VÆRDIER Vold, kriminalitet, fedme og stress er bare nogle af de problemer, der er mere udbredt i lande med stor økonomisk ulighed. Lande, der har en generelt høj velstand, men stor økonomisk ulighed, slås nemlig med langt flere sociale problemer end lande, hvor indkomsterne er mere ligeligt fordelt.

Og problemerne rammer ikke kun de svageste grupper i samfundet. Også de mere velstående mærker konsekvenserne af en økonomisk skæv fordeling, fastslår den britiske professor Richard Wilkinson:

»Uligheden får konsekvenser for alle, både høj og lav.«

Richard Wilkinson er, sammen med sin kollega Kate Pickett, forfatter til bogen ’The Spirit Level – Why Equality is Better for Everyone’. Bogen bygger på et omfattende forskningsprojekt om sammenhængen mellem økonomisk ulighed og en række sociale og sundhedsmæssige problemer i verdens 23 rigeste nationer og i USA’s 50 stater.

Forskningen viser, at lande som Japan, Sverige, Norge og Finland, der har den laveste grad af ulighed i indkomst, også er de lande, der har færrest sociale og sundhedsmæssige problemer. I den modsatte ende ligger Portugal, Storbritannien og USA som den absolutte bundskraber med størst ulighed og flest sociale og sundhedsmæssige problemer.

USA skraber bunden

Ugebrevet A4 mødte Richard Wilkinson, da han for nylig deltog i en konference i København om ulighed. Og her var professorens budskab klart: Når verdens rigeste nationer trods deres økonomiske velstand stadig rummer så megen »mental og følelsesmæssig lidelse«, skyldes det den ulige fordeling af de økonomiske ressourcer.

»De ulige samfund er baseret på negativ konkurrence mellem individer i jagten på social status, og det resulterer i flere samfundsproblemer som eksempelvis vold, fedme og psykiske lidelser. Dermed får uligheden konsekvenser for alle,« forklarer Richard Wilkinson.

Han mener, at konkurrencen om status fører til øget forbrug og en materialisme, der får os til at prioritere økonomisk gevinst frem for mere tid til at dyrke fritiden og de nære relationer.

»Mennesker i ulige samfund arbejder mere, forbruger mere og gældsætter sig mere end mennesker med en tilsvarende indtægt i mere lige lande. Og det gør de, fordi de tillægger penge mere vægt. Det er penge, der giver status, og det er med penge, man viser omverdenen sit værd,« siger Wilkinson, der mener, at konkurrencen om penge og status svækker sammenhængskraften i et samfund.

Lighed er godt for alle

Omvendt viser Richard Wilkinsons arbejde, at sammenhængskraften er stærkere i samfund, hvor der er mindre forskel mellem rig og fattig – folk stoler mere på hinanden og deltager mere i fællesskabet. Og det viser sig ifølge den engelske professor i en lang række positive effekter, der kendetegner de mere lige samfund:

Der er mindre vold og en markant lavere drabsprocent, bedre sundhed og den forventede levealder er adskillige år længere end i lande med større ulighed. Der er også færre indsatte i landenes fængsler, lavere fødselsrate blandt teenagere, bedre indlæring blandt skolebørn og større social mobilitet.

Og det bemærkelsesværdige er, at graden af lighed tilsyneladende påvirker livskvaliteten for alle på tværs af indkomstgrupper.

»Det betyder, at et menneske uanset indkomst og uddannelsesniveau vil være mindre påvirket af de her problemer, hvis han eller hun bor i et samfund med en høj grad af lighed end i et land med store indkomstskel,« uddyber Richard Wilkinson.

Derfor mener han, at graden af lighed – eller ulighed – spiller en større rolle for et samfunds trivsel end det absolutte gennemsnitlige velstandsniveau.

Lighed frem for vækst

Siden finanskrisen satte ind, har spørgsmålet om, hvordan vi sikrer vækst og økonomisk fremgang været på toppen af den politiske dagsorden verden over. Men det er ifølge den engelske professor en fejl – for det er slet ikke vækst, vi har brug for. Stod det til Richard Wilkinson, skulle spørgsmålet hellere lyde, hvordan vi sikrer en mere lige fordeling af de økonomiske ressourcer, som han mener, vi har så rigeligt af.

»Vi er den første generation, der ikke længere høster fordele ved økonomisk vækst. Vi er nået til endemålet af, hvad øget vækst kan gøre for os. Vi ser for eksempel, at forbedringer i forventet levealder, velvære og lykke ikke længere kan kædes sammen med vækst,« forklarer Wilkinson og uddyber

»Det er selvfølgelig stadig tilfældet i de fattigste lande, ligesom det var det for os. Det er økonomisk vækst, der er årsagen til de forbedrede livsvilkår, vi har set i de rige lande. Men vi er nu nået til slutningen af den proces. Væksten er altafgørende i lande, hvor man ikke har de basale nødvendigheder. Men for os gør det en stadigt mindre forskel, om vi får mere af det hele,« siger han.

