Comeback til gadens parlament

Af

For blot få år siden var demonstrationer et særsyn i de danske gader, men på det seneste har aktionsformen fået nyt liv. I befolkningen er der også bred opbakning til demonstrationer, der bredt opfattes som en effektiv, fornuftig og demokratisk måde at påvirke den politiske debat, viser ny meningsmåling fra Ugebrevet A4.

PÅ BARRIKADERNE Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) lærer af sine fejl. For et års tid siden fik han voldsomme hug, da han kaldte de demonstrerende på Christiansborg Slotsplads for »socialistiske ballademagere«. Samme fadæse begik han ikke ved Folketingets åbning i tirsdags, hvor han nærmest omfavnede de selv samme demonstranter.

Godt for det. Meget tyder nemlig på, at demonstrationer og de aktionerende har vundet en stor plads i mange danskeres hjerter – uagtet at man måske ikke er helt eller bare tilnærmelsesvis enig i deres synspunkter.

59 procent af danskerne erklærer sig helt eller delvist enige i, at demonstrationer er en effektiv og fornuftig måde at få sat fokus på aktuelle problemer eller sager. Det viser en ny meningsmåling, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4 umiddelbart efter Folketingets åbning, og de omfattende velfærdsdemonstrationer rullede over landet. Accepten af demonstrationer som aktionsform viser sig også ved, at der er et flertal på 56 procent, der svarer, at de generelt har sympati for personer, der vælger at give udtryk for deres holdninger ved at demonstrere.

Lektor og samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet finder resultaterne af undersøgelsen meget interessante. De understreger, at de fleste opfatter demonstrationer som en integreret del af det moderne demokrati.

»Tallene viser jo tydeligt, at der er rigtig mange, der mener, at demonstrationer er en fornuftig og effektiv måde at holde dialogen mellem politikerne og befolkningen kørende,« siger han.

Unge er flittige demonstranter

Ifølge ekstern lektor ved Københavns Universitet Rene Karpantschof, der har skrevet ph.d.-afhandling om kollektive aktioners betydning for det moderne demokrati, tyder Ugebrevet A4’s undersøgelse tilmed på, at demonstrationer i de kommende år bliver en endnu vigtigere del af demokratiet.

Rene Karpantschof hæfter sig ved, at 24 procent af de unge mellem 18 og 29 år har deltaget i en demonstration i de seneste to år. Det er væsentligt over deltagelsesprocenten for alle danskere, der er 16.

»De unge er virkelig kommet ud på gaderne,« siger Rene Karpantschof og tilføjer:

»Vi ved, at de, som »lærte« at demonstrere i 1970’erne, stadig er pænt aktive. Det sidder i blodet. Det samme kan ske med den nye generation af demonstranter, og så kan vi forvente mange år med demonstrationer.«

Kommer vi til at opleve en gentagelse af 1970’erne, skal vi vænne os til, at demonstrationer på det nærmeste går hen og bliver en hverdagsaktivitet.

Flemming Mikkelsen, samfundsforsker og forfatter til Magtudredningens undersøgelse af kollektive aktioner i Danmark, har for A4 foretaget en kortlægning af de seneste mere end 60 års demonstrationer. Den viser, at danskernes lyst til at demonstrere toppede i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne, hvor der årligt blev afholdt op til 60 demonstrationer.

Blandt de flittige aktivister var Rødstrømpebevægelsen, Folkebevægelsen mod EF, Antiatom-kampagnen og Vietnam-bevægelsen. Men mange andre mere eller mindre kendte græsrodsbevægelser og interessegrupper lod også deres røst høre i det fri.

Demonstrationernes storhedstid sluttede i slutningen af 1980’erne, hvor den begyndende optøning af forholdet mellem USA og Sovjetunionen og den tiltagende ro på arbejdsmarkedet medførte, at færre følte det nødvendigt at demonstrere. Samtidig ændrede den brede befolknings syn på demonstrationer sig også.

»Demonstrationer blev ikke længere anset som en aktionsform, der lønnede sig. Og i den brede befolkning faldt accepten og forståelsen for de demonstrerende også,« siger Flemming Mikkelsen.

De seneste tal peger imidlertid på, at danskerne igen er begyndt at vise deres holdninger og utilfredshed ved at gå på gaden. Siden midten af 1990’erne er der således sket noget nær en fordobling i antallet af demonstrationer.

Demonstranter inspirerer hinanden

Den opblussede interesse for at demonstrere hænger ifølge ekstern lektor Rene Karpantschof sammen med, at interessegrupper har det med at kopiere hinandens udtryksformer.

»Tingene har det med at smitte af på hinanden. Der skabes simpelthen en generel fornemmelse af, at det har en effekt at gå på gaden,« siger Rene Karpantschof.

Han afviser, at den voksende lyst til at demonstrere skulle hænge sammen med, at det siden 2001 har været en borgerlig regering, der har styret Danmark.

Kigger man på historien, er der heller ikke belæg for at konkludere, at antallet af demonstrationer stiger, når de borgerlige kommer til magten. I de år – 1971 til 1973 – hvor der har været flest demonstrationer, har nøglerne til statsministeriet været hos to socialdemokrater, nemlig Jens Otto Krag og Anker Jørgensen. Og da antallet af demonstrationer for alvor begyndte at falde i slutningen af 1980’erne, var det den konservative Poul Schlüter, der boede på Marienborg.

