Danmarks værste arbejdsmiljø

Af

På landets dækcentre uddeler Arbejdstilsynet røde og gule smileys til flere end hver anden virksomhed, og branchen kan bryste sig af den tvivlsomme ære at have Danmarks dårligste arbejdsmiljø. Det viser en gennemgang af samtlige smileys fra Arbejdstilsynet.

BUNDSKRABER Super Dæk Service lover sikkerhed hele vejen. Men kigger man på arbejdsmiljøet på landets dækcentre, er det hverken super eller sikkert. Tværtimod er dækcentrene den branche, som for øjeblikket får flest sure smileys for dårligt arbejdsmiljø.

Ugebrevet A4 har analyseret, hvilke brancher som får flest påbud og bøder af Arbejdstilsynet. Og her topper dækcentrene og giver baghjul på top 10 over værste arbejdsmiljø til både fiskefabrikker, autoværksteder og andre virksomheder med hårdt fysisk og nedslidende arbejde. Det viser en gennemgang af samtlige kontrolbesøg fra Arbejdstilsynet, som Ugebrevet A4 har foretaget.

Hele 30 procent af dækcentrene har fået en kritisabel rød smiley og 20 procent en gul. Det er langt højere end gennemsnittet for alle virksomheder, hvor kun 4 procent får det røde smil og 15 procent det gule. Problemerne på dækcentrene skyldes især tunge løft, træk og skub, når hjulene skal skiftes manuelt. Arbejdstilsynet påpeger netop problemer med ergonomien, fordi det giver arbejdsskader.

»Der er tunge løft, der er så belastende, at folk kan få en akut skade. Det kan for eksempel være, når man prøver at gribe et dæk, der er ved at falde ned,« forklarer Bitten Døjholt, kontorchef for Arbejdstilsynet.

Mange virksomheder får også påbud af Arbejdstilsynet, fordi arbejdspladsvurderingen er mangelfuld, og enkelte virksomheder mangler også sikkerhedsrepræsentanter. Jørgen Motzen, sekretær i Dansk Metal mener, at det øger risikoen for, at medarbejderne kommer til skade.

»Der er ikke nogen på gulvet, som opfanger, hvis der opstår et problem. Uden en sikkerhedsrepræsentant er medarbejderne overladt til ledelsen, hvis arbejdsmiljøet halter.«

Når dækcentrene får så mange sure smil, er en af forklaringerne netop, at mange medarbejdere er uorganiserede. Det mener Jan Rasmussen, brancheformand for Autobranchens Fagforening under Dansk Metal.

»På mange dækcentre fedter de ansatte rundt alene uden sikkerhedsrepræsentanter, og det betyder ringere arbejdsmiljø. Kulturen på dækcentrene er, at det bare skal gå pissehurtigt og være billigt. Medarbejderne får ofte skader i skulder, ryg og knæ.«

Respekt for rød smiley

Normalt retter virksomhederne sig hurtigt efter kritikken fra Arbejdstilsynet. Dækcentret Euromaster er sammen med Teknologisk Institut ved at undersøge, hvordan maskiner kan overtage de tunge løft. Til gengæld har Super Dæk Service klaget over afgørelserne.

»Det er slet ikke sundhedsskadeligt at flytte et hjul fra skulderhøjde, viser en undersøgelse fra Aalborg Universitet. Dækcentrene får nye og forskellige krav afhængig af, hvilken tilsynsførende fra Arbejdstilsynet der kommer forbi. Det er frustrerende for virksomhederne,« siger personaleansvarlig i Super Dæk Service, Jerry Fogh.

Selv om dækcentrene får flest sure smil for øjeblikket, forbliver branchen ikke nødvendigvis danmarksmester i dårligt arbejdsmiljø. Brancher, der endnu ikke er blevet undersøgt, kan nemlig vise sig at have endnu dårligere arbejdsmiljø.

»Mange virksomheder er endnu ikke screenet. Først i 2011 har Arbejdstilsynet kontrolleret alle virksomheder og har et fuldt overblik over arbejdsmiljøet i de forskellige brancher,« fortæller Charlotte Martin, chef for tilsyn og metoder hos Arbejdstilsynet.

De røde og gule smileys slukkes efter et halvt år og bliver grønne igen, når virksomheden har forbedret arbejdsmiljøet. Mange sure smileys i en branche kan derfor være et udtryk for, at Arbejdstilsynet netop har været forbi – og at virksomhederne endnu ikke har nået at løse deres problemer.