Dansk model siver ind på fransk arbejdsmarked

Af Annegrethe Rasmussen, Informations korrespondent i Paris

De franske arbejdsgivere og fagbevægelsen har indgået en aftale om mere fleksibilitet på det stive franske arbejdsmarked, og de forhandler nu med regeringen om endnu mere vidtgående reformer. Trods den historisk tætte dialog er der er stadig lang vej til, at »den danske model« for alvor bliver adopteret af Frankrig, vurderer forskere.

NYBRUD Den ene franske delegation efter den anden har i de senere år besøgt Danmark. Franske ministre, politikere og medier har med stor nysgerrighed rejst mod nord for at blive klogere på, hvordan den såkaldte »danske model« - i europæisk tale »flexicurity – på arbejdsmarkedet har været stærkt medvirkende til at skabe en stærk økonomi, et fleksibelt arbejdsmarked og en lav ledighed. Og den danske beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) og topfolk fra fagbevægelse og arbejdsgiverorganisationer har med stolthed lært fra sig.

Nu tyder noget på, at franskmændene ikke længere lader det blive ved nysgerrigheden. I hvert fald har Frankrig taget de første skridt på vejen mod en mere åben dialog mellem arbejdsgivere, fagbevægelse og regeringen inspireret af den danske arbejdsmarkedsmodel. I januar indgik flere store fagforbund og arbejdsgiverorganisationer en ny arbejdsmarkedsaftale, der rummer elementer af både mere tryghed for lønmodtagerne og mere fleksibilitet for virksomhederne, som vi kender det fra Danmark.

Og præsident Nicolas Sarkozy har været hurtig til at følge op med invitationer til nye forhandlinger. Allerede i forrige uge var lønmodtagere og arbejdsgivere på besøg i Elysée-Palæet til en helt ny forhandlingsrunde med regeringen om reformer af det sociale sikkerhedssystem i Frankrig. Nu er spørgsmålet så, om den danske model er emigreret til Frankrig?

Ifølge den franske arbejdsmarkedsekspert og forsker Jean-Marie Pernot fra Institut de Recherches Economiques et Sociales i Paris har vi indtil videre kun set beskedne skridt på vejen mod et mere trygt og fleksibelt system i Frankrig. Men tonen i dialogen mellem arbejdsmarkedets parter er klart forbedret:

»Det er et relativt nyt øjeblik, vi ser her. Præsident Nicolas Sarkozy vil gerne demonstrere over for de sociale parter, at han er mere kapabel på det her område end sin forgænger, Jacques Chirac. Og her har han et valg. Han kan køre en model a la den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher – køre hårdt på og modstå strejkebølgen – eller han kan vælge en mere pragmatisk dialogform, hvor han åbner for nye og mere seriøse forhandlinger med fagforeningerne. Han har valgt den sidste model,« siger Jean-Marie Pernot.

Nemmere at fyre folk

Den nye aftale fra januar gør det nemmere for virksomhederne at skille sig af med de ansatte, mens medarbejderne på den anden side kan tage de optjente goder med over i en ny ansættelse. Aftaler åbner også for tidsbegrænsede kortere prøvetidsansættelser, som kan forlænges én gang, og lemper vilkårene for, hvornår arbejdsgiveren kan komme ud af de langtidskontrakter, som præger det franske arbejdsmarked. Fagforeningerne fik også løfter om en betydelig øget indsats inden for uddannelse, herunder en øget satsning på videreuddannelse af unge og livslang læring, hvor dialogen på brancheplan bliver kraftigt forbedret.

Katrine Søndergård fra det danske Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet er ekspert i dansk og fransk arbejdsmarkedspolitik. Hun kalder den nye aftale »interessant«. Hun giver sin franske forskerkollega ret i, at dialogen mellem arbejdsmarkedets parter er forbedret, men også, at aftalen ikke er et enormt skridt mod en ny arbejdsmarkedsmodel a la den danske flexicurity-model.

»Det er første gang, der er kommet en aftale i stand, som begge parter finder fornuftig, og det signalerer en ny linje. Tidligere er det kun arbejdsgiverne, der har været interesseret i den danske model, og mest i fleksibilitets-delen af den. Fagforeningerne har altid afvist den, men det har nu ændret sig, selv om store dele af fagbevægelsen fortsat er yderst skeptisk over for flexicurity-begrebet. Der er bestemt ikke konsensus.«

Men hvorfor så overhovedet åbne op en diskussion fra fagforeningernes side? Katrine Søndergård vurderer, at fagforeningerne godt selv kan se, at der er brug for forandring på det franske arbejdsmarked:

»Fagforbundene siger selv, at de forfølger en »realistisk strategi«. I et stykke tid har det desuden været sådan, at toppen af fagbevægelsen har været med på de nye toner, men de skulle have baglandet med. Medlemmerne er mere radikale, end hvad vi er vant til i Danmark, blandt andet fordi tilslutningen er så lav. Men basen har rykket sig, måske blandt andet i lyset af, at strejken i november (om særligt favorable pensionsordninger for en mindre gruppe i transportsektoren) havde så lav tilslutning i befolkningen som sådan. Hertil kommer den indenrigspolitiske debat, der også ændrer den generelle holdning i samfundet. Valget af Nicolas Sarkozy som præsident signalerede jo, at der er bred opbakning til reformer i det franske samfund.«

Jean-Marie Pernot peger på, at formen og klimaet for forhandlingerne mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter er væsentligt forskellig fra Danmark:

»Det ligner ikke den model for forhandlinger, I kender i Danmark, for i Frankrig forhandler parterne hele tiden med den statslige pistol for tindingen. »Kommer der ikke et resultat, så lovgiver vi«, lyder det hele tiden. I den aktuelle runde af forhandlinger var tidsfristen først sat til marts. Så brokkede fagforbundene sig gevaldigt, og nu er fristen så forlænget til september. Men den principielle struktur er den samme, og det er, at den store stat står bag. Det er en fast del af den franske kultur, og et element, som er meget svært at ændre,« siger Jean-Marie Pernot og tilføjer med et stort grin:

»Franskmændene er simpelthen vant til at anse både fagforeninger og arbejdsgiverforeninger som sociale amatører, der ikke rigtigt er i stand til at indgå gyldige kompromiser. Det er staten, som skal ind og blåstemple via lovgivningen bagefter, før almindelige mennesker tror på resultaternes holdbarhed. Derfor er det, vi ser lige nu, blot begyndelsen på en enorm øvelse, hvor utroligt mange komponenter skal falde på plads, før vi for alvor kan tale om noget nyt.«

Pres fra Europa

Den danske forsker Katrine Søndergård lægger en europæisk vinkel ned over den franske debat. Hun peger på, at man ikke skal undervurdere presset fra resten af Europa, hvor dialogen mellem arbejdsgivere og lønmodtagere er blevet en stor del af den europæiske beskæftigelses­strategi. Der er enighed om, at EU-landene bør arbejde for at få en stærkere og mere konstruktiv dialog mellem parterne, og EU-signalet er trængt ned i det franske system. Og i den debat har flexicurity-modellen været et væsentligt element:

»Det er en kvalitativ og konstruktiv debat, hvor det står klart for både de belgiske og de franske fagforeninger – som tidligere helt har ­afvist flexicurity som en slags trojansk hest for arbejdsgiverne – at tiden er kommet til at tage diskussionen seriøst. Hvilket vel og mærke ikke er det samme som, at de har taget begrebet til sig som deres eget. De ved imidlertid godt, hvad der sker, hvis de med en borgerlig regering ved magten blot fortsætter med at afvise debatten,« siger Katrine Søndergård.