Dampen er gået af offentligt ansattes lønkrav

Af

Kravene til resultaterne af overenskomsterne på det offentlige område er blevet væsentligt mere moderate i løbet af de seneste to måneder. Det viser ny undersøgelse, der dog samtidig sætter en fed streg under, at viljen til kamp er intakt blandt de offentligt ansatte. Eksperter mener, at konflikt stadig er den mest sandsynlige udgang.

RO PÅ De offentligt ansattes lønkrav har gennemgået en markant og overraskende udvikling i løbet af de seneste par måneder. Hvor flere grupper af offentligt ansatte før nytår krævede tæt på 10.000 kroner ekstra om måneden over tre år, er det væsentligt mere moderate lønstigninger, som de ansvarlige fagforeningsformænd nu skal hive hjem for at stille deres medlemmer tilfredse.

Tag blot social- og sundhedsassistenterne/hjælperne (sosu’erne). I november sidste år sagde de, at der minimum skulle være ekstra 7.449 kroner i den månedlige lønningspose i januar 2011. Nu lyder kravet på »blot« 5.040 kroner – svarende til et fald på 33 procent. Det viser Ugebrevet A4’s nye undersøgelse af de offentligt ansattes forventninger til overenskomstforhandlingerne, der netop i disse dage går ind i den afgørende slutspurt.

Faldet i sosu’ernes lønkrav er det mest markante. Men også folkeskolelærerne og sygeplejerskerne har justeret deres krav nedad med henholdsvis 20 og 12 procent. Det betyder, at lærerne nu kræver 4.458 og sygeplejerskerne 7.257 kroner i månedlig lønstigning over de næste tre år.

Den eneste gruppe i A4’s undersøgelse, der ikke har ændret synderligt i deres lønkrav, er pædagogerne, som blot har rykket deres krav én procent i nedadgående retning. Men det samlede billede er meget klart, mener professor og arbejdsmarkedsforsker Jørgen Steen Madsen fra Københavns Universitet:

»Der er ingen tvivl om, at der er sket en betydelig afdæmpning af forventningerne.«

Han påpeger dog, at lønkravene stadig befinder på et meget højt niveau i forhold til, hvad man har kunnet forhandle sig frem til i tidligere overenskomster.

At de offentligt ansattes lønkrav har taget en tur sydpå stemmer meget godt overens med den udvikling, der er sket i det resterende samfunds syn på økonomien herhjemme og i udlandet.

Hvor politikerne under valgkampen i november sidste år malede et nærmest rosenrødt billede af den danske økonomi, er det et væsentligt anderledes billede, som de nu prøver at tegne. Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) påpegede i forbindelse med sidste uges fremlæggelse af finanslovforslaget, at nedskæringer var nødvendige for at undgå en overophedning. Samtidig har der dog også været masser af snak om en begyndende lavkonjunktur, hvilket selvfølgelig også er blevet forstærket af den seneste tids udvikling på aktiemarkederne og i den internationale økonomi.

»Fremtiden ser lidt mindre lys ud, end den gjorde før jul. Og det kan sagtens have betydning,« siger Jørgen Steen Madsen.

En anden forklaring på de offentligt ansattes mere moderate lønkrav er, at politikerne ikke leverede den lønpulje, der ifølge fagbevægelsen skulle have sikret den ekstraordinære lønstigning.

Kort før jul blev Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti enige med regeringen om at opjustere de offentligt ansattes lønramme med 5,1 milliarder kroner fordelt ligeligt på 2008, 2009 og 2010. Imidlertid var der tale om penge, de offentligt ansatte skulle have haft uanset hvad. De 5,1 milliarder kroner var nemlig en del af den såkaldte reguleringsordning, der sørger for, at lønudviklingen på det offentlige og det private arbejdsmarked følges nogenlunde ad.

»Da man fandt ud af, at de politiske løfter ikke var meget værd, så faldt forventningerne lidt,« siger professor Jørgen Steen Madsen.

Den tolkning deler lektor Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet:

»Afslutningen af de politiske forhandlinger med Lars Løkke Rasmussens lille fif har helt sikkert betydet, at forventningerne har fået et dyk.«

Endelig spiller det også ind på udviklingen, at overenskomstforhandlingerne har bevæget sig ind på opløbsstrækningen, hvor man traditionen tro begynder at få et mere nuanceret syn på, hvad man kan kræve og forvente, mener Flemming Ibsen:

»Jo tættere man kommer på afgørelsen, desto mere begynder realismen at indfinde sig.«

FOA får jordkloden til at brænde sammen

Eksperternes vurderinger deles kun delvist af formændene for de største offentlige fagforbund. Herfra lyder tolkningen, at det først og fremmest er truslerne om en nært forestående økonomisk krise, der har påvirket medlemmernes lønkrav.

