Dårlige tider vil lukke indvandrerne ude

Af | @MichaelBraemer

Indvandrerne bliver de første i ledighedskøen, når nedturen kommer, og erhvervslivet må skære ned. Vi har ikke udnyttet højkonjunkturen til at sikre indvandrerne et stabilt fodfæste på arbejdsmarkedet, lyder kritikken fra arbejdmarkedsforsker Anders Ejrnæs, som i ny bog beskriver den etniske opdeling af arbejdsmarkedet.

PÅ KANTEN Indvandrerne er strømmet ud på arbejdsmarkedet under de senere års højkonjunktur, men de er i vid udstrækning kun på gæstevisit og vil blive fyret som de første, når dårlige tider sætter ind. For de er typisk blevet ansat i de mest udsatte brancher i job, der karrieremæssigt er blindgyder, fordi indvandrerne hverken har haft mulighed for at etablere netværk med danskere eller for at opkvalificere sig til bedre og mere stabile job.

Det mener Anders Ejrnæs, integrations- og arbejdsmarkedsforsker på Roskilde Universitet. Hans bog »Integration eller Isolation. Etniske minoriteter på arbejdsmarkedet« udkommer i maj med en kraftig opfordring til at sadle om, mens det stadig går godt, hvis vi mener det alvorligt med integration og lige muligheder for etniske minoriteter.

»Vi har ikke udnyttet højkonjunkturen til at sikre indvandrerne et stabilt fodfæste på arbejdsmarkedet. Og det er problematisk ud fra et integrationsperspektiv, for fra politisk hold er der i årevis blevet sat lighedstegn mellem integration på arbejdsmarkedet og integration i samfundet,« siger Anders Ejrnæs.

Han har undersøgt den etniske opdeling på arbejdsmarkedet og fundet ud af, at indvandrere og flygtninge med baggrund i tredjeverdens lande i store træk bruges som en form for reservearbejdskraft. De ansættes i virksomheder, der har svært ved at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, når der er damp på kedlerne, men sorteres fra igen, hvis konjunkturerne vender, og virksomhederne skærer ned og igen kan vælge og vrage blandt jobansøgerne.

Det skete under lavkonjunkturen fra 1986 til 1995, hvor beskæftigelsen for indvandrere faldt med 15 procent, mens den omvendt er steget med de samme 15 procent under de gode tider fra 1995 til 2006. Til sammenligning har danskernes beskæftigelse i samme 20-årige periode kun svinget med fem procent og dermed vist sig langt mindre truet.

Indvandrere udfordres af østeuropæere

Tidligere var indvandrerne ansat i usikre industrijob, men efter at fremstillingsindustrien nu i vid udstrækning er flyttet til lavtlønslande, er det i dag ufaglærte job inden for rengøring, hoteller/køkkener og transport, der har fået indvandrerne ud af arbejdsløshedskøen. Job med lav løn og prestige, ubekvemme arbejdstider og meget begrænset kontakt til danskere. Og job, der kan forsvinde nogenlunde lige så hurtigt, som nationalbankdirektøren kan nå at udtale »krise«.

»Indvandrerne er i en sårbar situation, og den bliver ekstra sårbar på grund af den nye indvandring, der har været af østeuropæere, som ganske vist er kommet til landet primært på grund af byggejob. Men hvis byggeriet går ned, og alternativet er en tilbagevenden til i bedste fald dårlig løn i hjemlandet, kan de »gamle« indvandrere meget vel få konkurrence i rengøringsfirmaer, i køkkenerne og på det ufaglærte arbejdsmarked i det hele taget.«

Arbejdsgiverne roser ifølge Anders Ejrnæs de »gamle« indvandrere for deres stabilitet, lave sygefravær og uproblematiske accept af skæve og ubekvemme arbejdstider. Præcis de samme egenskaber, som arbejdsgiverne ifølge en ny A4-undersøgelse fremhæver hos de østeuropæiske gæstearbejdere.

Spørgsmålet er, om de to grupper i knappere tider vil komme til at konkurrere om, hvem der er mest villige til at acceptere arbejdsforhold, som danskere ikke vil finde sig i. Anders Ejrnæs har bange anelser på de »gamle« indvandreres vegne.

»Indvandrerne har jo trods alt boet i Danmark i længere tid og vænnet sig til danske arbejdsforhold. Derfor tror jeg, at rumænerne og bulgarerne kommer til at acceptere vilkår, som ikke engang indvandrerne vil acceptere.«

Allerede nu ser Anders Ejrnæs en stor mission for fagbevægelsen i at sikre, at arbejdsforholdene ikke bliver dårligere i de brancher, der er fyldt op med indvandrere. Han ser en reel risiko for, at jobbene bliver meget ringere, end de egentlig burde, alene fordi manglende sprogkundskaber hos medarbejderne giver problemer med at overholde de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.

