødne uddannelse i at håndtere.

Kommunen byggede gæld op

Det kostede alt sammen mange penge, og det blev ikke billigere af, at Iwakawa og hans fæller lod beboerne og brugerne betale en langt mindre del af udgifterne, end beboere og brugere gjorde i resten af Japan.

Til gengæld sparede borgmesteren på udgifter til skoler og sportsanlæg. Og kommunale bygninger stod og forfaldt, fordi der ikke var råd til at holde dem ordentligt ved lige.

Det var der allerede dengang hård kritik af i det lokale samfund.

Men borgmesteren kunne åbenbart ikke finde alle de fornødne penge ved at spare andre steder på kommunens budget, og i dag ved man, hvad de færreste vidste på daværende tidspunkt: At der i de år blev oparbejdet en meget stor gæld i kommunekassen.

Dansk velfærd er ingen dum ide

I virkeligheden er det slet ikke nogen tosset ide at overføre tanker fra det danske velfærdssystem til Japan, vurderer sociologen Yuko Suda.

Hun er professor ved Toyo-universitetet i Tokyo og ekspert i social velfærd i Japan. Der er klangbund. I begge lande er der en fælles ide om ’fællesskab’, fortæller hun.

I Japan har man aldrig sværget til, at enhver er sin egen lykkes smed, forklarer Yuko Suda. Når nogen ikke har kunnet klare sig, er der blevet sørget for dem. Det har folk haft en klar forventning om, og regeringen har haft et ansvar, selv om selve hjælpen oftest er givet i familiens regi.

»Japan brugte faktisk en nordisk model i sin socialpolitik i efterkrigstiden,« siger hun.

Bistand skulle gives af regeringen – ikke af markedet. Forskellen til de nordiske lande var selvfølgelig, at hjælpen var så begrænset, at kun de allerfattigste kunne benytte den.

Ældre skal hjælpes af familien

Det svarer nøje til den erfaring, som en af gruppelederne for kommunens hjemmehjælp, Yumiko Nagasaki, gav udtryk for allerede i 1994.

I Danmark opfattes en hjemmehjælper som en støtte til den ældre selv, så han eller hun kan blive mere uafhængig. I Japan opfattes hjemmehjælperen som en støtte til familien, så familien kan få bedre tid og overskud til at hjælpe den ældre i hverdagen.

Den tankegang, at ældre også har ret til livskvalitet som alle andre, det kan vi lære af Danmark. Lektor Nobu Ishiguro, Osaka Universitet

Tankegangen i Japan har hele tiden været, at den ældre nu engang er afhængig af familien. Det kan selv den bedste hjemmehjælp ikke lave om på.

»Jeg lærte en masse i Danmark, helt bestemt. Men måske burde vi her hos os gøre tingene lidt mere i Takanosus stil,« som en af sygeplejerskerne ved plejestationen på hovedgaden, Sachiyo Iida, sagde i 1994.

Ældre skal have bad og varm mad

Der er også andre meget konkrete og praktiske faktorer, som gør det vanskeligt at eksportere tankegangen i dansk ældreforsorg til Japan i ufordøjet stand.

»Vores kultur og tradition er anderledes end den danske,« forklarer lektor Nobu Ishiguro fra Osaka Universitet, som er ekspert i nordisk velfærd.

»For eksempel er det meget vigtigt for japanerne, at vi kan gå i bad. Vi kan ikke nøjes med at tage brusebad. Det kræver et godt stykke arbejde fra personalets side. Og vi kan ikke nøjes med smørrebrød, men vil gerne have varm mad. Det kræver også meget. På den måde skal vi indrette vores ældrepleje anderledes,« siger Nobu Ishiguro – og skynder sig at tilføje:

»Men den tankegang, at ældre også har ret til livskvalitet som alle andre, det kan vi lære af Danmark.«

Gælden fældede ham

Eksperimentet i Takanosu fik en meget brat afslutning. Efter en bitter valgkamp i 2003 lykkedes det ikke Tetsu Iwakawa at blive valgt til sin fjerde periode som borgmester.

Omfanget af gælden var gået op for vælgerne, og de håbede på, at kommunesammenlægningen – som Iwakawa var imod – ville betyde, at der blev flere skatteborgere om at deles om at dække det ophobede underskud.

Kun fire år efter etableringen af Caretown-centret overgik det fra offentligt til halvprivat regi. Yuichi Kosaka siger, at han i dag ’driver det som en forretning’.

Han siger, at han ’er i telefonen hele tiden for at markedsføre stedet’, og at den eneste grund til, at det nu kan løbe rundt, er, at man i modsætning til i Iwakawas tid bruger faciliteterne til fuld kapacitet.