»Statsministeren, finansministeren og bankerne har alle sat markant ind for at tegne billedet af en økonomisk deroute og beskylder sygeplejerskerne og andre grupper af offentligt ansatte for at sætte kursen mod en ny kartoffelkur. Desværre har det nok en indflydelse på nogle medlemmer,« siger Connie Kruckow, formand for cirka 75.000 sygeplejersker organiseret i Dansk Sygeplejeråd.

Den samme opfattelse har Fag og Arbejdes (FOA) formand, Dennis Kristensen, der repræsenterer næsten 200.000 offentligt ansatte, hvoraf sosu’erne er den største gruppe:

»Vi er blevet tæppebombarderet med budskabet om, at vi vil få jordkloden til at brænde sammen med vores lønkrav. Og det påvirker sikkert nogle medlemmer til at skrue ned for blusset.«

En anden forklaring kan dog også være, at medlemmernes lønkrav har skiftet karakter fra, hvad, de mener, er retfærdigt, til, hvad de er villige til at strejke for. På den måde giver de nye tal et mere realistisk billede af, hvor de offentligt ansattes smertegrænse er, mener Dennis Kristensen.

Fra arbejdsgiversiden glæder man sig ikke overraskende over, at de offentligt ansattes lønkrav er blevet mindre.

»Det er positivt, hvis medlemmerne af de faglige organisationer er begyndt at kunne høre og se, hvad der er til rådighed af penge og justere deres forventninger derefter,« siger konservativ Frederiksberg-borgmester og Kommunernes Landsforenings (KL) ledende overenskomstforhandler Mads Lebech.

Kampviljen er intakt

Er der sket et fald i de offentligt ansatte lønkrav, kan det til gengæld også konstateres, at de er mindst lige så kampberedte, som de hele tiden har været.

Ifølge Ugebrevet A4’s meningsmåling forventer ikke færre end 75 procent af de offentligt ansatte, at der vil komme en storkonflikt i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Det er en vækst på otte procentpoint fra sidste måling, der blev gennemført i november 2007.

Ligeledes svarer henholdsvis 59 og 50 procent af sosu’erne og sygeplejerskerne, at de er villige til at tage det ultimative skridt og kvitte jobbet, hvis de ikke får et særligt stort lønløft ved overenskomstforhandlingerne.

Arbejdsmarkedsforsker og professor ved Københavns Universitet Jørgen Steen Madsen tolker tallene som et tegn på, at den mobilisering af de offentligt ansatte, der skete i efteråret 2007, er lige så vital og levedygtig i dag.

Ifølge professoren skyldes det, at ledelsen i FOA med succes har holdt løn- og ansættelsesvilkårene fremme på dagsordenen i den offentlige debat. Det kunne man også observere i sidste uge, hvor FOA under stor pressebevågenhed havde indkaldt 2.400 tillidsrepræsentanter til møde i Odense, hvor de skulle forberedes til en kommende konflikt.

Netop hjemvendt fra mødet i Odense fortæller FOA-formand Dennis Kristensen også, at han oplever en stor vilje og lyst til at engagere sig i overenskomstforhandlingerne.

Samme oplevelse har formanden for Dansk Sygeplejeråd, Connie Kruckow, når hun holder møder med sine medlemmer.

»Der er en fantastisk kampgejst. Det er også baggrunden for, at vi har udtaget samtlige sygeplejersker i basisstillinger til konflikt,« siger hun.

Folkeskolelærernes formand Anders Bondo Christensen, der også er formand for forhandlingsfællesskabet KTO, har på sine nylige møder med tillidsfolk i Danmarks Lærerforening også oplevet opbakning til konflikt, hvis det ikke lykkes at få en ordentlig aftale i hus.

»Men jeg står også tilbage med en oplevelse af, at det bedste vil være, hvis jeg i fred og fordragelighed får forhandlet et godt resultat,« siger han.

Grund til optimisme

I det hele taget ærgrer det Anders Bondo Christensen, at arbejdsmarkedsforskerne og andre kloge hoveder har pisket en stemning op.

