Dansk vækstmotor løber tør for brændstof

Af | @MichaelBraemer

Trods erklærede målsætninger om, at Danmark skal overleve på viden og høj faglighed, svinger regeringen sparekniven over uddannelse og forskning. Besparelserne løber op i over fem milliarder kroner i 2013, viser nye beregninger. Hoved- og planløst, lyder kritikken fra økonom, skoler, elever og faglig organisation.

NEDSKÆRING Budskabet om, at Danmark skal bygge sin fremtid på innovation og høje faglige kompetencer, har fra alle sider været gentaget til hudløshed i de senere år, mens konkurrencen fra det store, globale marked er rykket tættere og tættere på. Det er ikke mindst kommet fra regeringens side.

Men hvis man tror, at den vision får regeringen til at geare op for udvikling og opkvalificering af den danske arbejdskraft, bliver man skuffet. Beregninger, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har foretaget, viser, at der alene næste år bliver sparet 2,6 milliarder kroner på uddannelse og forskning, og at besparelserne stiger til over fem milliarder kroner i 2013.

Besparelserne er hovedsagelig en konsekvens af den økonomiske genopretningsaftale, som Venstre og konservative indgik med Dansk Folkeparti i sommer, og af den netop indgåede finanslovsaftale mellem de tre partier om Finansloven for 2011.

87 procent af genopretningspakkens såkaldte specifikke – det vil sige ’øremærkede’ – besparelser i staten rammer uddannelse og forskning.  Det drejer sig om besparelser på op mod fire milliarder kroner i 2013, hvor genopretningspakken har haft fuld virkning. 

Dertil kommer de generelle besparelser på 338 millioner kroner i 2011 voksende til 875 millioner kroner i 2013. De skyldes, at staten skal beskære sine driftsudgifter med halvanden procent frem til 2013. 

De generelle besparelser rammer uddannelse og forskning hårdt, fordi de to områder udgør en stor andel af de statslige driftsudgifter. Og endnu hårdere, fordi andre områder som for eksempel Forsvarskommandoen holdes fri af besparelser, så uddannelse og forskning må bøde ekstra hårdt – med 1,9 procent – for at staten kan få sit samlede regnskab til at stemme.

Oven i det hele kom i sidste uge finanslovsaftalen, der betyder yderligere besparelser på uddannelse og forskning på 735 millioner kroner alene næste år. Direktør i AE Lars Andersen mener, at regeringen svinger sparekniven med hovedet under armen.

»Alle økonomer er enige om, at de helt centrale vækstmotorer på længere sigt er uddannelse og forskning. Og der må jeg desværre sige, at de her besparelser er som at skyde sig selv i foden. Det allervigtigste i den nuværende situation er at fremme økonomisk vækst og at undgå et ubalanceret arbejdsmarked med mangel på uddannet arbejdskraft og for mange uuddannede. Det er især på de områder, man sparer, og det er for mig at se hul i hovedet,« siger han.

Dummebøde

Lars Andersen advarer mod at se besparelserne som blot nogle effektiviseringer, der i virkeligheden ikke får den store betydning. 

»Det kan godt være, det ikke gør ondt her og nu, men det er noget, som virkelig kommer til at svie til os på længere sigt,« mener han.

Formanden for Danske Erhvervsskoler og direktør på EUC Vest Peter Amstrup har også mere end svært ved at se fornuften i regeringens besparelser på uddannelsesområdet. De harmonerer dårligt med regeringens målsætning om, at 95 procent af alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015, mener han blandt andet.

»Vi har stadig samme målsætning. Men om det kan lade sig gøre nu med færre midler end før, hvor det ikke helt lykkedes, er jo spørgsmålet. Vi prøver så godt som muligt, men de skoler, jeg hører fra, har problemer med at få økonomien til at hænge sammen,« siger Peter Amstrup.

2015-målsætningen er i forvejen milevidt fra at blive opfyldt. Næsten hver femte ung får ikke en ungdomsuddannelse ifølge de senest opgjorte tal fra 2008, og set over det seneste årti er situationen kun blevet værre.

Alligevel kommer netop ungdomsuddannelserne til at yde et stort bidrag til de besparelser, regeringen har vedtaget frem til 2013. Allerede næste år skal der spares 750 millioner kroner på handels- og tekniske uddannelser, højere handelseksamen, højere teknisk eksamen, gymnasier og HF ifølge AE’s beregninger. Primært ved at begrænse det beløb, som uddannelserne modtager per elev. Det finder Lars Andersen hovedløst:

»I stedet for at præmiere skolerne for rekordmange optagne elever, stikker man dem en dummebøde.«

Andenrangs uddannelse

Formanden for Erhvervsskolernes Elev-Organisation (EEO) Sune Baldus finder det direkte ironisk, at regeringen på den ene side arbejder med 95 procent-målsætningen og på den anden side sparer 750 millioner kroner på ungdomsuddannelserne.

»Man forringer vores uddannelsesvilkår og kalder os samtidig et land, der skal være uddannet i verdensklasse. Det giver ingen mening i vores hoveder. Det er strategisk uklogt at spare på unge, for det er altså os, der skal tjene krisen ind igen, når det hele vender,« siger han.

Frafaldsprocenten er på over 30 blandt de unge på erhvervsskolerne. 7.500 mangler en praktikplads, og mange af dem vil erfaringsmæssigt droppe deres uddannelse af den grund. I en sådan situation er der brug for at gøre erhvervsskolerne bedre og mere attraktive, hvis man vil tilfredsstille fremtidens behov for faglært arbejdskraft – og ikke brug for at forringe uddannelserne med dårligere udstyr og lærerfrie timer, som der i forvejen er alt for mange af, mener Sune Baldus.

