Danmark er som et miljøpolitisk Titanic

Af | @MichaelBraemer

Klimaændringer, befolkningsvækst og knaphed på ressourcer gør, at vi med usvigelig sikkerhed har kurs mod en materielt fattigere fremtid. Men i stedet for at skabe en vision for det gode liv efter en tilpasning, ignorerer politikerne udfordringen og forværrer situationen ved at pumpe det miljøskadelige forbrug i vejret. Sådan lyder kritikken fra en række eksperter i miljøspørgsmål.

FORBRUGSMØNSTER Glem alt om klimatopmødet, hvis du tror, det handler om at forhandle nogle aftaler på plads, så vi bare kan leve videre, som vi plejer med glødende kontokort og osende CO2-udledninger! Vi står faktisk over for radikale ændringer af vores levevis på grund af klimaændringerne. Men vi nægter at se realiteterne i øjnene og gør under alle omstændigheder alt for lidt ved udfordringerne.

Som almindelige borgere er vi imidlertid undskyldt. For vi mangler politikere, der er parate til at påtage sig et lederskab og i ord og handling udsende de signaler, der er nødvendige for, at vi kan handle. Det er der enighed om blandt en række eksperter i klimaspørgsmål, som Ugebrevet A4 har talt med.

Jeppe Læssøe, professor og forsker i miljø- og sundhedspædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), er formand for det rådgivende panel om borgerinvolvering i klimaspørgsmål, som blev nedsat af tidligere klima- og energiminister Connie Hedegaard (K). Det er han glad for, for den opgave finder han vigtig. Men han synes, det gør arbejdet svært, når politikerne i praktisk handling går stik imod en bæredygtig udvikling.

»Tag bare i år, hvor transportpolitiske initiativer ikke gav flere tog, men en del motorvejsstrækninger, hvor renoveringspuljen ikke blev brugt grønt, skattepolitikken heller ikke, og hvor der bliver givet skattelettelser, og vi konstant får at vide, at nu skal forbruget vokse, så vi kan løse de økonomiske problemer ad den vej. Man tænker ikke på, hvad konsekvenserne er for klimaet,« siger han.

Politikerne kunne ifølge Jeppe Læssøe sætte gang i energiforbedringer i boliger og investeringer i vedvarende energi med beskedne incitamenter. Det mest afgørende for ham er imidlertid ikke, hvad der bliver gjort, men at der bliver sendt signaler til befolkningen om, at de tænker klima, når de formulerer politik i alle mulige sammenhænge.

»Hvis der skal ske noget fra borgerens side, skal der komme et klart signal fra politikerne – og det mangler. Måske fordi befolkningen er splittet, og politikerne render efter folkestemningen. Men når politikerne ikke fører aktiv klimapolitik, så gør borgerne det heller ikke,« siger han.

De kampagner, der har været ført siden 1990’erne om at skifte til sparepærer og cykle til bageren i stedet for at tage bilen, mener Jeppe Læssøe hører til i kategorien miljø-almisser. I lyset af de klimaudfordringer, vi står over for, svarer det til at flytte på dækstolene på Titanic, mens skibet er på vej i dybet, påpeger han.

»Jeg har ikke noget imod, at folk skifter pærer. Men hvis det opbygger en falsk forestilling om, at vi gør noget for miljøet og læner os tilbage med god samvittighed, så er det måske mere til skade end gavn,« mener professoren.

Vanvittig politik

Inge Røpke, forsker i blandt andet forbrug og miljø samt i økologisk økonomi på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er enig i kritikken af det klimapolitiske lederskab. Hun efterlyser politikere, der tør sige og gøre det nødvendige i forhold til klimaudfordringerne, også selv om det er upopulært.

»På mange områder gør man det stik modsatte af, hvad der er brug for. Blandt andet har den politik, der er blevet ført de sidste mange år, gjort det muligt at realisere store kapitalgevinster på fast ejendom og omsætte den i forbrug. Noget så vanvittigt skal man lede længe efter,« siger hun.

Idéen bag skattelettelserne om, at pengene ligger bedst i borgernes lommer, er også helt forfejlet ud fra en bæredygtig tankegang, mener miljøøkonomen.

