Connies intelligente skattestop

Af

Selv om regeringens omlægning af bilafgifterne er uambitiøs, er den også opsigtsvækkende, fordi der i al ubemærkethed er tale om et brud med det hellige, almindelige skattestop. Mere af det!

NYBRUD Det vil være synd at sige, at oppositionen stod klar med roserne, da regeringen i sidste uge omlagde bilafgifterne, så det bliver billigere at købe benzinøkonomiske biler på hvide plader, mens det bliver dyrere at købe store firehjulstrækker på gule plader. På linje med miljøorganisationerne var oppositionen »alt andet end imponeret«. Ærgerligt nok. For selv om omlægningen forleden var uambitiøs, var den opsigtsvækkende. Hvorfor? Fordi den i al ubemærkethed brød med det hellige, almindelige skattestop.

Regeringens skattestop går som bekendt ud på, at ingen skat kan sættes op, med mindre der er en »tvingende grund« til det. Og det er der aldrig. Og dog. For i denne sag har regeringen åbenbart ment, at miljøhensynet har været så vigtigt, at man kunne tillade sig at sætte afgifter for miljøsvinende biler op for at kunne sætte afgifterne for miljørigtige biler ned.

Det mest interessante er det bagvedliggende argument for omlægningen. For hør bare, hvad den begejstrede miljøminister Connie Hedegaard (K) sagde på pressemødet i onsdags: »Nu vil folk, når de står ved bilforhandleren, helt uvilkårligt begynde at interessere sig for, hvor langt kører den her bil på literen. Det har hidtil ikke været det første spørgsmål, der er poppet op i hovedet på folk. Her er der mulighed for en adfærdsændring.«

Præcis! Jamen, hvor har miljøministeren dog bare ret. Med sine velvalgte ord om afgiftsændringer, der gør mennesker miljøbevidste, sætter Connie Hedegaard fingeren på det helt originale ved at kunne flytte rundt på skatter og afgifter: At politikerne kan ændre på folks incitamenter og adfærd i en for samfundet ønsket retning – uden at statsmagten skal stille op med forbud, bøder og strafferammer.

Men netop ved at pege på disse fordele ved at omlægge afgifter udstiller miljøministeren også problemet ved regeringens skattestop, som forhindrer, at nogle skatter og afgifter sættes ned, samtidig med at andre sættes op.

I sin rigide udgave står skattestoppet eksempelvis i vejen for, at man kan påvirke folks adfærd ved at lægge højere afgifter på forurenende adfærd eller arbejdsfrie boliggevinster, samtidig med at man letter skatten på arbejde. Men det er måske dén rigide fortolkning, som regeringens nye bilafgifter sætter under pres?

Når mange borgerlige stiller sig skeptiske til adfærdsregulerende skatter og afgifter, skyldes det en frygt for, at skatte- og afgiftstrykket vil stige. Men argumentet holder ikke. Hvis man flytter skat fra et objekt til et andet, for eksempel fra arbejde til boligen eller fra arbejde til forbruget af CO2, øges den samlede skat jo ikke. Den flytter bare plads. Her skal man huske, at regeringen i sidste uge netop talte om en »omlægning« af afgifterne. Et velvalgt udtryk. Lad os endelig få flere af den slags »omlægninger« i fremtiden, hvor nogle skatter sættes op, mens andre sættes ned. Og hvor det bliver klokkeklart for borgerne, at det samlede skattetryk ikke stiger, selv om man flytter lidt rundt på det hele.

Det var det, som oppositionen engang kaldte for et »intelligent skattestop«. Og dét må regeringen meget gerne kopiere.