Danmark med i IT-front

Af

De nordiske lande er verdens førende IT-region. Sverige er det mest avancerede land, skarpt forfulgt af Danmark, viser en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik.

Det er ikke kun i Danmark, spredningen af computere og internettet er sket med raketfart de seneste år. En ny undersøgelse, som Danmarks Statistisk har foretaget sammen med dets søster-organisationer i de øvrige nordiske lande, viser, at Norden er det område i verden, der har den største udbredelse af såkaldt informations- og kommunikationsteknologi (ICT). I år 2000 havde knap 50 procent af husstandene i Danmark, Norge og Sverige adgang til internettet. Tal, der sniger sig ind foran USA og Storbritannien. I de to industrielle giganter Tyskland og Frankrig havde henholdsvis 16 og 12 procent af husstandene adgang til nettet.

Ifølge Peter Bøegh Nielsen fra Danmarks Statistik er Sverige det land i Norden, der har den største spredning af IT. Tæt efter kommer Danmark, Finland og Norge, i nævnt rækkefølge.
»Svenskerne har siden slutningen af 1980’erne været meget opmærksomme på den teknologiske udvikling og har ført en politik, der fremmede brugen af internettet og udbredelsen af computere,« siger Peter Bøegh Nielsen.

Samtidig har det svenske erhvervsliv været god til at integrere IT på arbejdspladserne. 45 procent af svenskerne bruger en computer på deres arbejdsplads, mod 37 procent af danskerne. Dertil kommer, at svensk økonomi ligesom den finske er præget af store ICT virksomheder som Ericsson og Nokia. Af den samlede industriproduktion udgjorde ICT henholdsvis 12 og 16 procent i Sverige og Finland. I Danmark er produktionen af ICT nede på beskedne fem procent. Danmark er også det nordiske land, hvor omfanget af handel over internettet er mindst.

Når Danmark alligevel kommer ind på en andenplads, skyldes det ifølge Peter Bøeh Nielsen blandt andet, at internettet er så udbredt i Danmark, at mange danskere har bredbånd, og at ICT bliver brugt af alle samfundsgrupper.

Undersøgelsen viser også, at Finland, der ellers i kraft af mobiltelefonkolossen Nokia er blevet udråbt som det nye højteknologiske vidunderbarn, halter efter Danmark og Sverige.

»Udviklingen i Finland er meget koncentreret omkring Helsinki og få andre store byer. Længere ude på landet i Finland er der ikke så mange, der er koblet på internettet. Der er også færre finner med korte uddannelser, der bruger internettet, end i de øvrige nordiske lande. Udviklingen i Finland er meget styret af erhvervslivet,« siger Peter Bøegh Nielsen. 

Læs hele rapporten fra Danmarks Statistik på www.dst.dk/niss2002.