Når fagbevægelsen og andre bruger tid og kræfter på at organisere storstillede aktioner, så hænger det altså først og fremmest sammen med, at der er en forventning om, at politikerne lytter. Det generelle billede er da også, at politikerne på det seneste er begyndt at gøre sig mere end almindeligt til for at fremstå imødekommende over for demonstranterne.

Ved sidste tirsdags demonstration på Christiansborg Slotsplads var både Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt, SF’s formand Villy Søvndal og Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard ude at tale med demonstranter. Dog med noget blandet held; Pia Kjærsgaard måtte efter kort tid søge læ bag Christiansborgs trygge mure, da hendes sikkerhedsvagter vurderede, at en gruppe unge demonstranter opførte sig så truende, at hendes sikkerhed var i fare.

Ifølge Flemming Mikkelsen markerede politikernes reaktion på tirsdagens demonstration et ændret syn på de demonstrerende.

»For få år tilbage var det stort set kun Enhedslisten, der ville associeres med demonstranter. Men i dag er der blandt mange politikere en stor vilje og lyst til at mødes og deltage i en dialog med de aktionerende,« siger Flemming Mikkelsen.

Baggrunden for den udvikling er selvfølgelig også, at omdrejningspunktet for flere af de seneste demonstrationer har været velfærden og den offentlige service. Emner, der ikke på samme måde som eksempelvis Danmarks deltagelse i Irak-krigen splitter befolkningen.

Det nytter at demonstrere

Også uden for de demonstrerendes rækker er der tro på, at det nytter at gå på barrikaderne. 46 procent af de adspurgte i Ugebrevet A4’s meningsmåling svarer, at politikerne enten i høj grad eller i nogen grad er lydhøre over for de holdninger, som kommer til udtryk ved demonstrationer.

Ifølge mange vælgere kan politikerne dog blive endnu bedre til at åbne øjne og ører for de demonstrerendes krav. 46 procent mener således, at politikerne generelt bør være mere lydhøre. Blandt de borgerlige vælgere er der dog en vis skepsis mod det synspunkt. Således er der cirka dobbelt så mange borgerlige vælgere, der mener, at politikerne bør ignorere demonstranternes krav, som der er borgerlige vælgere med det modsatte synspunkt.

I det hele taget udmærker de borgerlige vælgere sig ved at være langt mere skeptiske over for demonstrationer end resten af befolkningen.

Hvor det er 16 procent af alle vælgere, der mener, at det er »gammeldags« at demonstrere, er det 29 procent af de borgerlige vælgere, der finder demonstrationer passé. Og hvor det er 16 procent af alle vælgere, der synes, det er udemokratisk at påvirke politikernes beslutninger gennem demonstrationer, er det 24 procent af de borgerlige vælgere, der har denne holdning.

De stærke vinder altid

Måske er sagen bare, at de borgerlige vælgere er lidt mere i tråd med tidsånden end resten af befolkningen. Ifølge den politiske kommentator Henrik Qvortrup, tidligere pressechef for Anders Fogh Rasmussen og nuværende chefredaktør på Se og Hør, er der en begyndende utilfredshed med den rolle, som demonstrationer og aktioner i bredere forstand har fået.

»Jeg fornemmer, at der flere steder er ved at være tiltagende opmærksomhed på det forhold, at aktionerende borgere til tider kortslutter den politiske proces,« siger han.

Henrik Qvortrup fremhæver, at der blandt andet synes at være en gryende utilfredshed med den rolle, som aktionerende forældre kom til at spille i den netop forhandlede budgetaftale for Københavns Kommune.

Efter forældreblokader af flere hundrede københavnske daginstitutioner endte budgetforhandlingerne med, at børne- og ungeområdet samlet fik tilført mellem 200 og 300 millioner kroner, og at dagsinstitutioner alene kan se frem til ekstra 40 millioner kroner årligt de næste tre år.

Den liberale internet-blogger Jarl Cordua er en af de kritiske iagttagere.

»Jeg er slet ikke overbevist om, at aftalen var den bedst mulige. Det var de højestråbende, der fik tiltusket sig den største del af kagen. Og jeg er ikke sikker på, at de var dem med det største behov,« siger han, inden han nærmest i samme åndedræt fastslår, at han selvfølgelig bakker op om alles ret til at aktionere:

»Mit budskab er alene, at det er politikernes opgave ikke at sige ja til alle de krav, de måtte blive mødt med.«

Lektor Rene Karpantschof medgiver også, at velorganiserede og ressourcestærke grupper kan have lettere ved at komme til orde og få deres behov opfyldt i et samfund, hvor demonstrationer spiller en stor rolle.

Men når det regner på præsten, så drypper det på degnen. Således også i dette tilfælde ifølge Rene Karpantschof. Han påpeger, at historisk set har demonstrationer haft en lighedsskabende effekt: Når de stærke har råbt højt, er det også kommet svagere grupper til gode.

»Desuden må man ikke glemme, at det er en ekstremt vigtig del af demokratiet, at større folkelige grupper har kompetencen til at blande sig i politik og er i stand til at holde politikerne i ørene,« slår Rene Karpantschof fast.