»Allerede før forhandlingerne gik i gang vrimlede det med dommedagsprofetier om, hvor svært det ville blive at nå en løsning. Og det er blevet gentaget igen og igen. Men jeg tror altså stadig på, at det er muligt at nå et fornuftigt resultat.«

Det samme gør hans modpart på arbejdsgiversiden, Frederiksberg-borgmester Mads Lebech, og kigger man alene på de seneste par ugers udvikling er der også behersket grund til optimisme.

Det er blandt andet lykkedes at få en række centrale delforlig på de »bløde områder« til at falde på plads. I forhandlingerne mellem KL og arbejdstagernes forhandlingsfællesskab KTO er der landet en aftale om seks ugers øremærket barsel til mænd for at sikre en højere grad af ligestilling. Derudover er der sat knap 400 millioner kroner af til kompetenceudvikling, og medarbejdere over 60 år har fået ret til såkaldte seniordage med fuld løn.

Alt sammen noget, der peger i den rigtige retning, mener lektor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet:

»Vi er tættere på et forlig nu end for en måned siden. Delforligene kommer lige så stille dumpende hen ad vejen.«

Endnu er der dog den store knast, som hedder FOA. Her har formand Dennis Kristensen offentligt meldt ud, at mindstemålet er en lønstigning på 5.000 kroner om måneden over tre år. Et mål, som flugter næsten nøjagtigt med hans medlemmers gennemsnitlige krav om på 5.040 kroner, men som det bliver særdeles vanskeligt at få ud af arbejdsgiverne:

»FOA er nøglen til et forlig. Problemet er, at Dennis Kristensen ikke kan komme hjem med mindre end 5.000 kroner i lønstigninger. Og det er ikke sandsynligt uden en alvorlig skævdeling, som de andre forbund næppe accepterer,« siger Flemming Ibsen.

Dennis Kristensen er heller ikke ligefrem jubeloptimist:

»Jeg er oprigtig bekymret. Vi har godt nok fået nogle delforlig på KTO-området, men det er jo på mindre områder. Det er ikke der, at tyngden ligger.«

Han efterlyser især hurtigere handling fra arbejdsgiversiden, der »stadig står i døren til omklædningsrummet« og derfor er bremseklods for, at man kan komme i gang med de tungere forhandlinger om blandt andet løn.

»Efter min bedste vurdering er vi nået dertil, at for hver dag, der går uden et gennembrud, øges risikoen for konflikt betydeligt. Der kan blive så lidt tid tilbage, at selv om forlig havde været en mulighed, så ender vi i konflikt,« siger han.

Køreplanen er, at alle forhandlinger skal være afsluttet inden udgangen af februar.

Også i Sundhedskartellet, der er forhandlingsorganisation for knap 120.000 sygeplejersker, jordemødre, fysioterapeuter og andre med en mellemlang uddannelse inden for sundhedssektoren, vurderes risikoen for konflikt til at være stor.

Problemet er, at sygeplejerskerne har sat næsen op efter endog meget store lønstigninger. De er den faggruppe i A4-undersøgelsen, som har klart de højeste forventninger. Opfattelsen blandt sygeplejerskerne er nemlig, at de nu skal indhente det lønefterslæb, som de mener at have til privatansatte med samme uddannelseslængde. Yderligere har det voksende antal private sundhedstilbud gjort det klart for sygeplejerskerne, at de befinder sig i en anden situation end for 10 år siden.

»Jeg må konstatere, at jeg kan forhandle 10.000 kroner mere om måneden hjem til mine medlemmer i det private sundhedsvæsen. Det har selvfølgelig en betydning, hvilket jeg da heller ikke undlader at fortælle arbejdsgiverne,« siger Dansk Sygeplejeråds formand, Connie Kruckow.

Ligesom alle andre håber hun dog stadig på, at et forlig bliver det endelige resultat.

»Plan A er, at vi får et forlig, som jeg kan anbefale medlemmerne at stemme ja til. Plan B er, at vi får konflikt og ser, om vi kan presse arbejdsgiverne den vej rundt. Og så har vi selvfølgelig også en plan C, hvis der skulle komme et regeringsindgreb.«

Imidlertid har arbejdsmarkedsforsker og professor ved Københavns Universitet Jørgen Steen Madsen ikke den store tiltro til, at plan A bliver virkelighed. Han vurderer ligesom mange andre, at Sundhedskartellet og FOA ender i konflikt, da forventningerne trods den seneste tids moderation er skruet så højt op, at der er ringe sandsynlighed for en fredelig løsning.