Richard Wilkinson er godt klar over, at budskabet måske er svært at sluge i en tid, hvor den økonomiske krise kradser, og mange frygter arbejdsløshed. Men han fastholder, at en generel stigning i velstand ikke er løsningen.

»Det er de færreste, der ikke ønsker sig rigere, men det er, fordi det gavner den enkeltes sociale status. Men hvis hele samfundet bliver rigere, og uligheden forbliver den samme, så gør det ingen forskel i forhold til de problemer, vi ser på i vores undersøgelse,« siger Wilkinson.

Han mener, at fokus skal være på innovation og forandring frem for på vækst.

»Folk tror ofte, at vækst er den eneste vej væk fra arbejdsløshed. Men teknologisk effektivisering kan øge produktiviteten. Så hvis vi kan producere den samme mængde på kortere tid, så lad os i stedet sørge for mere fritid, mere tid med venner, familie – med hinanden. Det er langt vigtigere end at få større tal på bundlinjen,« siger Richard Wilkinson og tilføjer, at ensomhed og lav, social status er de primære årsager til stress i de rige lande.

Ulighed ingen motivation

Richard Wilkinson rammer med bogen ’The Spirit Level’ lige ned i en gammelkendt ideologisk diskussion om ulighedens konsekvenser. Og selv om bogen har vakt stor interesse, er den ifølge professoren selv blot den seneste af utallige videnskabelige undersøgelser, der burde få fortalere for ulighed til at forstumme. For han køber ikke argumentet om, at ulighed fungerer som en økonomisk dynamo, der skaber vækst og hæver den generelle levestandard.

»Rationalet synes at være, at for at få de rige til at arbejde hårdere, skal man betale dem mere, og for at få de fattige til at arbejde hårdere, skal man betale dem mindre. Men sådan er det ikke. Tværtimod,« konstaterer han.

Troen på ulighedens positive virkninger bygger ifølge Richard Wilkinson på et forfejlet grundsyn på mennesket, hvor konkurrence og rivalisering bliver tillagt en alt for positiv betydning.

»Man glemmer den anden side af billedet. Vi mennesker har ikke alene potentialet til at være hinandens rivaler. Vi har også potentialet til at være hinandens bedste venner, til at samarbejde og til at lære af hinanden. Så andre mennesker har potentialet til at være din mest frygtede fjende, men også til at være din kilde til sikkerhed og tryghed,« siger han.

I øvrigt mener Richard Wilkinson, at ulighed ligefrem kan skade økonomien i et samfund. 

»Den sociale mobilitet er langt dårligere i lande med større ulighed, hvilket betyder, at det er langt sværere at rykke op ad den sociale rangstige. Og dermed går en masse tid og talent tabt – modsat de lande, hvor indkomstuligheden er mindre og mobiliteten større,« forklarer han.

Wilkinson fremhæver USA – det mest ulige land i forskningsprojektet – som et godt eksempel på ulighedens negative konsekvenser. Selv om mange amerikanere vil bryste sig af at leve i ’mulighedernes land’, er USA faktisk det land, hvor det tilsyneladende er sværest at bryde sin sociale arv.

Danmark som forbillede

Danmark er et af de lande, der klarer sig bedst i undersøgelsen med en høj grad af lighed og en lav grad af sociale og sundhedsmæssige problemer. Faktisk ligger Danmark på en delt femteplads sammen med Holland og Belgien, kun overhalet af Japan og vores nordiske naboer Norge, Sverige og Finland.

»Det skyldes, at landene i nord har en fordelingspolitik baseret på relativt høje skatter og ditto sociale ydelser. Når Japan ligger i toppen, skyldes det, at forskellene i indkomst er generelt mindre end i de øvrige lande i undersøgelsen,« forklarer Wilkinson.

Men hvis Danmark allerede er et af de lande, der har størst lighed og færrest sociale og sundhedsmæssige problemer, hvad kan vi så gøre for at få bugt med de problemer, der trods alt er? Richard Wilkinson vil nødigt gøre sig til specialist i lige netop Danmark. Men lidt tør han godt sige:

»I lande som Danmark, der allerede har en effektiv fordelingspolitik, giver det ikke mening at tale om flere skatter eller bedre og højere sociale ydelser. I stedet er det værd at se på, hvordan vi kan skabe en større grad af lighed i arbejdslivet.«

Overordnet mener Richard Wilkinson, at vejen frem går i retning af økonomisk demokrati og et arbejdsmarked med en høj grad af medarbejderejerskab.

»Medarbejderejerskab kan forvandle en virksomhed fra at være en arbejdsplads, hvor du kommer og henter din lønningscheck, til at være et fællesskab, hvor du føler et medansvar,« siger han.

Det har nemlig, mener professoren, lige så stor betydning, at den enkelte føler et medansvar for sin arbejdsplads som et medansvar for samfundet generelt.