»Der er to ting, der trækker erhvervsuddannelsernes renommé ned. Manglen på praktikpladser og at det er alt for nemt at spare på uddannelserne. Politikerne har jo aldrig prøvet at gå på erhvervsskole og har ingen forståelse for, hvad der sker på uddannelserne. De ser erhvervsskoleelever som nogle, der bare skal ud på en virksomhed og arbejde og så lære faget på den måde. For dem er uddannelserne noget andenrangs, og det er præcis det, de gør dem til,« mener han.

Den forkerte arbejdskraft

På baggrund af de meldinger, formanden for Danske Erhvervsskoler Peter Amstrup får, er han usikker på, om erhvervsskolerne kan opretholde et rimeligt aktivitetsniveau med de stadige besparelser, de udsættes for. Men det er samfundets fremtidige behov for arbejdskraft, der bekymrer ham mest.

»Jeg er ikke bekymret for erhvervsskolerne. Hvis de skal gå ned, så er det dét. Men jeg er bekymret for, om Danmark får den arbejdskraft, vi skal have inden for få år. Folk med forstand på den slags siger jo, at dem, vi får brug for i fremtiden, er faglærte, mens højtuddannede og ufaglærte får svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Lige nu ser vi ud til at producere lige det modsatte af, hvad vi skulle,« siger han.

Per Christensen, forbundssekretær i forbundet 3F med mange ufaglærte og kortuddannede medlemmer, er mest fortørnet over, at regeringen med sin finanslovsaftale for næste år beskærer budgettet for AMU-aktiviteter med en tredjedel.

»Det er fuldstændig tåbeligt at spare så kraftigt på AMU i en tid, hvor der er voldsom efterspørgsel efter korte og mellemlange uddannelser til voksne, som AMU er ekspert i. Og så i en tid, hvor industriarbejdspladerne forsvinder til udlandet fra udkantsdanmark – senest 2.200 fra Vestas i Nakskov og Ringkøbing,« påpeger han.

3F står bag en opgørelse, der viser en kraftigt stigende efterspørgsel efter AMU-kurser de seneste år. Den viser også, at det især er i udkantsdanmark, kurserne går som varmt brød. I de 10 udkantskommuner, hvor AMU bruges mest, er der mere end dobbelt så mange kursister i målgruppen – faglærte og ufaglærte – som i de 10 storkøbenhavnske kommuner, hvor AMU bruges mindst.

Per Christensen finder derfor besparelserne på AMU paradoksale i lyset af det program, ’Danmark i balance i en global verden’, som regeringen udgav så sent som i september med det erklærede mål at afhjælpe problemerne i udkantsdanmark.

»Jeg forstår ikke, at man i en krisetid betragter uddannelse og omskoling som en udgift og ikke en investering. Regeringens tilgang til problemerne er efter min bedste vurdering fuldstændig planløs. Den er uden perspektiv og visioner. Og konsekvensen bliver, at vi kommer til at mangle folk med de rigtige kompetencer, når den demografiske udvikling med flere ældre og færre erhvervsaktive unge slår igennem, som alle siger, den gør,« mener forbundssekretæren.

Strategi uden grundlag

Ove Kaj Pedersen, professor på Handelshøjskolen i København CBS, har også svært ved at se den højere visdom i, at regeringen på den ene side hylder en vækstfilosofi med viden og kompetencer som drivkraft og på den anden side skærer drastisk på bevillingerne til uddannelse og forskning. Omvendt vil han ikke afvise, at visdommen er der.

»Alle vestlige lande ved, at det er uddannelse og vidensudvikling, der skal bære konkurrenceevnen de næste mange år, og at det er der, fremtidens vækstmodel ligger. Men ingen ved, om der stadig er effektiviseringsgevinster at hente ved at lægge budgetbegrænsninger på uddannelsesinstitutionerne, så man tvinger dem til at foretage de rette prioriteringer, højne effektiviteten og skære på de ydelser, som ikke har fremtid i sig,« påpeger han.

For Ove Kaj Pedersen er den vigtige diskussion, om vi har nået den grad af effektivitet, hvor besparelser begynder at gå ud over kvaliteten.

»Det ved vi ikke, og regeringen ved det heller ikke. Så det eneste, man kan konkludere, er, at regeringen følger en strategi, som den ikke har vidensgrundlag for,« siger professoren og efterlyser metoder til at analysere effekten af uddannelse på forskellige niveauer.

For Anne-Mette Winther Christiansen, uddannelsesordfører for regeringspartiet Venstre, er sagen langt mere banal. Den handler om, hvad der er råd til. Hun indrømmer, at det ikke er den bedste investering i fremtiden at skære ned på uddannelserne, og at det ikke umiddelbart harmonerer med regeringens vækstfilosofi. Men landets økonomi er i knæ, og så vejer andre hensyn tungere, påpeger hun.

»Vi er nødt til at få dansk økonomi på fode igen, og her er alle områder nødt til at gå ind og være med til at løfte. For det er også en dårlig investering i fremtiden at låne penge til at betale gæld,« siger hun.

 Anne-Mette Winther Christiansen forsikrer, at besparelserne ikke gennemføres ud fra en overbevisning om, at uddannelsesinstitutionerne kan levere det samme som hidtil, bare for færre penge.

»De har mange store udfordringer, blandt andet at være med til at løfte 95 procent-målsætningen. Det har alle sagt, de gerne vil være med til, og så kommer vi med et indgreb, som kan mærkes hos alle. Det, kan jeg godt forstå, er svært. Men vi fastholder målet, og så ser jeg frem til 2013, hvor vi gerne skulle være færdige med besparelserne, så vi kan foretage nogle andre prioriteringer og speede op for uddannelsesindsatsen igen,« håber hun.