»Når pengene kommer op af borgernes lommer bruges de på energiintensive ting som bøffen, bilen og boligen, hvor de i statens lommer kunne bruges på bedre børneinstitutioner og sundhed – ting, der ikke er særlig energikrævende,« påpeger hun.

I en meget omtalt rapport, der udkom i oktober 2006, advarede den tidligere cheføkonom i Verdensbanken Sir Nicholas Stern om, at den globale opvarmning kan komme til at koste verdenssamfundet op mod 40.000 milliarder kroner, hvis man ikke ændrer den nuværende udvikling. Oversvømmelser på grund af den øgede vandstand i verdenshavene kan betyde, at 100 millioner mennesker må flytte, smeltende gletschere kan medføre mangel på drikkevand for hver sjette indbygger på kloden og tørke kan resultere i op mod hundrede millioner flygtninge ifølge rapporten.

Men for Inge Røpke tyder den politiske passivitet på, at kun få vil erkende situationens alvor og indse, at vi er nødt til at vedtage en kollektiv kold tyrker rent forbrugsmæssigt.

»Det er nødvendigt med en helt grundlæggende omlægning af vores energisystem, hvor vi bruger samfundets ressourcer på genopretning af naturen i stedet for til fremstilling af forbrugsgoder. Og det må være slut med at flyve kloden rundt og drøne rundt i bil, indtil man finder ud af at gøre det på en energimæssigt forsvarlig måde,« mener hun.

Regningen havner her

I sidste uge på klimatopmødet opblussede den evige konflikt mellem rige og fattige lande om, i hvor høj grad de hver især skal holde for i neddroslingen af klodens samlede energiforbrug.

Ifølge Jørgen Ørstrøm Møller – gæsteprofessor i international økonomi og politik på Singapore University, tidligere departementschef i Udenrigsministeriet og forfatter til bogen ’Political Economy in a Globalized World, ‘ – er der imidlertid ikke megen tvivl om, at det er os i vesten, der får brug for sparekniven.

»Vi kan komme i den situation, at materiel velstand i vestlige lande skal reduceres for at give plads til en vis vækst i materiel velstand andre steder i verden. Jeg kan ikke se ligningen gå op på anden måde. En stor del af jordens befolkning siger til os: I løbet af de sidste 200 år har I brugt hensynsløst af jordens ressourcer. Nu er det jeres tur til at spare,« siger han.

»Derfor skal man sælge nøjsom levevis som en kvalitativ livsstil og gøre besparelser af ressourcer til noget, der er en del af forbruget. Det lyder underligt, og det er ikke et budskab, man bliver valgt på med bravur,« erkender Jørgen Ørstrøm Møller.

Efter 50 år med høj vækst, lave råvarepriser og begrænset hensyn til miljøet er det imidlertid nødvendigt at indstille sig på de stik modsatte forhold og derfor også finde andre værdier og mål for vores samfund, mener professoren.

Han peger på, at klodens samlede befolkning vil stige med 20 procent, før den falder igen i midten af århundredet. Samtidig vil store befolkningsmasser i Kina, Indien, Brasilien og Indonesien opleve økonomisk vækst og gøre deres rimelige krav på velstand, hvilket vil få råvarerne til at stige.

»Byrdefordeling bliver nøgleordet. I Danmark har vi jo læresætningen om de bredeste skuldre på rygmarven, men den filosofi skal vi nu brede ud i et globalt perspektiv. FN’s fødevareorganisation FAO har beregnet, at hvis klodens ernæringssituation, som i forvejen er utilfredsstillende, bare skal fastholdes, så skal produktionen af fødevarer stige med fyrre procent frem til 2050 og 70 procent frem til 2070. Hvordan gør man det? Ved at inddrage mere landbrugsjord? Det bliver svært, for det kræver mere vand, og samtidig er der analyser, der viser, at mellem to og tre millioner mennesker lever under knaphed på vand,« påpeger han.