Et ældrecenter som alle andre

I mellemtiden havde Japan i 2000 fået en ny lov på området. Der er blevet indført et såkaldt langsigtet bistandsforsikringssystem, som sikrer ældre borgere med behov et minimum af hjælp, og som åbner for private firmaers indtog på markedet.

Loven har faktisk medført store forbedringer de fleste steder i Japan. Nu er det denne lov, der også gælder i Takanosu. De fleste af de lokale beslutninger om bedre vilkår, som blev taget under Iwakawa, blev afskaffet meget hurtigt efter hans valgnederlag.

Den betaling, som beboere og brugere selv skulle bidrage med, blev mere end fordoblet. Garantien for 24 timers opsyn i hjemmeplejen blev afskaffet. Det køkken, som leverede mad til byens ældre 24 timer i døgnet, blev lukket.

Dansk design på udebane
Dansk design på udebane

Dansk design på udebane i det nordlige Japan. Foto: Asger Røjle

Caretown Takanosu er ikke længere et udstillingsvindue. Det er blot et halvprivat ældrecenter på linje med alle mulige andre rundt omkring i Japan. Det er det ikke alle, som er særligt kede af.

»Vi har aldrig haft brug for sådan et luksussted,« forklarer Yuichi Kosaka.

Borgmester Iwakawa og folkene omkring ham brugte stedet som et værktøj til at promovere dem selv i omverdenens øjne. Det var ikke for de ældres skyld, mener han.

Inddragelse blev til udelukkelse

Iwakawa blev i sin tid blev berømmet for at have lært af Danmark ved at inddrage arbejdsgrupper af borgere og eksperter i at formulere sin politik.

Hans tilhængere kaldte det brugerinddragelse, mens han modstandere mente, at det var en måde at udelukke dem fra beslutningerne. I arbejdsgrupperne sad kun borgmesterens venner og støtter, lød kritikken.

»Arbejdsgrupperne ville have været en god ide, hvis de havde lavet kompromisser og samarbejdet med andre grupper i byen. Men det skete desværre ikke på den måde,« siger Yuetsu Suzuki fra rådhuset i dag.

Fra borgmesterkæde til lænker

Lokalpolitik kan være en rå affære i Japan. Borgmester Iwakawa havde med sine mange initiativer og visioner skaffet sig mange uvenner i den lokale magtelite, og flere år efter hans valgnederlag blev han i 2009 pludselig sigtet for at have givet ulovlige gaver under valgkampen i 2003.

Iwakawa blev så rasende over at blive anholdt, at han nægtede at udtale sig, og han endte med at sidde i fængsel i et år. I 2012 blev han dømt skyldig, men har appelleret dommen, og sagen er ikke afsluttet ved de japanske domstole.

Takanosu by ved vintertide
Takanosu by ved vintertide

Takanosu by ved vintertide. Foto: Asger Røjle

I dag driver Iwakawa et apotek i centrum af Takanosu. Han havde i flere år efter sit valgnederlag planer om at forsøge et politisk comeback, men det ser i stigende grad urealistisk ud.

»Iwakawa havde som person svært ved at passe ind i de handeler i porten, som var den måde, man traditionelt førte politik i Takanosu,« forklarer Yuko Suda.

»Det er så ærgerligt, for det var jo ikke på grund af den service, som han indførte, at han tabte. Det var på grund af politik,« vurderer hun.

I dag kommer de ældre ud

Men så sørgelig er hele denne beretning alligevel ikke. Det danske system er væk; de danske senge er væk; men den danske inspiration er ikke væk. Ikke hvis man spørger på rådhuset.

Vi vil gerne forstå ældrecentret som et nyt hjem for folk – ikke bare som et sted at dø. Det lærte jeg i Danmark. Makoto Kanezawa, afdelingsleder i kommunen Kitaakita

»Vi vil gerne forstå ældrecentret som et nyt hjem for folk – ikke bare som et sted at dø. Det lærte jeg i Danmark,« siger Makoto Kanezawa. Han er i dag leder af en anden afdeling i den sammenlagte kommune, men var med på en af studieturene til Danmark i sin tid.

»De ældre flyttes hen på ældrecentret; de kommer væk fra familien; de har en masse følelsesmæssige problemer. Vi prøver virkelig at skabe et lille samfund, som kan give dem et nyt indhold i livet,« fortsætter han.

»Prøv at se på de gamle i byen i dag. De er mobile; de bevæger sig rundt i samfundet; de kan nyde deres sidste år,« supplerer Yuetsu Suzuki.

I gamle dage kom de aldrig ud af hjemmet. De var selv flove, og deres familier havde ikke overskud til at hjælpe dem ud af døren, fortæller han.

Det er en kæmpe forandring. Og det er et resultat af de forandringer, der skete i den danske periode, understreger Yuetsu Suzuki.

»Vi håber, at der en dag kommer en anden ligesom Iwakawa, som kan skubbe på for bedre tilbud til borgerne,« slutter han.