Danmarks sorte guld

Af

Der er lagt op til et benhårdt spil om fremtidens oliemilliarder mellem staten og selskaberne bag den danske olieudvinding. Fra samfundets side må det være et krav, at alle oplysninger kommer på bordet. Men meget tyder på, at A. P. Møller helst vil spille med fordækte kort.

Man må håbe, at de embedsmænd fra Energistyrelsen, som i sidste uge indledte forhandlinger om olie-milliarderne med A.P. Møller, ikke besidder den samme selvudslettende ydmyghed, som prægede de journalister, der i forbindelse med den store Mærsk-fusion interviewede gamle Hr. Møller. Her var der tale om en mediemæssig ærbødighed over for Danmarks rigeste mand, som næsten er en kejser værdig.

Når staten og olieselskaberne tager fat på den store armlægning om milliarderne fra den danske Nordsø-olie, bliver der brug for politisk pres og garvede forhandlingsbisser, som ikke lader sig løbe om hjørner med. Spillet om, hvor stor en del af oliemilliarderne der skal tilfalde statskassen – nu og efter udløbet af A.P. Møllers eneret i 2012 – bliver nemlig benhård. Og noget kunne desværre tyde på, at det også er et spil, hvor alle kneb gælder. Som Ugebrevet A4 i sidste uge kunne fortælle, blev der lagt en stribe forhindringer i vejen for den uvildige rapport, som Handelshøjskolen i København af den tidligere energiminister Svend Auken var blevet bestilt til at gennemføre. Undersøgelsen kom ikke til at omfatte de prognoser for fremtiden, som i den nuværende situation er de mest interessante, når man skal se på afkastet af Nordsø-investeringerne. Og revisoren på Handelshøjskolen fik heller ikke mulighed for at sammenligne A.P. Møllers afkast med de øvrige selskaber i DUC, fordi regnskaberne angiveligt var helt umulige at fremskaffe.

Ifølge den undersøgelse, der trods alt kom ud af bestræbelserne, har A.P. Møller siden 1963 tjent 61 milliarder kroner på Nordsø-olien, og det er vel at mærke først i de senere år, at overskuddet for alvor er vokset. I de kommende år kommer A.P. Møller, Shell og Texaco til at tjene styrtende med penge. Derfor er der al mulig grund til at se på samfundets indtægter i forbindelse med olieudvindingen netop nu. Olieselskaberne forsøger naturligt nok at beholde en stor del af kagen til sig selv. A.P. Møllers og andres argument mod højere beskatning er, at det skal kunne betale sig at investere og løbe den risiko, der er forbundet med at forske efter olie. A.P. Møller gik i sin tid ind i olieindvindingen uden at vide, om der overhovedet var en dråbe olie i den danske undergrund. Hvis man fortsat vil have virksomheder til at investere i olieefterforskning på dansk grund, så kan staten naturligvis ikke bagefter tilrane sig løvens part af fortjenesten.

Argumentet holder så langt, at der selvfølgelig er en grænse for beskatningen. Til gengæld kan man med god ret hævde, at 61 milliarder og ikke mindst hvad den nærmeste fremtid må bringe af afkast, er rigelig betaling for den risikovillighed, som A.P. Møller og andre har udvist. Udvinding af råstoffer af den danske undergrund kan ikke sammenlignes med enhver anden industriproduktion. Der er tale om værdier, som i videst muligt omfang bør komme hele det danske samfund til gode. Derfor er det også utilfredsstillende, at man ikke har kunnet gennemføre en uvildig undersøgelse af afkastet og af det fremtidige potentiale for udvinding af værdierne i undergrunden på ordentlig vis. Samfundet har krav på at vide, hvilke olie- og gasreserver, der ligger i de danske felter, og hvad det vil koste at udvinde dem. Folketinget må blive ved med at presse på for at få kendsgerningerne på bordet, og der er brug for, at Energistyrelsen mobiliserer al den ekspertise og is i maven, som skal til, når de bevæger sig ind i spillet. Der er ingen tvivl om, at man på Esplanaden vil være rustet til tænderne, og hvis olieselskaberne kan slippe af sted med det, vil de helst spille med fordækte kort.

Socialdemokraterne har luftet en model, hvor staten får en ejerandel på 20 procent af Dansk Undergrunds Consortium. Forslaget bakkes op af et stort flertal i Folketinget. Dog strider det umiddelbart mod finansminister Thor Pedersens intentioner om at privatisere Dansk Olie og Naturgas, som i dag er ejet af staten. Hvilken strategi, regeringen vælger, er ind til videre omgærdet af stor fortrolighed, og A.P. Møller – Mærsk slipper ikke milliarderne uden kamp.