Danmark har ramt muren

Af

Så voksede andelen af unge uden en uddannelse – igen, igen. Vi har brug for en ambitiøs plan, der kan bryde den sociale arv.

UDDANNELSE Mens titusindvis af unge i disse dage render rundt med et smil på læben og en hvid hue på hovedet, er der jævnaldrende, som aldrig kommer i nærheden af hverken et eksamensbevis eller en studenterfest. Og de bliver flere og flere, viser helt nye skræmmende tal fra Undervisningsministeriet. Fra 2005 til 2006 er andelen af unge, der ikke tager en ungdomsuddannelse, vokset fra 19,2 til 20,4 procent. Det er en markant stigning siden årtusindeskiftet, hvor kun omkring 16-17 procent af de unge ikke fik en uddannelse. Og det står i skrigende kontrast til politikernes ambitioner om, at tallet skal barberes helt ned på fem procent i 2015. Øv!

De nye alarmerende tal udstiller ikke bare regeringens mål om at få flere unge til at tage en uddannelse, men også ambitionen om at gøre op med den negative sociale arv og få kickstartet den sociale mobilitet.

Sagen er, at den sociale opdrift i Danmark er gået i stå. Selv om regeringen for år tilbage insisterede på at det skulle være muligt for bistandsklienten at blive bankdirektør, og selv om videnskabsminister Helge Sander (V) har nedsat en tænketank, der skal få flere arbejderbørn ind i universitetsauditorierne, så sker der i bedste fald intet. Al tilgængelig dansk forskning viser, at øget social mobilitet var noget, vi havde, dengang farfar var ung. I dag har unge fra ressourcesvage hjem ramt muren.

Men det største problem er ikke, at der går for langt imellem, at man møder en Niklas fra et arbejderhjem på universitetet. Det er derimod, at stadig flere fra ressourcesvage hjem aldrig får et papir på, hvad de kan – heller ikke fra en teknisk skole.

Og hvad har regeringen så tænkt sig at gøre ved det? Foreløbig intet. I sidste uge bagatelliserede undervisningsminister Bertel Haarder (V) problemet ved at sige, at når andelen af uuddannede unge er steget, så skyldes det, at hverken globaliserings- eller velfærdsaftalen har nået at virke. Med andre ord: Når bare nye brobygningsforløb, mere vejledning og mentorordninger kommer til at fungere, så vil andelen af uuddannede unge styrtdykke! Tja, bum bum, hvordan synes du selv, det lyder, hr. minister? En lille smule naivt?

Dét, som ministeren og resten af regeringen ikke har erkendt, er, at udfordringen med at få væsentligt flere unge til at tage en uddannelse kræver helt nye og originale løsninger. Her kunne man jo starte med at spørge eksperterne om, hvad der virker.

Først og fremmest anbefaler mange socialforskere, at samfundet gennem øget institutionalisering – vuggestuer, børnehaver, heldagsskoler med videre – viser børn fra ressourcesvag baggrund en verden, der er større end den, de kender. Dernæst peger de på, at der vil være en idé i at ændre den »ansvar for egen læring-middelklassepædagogik« i folkeskolen og ungdomsuddannelserne, som skræmmer børn fra hjem uden bøger væk. Endelig lægger eksperter op til at modvirke den øgede sociale ghettoisering i toppen og bunden af det danske samfund, som skaber urimelige forskelle i opvækstvilkår.

At skolesystemet derudover også har brug for langt flere ressourcer er uomtvisteligt. Men dem er der mildest talt ikke kommet mange flere af i regeringens fedtede finanslovaftaler med Dansk Folkeparti.

Målet om at bryde den sociale arv og forberede ressourcesvage unge på vidensamfundet har ramt muren. Danmark har brug for en ny ambitiøs plan.