Dansk Folkeparti er topstyret og professionelt

Af Hans Stavnsager, freelancejournalist, er i gang med et større udredningsprojekt om Dansk Folkeparti.

Analyse Intet tyder på, at Dansk Folkeparti vil opleve splittelse og lederkrise som dets søsterpartier i flere andre lande. Partiet blev fra begyndelsen opbygget fuldstændig centralistisk og viser ikke tegn på indre opposition eller alvorlige sprækker i ledelsen. Organisationen drives uhyre professionelt og har et præcist billede af målgruppen. Den største trussel består i grundlæggende politiske uenigheder med Venstre og konservative.

Forudsigelserne om Dansk Folkepartis manglende overlevelsesevne har været mange, men her næsten et år efter folketingsvalget tyder intet på, at partiet skulle være svækket – nærmere tværtimod. Partiets vælgertilslutning ligger ganske stabilt omkring de 10 procent. Det har leveret de nødvendige stemmer til regeringen i de situationer, hvor det har været påkrævet. Og der er ikke mange tegn på intern splittelse i hverken Folketingsgruppe eller partiorganisation.

Dansk Folkeparti er udtryk for en tendens, der kan genfindes i så godt som alle europæiske lande i disse år. Partiet giver politisk mæle til en betydelig gruppe vælgere, der føler sig hjemløse alle andre steder i det politiske system. Hvad enten man bryder sig om det eller ej, er man derfor nødt til at betragte Dansk Folkeparti som et parti på linie med andre frem for et kuriosum, der næppe vil udvikle sig til andet end en fodnote i historiebøgerne.

Årsagerne til succesen

Den første – og vigtigste – årsag til Dansk Folkepartis succes er dets vælgerskare. Der er foretaget mange analyser for at beskrive den, og på en række områder skiller den sig ud fra den øvrige befolkning. For eksempel har Dansk Folkepartis vælgere betydeligt mindre uddannelse end den øvrige befolkning. Men det vigtigste karakteristika er en generel angst over for »udviklingen« eller det moderne samfund. Vælgerne er typisk mennesker, der – ofte med god ret – føler sig pressede af globaliseringen og de øgede krav på arbejdsmarkedet. Og som samtidig ikke føler, at den eksisterende samfundselite varetager deres interesser. Snarere tværtimod. Dansk Folkeparti er »folkets« oprør mod »eliten« – ikke bare i deres egen retorik, men i vidt omfang også i deres vælgeres øjne.

Denne tendens er som nævnt ikke noget særskilt dansk fænomen. Globaliseringen lægger det samme pres på så godt som alle europæiske lande, og indtil nu har ingen af de etablerede partier, der i deres udgangspunkt er positive over for international handel og internationalt samarbejde, haft noget realistisk bud på, hvordan globaliseringen også kan blive en fordel for de svageste og mest udsatte grupper i samfundet. Tilslutningen til Dansk Folkeparti skal derfor ikke ses som et udtryk for, at en gruppe vælgere et blevet »narret« til at stemme på et parti, der i virkeligheden ikke repræsenterer deres interesser. Tværtimod sætter partiet meget præcist ord på de problemer i det moderne samfund, som et pænt mindretal af danskerne føler på deres egen krop.

En anden vigtig årsag til Dansk Folkepartis succes er dets partiorganisation. Organisationen er uden tvivl den mest centralistiske og topstyrede af alle danske partier. Baggrunden for dette er naturligvis den nuværende ledelses oplevelser i Fremskridtspartiet i begyndelsen af 1990’erne. Pia Kjærsgaard har flere gange med henvisning til erfaringerne fra Fremskridtspartiet givet udtryk for, at der ikke er plads til »landsbytosser« i Dansk Folkeparti. Og indtil videre er det lykkedes at holde dem ude.

Samtidig er Dansk Folkeparti rent professionelt et af de mest veldrevne og effektive politiske partier i Danmark i dag. Netop med Fremskridtspartiets historie i baghovedet har Dansk Folkepartis politiske modstandere haft en tendens til at betragte Dansk Folkeparti som lettere tumpede amatører, der ikke er i stand til at gennemføre en sammenhængende og stringent politisk kampagne-virksomhed. Hvis ikke man allerede har revideret det billede, er det på høje tid at gøre det. De centrale aktører i Dansk Folkeparti er alt andet end amatører – de kender deres målgruppe, og de ved, hvilke budskaber der rammer den.

