AFSPORET

Daginstitutioner taber udsatte børn på gulvet

Af | @MariaJeppesen

Der er slet ikke den fornødne tid til at tage sig af børn fra socialt belastede familier, siger pædagogmedhjælpere i ny FOA-undersøgelse. Den manglende tid går ud over indsatsen for at bryde negativ social arv. De ansatte vil have minimumsnormering, men det løser ikke problemet, mener socialministeren.

Foto: Mads Jensen/Scanpix

»Vi skifter bleer; vi sørger for, at de får noget at spise; og vi lægger dem til at sove. Men vi har ikke tid til at give dem opmærksomhed. Det er rædselsfuldt.«

59-årige Hanne Jacobsen er pædagogmedhjælper i en vuggestue. Og hun er dybt frustreret over, at hun ikke har den tid, der skal til, for at give de socialt udsatte børn, hun passer, den nødvendige omsorg.

Dermed understreger hun hovedkonklusionen i en ny undersøgelse fra fagforbundet FOA: Selv om det er i daginstitutionerne, der skal sættes ind, hvis den negative sociale arv skal brydes, sker det ikke, fordi normeringerne er for dårlige til, at personalet kan løfte opgaven.

1.148 pædagogmedhjælpere, dagplejere og pædagogiske assistenter fra FOA har deltaget i undersøgelsen om ulighed blandt børn.

Heraf passer 86 procent af deltagerne udsatte børn i de daginstitutioner, de arbejder i. Og 70 procent oplever, at normeringen er for dårlig til, at de kan tage sig ordentligt af dem.

 

Hovedkonklusioner i FOA’s undersøgelse om ulighed blandt børn:

  • 86 procent af medlemmerne oplever social og økonomisk ulighed blandt de børn, de arbejder med
  • 60 procent oplever forældre med økonomiske og psykiske problemer
  • 75 procent oplever, at børn fra socialt belastede hjem har sprogproblemer og indlæringsvanskeligheder
  • 70 procent svarer, at normeringen på deres arbejdsplads er utilstrækkelig til at arbejde med denne børnegruppe

Kilde: FOA, rapport om ulighed blandt børn, 2015

Socialt udsatte børn kommer fra hjem med sociale eller økonomiske problemer eller fra familier med psykisk sygdom. Børn fra familier, som er hårdt ramt af arbejdsløshed, indgår også i definitionen.

Normeringen er for dårlig

I sit arbejde oplever Hanne Jacobsen de socialt udsatte børn som meget kontaktsøgende, og de har et  større behov for fysisk kontakt end andre børn, fortæller hun. Men det behov har hun ikke tid til at opfylde, og det påvirker børnene.

»Det sker tit det, at barnet begynder at være rigtig ked af det. Så prøver det at få opmærksomhed ved at skrige, sparke eller bide. Til sidst finder barnet ud af, at det ikke nytter noget. Så bliver det stille og sætter sig hen i en krog og gumler lidt på en plastikbil i stedet,« siger Hanne Jacobsen.

Der er nok ti børn, der bliver tabt på gulvet hvert år i min institution. Hanne Jacobsen, pædagogmedhjælper

Hun mener - ligesom 70 procent af FOAs pædagogiske medlemmer i undersøgelsen - at normeringen i daginstitutionerne er for dårlig til, at man kan arbejde med udsatte børn.

»Der er nok ti børn, der bliver tabt på gulvet hvert år i min institution, fordi vi ikke har tid til dem,« siger hun.

For få voksne

Også pædagogerne oplever, at dårlig normering går ud over kvaliteten i det pædagogiske arbejde med udsatte børn.

Det fortæller Elisa Bergmann, som er formand for pædagogernes fagforbund, BUPL.

»Det går ud over de socialt udsatte børn, for vi ved jo, at en god normering har stor betydning for, hvordan de her børn klarer sig på længere sigt,« siger hun med henvisning til en undersøgelse fra 2014 fra SFI, det nationale forskningscenter for velfærd.

I undersøgelsen slår SFI fast, at kvaliteten af daginstitutionen har stor betydning for, hvordan barnet vil klare sig senere i livet.

Især de udsatte børn lider under dårlig normering, fortæller seniorforsker på SFI Mogens Nygaard Christoffersen.

