Dansk debat skræmmer mig

Af | @GitteRedder

Den svenske LO-formand glæder sig over, at Sverige ikke har nogen partier i Riksdagen, der profilerer sig på at være fremmedfjendske. Og hun afviser, at svenskerne blot lukker øjnene for de reelle problemer med flygtninge og indvandrere.

»Hvad er det? Det forstår jeg ikke.«

Wanja Lundby-Wedin er ét stort spørgsmålstegn, da hun hører ordet halal-hippie. Hun er ellers en af de eksponenter for den moderate svenske udlændingepolitik, som det borgerlige Danmark uden mange sekunders betænkningstid ville betegne som en vaskeægte halal-hippie.

Og selv et godt stykke ind i det danske socialdemokrati vil man formentlig synes, at den svenske LO-formand kandiderer til den betegnelse, der gennem de seneste år er trængt eftertrykkeligt ind i det danske sprog som et øgenavn til personer, der ukritisk kun ser det positive i indvandring. Men meget karakteristisk for den markante forskel på den danske og svenske udlændingedebat er ordet altså en helt ukendt størrelse på den anden side af sundet. Og Wanja Lundby-Wedin afviser også den udbredte danske opfattelse af, at svenskerne i en tilstand af ekstrem politisk korrekthed ikke tør tage debatten om problemerne ved det store antal flygtninge og indvandrere i landet.

Hun mener tværtimod, at det er danskerne, der er havnet langt ude i den højre grøft i udlændingepolitikken, hvor Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti sætter dagsordenen.

»Man kunne se ved det seneste valg i Danmark, at man ikke tog tilstrækkeligt tydeligt stilling mod Pia Kjærsgaard. Det gjorde end ikke socialdemokraterne, og det vakte megen opmærksomhed i Sverige. Man bør altid stå op og forsvare, at man virkelig tror på, at alle er lige meget værd, og at alle skal have lige muligheder. Jeg kan blive skræmt af den måde, man forskelsbehandler mennesker på i Danmark afhængigt af, hvornår de kom til landet, hvor længe de har været her, om de er gift med en dansker og så videre. Det er skadeligt for integrationen,« siger Wanja Lundby-Wedin, som ikke tror på en udlændingepolitik, der som i Danmark baserer sig på særordninger.

Hun glæder sig over, at de politiske partier og store interesseorganisationer i Sverige er enige om at holde en positiv tone i den udlændingedebat, som i Sverige stort set kun er en integrationsdebat. Svensk LO taler konsekvent om integration og ikke indvandring, og politikken er grundfæstet i handlingsprogrammet »Lige værd – lige ret«.

»Vi har ikke den negative debat om flygtninge og indvandrere i Sverige. I det etablerede system er der bred enighed om, at vi skal have et bedre integreret Sverige. Der er stor enighed om, at vi skal forhindre, at Sverige bliver et land med øget fremmedfjendlighed. Der er intet politisk parti i Riksdagen, der har forsøgt at profilere sig på noget, der bare minder om fremmedfjendtlighed.

citationstegnMan kunne se ved det seneste valg i Danmark, at man ikke tog tilstrækkeligt tydeligt stilling mod Pia Kjærsgaard. Det gjorde end ikke socialdemokraterne, og det vakte megen opmærksomhed i Sverige.

Men det er klart, at man jo aldrig kan være sikker på, at det fortsætter.

Der er problemer

Det siger en hel del om forskellen mellem debatten i Sverige og Danmark, at det liberale Folkpartiet i Sverige fik gevaldige skæld ud af stort set alle andre partier, da Folkpartiet i valgkampen i 2002 lancerede et forslag om, at indvandrere skulle bestå en svenskprøve for at kunne få svensk statsborgerskab. Det er vel at mærke en praksis, som er helt almindelig i andre europæiske lande, heriblandt Danmark, og oven i købet fra Folkpartiets side var kombineret med et forslag om fri indvandring. Det skal da også siges, at selv om de andre partier var stærkt kritiske og sammenlignede Folkpartiet med Dansk Folkeparti, var forslaget populært blandt vælgerne og formentlig afgørende for, at Folkpartiet fik et kanonvalg med en tredobling af stemmerne. Men det er kun ved lokalvalg, at decideret indvandrerkritiske partier som Nationaldemokraterna og Sverigedemokraterna har fået medvind, specielt i Sydsverige.

Men Wanja Lundby-Wedin benægter ikke, at der også i Sverige er problemer med integrationen af indvandrere, og at nogle kvarterer i både Gøteborg, Malmø og andre byer er stærkt opdelte mellem indvandrere og svenskere – det som i den danske debat uden videre ville blive kaldt ghettoer.

»Hvad er det, danskerne ikke synes, at vi tør tale om i Sverige? Vi siger jo ikke, at alt går godt med integrationen i Sverige. Vi har lang vej endnu. Men jeg synes, at vi er kommet en god bid af vejen. Det har vist sig, at det kan lade sig gøre for langtidsarbejdsløse indvandrere at få job i Sverige, og arbejdsmarkedets parter har nu oprettet et fælles råd for bedre integration, hvor vi blandt andet diskuterer, hvordan vi kan få indarbejdet integration i overenskomsterne. Vi har bygget en god infrastruktur for integration, og nu gælder det om at få det til at lykkes.«

Hun glæder sig over, at fagbevægelsen har et stærkt samarbejde med arbejdsgiverne om integrationspolitikken. Arbejdsgivernes største organisation, Svenskt Näringsliv, arbejder seriøst og positivt med integration, og specielt den netop afgåede leder Göran Tunhammar var særdeles aktiv i kampen mod fremmedfjendtlighed og racisme.

