Bliver en løgn til en sandhed, hvis man gentager den ofte nok? Spørgsmålet trænger sig på, efter integrationsminister Søren Pind (V) i sidste uge med omgående virkning og uden nogen forudgående politisk debat udvidede au pair-ordningen til også at blive et tilbud til ældre danskere. Argumentet for, at spinkle, fattige, filippinske piger i fremtiden skal fodre skødehunde og slæbe golftasker i Nordsjælland, er nemlig, at ministeren finder det ulogisk, at kun børnefamilier har krav på »kulturudveksling«. Den ret skal de ældre også have, mener han og henviser til, at den bærende idé i au pair-ordningen er, at der er tale om et kulturelt udvekslingsophold.

Sagen er bare, at au pair-ordningens tilhængere klamrer sig til en løgn og illusion, når de fastholder påstanden om, at au pair-ordningen handler om et spændende og ligeværdigt – au pair betyder på lige fod – møde mellem to kulturer. Det billede harmonerer meget dårligt med det faktum, at 8 ud af 10 au pairer kommer fra fattige Filippinerne, at 95 procent ifølge en tidligere A4-undersøgelse løbende overfører penge til deres familie, og at hver tredje ifølge samme undersøgelse oplyser, at de arbejder mere end de 30 timer om ugen, loven tillader.

Sagt med andre ord er au pair-ordningen en afsindig billig stuepigeordning, hvor de bedst stillede i samfundet kan få hushjælp til sølle 3.050 kroner om måneden. Men fordi det påstås, at der er tale om et kulturelt udvekslingsophold, svæver ordningen helt frit og uafhængigt af de rammer om løn- og arbejdsforhold, der ellers hersker i Danmark.

Søren Pind, der privat selv har brudt au pair-reglerne, burde som minister for området koncentrere sig om at få den nuværende brug af ordningen til at fungere efter reglerne, før han begynder at udvide ordningen. Der er alt for mange beretninger om danske au pair-familier, der notorisk overtræder reglerne. Enten arbejder deres filippinske hushjælp for mange timer, bliver udlånt til andre familier, eller også overtræder de reglerne med endnu mere kyniske metoder.

Skulle det lykkes Søren Pind at få au pair-familierne til at følge reglerne, kan han fortsætte arbejdet med også at få styrket ånden bag ordningen. Ideen om, at unge mennesker frivilligt i en periode tager ophold hos en fremmed familie, er jo både sympatisk og agtværdig. Men det er altså ikke gjort med at overholde reglerne og kun gå lige til grænsen. Hvis der er tale om en kulturudveksling, betyder det, at man tager sin au pair helt ind i familien på den måde, som man fra tid til anden hører om, når danske unge har været på au pair-ophold i udlandet. Det betyder, at au pairen i en periode er en slags ekstra teenager i familien, som nok hjælper til med det huslige, men som også er med til fredagshygge, fester, ferier og biografture.

Problemet er blot, at au pairerne – og sikkert også værtsfamilierne – ikke er specielt interesseret i den form for intimiderende samvær. I undersøgelser giver de filippinske au pairer klart udtryk for, at de er i Danmark for at tjene penge og ikke for at se Matador og spille Ludo. Det er naturligvis fair nok, hvis de alligevel er kommet for at tjene penge. Men det underbygger billedet af, at ideen om kulturel udveksling for længst er uddød.

Søren Pinds opgave bør derfor være at tilpasse au pair-ordningen til den nye virkelighed og ikke udvide den.