»Hvis der er for få voksne, sker der det, at pædagogerne overvåger børnene i stedet for at bruge tid på at komme ind på det enkelte barn. De robuste børn skal nok sætte sig igennem, men de sårbare børn bliver passive og resignerede,« siger Mogens Nygaard Christoffersen.

Barnet føler sig uønsket

Hanne Jacobsen føler sig utilstrækkelig i jobbet som pædagogmedhjælper i en vuggestue:

»Når jeg lukker mine øjne om aftenen, så ser jeg et af de der små børn, der står og rækker armene op efter mig, og jeg hører mig selv sige: ‘Jamen jeg kan ikke tage dig op’. Det er ualmindeligt rædselsfuldt. Jeg vil nærmest betegne det som omsorgssvigt fra vores side,« siger hun.

Et barn, der går i børnehave eller vuggestue, har endnu ikke fuldt udviklet evnen til at berolige sig selv.

Derfor er det vigtigt, at der er en voksen, der kan komme barnet til undsætning, når det er ked af det.

Det fortæller børnepsykolog Maja Nørgård Jacobsen, der har specialiseret sig i udsatte børn og unge.

Hun forklarer, at barnet har brug for, at en voksen hjælper til med at regulere de mange følelser, da det er den eneste måde, at barnet selv lærer at regulere sine egne følelser på sigt.

»Når vi så har et barn, der for det meste ikke bliver mødt af voksne, som hjælper barnet, så påvirker det barnets grundlæggende forventninger til sig selv og andre på en negativ måde. Det er meget alvorligt,« siger Maja Nørgård Jacobsen.

Det er ligesom, hvis man har kørt på den samme grussti i lang tid. Der kommer nogle aftryk. Det samme sker i barnets hjerne. 
 Maja Nørgård Jacobsen, børnepsykolog

Konsekvensen er, tilføjer hun, at barnet mister tiltroen til, at andre mennesker er der, når han eller hun har brug for det, og barnet kan føle sig uønsket og overflødigt.

»Og så er det, at barnet trækker sig ind i sig selv med følelsen af, at det alligevel ikke nytter noget, så jeg kan lige så godt lade være. Barnet kan også blive meget klyngende og virke anmassende i sin måde at søge kontakt på,« fortæller Maja Nørgård Jacobsen.

Social arv skal brydes, mens børnene er små

Udsatte børn har et ekstra stort behov omsorgspersoner, der kan hjælpe dem med deres selvudvikling og forståelse af følelser - især hvis der ikke er nogen, der er i stand til det derhjemme, forklarer Maja Nørgård Jacobsen.

Hun understreger, at jo tidligere man griber ind, jo større chance er der for at bryde den sociale arv.

»Det er ligesom, hvis man har kørt på den samme grussti i lang tid. Der kommer nogle aftryk. Det samme sker i barnets hjerne. Og jo længere tid der går, jo sværere er det at køre ud af ét spor og over i et andet,« siger hun.

Professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet Bente Jensen står bag forskningsprojektet VIDA, der har fokus på socialt udsatte børn i dagtilbud.

Hun bekræfter, at man skal sætte tidligt ind, hvis den sociale arv skal brydes og fastslår, at det er i daginstitutionerne, man skal identificere børn med negativ social arv og hjælpe dem.

»Forskningen peger på, at især udsatte børn har særligt brug for nærværende, engagerede og responsive voksne, som ser barnet hver eneste dag; som stimulerer barnet gennem positive interaktioner samt en lang række læringsaktiviteter, der styrker barnets sprog, kommunikation og trivsel,« siger Bente Jensen.

Gevinst for samfundet

Det er muligt at bryde med den sociale ulighed hos børnene i daginstitutionerne, men det kræver institutioner af høj kvalitet, viser SFI’s forskning. Og god kvalitet er ikke mindst god normering, understreger seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen.

»Vores undersøgelser viser, at normeringen har betydning for, hvor meget pædagogen kan interagere med barnet. Og netop interaktionen mellem barn og voksen er en betydningsfuld faktor for barnets udvikling,« siger han.