Ingen overgangsregler i Sverige

Det er kendetegnende for Wanja Lundby-Wedin, at hun hele tiden fremhæver de positive eksempler. Hun erkender kort, at der er nogle problemer, men peger så straks på flere steder, hvor det fungerer rigtig godt med integrationen mellem svenskere og indvandrere. Talestrømmen vidner om stor entusiasme, da hun blandt andet fremhæver Botkyrka Kommune i Stockholms-området, der netop har modtaget prisen som »Sveriges Kvalitetskommune 2003«. Og 32 procent af Botkyrkas 75.000 indbyggere er vel at mærke af udenlandsk herkomst.

Wanja Lundby-Wedin mener også, at det er en helt naturlig ting for fagbevægelsen at arbejde for ligebehandling og lige jobmuligheder for alle uanset nationalitet og oprindelse:

»Hvis vi ikke behandler alle lige, forsvinder hele grundlaget for fagforeningernes eksistens. De bygger jo på, at vi ikke behøver konkurrere med hinanden om løn og ansættelsesvilkår for at få job. Og hvis vi har et arbejdsmarked, hvor indvandrerne lukkes ude, tvinges de jo til at konkurrere på løn og ansættelsesvilkår. Og det underminerer grundlaget for fagforeningerne.«

Helt i samme ånd er svensk LO heller ikke interesseret i nogen overgangsordninger for det svenske arbejdsmarked, når EU udvides med 10 nye lande fra 1. maj. De nye østeuro-pæiske EU-borgere skal frit kunne søge og tage job i Sverige. Et par enkelte LO-forbund – inden for transport og byggeri – har ganske vist talt for overgangsregler, men det er ikke LO’s politik.

Tværtimod tror Wanja Lundby-Wedin, at de åbne grænser vil dæmme op for de stigende problemer med polakker og andre østeuropæere, der arbejder illegalt i Sverige inden for specielt byggeriet.

»Nu får østeuropæerne jo chancen for at søge job på lige vilkår med alle andre, og dermed kan de slippe for at komme hertil som illegal arbejdskraft og arbejde sort.«

Hvis fagforbundene bliver bedre til at samarbejde for blandt andet at sikre, at alle virksomheder har overenskomst, mener hun også, at meget kan nås. Og hvis udvidelsen alligevel giver problemer for det svenske arbejdsmarked, må man finde nogle løsninger, når det bliver nødvendigt.

AF-kontorer skal lokke

Svensk LO har også netop foreslået, at den svenske arbejdsformidling opretter kontorer i de nye EU-lande. Kontorerne skal medvirke til, at Sverige i fremtiden har tilstrækkeligt med arbejdskraft, og samtidig informere om arbejdsvilkårene i Sverige:

»De fleste europæiske lande kommer jo til at mangle arbejdskraft i de kommende år, og Polen er et af de eneste lande, hvor der vil være overskud af arbejdskraft. Men østeuropæerne skal vide, hvilke rettigheder de har i Sverige. De må forstå, at de ikke behøver arbejde for lavere løn end svenskerne. Og det skal kontorerne være med til at fortælle dem.«

citationstegnHvis vi ikke behandler alle lige, forsvinder hele grundlaget for fagforeningernes eksistens. De bygger jo på, at vi ikke behøver konkurrere med hinanden om løn og ansættelsesvilkår for at få job. Og hvis vi har et arbejdsmarked, hvor indvandrerne lukkes ude, tvinges de jo til at konkurrere på løn og ansættelsesvilkår.

Wanja Lundby-Wedin mener heller ikke, at lønmodtagerne i Sverige behøver at frygte for deres job efter EU-udvidelsen, hvis man vel at mærke sørger for, at østeuropæerne ikke dumper de svenske lønninger. Og hun mærker heller ikke det samme pres fra medlemmerne i forhold til LO’s økonomiske støtte til de svenske socialdemokrater, som fagbevægelsen gør i Danmark.

Mens flertallet af de danske arbejdere stemte borgerligt ved det seneste folketingsvalg, har Socialdemokratiet stadig solidt tag i de svenske LO-medlemmer: Knap 65 procent stemte socialdemokratisk ved det seneste valg, mens kun cirka 20 procent stemte borgerligt.

»Vi vil fortsat støtte Socialdemokratiet. Men det er meget vigtigt, at vi er to selvstændige organisationer. Og vi skal kunne kritisere Socialdemokratiet, når de er i regering. Men jeg tror, at vi bliver stærkere ved at samarbejde. Og en del af LO’s magt har vi fået, fordi vi har politisk indflydelse.«

I øvrigt kom Wanja Lundby-Wedin efter lidt betænkningstid på et svensk synonym for halal-hippie. Og oven i købet et svensk udtryk, som også giver mening i Danmark:

»Indvandrerkrammer«.