Danmark skal da være rollemodel for resten af verden

Af

Hvis Danmark skal spille en central og positiv rolle i globaliseringen, skal det være som rollemodel og foregangsland, mener nobelpristageren og den tidligere cheføkonom i verdensbanken Joseph Stiglitz. Han understreger, at danskere der med beundring ser mod USA har en komplet mangel på forståelse for de problemer, det amerikanske samfund døjer med.

Vejen frem »Danish. Det er noget, jeg spiser til morgenmad,« sagde daværende præsident Ronald Reagans talsmand, Marlin Fitzwater, da han fik et uventet spørgsmål om de dansk/amerikan­ske relationer. »Danish« betyder wienerbrød i USA. Og det var tilsyneladende dertil, den amerikanske talsmands viden om Danmark rakte.

Ifølge nobelpristager og tidligere cheføkonom i Verdensbanken Joseph Stiglitz, der i dag slår sine folder som professor i økonomi på det anerkendte amerikanske Columbia University, er kendskabet til Danmark af en helt anden karakter her 20 år efter.

»Danmark og den danske velfærdsmodel er et centralt emne, når jeg rejser rundt i USA og verden. For mange er I beviset på, at der er en anden og bedre måde at reagere på globaliseringens udfordringer end den amerikanske,« siger han.

Og det er netop sådan, at Danmark kan og bør spille en rolle i globaliseringen, mener den 65-årige professor, der i de seneste årtier har viet sit liv til at arbejde for en mere retfærdig verden, hvor fattigdom og sult ikke sætter dagsordenen for millioner af mennesker.

»I har vist, at man kan tackle globaliseringen på en social retfærdig måde og samtidig bevare en høj vækst,« siger han og tilføjer:

»For mig at se, er Danmark og resten af Skandinavien uden sammenligning de dele af verden, der har håndteret de seneste års udvikling på den bedste måde.«

USA på nedtur

Men hvad kan de afrikanske lande bruge den danske flexicurity model til? Er det ikke så fundamentalt anderledes udfordringer, de står over for, at det ikke giver nogen mening at tale om et socialt sikkerhedsnet i dansk forstand?

»Selvfølgelig har de ikke råd til et socialt sikkerhedsnet, der bare har en snert af de danske standarder. Men det handler for mig at se også om, hvor de pågældende regeringer kan hente inspiration. Skal de sigte efter en amerikansk, en japansk eller en skandinavisk samfundsmodel?«

Du har høje tanker om den skandinaviske velfærdsmodel. Men den amerikanske vækst har ofte overtrumfet den danske og bruttonationalindkomsten per indbygger ligger cirka 20 procent over Danmarks. Er det ikke værd at stræbe efter?

»Problemet er, at tilhængerne af den amerikanske model ikke har blik for den udvikling, der er foregået i de seneste 10 år. Gennemsnitamerikaneren har fået det dårligere, vi har 10 gange så mange indsatte i fængslerne, som I har. Og sundhedssystemet halter voldsomt. Hvis I virkelig undersøgte, hvad der foregår i USA, så tror jeg ikke, at der ville være mange tilhængere tilbage af den amerikanske model.«

Men hvis man retter blikket mod iværksætterlysten og innovationen, er der få, der kan følge med amerikanerne?

»Det handler ikke om den amerikanske model. Det er ikke de private virksomheder, der skaber fremdriften og innovation. Tag opfindelserne af ny medicin. Her fremhæves de amerikanske medicinalgiganter ofte som rollemodeller. Men faktum er, at det er forskningsenhederne på de amerikanske universiteter, der er motoren i udviklingen af ny medicin. De amerikanske medicinal virksomheder skaber intet nyt. Så udviklingen skabes i den offentlige sektor. Og det er vel ikke det, fortalerne for den amerikanske model ønsker at kopiere?,« spørger Joseph Stiglitz retorisk og tilføjer med slet skjult ironi:

»Enron og de nye problemer på lånemarkedet er skabt af den private sektor. Og det kan man selvfølgelig også vælge at stræbe efter.«

Til en vis, men retfærdigvis meget begrænset grad, har Joseph Stiglitz sig selv at takke. Han har i de seneste mange år spillet en vigtig rolle i udviklingen af den amerikanske økonomi og haft en privilegeret adgang til Det Hvide Hus. Fra 1995 til 1997 var han således formand for Council of Economic Advisors (CEA), hvis rolle det er, at give den amerikanske præsident råd og vejledning om den amerikanske og internationale økonomi. Men tilbage til Danmarks rolle i globaliseringen:

»Der er en anden måde, som Danmark kan udgøre en rollemodel for resten af verden. Selvom de milliarder I bruger på udviklingsbistand næppe ændrer afgørende ved verden, så viser I, at selv lande, der ikke har en voldsom kolonial fortid at trækkes med, kan og bør se det som et moralsk imperativ at hjælpe til,« siger Joseph Stiglitz og tilføjer:

»Hvorfor er det, at I kan give knap én procent af jeres bruttonationalprodukt i ulandsbistand og USA ikke?«

I hvor høj grad handler det om antallet af kroner, euro eller dollar?

»Selvfølgelig vil I, uanset størrelsen af jeres bistand, ikke løse verdens fattigdomsproblemer, men I kan spille en helt afgørende rolle ved at vise, hvordan pengene bruges bedst muligt. Vælg et eller flere problemer ud, hvor I sætter standarden. På den måde kan I udgøre en rollemodel for andre,« siger Joseph Stiglitz.

Det eneste Joseph Stiglitz virkelig har at udsætte på Danmark er, at vi ikke er bedre til at hæve stemmen i den globale debat.

»Mange af de mindre lande, Danmark inklusive, har den opfattelse, at de alene på grund af deres størrelse ikke kan spille en betydningsfuld rolle. Men det er grundlæggende forkert. Danmark kan i samarbejde med resten af de skandinaviske lande få stor indflydelse, hvis I tør gå jeres egne veje uden konstant at skele til de gældende doktriner i EU og USA.«

Men er Danmarks indflydelse ikke netop afhængig af en meget fintfølende diplomatisk fornemmelse, hvor vi klart vejer, hvad vi kan og ikke kan sige?

»Til dels, men det er min opfattelse, at det indtil nu har været en overdreven frygtsomhed.«