SFI peger på, at der en samfundsmæssig gevinst, når man højner kvaliteten. Børn, der har gået i vuggestuer og børnehaver af høj kvalitet, klarer sig nemlig bedre i skolen og får bedre uddannelse og job. Færre kommer på overførselsindkomster eller ender i kriminalitet.

Imidlertid oplever Hanne Jacobsen, at normeringerne i institutionerne går den forkerte vej i forhold til at støtte de svageste børn.

»Da jeg startede i vuggestuen for otte år siden, var vi en voksen til tre eller fire børn. I dag er vi en voksen til fem børn. Det er især svært, når der er sygdom, og der ikke bliver tilkaldt ekstra personale,« siger hun.

FOA: Minimumsnormeringer er vejen frem

Hanne Jacobsen håber, at vil blive indført minimumsnormeringer, så der bliver en grænse for, hvor få voksne der kan være til børnene.

»Det fede ville jo være, hvis jeg kunne tage et eller to af de her børn og bare gå en tur med dem. Eller sætte mig i et rum og spille et spil. Bare vise dem, at jeg gerne vil dem. Men det kan jeg ikke,« siger Hanne Jacobsen, som er allermest frustreret over, at hun ved, hvad der kan gøres for de her børn, men at tiden bare ikke er til det.

Det er vigtigt at normeringen er stor nok til, at man ikke mister nogle af de her børn
. Per Larsen, formand, Børnerådet

Jakob Sølvhøj, der er sektorformand i FOA peger også på, at minimumsnormeringer er vejen frem.

»Vores undersøgelse bekræfter jo at personalet har brug for bedre normeringer. Der er brug for at blive lagt en bund for, hvor få ansatte der kan være for hvert barn,« siger Jakob Sølvhøj.

Også formanden for BUPL, Elisa Bergmann, appellerer til, at der bliver indført minimumsnormeringer. BUPL anbefaler, at der er 2,5 børn for hver voksen i vuggestuen og 5 børn for hver voksen i børnehaven.

I 2013 var der i gennemsnit 3,5 børn for hver voksen i vuggestuen og 6,7 for hver voksen i børnehaven.

Minimumsnormeringer kan blive en sovepude

Også Børnerådet mener, at normeringer har afgørende betydning for, i hvor høj grad personalet er i stand til at se og agere på enkelte barns særlige forudsætninger.

»Det er i to-tre års alderen, det er allervigtigst at tage fat om de udsatte børn, fordi det er så bestemmende for deres udvikling resten af livet. Derfor er det også vigtigt at normeringen er stor nok til, at man ikke mister nogle af de her børn,«siger Per Larsen, der er formand for Børnerådet.

En minimumsstandard kan betyde, at minimum ude i kommunalbestyrelserne bliver til maksimum.
 Manu Sareen (R), minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold

Alligevel er mininumsnormeringer ikke løsningen, mener Per Larsen.

»Det kan gå hen og blive en sovepude, forstået på den måde, at institutionerne nøjes med at tage, hvad der som minimum anbefales, og så ser bort fra, hvilke behov der i øvrigt var,« siger Per Larsen.

Minister: Brug for en bred indsats

Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold Manu Sareen (R) er heller ikke fan af minimumsnormeringer:

‘Vi mener simpelthen ikke, at det er det rigtige redskab for at nå vores ambitiøse mål, nemlig et kvalitetsløft af dagtilbuddene,’ skriver ministeren i en mail til A4 og fortsætter:

‘Minimumsnormeringer har nogle ulemper. En minimumsstandard kan betyde, at minimum ude i kommunalbestyrelserne bliver til maksimum. Samtidig fjerner det fokus fra de mange andre veje, der er til at udvikle kvaliteten.’

Ministeren fastslår, at normeringer er vigtige, men at der skal sættes ind på en række felter, hvis den negative sociale arv skal brydes.

‘Det vigtigste er, at alle børn oplever tryghed og omsorg i hverdagen. Og alle børn skal udvikle et godt og varieret sprog, så de har de nødvendige sproglige kompetencer, når de starter i børnehaveklassen,’ skriver ministeren i mailen til A4 og fortsætter:

‘Det er vigtigt for alle børn. Men samtidig mindsker det betydningen af den bagage, som nogle børn har med hjemmefra, hvis vi får taget hånd om trivsel og sprogudvikling.’