»Dansk Folkepartis retorik rykker grænser. Også i mit eget parti«

Af Martin E. O. Grunz
Johs. Lynge

Medlem af Folketingets integrationsudvalg Eyvind Vesselbo har på det seneste taget til orde imod regeringens følgagtighed over for DF’s ideologiske indfald. Men den blokpolitik, der har præget VKO-epoken, finder Venstre-manden dog ikke problematisk.

INTERVIEW Udlændinge- og integrationspolitikken i Danmark er en hvepserede. Siden Mogens Glistrups Fremskridtspartiet i 1970’erne indledte debatten med en skarp retorik, har de sproglige fronter stået stejlt over for hinanden. De seneste 14 år har Dansk Folkeparti været de hårde ords væsentligste repræsentant.

Folketingsmedlem for Venstre Eyvind Vesselbo har været med lige så længe - først i egenskab af sin faglighed som kultursociolog, siden som politiker. Og med hans eget udtryk mener han ikke, at man skal frygte at sætte hælene i overfor Dansk Folkeparti (DF).

Eyvind Vesselbo satte selv hælene i, da han i slutningen af september skrev en kronik med titlen ’Stop angsten for Dansk Folkeparti’ i Berlingske Tidende. Her benævnte han DF som »partiet, der aldrig kan få nok« og lagde samtidigt vægt på, at regeringspartierne netop derfor ikke skal lade sig skræmme til at lave symbolpolitik uden virkning. Kronikken blev positivt modtaget af oppositionen, men er nu ikke udtryk for, at Vesselbo er på vej væk fra Venstre. Faktisk har han modtaget mange positive reaktioner fra netop venstrefolk.

»De reaktioner, jeg fik på min kronik, var helt overvejende fra Venstre-baglandet af menige medlemmer, vælgerforeningsformænd og borgmestre. Jeg fik næsten 650 mails i løbet af de første to døgn, og de kan sammenfattes med udtrykket: ’Godt at nogen brøler op’. Det, der gjorde mest indtryk på mig, var, at flere skrev, at de havde drøftet kronikken på deres arbejdsplads. Det glæder mig selvfølgelig, at jeg ikke bare er nået ud til kakkelbordene, men også til frokostbordene.«

DF’s retorik har haft konsekvenser

Eyvind Vesselbo mener, at DF-retorikken sætter unødige skel i befolkningen.

»Retorikken har en enorm betydning. Både for den måde man formulerer lovgivning på, men også i den måde et samfund fungerer på. Hvis man er meget skarp i retorikken, så er det klart, at andre føler sig ramt. Og dér har Dansk Folkepartis retorik haft konsekvenser for integrationen,« siger han.

Som eksempel på DF-inspirerede forslag nævner Eyvind Vesselbo de konservatives forslag om et burkaforbud.

»Jeg er ganske overbevist om, at det forslag ikke alene kom, fordi de konservative syntes, at det var en god idé. Det kom også, fordi DF på et tidligere tidspunkt havde nævnt noget lignende. Og derfor tog de konservative det op som en del af et politisk spil. På den måde rykker DF grænser – også i mit eget parti. Men jeg mener ikke, at det er vores opgave at konkurrere på skarp retorik. Vi skal føre vores egen politik, som i substansen handler mere om frisind og kreativitet end om evige stramninger og forbud. Og så må vi se, hvad vi kan mødes med DF om.«

Andre eksempler på DF’s hårde retorik fra den seneste tid er forslagene om pædofili-løbesedler, lokale folkeafstemninger om moskébyggerier og kravet om genindførelse af grænsekontrollen efter det seneste afværgede komplot mod medarbejdere fra Jyllands-Posten. Alle tre forslag er dog blevet pure afvist af samtlige andre partier. Ifølge Eyvind Vesselbo med god grund, da udspillene er udtryk for politik, der ikke griber fat ved ondets rod.

»Det er eksempler på politik, der på den ene side går længere ud, end hvad der er vedtaget i forvejen. Og på den anden side ikke vil pege på løsninger, fordi de både er på kant med vores grundlov og internationale forpligtelser. De forslag er mere med til at udskille dele af befolkningen, end de bidrager til at løse problemer,« mener han.

»Uden at jeg skal sige, hvad DF står for, så har jeg ikke indtrykket af, at de på samme måde som jeg mener, at vejen til at klare udlændingeområdet går gennem en bedre integration.«

Opgør med værdiboksning

Ifølge Eyvind Vesselbo var udlændingedebatten ved dens begyndelse i 1970’erne præget af grøftegravning:

»Dengang stod Fremskridtspartiet helt alene med deres hårde retorik, og alle andre diskuterede, hvor forfærdeligt det var, at de satte ord på integrationsproblemerne.«

Netop det forhold har ændret sig, og i dag mener Eyvind Vesselbo, at der er masser af indhold i integrationsdebatten – og også at han selv har spillet en rolle. I 1990’erne udarbejdede han som kultursociolog flere rapporter om udviklingen i Ishøj for kommunen. Rapporterne viste, at integrationen næsten ikke havde rørt sig ud af stedet. Det tydeligste eksempel var, at såvel første, anden som tredje generation af indvandrere næsten udelukkende giftede sig med andre indvandrere via familiesammenføringer.

»I slutningen af 1980’erne, hvor hele Tamil-sagen tog fat, begyndte jeg at interessere mig meget voldsomt for processerne og hele indholdet i udlændingeområdet. Jeg fandt ud af, at der skete nogle underlige ting. Ikke alene omkring det juridiske – hvem der kunne komme ind eller ej – men også omkring integration,« forklarer Eyvind Vesselbo, der mener, at Venstre har spillet en mere afgørende rolle for løsningen af integrationsproblemerne end DF.

