Danmark ved en korsvej

Af | @MichaelBraemer

Velfærdssamfundet holder ikke i længden til, at en stor gruppe indvandrere ikke føler sig som danskere og identificerer sig med et normsæt og en kultur, der hører et førmoderne samfund til, siger Karen Jespersen (S). Hun har skrevet en bog om behovet for en stærk politisk styret udlændingepolitik.

Uden stærk politisk styring både af tilstrømningen af indvandrere, og hvordan de integreres i samfundet, risikerer det danske velfærdssamfund at gå i opløsning og blive erstattet af en række parallelsamfund, der ikke vil have særlig stor kontakt og forståelse for hinanden.

Det er det dystre hovedbudskab i tidligere social- og indenrigsminister, socialdemokraten Karen Jespersens bog, »Til støtte for Fatima«, som udkommer 17. november. Karen Jespersen har i sin ministertid og siden samlet stort set alt, hvad der er skrevet og undersøgt om indvandrere og integration, og kommer på den baggrund med sit bud på, hvad indvandringen betyder for vores samfund, og hvilke valg den stiller os over for.

Hendes dom er, at integrationen i vidt omfang er slået fejl. Alt for mange indvandrere – også i anden og tredje generation – er ikke blevet integreret, men lever deres kulturelt isolerede liv på kontanthjælp. Vi har undervurderet forskellen på det danske samfund og de muslimske lande, størstedelen af indvandrere kommer fra, og undladt at tage hånd om det kultursammenstød, indvandringen udgør, mener hun.

Derfor ser vi i dag mange indvandrere fortsætte med at identificere sig med deres hjemlands kultur og samfundsmønster, også selv om de er født i Danmark. Karen Jespersen henviser til undersøgelser, der viser, at kun et mindretal af indvandrere og efterkommere føler sig som danskere.

»Samtidig betragter mange oprindelseslandets sprog som deres modersmål. De fleste gifter sig med en fra hjemlandet, og de lever i vid udstrækning efter hjemlandets patriarkalske og kvindeundertrykkende normer,« siger hun.

Modsætninger skærpes

Det kulturelle modsætningsforhold forstærkes af, at der i disse år sker en øget koncentration af indvandrere i bestemte bebyggelser i de store byer og af indvandrerbørn i bestemte skoler, hvor de nogle steder udgør op til 90 procent. Karen Jespersen ser en klar tendens til opsplitning i etniske parallelsamfund, som efter hendes opfattelse er dybt problematiske, fordi det danske velfærdssamfund bygger på fællesskab: En enighed om grundlæggende værdier og en rimelig grad af kontakt mellem befolkningsgrupperne.

»Vi står lige nu over for et valg mellem et multikulturelt samfund, hvor kulturene er ligestillede,  og bevarelsen af det danske velfærdssamfund. Velfærdssamfundet holder ikke i længden til, at en stor gruppe indvandrere ikke føler sig som danskere og identificerer sig med et normsæt og en kultur, der hører et førmoderne samfund til. Borgerne vil kun betale en høj skat til andres velfærd, hvis de tror på, at denne omfordeling fungerer efter hensigten,« mener Karen Jespersen.

Hun understreger, at der skal være plads til kulturelle forskelle inden for Danmarks grænser og forskellige måder at indrette sit liv på, men betoner samtidig nødvendigheden af, at der er bred enighed om en grundkultur baseret på moderne, humanistiske samfundsværdier som personlig frihed og lighed mellem kønnene.

»Til støtte for Fatima« er 200 siders systematisk gennemgang af, hvor Karen Jespersen ser integrationen gå galt på de forskellige områder af samfundet. Enhver faktuel oplysning er forsynet med en kildehenvisning til enten en avisartikel eller forskning. Forfatteren vil, som hun siger, ikke skydes løse postulater eller fordomme i skoene.

Kvoter nødvendige

Karen Jespersen vil have Folketinget til at fastsætte kvoter for, hvor mange indvandrere der må bo i bestemte boligområder. Der skal højst være 20-30 procent indvandrere i en bebyggelse, hvis udviklingen i retning af ghettoer skal bremses effektivt, mener hun.

Hun mener, at man efter samme princip er nødt til at indføre loft over andelen af tospogede børn i skoler og i dagsinstitutioner. Det skal bremse en udvikling og opsplitning, hvor der bliver stadig større andele af tosprogede i bestemte institutioner og skoler, mens danske forældre i stigende antal flytter deres børn fra folkeskolen til friskoler. Karen Jespersen foreslår også her et loft på 20-30 procent.

På arbejdsmarkedet kunne arbejdsgivere og fagbevægelse være helt anderledes aktive for at fremme indvandrernes integration, mener Karen Jespersen. Hun kommer efter eget udsagn med højlydte mishagsytringer, når hun i fjernsynet ser arbejdsgivere skose kommunerne for ikke at gøre nok for indvandrernes integration.

»Til syvende og sidst er det jo arbejdsgiverne, der sidder med ansvaret. Det er dem, der skal lukke op for indvandrerne, så de kan jo bare komme i gang,« siger hun.

citationstegnDet er som ærkesocialdemokrat og stor tilhænger af velfærdssamfundet, at jeg råber vagt i gevær. Den stærke politiske styring, jeg efterlyser, har jo i øvrigt altid været et socialdemokratisk adelsmærke, når man har stået over for økonomisk, social eller kulturel ulighed.