Et tredje væsentligt element i Dansk Folkepartis succes er partiets ledelse. En række søsterpartier i udlandet har tabt meget terræn på grund af interne stridigheder, men Dansk Folkeparti fremstår i dag som et parti i harmoni med sig selv, og det er meget svært at se, hvorfra oprøret skulle komme. Forenklet sagt består ledelsen i partiet af Pia Kjærsgaard som den ubestridte leder. Som sine tro væbnere har hun Kristian Thulesen Dahl (der ofte nævnes som kronprinsen i partiet) og Peter Skaarup. Med til denne gruppe hører også partiets pressechef, Søren Espersen, og i nogle tilfælde partiets »grand old man« Poul Nødgaard. Så længe de fire – eller fem – personer er enige om linjen, har ingen form for opposition nogen som helst chance for at vinde fodfæste i partiet. Og en væsentlig del af det, der binder gruppen sammen, er netop de fælles oplevelser fra de kaotiske dage i Fremskridtspartiet.

Politisk uenighed med V og K

Men selv om tingene fungerer i Dansk Folkeparti, er der naturligvis problemer. Det største kan hurtigt vise sig at blive den vælgermæssige succes, der har bundet partiet særdeles tæt sammen med VK-regeringen. Mange har peget på, at valgresultatet i november sidste år, hvor Venstre og konservative som bekendt fik flertal sammen med Dansk Folkeparti, i virkeligheden ikke passede statsminister Anders Fogh Rasmussen særlig godt. Det har tvunget regeringen til at føre mere blokpolitik, end den bryder sig om.

Men valgresultatet er bestemt heller ikke ubetinget en fordel for Dansk Folkeparti. Det har tvunget partiet ind i en langt mere ansvarlig rolle, hvor det for eksempel er nødt til at lægge stemmer til regeringens økonomiske politik, som det langt fra er enig i på alle punkter. Når Dansk Folkeparti siger, at man for eksempel på det sociale område og i forhold til fordelingspolitikken i langt højere grad er et midter- end et højreparti, så er det ikke bare et smart forsøg på at kapre traditionelle socialdemokratiske vælgere. Det er faktisk en holdning, som stikker dybt hos både ledelse, medlemmer og vælgere i partiet. Man skal ikke læse ret meget af Pia Kjærsgaards erindringer, før man finder ud af, at for hende er liberalismen den ideologiske hovedmodstander i langt højere grad end det socialdemokratiske værdisæt.

I praksis betyder det, at VK-regeringen og Dansk Folkeparti simpelthen er dybt uenige på en lang række centrale politiske områder. Hidtil er det lykkedes at bortlede opmærksomheden fra denne uenighed, men jo mere tydelige konsekvenserne af regeringens økonomiske politik bliver, desto vanskeligere bliver det for Dansk Folkeparti at markedsføre sig selv som den lille mands forsvarer. Et enkelt eksempel kan illustrere dette: VK-regeringen ændrede i foråret den særlige pensionsopsparing, så den gik fra at være et solidarisk supplement til folkepensionen til at være en individuel opsparing. Konkret betyder det, at de lavtlønnede mister pensionskroner, mens de højtlønnede får flere penge i kassen, når de stopper på arbejdsmarkedet. Det er en politisk beslutning med en traditionel borgerlig fordelingspolitisk profil, men for Dansk Folkeparti, der var nødt til at lægge stemmer til ændringen, er konsekvenserne et klart problem. For hvor blev kampen for de dårligst stillede pensionister pludselig af?

Tilsvarende problemer kan forudses på en lang række andre områder: Når skattestoppet betyder nedskæringer på ældre- og sygehusområdet. Eller når en kommende skattereform giver skattelettelser til de velstående, som skal finansieres af pensionister og andre på overførselsindkomst.

Den største trussel mod Dansk Folkepartis succes kommer ikke fra partiet selv. Den ligger derimod i, at partiet på en række centrale politiske områder er grundlæggende uenig med sine samarbejdspartnere i regeringen. Det er der, partiet i øjeblikket har sit ømme punkt.