»Jeg har oplevet det i rengøringsteam, hvor der kun var indvandrere, og hvor man i udpræget grad manglede et talerør i forhold til arbejdsforhold og løsning af kulturelle konflikter. Jeg mener, det er oplagt for fagbevægelsen at arbejde mere ihærdigt for at gøre flere indvandrere fagligt aktive.«

Polarisering af jobtyper

Den danske integrationsdebat har, som Anders Ejrnæs har oplevet den, udelukkende fokuseret på indvandrernes manglende kvalifikationer, sprogvanskeligheder og dårlige kulturelle tilpasning, når vi har søgt en forklaring på deres ringe succes på arbejdsmarkedet. Men det giver ikke det fulde billede, mener han.

Diskrimination mod indvandrere på arbejdspladserne spiller også en rolle. Ikke nødvendigvis i »Nej, vi skal ikke have arabere her«-forstand, men også i form af regler, der ikke er tænkt diskriminerende, men som i praksis virker sådan. For eksempel overdrevne krav om sprogkundskaber, tørklæderegler, forbud mod religiøs praktisering og krav om, at kvinder skal deltage i eksterne kurser.

Men nok så vigtigt for indvandrernes problemer på arbejdsmarkedet finder Anders Ejrnæs de forandringer, der er sket og stadig sker på arbejdsmarkedet. Forandringer, der på den ene side udvikler et »mainstream-arbejdsmarked« med gode job, men hvor der til gengæld også stilles store krav om omstillingsevne, opkvalificering og til at kunne forstå sociale koder og kunne fungere og kommunikere i team. På den anden side ser vi ufaglærte servicejob, som er lette at få, men som foregår i isolation og betales med en ikke særlig god løn.

Umiddelbart er det sidstnævnte jobtype, som indvandrerne kandiderer til, og mange af dem finder oven i købet, at det er de mest attraktive, fortæller Anders Ejrnæs. For det er her, de finder den største frihed til for eksempel at praktisere deres religion. Tilsyneladende givet ud fra devisen: »Gør hvad I vil, bare I passer jeres arbejde. Der er alligevel ingen, der kan se jer«:

»De virksomheder, som er fleksible over for indvandrernes særlige behov, er tit virkomheder, hvor medarbejderne arbejder isoleret. Og det ser jeg som et problem, for det er med til at skabe lukkede miljøer for indvandrerne. Så i virkeligheden skulle man ønske sig mindre fleksibilitet dér og til gengæld mere på mainstream-arbejdsmarkedet.«

Det herskende mantra i dansk beskæftigelsespolitik for øjeblikket, »Hurtigst muligt ud på arbejdspladserne«, ser Anders Ejrnæs også på med skepsis, fordi indsatsen netop alene tager sigte på at få indvandrerne ud i ufaglærte servicejob. En sådan indsats skal i hvert fald suppleres, hvis den skal have et reelt integrationsfremmende formål, mener han.

»Man bør følge op med opkvalificering og efteruddannelse, hvis man vil holde liv i idealet om lige muligheder for indvandrere og danske. Lige meget hvad så tror jeg, at det bliver indvandrergruppen, som vil gøre rent og være overrepræsenteret i lavtlønnede servicejob, men man kan godt rykke balancen lidt for nogle af dem, der har kompetencerne, så de kan blive løftet over i erhverv med mere stabile beskæftigelsesmuligheder.«

Flexi hvad for noget?

Som det er nu, er den højt besungne danske flexicurity-model ikke rigtig noget, man kan bruge til noget i indvandrerkredse, påpeger Anders Ejrnæs. Nuvel, arbejdsgivernes muligheder for at hyre og fyre mere frit har i første omgang givet mange af dem et job, men næste træk er, at de bliver fyret igen. Den store mobilitet og muligheden for at komme opad i jobhierarkiet nyder de ikke godt af, efter som de ikke er i virksomheder, der gør noget ud af efteruddannelse.

Indvandrerne skal have hjælp, mener Anders Ejrnæs. For eksempel i form af en forstærket indsats for at få dem ind i omsorgsjob i den offentlige sektor. Job, der vil stimulere deres sprogkundskaber, give dem kontakt med danskere og fremme følelsen af at være inkluderet i samfundet.

Man kan i hvert fald ikke forlade sig på, at indvandrerne støtter hinanden i arbejdsmarkedets randområder. Den hjælp, de i øjeblikket praktiserer, virker direkte integrationshæmmende, påpeger Anders Ejrnæs. Han har oplevet rivalisering blandt etniske grupper og set, hvordan der rekrutteres til virksomheder via netværk inden for samme, snævre grupper. Og hvordan det har udviklet kulturer og normer, som kommer til at virke ekskluderende på alle andre.

»Det er jo væsentligt, hvis man står sammen om at kræve ret til at gå med tørklæde, men uheldigt, hvis det bliver til et krav om, at man skal gå med tørklæde. Indvandrerne ville stå sig bedre ved at gøre fælles sag, involvere sig i fagligt arbejde, melde sig til kurser og praktisere en solidaritet, der også omfatter andre svage grupper på arbejdsmarkedet. Kort sagt vælge en bredere og mere hensigtsmæssig strategi i forhold til at skabe netværk og alliancepartnere på det danske arbejdsmarked,« lyder opfordringen fra Anders Ejrnæs.