Hun er opmærksom på, at mange indvandrere som udgangspunkt har svært ved at leve op til kravene på et arbejdsmarked, der er karakteriseret af stadig færre ufaglærte job og stigende krav til både formelle og uformelle kvalifikationer. Men mange indvandrere kunne komme ind på arbejdspladserne, hvis arbejdsgiverne og de faglige organisationer indgik aftaler via overenskomsterne om oplæring på arbejdspladserne, mener hun.

»Det har aldrig været fagbevægelsens kop te, fordi den frygter løntrykkeri, men det bør ikke afholde den fra at tage spørgsmålet op til overvejelse igen. Ellers er man med til at skabe barrierer for indvandrerne på arbejdsmarkedet, og det, synes jeg, harmonerer dårligt med den solidaritet, både arbejdsgivere og fagbevægelse siger, de føler for indvandrere,« siger Karen Jespersen.

Større konsekvens

Mere konsekvens over for indvandrere, der ikke er aktivt jobsøgende eller pjækker fra sprogskole er også en af de ting, Karen Jespersen efterlyser i opgøret med en kultur, hvor arbejdet har en anden rolle og hovedsagelig er noget, man gør for at få brød på bordet. Hun henviser til en undersøgelse fra Socialforsk-ningsinstituttet, der viste, at 80 procent af unge kvindelige kontanthjælpsmodtagere og halvdelen af de mandlige ikke havde søgt arbejde inden for den seneste måned. Det, mener hun, skal kunne mærkes på kontanthjælpen.

Er du ikke bange for, at du med dine mange kategoriske udtalelser og vurderinger kommer til at generalisere og på den måde rammer de mange indvandrere, der jo vitterligt er helt fremme i skoene, når det gælder om at tilpasse sig det danske samfund?

»Nej, tværtimod. Jeg synes, man svigter dem, der gerne vil integreres, hvis man ikke tager fat på dem, der ikke vil. Det er faktisk en vigtig pointe – at det ikke er os mod dem, danskere mod indvandrere og ikke-muslimer mod muslimer. Jeg bruger i bogen mange indvandrerkilder, som føler sig provokeret af, at nogle sjofler det danske samfund, og undrer sig over, at vi giver dem lov til det.  Dem skal vi støtte i den værdikamp, der foregår allerhårdest blandt indvandrere i disse år. Ikke ved at hovere og bilde os ind, at vi er bedre end alle andre. Men ved at være bevidste om og holde fast i, at vi har bygget samfundet op, som vi har, fordi vi vil have det på den måde.«

citationstegnJeg bruger i bogen mange indvandrerkilder, som føler sig provokeret af, at nogle sjofler det danske samfund, og undrer sig over, at vi giver dem lov til det. Dem skal vi støtte i den værdikamp, der foregår allerhårdest blandt indvandrere i disse år.

Du var i 10 år et fremtrædende medlem af SR-regeringen og i næsten to år ansvarlig for udlændingepolitikken. Nogle vil mene, at du skulle have gjort noget mere af det, du nu siger, er blevet forsømt, mens tid var?

»Det var svært at vinde lydhørhed over for konsekvenserne af indvandringen. Som indenrigsminister ville jeg gerne have haft et regeringsudvalg til at se på, hvordan indvandringen udviklede sig, men det kunne jeg ikke komme igennem med og måtte oprette min egen tænketank. Jeg tror, at man undervurderede problemet – at der i regeringen som i brede kredse i øvrigt var en forestilling af, at det gik af sig selv: Her kom der nogle mennesker, der gerne ville integreres. Og hvis ikke det skete, så var det det danske samfunds skyld,« siger Karen Jespersen.

Efter valget i 2001 fik du at vide, at nederlaget var din skyld, og at din indvandrerlinje var død.

Hvorfor bruger du så en hel bog på at udvikle den yderligere?

»Det er jo det dér med, at man slår budbrin-geren ihjel. For siden har Socialdemokraterne jo sagt ja til mange af de stramninger, regeringen har fremlagt. Men det er fint nok, at det rykker i den rigtige retning. Og jeg føler selv en stor mission i at være med til at formulere grundlaget for den fremtidige socialdemokratiske politik. Det er som ærkesocialdemokrat og stor tilhænger af velfærdssamfundet, at jeg råber vagt i gevær. Den stærke politiske styring. jeg efterlyser, har jo i øvrigt altid været et socialdemokratisk adelsmærke, når man har stået over for økonomisk, social eller kulturel ulighed,« siger hun.

Minister for tørklæder

Tilfredsheden med Socialdemokraternes opbakning til regeringens stramninger skal imidlertid ikke forstås sådan, at hun er ethundrede procent enig med VK-regeringen i indvandrerpolitikken.

For eksempel mener hun, at integrationsminister Bertel Haarder (V) har en for snæver opfattelse af de udfordringer, vi står overfor.

»Han bruger arbejde som universalløsning på integrationsproblemerne og siger, at han ikke er minister for tørklæder. Men det er netop det, han er. For den store del af indvandrerne får ikke et arbejde, hvis man ikke tager hul på de kulturelle barrierer,« mener hun.