Dansk Folkeparti skal sikre lønløft

Af

Vil Dansk Folkeparti fortsat være på god fod med befolkningen og omsorgs- og plejepersonalet, skal de bane vejen for et ekstraordinært lønløft til de offentligt ansatte, viser ny undersøgelse.

FORVENTNINGSPRES Dansk Folkeparti risikerer at rage godt og grundigt uklar med vælgerne, hvis ikke de via en ekstra indsprøjtning af kolde kontanter til overenskomstforhandlingerne får skaffet de offentligt ansatte et særligt stort lønløft. Det er den klare melding fra vælgerne i en ny undersøgelse gennemført af Analyse Danmark for Ugebrevet A4.

59 procent af de adspurgte svarer, at Dansk Folkeparti direkte vil svigte sit valgløfte, hvis partiet ikke sikrer de offentligt ansatte højere løn. Særligt udbredt er denne holdning blandt social- og sundhedspersonalet, hvor 73 procent mener, at tiden er inde til, at partiformand Pia Kjærsgaard gør de store ord til virkelighed.

Formand for Fag og Arbejde (FOA) Dennis Kristensen ser danskernes svar som en naturlig reaktion på Pia Kjærsgaards udmeldinger i de seneste uger:

»Med de meget klare og entydige meldinger Dansk Folkeparti har givet, så må de offentligt ansatte og resten af befolkningen selvfølgelig også have en klar forventning om, at løfterne bliver indfriet.«

Politikens politiske kommentator Peter Mogensen, der tidligere har arbejdet som Poul Nyrup Rasmussens (S) politiske rådgiver, ser også vælgernes svar som en klar indikation på, at Dansk Folkepartis budskab om højere løn til især omsorgspersonalet er gået klart ind. Det er dog ikke kun godt.

»Løft om højere løn til de offentligt ansatte er en ruse, som Dansk Folkeparti graver sig længere og længere ind i. Statsministeren har afvist at blande sig i overenskomstforhandlingerne, og derfor er det ikke sandsynligt, at de højere forventninger bliver indfriet,« siger han.

Selv om statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kort og kontant har afvist at kaste en ekstra pose penge ind i de offentlige overenskomstforhandlinger, er alt håb dog ikke ude for de offentligt ansatte, der har sat næsen op efter ekstra store lønstigninger.

Ud over Dansk Folkeparti er Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og SF indstillet på at sikre de offentligt ansatte en væsentligt højere løn. Imidlertid hersker der uenighed om både størrelsen og pengenes fordeling blandt de offentligt ansatte. Det ændrer dog ikke afgørende ved, at der kan skabes et flertal uden om regeringen til at sikre de offentligt ansatte et lønløft.

Og faktisk er det præcis, hvad mange danskere håber på. Ifølge Ugebrevet A4’s undersøgelse forventer 43 procent af de offentligt ansatte, at Dansk Folkeparti vil udnytte det alternative flertal til at sikre de offentligt ansatte et lønløft.

Dansk Folkepartis politiske ordfører Kristian Thulesen Dahl har da også sagt, at man i yderste konsekvens vil gå uden om regeringen for at sikre de offentligt ansatte flere penge i lønposen.

Så langt tvivler Politikens politiske kommentator Peter Mogensen imidlertid på, at tingene får lov til at udvikle sig:

»Det er fuldstændig urealistisk med et alternativt flertal. Det kan statsministeren ikke leve med, og det er de også godt klar over i Dansk Folkeparti. Så derfor er de trusler, partiet kommer med lige nu, mest til udvortes brug.«