Men han anerkender også, at DF er nødvendige for en fortsat VK-regering.

»Fremover må vi sige, at hvis Dansk Folkeparti kommer med et lovforslag, som vi ikke er enige i, så siger vi nej. Gør vi det, så står vi også meget stærkere, når vi skal forhandle og nå et kompromis. Jeg tror ikke på, at DF kan finde på at vælte VK-regeringen.«

Eyvind Vesselbo mener, at integrationsproblemerne er sociokulturelle, og han kunne godt tænke sig mere opmærksomhed om den side af sagen.

»Jeg har aldrig forstået, hvorfor det skulle være tabubelagt at sige, at når man kommer fra en anden kulturel, og måske også religiøs baggrund, og endda lever et sted, hvor man i høj grad er omgivet af mennesker med samme baggrund, så giver det en følelse af at være isoleret og af, at der eksisterer et dem og os. Det er ikke det store problem med førstegenerations-indvandrere, for de passer stort set sig selv og deres arbejde. Men anden, tredje og fjerde generation gentager mønstrene og bliver mere marginaliserede og danner en ny identitet, hvis ikke vi erkender problemet og finder på løsninger,« siger Vesselbo, der pointerer dét som et faktum og vil ikke tale om, at en kultur er mere eller mindre rigtig end en anden.

Kun 15 procent til DF

Klart er det dog, at marginalisering i værste fald fører til udstødelse eller kriminalitet. Så hvad mener han kunne være et godt Venstre-tiltag for at undgå den udvikling?

»Det er kommunerne, der skal sørge for integration, for det er der, boligerne er. Det er nødvendigt at prioritere en spredning. Og der må boligpolitikken samtænkes med sociokulturelle tiltag. For eksempel kunne man i Århus bestemme, at indvandrere kunne flytte ind alle mulige andre steder end lige præcis Gellerup. Men man kunne også yde en langt bedre rådgivning, hvor man fortalte om andre boligmuligheder og andre erhvervsmuligheder. Og de udgifter bør regeringen også være med til at finansiere.«

Eyvind Vesselbo lægger vægt på, at DF trods alt kun får stemmer fra 15 procent af befolkningen på en god dag. Ifølge ham har frygten for DF skabt to forkerte påstande: At befolkningen støtter DF, og at regeringen føler sig nødsaget til at følge DF’s linje. Årets finanslovsforhandlinger vil sætte hans påstand på en prøve.

Dansk politik har undergået forvandlinger siden regeringsskiftet i 2001. Men Eyvind Vesselbo vil ikke høre tale om snævre flertal.

»Jeg opfatter ikke det, der foregår i øjeblikket, som blokpolitik. Sagen er, at ligesom man i 1990’erne havde et flertal, der bestod af Socialdemokraterne, de radikale, SF og Enhedslisten, så er det i dag et andet flertal, der skal til, for at skaffe de nødvendige 90 mandater i Folketinget,« siger Vesselbo og understreger, at størstedelen af al lovgivning i Folketinget bliver vedtaget med brede flertal.

Men oppositionen indvender, at netop hvor politikken skiller mest benyttes det snævre VKO-flertal.

»Det opfatter jeg ikke nødvendigvis som blokpolitik. Venstre og de konservative har en regering. Den skal have et flertal, og det er der ikke nogen andre end DF, der vil bakke op om.«

Et tigerspring mod VKO

Det er emner som islam, indvandring, integration og retspolitik, der sætter temperamenterne i kog og graver grøfter.

»Der er den uenighed, at det er VKO, der sætter rammerne for den politik, der skal laves. Men de seneste år har Socialdemokraterne bakket op om det meste, og SF er i hvert fald i retorikken ved at være på samme niveau som Dansk Folkepartis,« lyder det fra Eyvind Vesselbo.

»Modbeviset mod hele argumentationen om blokpolitik, er, at netop udlændingepolitikken har ændret sig fra, at det var VKO til nu at være VKO-S, der skaber flertal. Med opbakning fra SF, som har sagt, at det ikke er 24-års-reglen og tilknytnings-kravet, der skal skille. Det er noget af et tigerspring,« siger han.

Det er, som om selve ordene ’Dansk Folkeparti’ er de afgørende i integrationsdebatten. DF undlader aldrig selv at omtale partiets store indflydelse på dansk politik, og understreger det ved at kalde Anders Fogh Rasmussens (V) tiltrædelse som statsminister for ’Systemskiftet 2001’.

Siden 2001-valget har flere politiske oprør – der alle er løbet ud i sandet - rejst sig mod Dansk Folkeparti. Klarest i erindringen står Det Radikale Venstres ’Den anden vej’ samt stiftelsen af Ny Alliance. Eyvind Vesselbo har et andet udgangspunkt: Han vil bevare VKO-flertallet og samtidigt øge Venstres indflydelse.

»Det er nærmest i retorikken om, at udlændingepolitikken konstant skal strammes, at DF har haft indflydelse. Det har gjort, at mange politikere på Christiansborg, men også mange medier, kommentatorer og lederskribenter har sagt, at VK bliver nødt til at rette ind, hver gang DF er kommet med en udmelding.«

Modsat kommentatorerne mener Eyvind Vesselbo ikke, at Venstre og de konservative halser efter DF.

»Jeg synes allerede, at man kan se, at der er blevet sat hæle i nogen steder over for de grænser, som Dansk Folkeparti har rykket.«