Danmarks bid af verden skrumper

Af
Anne Marie Boesen
Benjamin D. Hennig, Sasi Research Group, University of Sheffield

Det globale marked vokser, men Danmarks del af verdens totale bruttonationalprodukt bliver mindre og mindre, viser en opgørelse fra Ugebrevet A4. Dermed er Danmarks betydning i verden også svækket, forklarer en række eksperter. Værst ser det imidlertid ud for vesten samlet set, der taber til Kina og Indien.

MAGTFORSKYDNING Der var en gang – tilbage i august 2006 – hvor daværende finansminister Thor Pedersen (V) glædesstrålende fortalte, at vi over tid ville ende med at eje hele verden. Den samlede danske presse opfattede den udmelding, som om den danske økonomi var i en rivende sund udvikling med masser af vækst. Men faktisk er tendensen den stik modsatte. En opgørelse fra Ugebrevet A4 af verdens samlede produktion, viser at Danmarks bidrag til verdensøkonomien siden 1990 er blevet mindre og mindre. Vi har nemlig mistet knap 20 procent af vores verdensandel af bruttonationalproduktet (BNP).

Det betyder – i grove træk – at vores økonomiske betydning på verdensmarkedet er svækket med en femtedel. Som professor i økonomisk vækst ved Københavns Universitets økonomiske institut Carl-Johan Dalgaard forklarer:

»Hvor stor en andel af verdens samlede BNP, et land har, siger noget om, hvor betydningsfuldt og vigtigt landet er i forhold til verdensøkonomien. Så i forhold til den helt grundlæggende økonomiske indflydelse er det klart, at jo større du er, jo større betydning har du for, hvad der foregår verdensmarkedet.«

Altså jo flere fjernsyn fra Bang & Olufsen, dyner fra Jysk, ingeniører fra DTU eller containerskibe fra Mærsk, Danmark kan tilbyde på verdensmarkedet, jo mere pondus har vi i forhold til politisk indflydelse i verden.

Verdens samlede BNP er vokset med knap 40 procent de seneste 21 år. Men det er Indien, Kina, Brasilien og Rusland, der tager større og større bidder af kagen. USA er gået i stå, og i Europa går det den helt forkerte vej. Frem for at øge bidraget til verdensmarkedet, har de 15 gamle EU-lande tilsammen mistet godt 16 procent af deres andel af verdensmarkedet. Og mens nabolandet Sveriges andel af verdens BNP kun skrumpede med 13 procent, formåede Norge at øge sin andel med knap fem procent. For Danmark er situationen mere nedslående. Vi skraber bunden af Europa sammen med Frankrig, Tyskland og Italien, hvis andele af verdensmarkedet alle er skrumpet med mere end en femtedel.

Danmarks befolkning udgør bare 0,08 procent af klodens hoveder, men i 1990 udgjorde vores bidrag til verdensøkonomien 0,5 procent. Nu er den andel dalet til 0,4 procent.

»Det viser, at Danmark i dag leverer varer og tjenesteydelser til det globale marked, som svarer til 0,4 procent af markedet. Der kan selvfølgelig være enkeltstående produkter, hvor vores markedsbidrag er meget større – for eksempel hvis man kigger på skibstransport eller shipping, hvor Mærsk er en stor global spiller. Men i det samlede billede betyder bidraget fra Danmark ikke så overordentlig meget globalt,« forklarer økonom og professor Carl-Johan Dalgaard.

Lille, mindre, mindst

Selv om bidden af verdens økonomiske kage altså er skrumpet med en femtedel for Danmark, mener de eksperter, Ugebrevet A4 har talt med, ikke, der er grund til bekymring. Danskerne har nemlig altid haft så lille en økonomi, at vores betydning internationalt ikke er baseret på vores økonomiske muskler.

Derimod betyder vores diplomaters og politikeres opførsel meget for Danmarks image, påpeger lektor i international politik ved Københavns Universitets Institut for Statskundskab Anders Wivel.

»Geopolitisk betyder det mere for et lille land som Danmark, hvem der er vores allierede, og hvordan vi opfører os på den internationale scene. Vi høstede international anerkendelse for Anders Fogh Rasmussens håndtering af formandskabet i EU, hvor det lykkedes at gennemføre østudvidelsen. Tilsvarende var det mindre heldigt med klimatopmødet, og det betyder mere negativt for Danmark, end det gør, at vi har en svag økonomisk vækst,« siger Anders Wivel med hentydning til statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) håndtering af klimatopmødet i København sidste år, hvor de store forventninger om at nå resultater aldrig blev indfriet.

Til gengæld tiltrak andre lande sig stor opmærksomhed netop på dette topmøde, hvor alle verdenslederne var samlet i Bella Center ved København. Her demonstrerede både Kina, Brasilien og de 77 fattigste lande i verden nemlig med al tydelighed, at USA ikke længere er alene om at svinge dirigentstokken.

Historiens slutning

Siden afslutningen af den kolde krig med murens fald i Berlin i 1989 har USA været temmelig alene om at styre verdens gang. Så alene, at den prominente politolog Francis Fukuyama kaldte det for ’end of history’ og forudså, at nu ville verden gå en tid i møde, hvor de store internationale konflikter grundet ideologiske uoverensstemmelser var ovre. Kommunismen havde lidt sit fald, og den kommende tid bliver »en meget sørgelig tid«, skrev Fukuyama i sit berømte essay, hvor han vurderede, at de liberale, vestlige ideer og den økonomiske kalkulation vil overtage ideologiske kampe.