Fattigere på den fede måde

Hvis nogle allerede fornemmer, at deres båd er på vej i Den Blå Avis, og de i nyerhvervet solidaritet med den tredje verden begynder at overveje, om de måske skulle besøge mormor i stedet for at tage den vinterrejse til Thailand, der ellers vil komme til at optræde med højrøde tal i deres personlige CO2-regnskab, så er der trøst at hente hos Martin Lidegaard, formand for den grønne tænketank CONCITO. Det behøver ikke være så slemt at sadle om til et liv i mindre materiel luksus, mener han.

»Vi har været vant til, at vækst var lig med materielt forbrug. Men vi kommer til at skrue ned for det materielle forbrug og i stedet satse på et stigende serviceforbrug. Groft sagt skal vi skrue ned for samtalekøkkener og skrue op for massage, teater, kulturoplevelser og restaurantbesøg. De gode ting, der er arbejdspladser i og ikke bruger flere ressourcer. På lang sigt kommer vi også til at arbejde mindre, hvilket mange vil have godt af stressmæssigt. Det er på mange måder et mere behageligt liv,« siger han.

Der er al mulig grund til, at vi som danskerne skruer ned for energiforbruget. Tallene for vores CO2-forbrug er langtfra kønne, og virkeligheden er endnu værre, påpeger Martin Lidegaard.

»En danskers CO2-aftryk er langt større, end det fremgår af statistikken, fordi vi forbruger ting, der er produceret andre steder. Tager man den officielle, danske statistik, udleder hver dansker 12 ton. Men ser man på forbruget, er vores udledning i gennemsnit 19 ton,« siger han.

Martin Lidegaard har selv halveret sit CO2-forbrug ved at udskifte cirkulationspumpen, halvere sit kødforbug, lægge badeferien lidt tættere på end fjernøsten, spare på varmen og cykle, når han skal på arbejde. Det synes han ikke, han er blevet et mere ulykkeligt menneske af. Kun sundere.

Han finder det helt afgørende, at politikerne gennem lovgivning og incitamenter gør det lettere for os at foretage de rigtige og bæredygtige valg. Og at de udvikler nogle visioner for, hvordan det gode liv og samfund ser ud på den anden side af tilpasningen til klimaudfordringerne og den globale knaphed på ressourcer. Klimapolitisk mener Martin Lidegaard, at politikerne har gjort det elendigt.

»Vi må væk fra mareridtsscenariet og hen til drømmebilledet af, hvor godt vi kan få det. Som den engelske sociolog Anthony Giddens, der netop har skrevet en bog om klimapolitik, har sagt: Hvor langt var Martin Luther King (sort amerikansk borgerretsforkæmper, red.) kommet, hvis han havde sagt: ’I have a nightmare!’«.

Ny rorgænger i klimapolitikken

Inge Røpke fra DTU mener, at der skal en kollektiv »sense of urgency« til, før klimapolitikken for alvor rykker. Altså en udbredt forståelse af, at det pinedød er nødvendigt at sadle om energimæssigt, hvis vi klare de udfordringer, vi står overfor.

»Ligesom under 2. verdenskrig i England. Churchill havde ingen problemer med at love blod sved og tårer, fordi alle var enige om, at man skulle forsvare sig mod tyskerne,« siger hun.

Med eller uden drømmebilleder og blod skal Jeppe Læssøe videre med at inddrage borgerne i klimaspørgsmål. Spørgsmålet er, hvad det vil betyde, at den nyudnævnte klima- og energiminister Lykke Friis er fra Venstre. Nogle initiativer er hidtil strandet på, at tidligere klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) kommer fra et parti, der måske ikke helt deler hendes engagement i klimaspørgsmål.

»Jeg tror, hun seriøst mente, at vi skal vække befolkningen, og at befolkningen skal presse politikerne. Men samtidig har hun det politiske ståsted, hun har. Vi har foreslået, at der nedsættes et panel, som skal forberede en grøn skattereform, men det var ikke hendes partis politik,« fortæller han.

Op til det nuværende klimatopmøde i København har Jeppe Læssøe trods alt noteret sig en stigende interesse for de klimapolitiske udfordringer. Men han er ikke sikker på, at den er kommet for at blive.

»Jeg er meget spændt på, om det hele falder sammen, eller om man har bygget noget op, som fører til en videre proces,« siger Jeppe Læssøe.