GLOBALT FRADRAG

Dansk håndværkerfradrag kan bruges i hele verden

Af | @IHoumark

Selv om sommerhuset ligger 10.000 kilometer fra Danmark, kan man som dansker få et håndværkerfradrag til det. I ikke mindre end 84 lande kan danskere få støtte til at hyre lokale handymen.

Skal din palmehytte repareres? Så støtter den danske stat dig med et håndværkerfradrag.

Skal din palmehytte repareres? Så støtter den danske stat dig med et håndværkerfradrag.

Foto: Colourbox

Man kan godt sætte næsen op efter et skattefradrag, hvis man ejer et hus i Thailand, Italien, Tanzania, USA eller 80 andre lande. Fradraget får man, hvis man på regning for eksempel får klippet sin græsplæne, rengjort huset, passet sine børn, udbedret taget eller malet vægge.

Som Ugebrevet A4 tidligere har skrevet, kan danskere få fradrag for arbejde udført i og omkring deres jagthytte, sommerhus, vingård eller anden feriebolig i hele EU.

Men Skatteministeriet oplyser, at muligheden for fradrag faktisk også gælder i en hel række lande uden for EU. Alt i alt på kloden er der nu ifølge ministeriet tale om 84 lande, og mange flere lande er på vej.

Du kan se listen her.

Her kan du bruge håndværkerfradragI disse 84 lande, kan du bruge det danske håndværkerfradrag.
Kilde. Skatteministeriet.

Eksempelvis kan et ægtepar med et fritidshus i Thailand trække udgifter til blandt andet udbedring og rengøring af huset fra i skat. På den måde kan ægteparret hvert år få, hvad der svarer til et tilskud fra den danske stat på rundt regnet 10.000 kroner. Og i Thailand - og mange andre lande - kan man få udført rigtigt meget arbejde for 10.000 kroner.

Velstillede danskere med fritidshus i udlandet kan få fradraget som følge af den såkaldte BoligJob-ordning – som i folkemunde kaldes håndværkerfradraget. Opskriften for at få fradraget er ganske enkel:

Ejerne af fritidshuset i Italien, Bermuda eller de 82 andre lande skal blot skaffe sig en regning på arbejdet, hvor man kan se, hvor stor lønudgiften er. Derudover skal danskerne skaffe sig, hvad der svarer til et moms-registreringsnummer i Danmark eller et CPR-nummer, hvis en enkeltperson har udført arbejdet.

Politiker: Det er træls

Muligheden for at få fradrag for hus- og håndværkerarbejde i udlandet er bestemt ikke danske politikeres kop te. Som tidligere nævnt i A4 mener blandt andre Konservative, SF og Radikale, at det er forkert.

Læs også: Dansk skat støtter håndværkere i EU

Erhvervsordfører Hans Kristian Skibby fra Dansk Folkeparti bryder sig heller ikke om det.

»Det er træls, at man kan få fradrag for feriehuse, der ligger uden for Danmark. Det er en tand for smart, at man kan få fradrag for sommerhuset i Polen, ødegården i Sverige og huse i mange andre lande,« siger Hans Kristian Skibby.

Skatteministeriet oplyser over for A4 , at EU-regler forhindrer, at man kan sætte grænsebomme op over for håndværkerfradraget.

Selvom Hans Kristian Skibby (DF) synes, at fradraget for fritidshuse i udlandet er ’træls’, er han klar til at beholde det. Dog under én forudsætning.

»Det vil være godt, hvis man kan finde en løsning, så fradraget forsvinder for huse i udlandet. I det mindste for huse uden for EU,« siger Hans Kristian Skibby og fortsætter:

»Men så længe – det er langt hovedparten, der får fradrag for sommerhuse i Danmark og kun få, som benytter sig af fradraget til huse i udlandet – kan vi leve med det.«

Læs også: Stor usikkerhed om populært fradrag

SF’s erhvervsordfører Steen Gade gør opmærksom på, at da der senest var forhandlinger om BoligJob-ordningen kæmpede blandt andre Konservative og Venstre for at udvide den til at gælde ferieboliger.

»De vidste allerede den gang, at fradraget også ville komme til at gælde i udlandet. Men alligevel insisterede de på at få det,« siger Steen Gade, og fortsætter:

»Det er forkert, når blandt andre Konservative nu giver EU eller andre skylden for, at man kan få fradrag for fritidshuse i udlandet. Det at man kan få fradraget i udlandet er for mig at se blot endnu et argument for, at vi helt bør afskaffe fradraget for ferieboliger, uanset hvor de ligger.«