Den daværende amerikanske Bush-regering tromlede hen over verden i overbevisning om, at Fukuyama havde ret i sin analyse. I dag står det klart, at kampen om markedsandelene ikke er uden betydning for verdens magtforhold. USA er nemlig ved at tabe terræn som verdens førende økonomiske magt, og det smitter af på den politiske magt.

»Præsident Obama er til fulde ved at indse, at den kæmpe gæld, som USA slæber rundt på, svækker nationens internationale rolle. De nye magtcentre, der opstår om de blomstrende økonomier i Kina, Indien, Rusland og Brasilien, har ikke nødvendigvis så meget tilfælles rent ideologisk. Men de har det til fælles, at de udfordrer verdensdagsordenen, som den har været hidtil,« siger senioranalytiker i sikkerhedspolitik og udenrigspolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Karsten Jakob Møller og tilføjer:

»Det er noget, som vi i den vestlige verden kommer til at mærke på mange måder. Der bliver sat betragtelige spørgsmålstegn ved de vestlige, liberale ideer om demokrati og markedsøkonomi, som vi har forsøgt at fremme. Ikke fordi Indien og Rusland er modstandere af demokrati, men det, de alle sammen siger, er, at man må acceptere, at der findes andre måder at gribe de overordnede problemstillinger an end lige præcis den, de vestlige lande foretrækker.«

Kina haler ind

Fra 1990 til 2009 er den amerikanske andel af verdens BNP faldet med en halv procent. Det lyder ikke af meget, men i samme periode har USA’s allierede i Europa mistet 17 procent af deres verdensandel. Fra tilsammen at have bidraget med 60 procent af klodens varer og tjenesteydelser, er Europas og USA’s andel skrumpet til 55,9 procent. Men endnu mere opsigtsvækkende er, at i samme periode er Indien, Kina, Brasilien og Mellemøsten stormet frem og har fordoblet sin andel af verdens BNP fra godt 7 procent til 15 procent. 

»Når man kigger på udviklingen inden for det seneste par år, så er det ganske klart, at den økonomiske magi, der har været omkring USA, er begyndt at krakelere. Og selv om USA stadig er verdens største økonomi, kan man se, at der dukker nye vækstcentre op, hvis politiske indflydelse er stigende. Kinas indflydelse er helt åbenbar,« forklarer senioranalytiker hos DIIS Karsten Jakob Møller.

De nye vækst- og magtcentre i verden er de lande, der i stigende grad har fået økonomisk vind i sejlene. Kast et blik på verdenskortet, som det anerkendte britiske og amerikanske forskningsteam bag Worldmapper, har udarbejdet for Ugebrevet A4. Illustrationen viser ganske tydeligt, hvordan lande, der grundet deres ringe økonomiske bidrag tidligere intet fyldte i verden, nu blomstrer op og får plads. Indien, Kina og Brasilien vokser til størrelser, der mere og mere afspejler deres geografiske areal. Vesten svinder – om end der er langt fra det økonomiske volumen til den reelle størrelse set på andel af verdens befolkning.

USA’s befolkning udgør 4,5 procent, mens Kinas og Indiens borgere tilsammen udgør 36 procent af verdens befolkning. Danskerne svarer til bare 0,08 procent af jordens befolkning.

»Der sker en forandring af magtforholdene, hvor Indien og Kina vokser meget, lande som USA vokser langsomt, og EU langt hen ad vejen går den forkerte vej,« konstaterer Anders Wivel fra Københavns Universitet.

Han suppleres af Karsten Jakob Møller fra DIIS:

»Den vestlige verden skal tage sig ganske alvorligt sammen og sørge for, at man ikke bliver sendt ned i anden og tredje division af de her nye vækstøkonomier.«

Flere penge, flere soldater

Problemet med den nye fordeling af verdens økonomiske muskler er nemlig, at de samtidig afspejler de mulige militære muskler.

»BNP udtrykker økonomisk magt, men det er klart, at der er en lang række ting, der er målt som andel af BNP. For eksempel forsvarsudgifter, forsknings- og udviklingsudgifter. Og med den slags er det jo sådan, at jo større skala du har, jo mere kan du spendere på det. Hvis du kan bruge fem gange så mange penge på forskning og udvikling, så er det klart, at der er en større chance for, at du opfinder noget snedigt,« siger professor Carl-Johan Dalgaard.

Men det er på den anden side også det opløftende og positive ved udviklingen, mener eksperterne. For selv om vesten som samlet blok må se sig udfordret rent sikkerhedspolitisk, har verden som helhed også grund til at glædes over, at markedet udvider sig.

Som lektor Anders Wivel siger:

»Heldigvis har der været vækst i lande, der har været meget fattige tidligere. Det er godt for hele verden, også for Danmark og de rige lande, for der kommer nye markeder til og en øget mulighed for demokrati og stabilitet.«

Også Carl-Johan Dalgaard deler optimismen over den nye verdensorden.

»Det er godt for en lille åben økonomi som den danske, som ikke har de magtpolitiske bekymringer. For os betyder det bare, at verden bliver større, og markederne bliver større. Det fantastiske perspektiv er jo at tænke sig, at der lige pludselig er millioner af forskere verden over, der prøver på at løse kræftens mysterium eller komme op med det nye smarte produkt. Selv om mange af dem i fremtiden vil sidde i Asien, så er det et ’boost’ til verden, og for en lille økonomi som den danske, hvor vi lever af det, der foregår omkring os i verden, er det positivt.«