Dansk Folkeparti til praktisk prøve

Af sekretariatschef Jørgen Elikofer, Dansk Metal

VK-regeringen kan sammen med Dansk Folkeparti gennemføre, hvad pokker der passer dem. I den situation kan man ikke læne sig tilbage og afvente, at et valg om fire år måske sikrer et andet flertal

Fagbevægelsens hovedopgave er at sikre medlemmernes løn- og arbejdsvilkår. Det gør vi først og fremmest gennem vore overenskomster og det faglige arbejde.

Men overenskomsterne fungerer i en større samfundsmæssig ramme, og det politiske spil har derfor betydning for den samlede udformning af løn- og arbejdsvilkårene. Som illustration kan blot nævnes skatters indflydelse på reallønnen, arbejdsmiljøreglernes betydning for medlemmernes sundhed, den økonomiske politiks betydning for beskæftigelsen og så naturligvis hele den direkte arbejdsmarkedsrelaterede politik.

Og lige nu er medlemmernes rettigheder truet af VK-regeringens planer om for eksempel deltidslov, brugerbetaling på efteruddannelse og halve dagpenge til alle danskere mellem 25 og 30 år.

Efter valget i november 2001 er der udsigt til blokpolitik. VK-regeringen kan sammen med Dansk Folkeparti gennemføre, hvad pokker der passer dem. I den situation kan vi selvfølgelig ikke læne os tilbage og afvente, at et valg om fire år måske sikrer et andet flertal. Imens kunne ulykkerne jo regne ned over medlemmerne. Så fagbevægelsen må som altid tage bestik af det politiske landkort og finde de mulige veje til at sikre så mange af medlemmernes rettigheder som muligt.

Vi må derfor heller ikke have berøringsangst over for Dansk Folkeparti. At vriste dem ud af VK’s favn er den eneste mulighed for at bryde Foghs enevælde.

Dansk Folkepartis menneskesyn er ikke sympatisk – specielt Camres nazistisk inspirerede tale på årsmødet sidste år skurrer slemt i ørerne. Men i praktisk politik er Dansk Folkeparti et ret ubeskrevet blad. Partiet brød sig ud af Fremskridtspartiet i valgperioden 1994-98. I den efterfølgende valgperiode ville SR-regeringen ikke tale med dem. Derfor kan partiet vanskeligt bedømmes på deres praktiske politiske gerninger.

Til topDansk Folkeparti slog sig i valgkampen op på paroler om at være den lille mands beskytter. Og efterfølgende har Dansk Folkepartis leder jo kækt erklæret, at hun gerne vil gøre sit parti til det nye socialdemokrati, der varetager rigtige arbejderes interesser. Derfor kan kun praktisk afprøvning i de kommende år afsløre, om der er hulheder i Dansk Folkepartis politik.

Så vi må sige, som den tidligere kinesiske leder Deng Xiaoping: »Jeg er ligeglad, om katten er rød eller sort, bare den fanger mus«. Der går naturligvis en grænse for, hvor politisk og menneskeligt uacceptable meldinger fra dansk Folkeparti vi kan tillade os at overhøre. Men inden for sådanne grænser tæller Dansk Folkepartis stemmer da med, ligesom Enhedslistens stemmer talte med før valget.