Danmark spilder »det hvide guld« på gulvet

Af Jørgen Goul Andersen

Hvis vi herhjemme var lige så gode til at fastholde de ældre over 65 år på arbejdsmarkedet som i Norge, ville der være 72.000 flere personer i arbejde på det danske arbejdsmarked. Men i stedet gennemfører danske politikere den ene ordning efter den anden, der skræmmer de over 65-årige væk fra et job, skriver professor Jørgen Goul Andersen i denne analyse.

ULOGISK Politikerne har de seneste år haft stærk fokus på efterlønnen og bestræbelserne på at få de 60-64-årige ud på arbejdsmarkedet. Med god grund, for der er brug for »det grå guld«, og det er rigtig ærgerligt, at det ikke går bedre med at fastholde de ældre på arbejdsmarkedet. Specielt fordi det er danmarkshistoriens største årgange, der nu er kommet i efterlønsalderen.

Til gengæld har politikere og eksperter ikke brugt megen energi på at diskutere fastholdelse af aldersgruppen over 65 år. Det er en skam, for både på kort og lang sigt er der faktisk mere at hente hos denne gruppe – »det hvide guld« – hvis vi skal vurdere det ud fra lande, vi normalt sammenligner os med.

Sammenlignet med andre lande ligger Danmark ualmindelig højt med hensyn til beskæftigelsen for de 55-64-årige – og helt exceptionelt for de 55-59-årige. Derimod ligger Danmark ikke højt i forhold til Storbritannien, de nordiske og nordamerikanske lande, når det gælder beskæftigelsen for folk over 65 år.

Norge er et forbillede

Norge er bortset fra Island det land i Europa, der har den højeste andel i arbejdsstyrken for 55-64-årige. Hvis vi havde samme beskæftigelse som Norge for de 55-64-årige, ville vi få 50.000 flere i arbejde. Det dækker over, at flere nordmænd går på førtidspension og lignende, inden de fylder 60, mens der til gengæld er flere nordmænd, specielt kvinder, der holder ud et stykke efter de 60 år.

Men der er også væsentligt flere nordmænd, der holder ud efter de 65 år. Havde vi samme beskæftigelse som Norge for de over 65-årige, ville vi få 72.000 flere over 65 år i arbejde.

Der er altså allerede i dag en større arbejdskraftreserve i aldersgruppen over 65 år end blandt de 60-64 årige. På længere sigt er der endda meget større reserver i denne gruppe, fordi de 60-64-årige bliver færre, mens gruppen over 65 år snart begynder at vokse ganske voldsomt.

I dag er kun ni procent af de danske mænd over 65 år i arbejdsstyrken mod 17 procent i Norge. Blandt kvinderne over 65 har Danmark kun to procent tilbage på arbejdsmarkedet – i Norge er tallet 12 procent.

Politikerne holder de ældre væk fra et job

Det var ikke en heldig beslutning, da Folketinget i 1999 nedsatte pensionsalderen fra 67 til 65 år. Godt nok sparede det på kort sigt penge, fordi de fleste alligevel var på efterløn. Men sænkningen af pensionsalderen gav et forkert signal om, hvornår man er gammel.

Vi ved ikke, hvor meget sådanne signaler betyder – og vi ved i det hele taget alt for lidt om, hvad der får folk til at blive på arbejdsmarkedet. Blot ved vi, at der er meget store forskelle i tilbagetrækningsmønstre fra land til land, som i mindst lige så høj grad har at gøre med normer og vaner som med økonomiske tilskyndelser, efterspørgsel og regler.

Hvad regler og tilskyndelser angår, har Danmark et længere synderegister. Ligesom beslutningen om at sænke pensionsalderen til 65 år skyldes synderne som regel, at man lige skulle finde et par hundrede millioner for at få næste års finanslov til at gå op. Således var folkepensionens grundbeløb oprindelig ens for alle over 67 år. Dette princip blev brudt første gang i 1984, hvor der blev indført modregning for arbejdsindkomst for 67-69-årige. Og det blev brudt igen i 1994, hvor modregningen blev udvidet til alle pensionister.

Sideløbende er pensionstillægget, der modregnes for anden indkomst, vokset fra godt 20 procent til cirka 50 procent af den fulde folkepension. Det kan altså ikke i tilnærmelsesvist samme grad betale sig for ældre i dag at arbejde, som det kunne tidligere. Marginalskatten på den sidst tjente krone for pensionister kan nå over 75 procent.

Nu er det sikkert de færreste, der udregner deres marginalskat, selv blandt forholdsvis veluddannede, som vi her typisk taler om. En marginalbeskatning på 75 procent behøver heller ikke afholde folk fra at arbejde. Men for et arbejde, der ikke er en investering i fremtiden, ligger 75 procent nok alligevel i det røde felt.

Det havde nok været mere nærliggende at gå tilbage til de gamle regler om pension uden modregning. Disse regler var uhyre enkle. De gav et klart signal om, at det kunne betale sig at arbejde. Og de gav – ikke mindst – flere penge til rådighed her og nu.

I stedet har man så fra 2004 indført regler om opsat folkepension. Man får en forholdsmæssig forhøjelse af den løbende folkepension ved at udsætte starttidspunktet. Men det giver ikke mange penge her og nu. Det kræver, at man arbejder i et omfang mindst svarende til 1.500 timer årligt, det vil sige næsten på fuld tid. Det kræver desuden en ansøgning, og reglerne er ikke specielt gennemskuelige.

Antallet af personer med opsat pension er steget fra 192 i 2004 til 1.980 i 2005 og 3.748 i 2006. Procentvis en stor stigning, men i antal personer er det ikke mange – under en halv procent af aldersgruppen.

Mange standser inden pensionsalderen

Der er i øvrigt grund til at frygte, at et stigende antal veluddannede og højtlønnede ældre – dem, der bedst kan fortsætte efter de 65 år – vil sige farvel til arbejdsmarkedet, inden de når pensionsalderen. I modsætning til de mindre velstillede har de nemlig mulighed for at hæve den fulde efterløn uden modregning, allerede fra de er 62 år.

Efterlønsreformen i 1999 gav navnlig mændene en stærk tilskyndelse til at fortsætte med at arbejde, indtil de 62 år. Ikke alene får de den fulde sats på 100 procent, hvis de fortsætter til 62-års fødselsdagen, de slipper også fra denne dato for modregning for privattegnet pension (for eksempel kapital- eller ratepension). Når det især påvirker mændene, skyldes det, at det især er mændene, der har de privattegnede ordninger på grund af skattefradragene.

Men er disse private pensioner store nok, eller kan man tage et lån i huset, kan man vælge at udsætte udbetalinger fra arbejdsmarkedspensionen. Dermed er der nogle grupper, der kan hæve den fulde efterløn uden modregning – grupper, som ellers stod til at miste hele efterlønnen.

Skal Danmark udnytte det »hvide guld«, bør politikerne ændre disse regler. Samtidig bør seniorpolitikker udbygges til at tage sigte på de lidt ældre. Men effekten af begge dele er langsigtet. Skal man ændre adfærd her og nu, skal man også ændre vaner og traditioner. Her er det svært at se noget alternativ til forskellige former for kampagner – spændende lige fra almindelig folkeoplysning om forbedrede økonomiske vilkår, til forskellige former for medie-begivenheder, der kan tilskynde folk til at tænke i andre muligheder.