CO2-kvoter er den nye handelsvare

Af

Den internationale handel med CO2-kvoter er højspændt spekulation i milliardklassen. Ligesom aktiekurserne tonser prisen på CO2-kvoterne op og ned og truer med at underminere virksomhedernes lyst og vilje til at investere i ren teknologi, mener klimaekspert.

KLIMA-ROULETTE Tilsyneladende er der ikke nogle grænser for, hvad der kan og må spekuleres i. Aktier, obligationer, fast ejendom, olie, guld, ædelstene, hvede, kvæg, vin, kunst og nu også retten til at svine miljøet til med CO2.

Blandt investorerne finder du en række af Danmarks største selskaber, såsom DONG energy, Mærsk Olie og Gas samt Aalborg Portland. Men banker og private investorer er i stigende grad også begyndt at være aktive på markedet. Og det i en sådan grad, at handlen med CO2-kvoter i dag får iagtagere til at tænke på Wall Street.

»Det minder ekstremt meget om andre typer af finansielle markeder. Priserne kører op og ned, og der foregår helt sikkert en god del spekulation, som der vil gøre på ethvert marked, hvor der er nogle, der tror, at de har mere information end andre,« siger John Nordbo, der er leder af Verdensnaturfondens klimaprogram og en garvet ekspert på området.

Senioranalytiker Karl Magnus Maribu fra det norske Point Carbon, der er et af verdens førende uafhængige konsulent- og analysefirmaer inden for CO2-handel, har også kunne konstatere, at handlen med CO2-kvoter er steget kraftigt gennem de senere år.

»Ligesom med aktier og råvarer er der masser af handel. Banker, virksomheder og private er med til at skabe et meget effektivt marked, hvor prisen konstant afspejler behovet for kvoter. I den forstand har kvotesystemet vist sig at være en stor succes,« siger han.

Eksplosiv vækst

Udviklingen i markedet for CO2-kvoter har også været voldsom. Hvor markedet i 2005 beløb sig til 11 milliarder dollar, var det i 2006 vokset til 30 milliarder og i 2007 til 64 milliarder dollar – svarende til 320 milliarder kroner, ifølge Verdensbanken.

Endnu er der selvfølgelig langt igen, før markedet i størrelse kan sammenlignes med aktie- eller råvaremarkedet. Men meget kan ændre sig i de kommende år, hvor USA, Australien, New Zealand og Japan, såfremt klimaforhandlingerne i København bliver en succes, kan forventes at indføre kvoteordninger lig den, der findes i EU.

For flere danske virksomheder er køb og salg af CO2-kvoter imidlertid blevet en integreret del af hverdagen for længe siden. Det gælder eksempelvis i DONG, hvor underdirektør Frank Rasmussen er hovedansvarlig for området.

»Det er klart, at vi er nødt til at følge markedet og prisudviklingen på CO2-kvoterne ret nøje. Faktisk er det helt afgørende for os. Og for øvrigt gør alle de andre virksomheder det samme,« siger han.

I DONG’s tilfælde er der heller ingen tvivl om, at prisen på CO2-kvoterne er af stor betydning for det årlige resultat.

DONG har af staten fået tildelt kvoter svarende til en udledning på 7,5 millioner ton CO2 om året. Men ifølge Frank Rasmussen udleder selskaber typisk omkring 10 – 11 millioner ton CO2. Forskellen skal købes i markedet. Og ved den nuværende kurs på cirka 14 euro per ton CO2 svarer det til en årligt omkostning i størrelsesordenen 280– 390 millioner kroner.

»Økonomisk fylder prisen på CO2-kvoterne en del. Det gør det for os og for mange andre virksomheder, der er omfattet af kvoteordningen,« siger han.

Er CO2-spekulation gavnlig?

Men hvorfor overhovedet tillade handel med CO2-kvoter? Ville det ikke være meget lettere og mere effektivt at sætte et loft over hver enkelt virksomheds udledning – og så give firmaet en enormt stor bøde, hvis de ikke holdt deres udledninger under det vedtagne loft?

Jo, sådan set. Der er da også et loft over virksomhedernes udledning, men holder virksomhederne sig ikke indenfor loftet, er der åbnet op for, at de kan købe kvoter af virksomheder, der ikke bruger deres CO2-kvoter op. På den måde håber politikerne, at CO2-udslippet begrænses på den mest effektive og økonomiske måde.

Markedet for handel med CO2-kvoter skal også gøre det lettere for virksomhederne at gennemskue, hvornår det kan betale sig, at foretage ændringer i deres drift og produktion. Vil det eksempelvis koste DONG 10 euro at ændre sin produktion, så den udslipper et ton CO2 mindre, vil det økonomisk set være en god idé, da prisen på en CO2-kvote netop nu er cirka 14 euro.

Problemet er imidlertid, at prisen på CO2-kvoterne mildest talt har været på noget af en rutschetur på det seneste. Det har gjort det svært for nogle virksomheder at gennemskue, hvornår en klimainvestering er en god forretning. Hvor en kvote til udledning af ét ton CO2 i sommeren 2008 kostede tæt på 30 euro, er prisen i dag cirka den halve. Og da finanskrisen var på sit højeste kunne du få lov til at smide et ton CO2 ud i atmosfæren for blot otte euro.

De voldsomme udsving i CO2-kvoterne har blandt andet fået direktøren for British Petroleum, Tony Hayward, og chefen hos den franske energigigant EDF, Vincent De Rivas, til at efterlyse en mere stabil prisudvikling på CO2-kvoterne. Og for nylig anbefalede den britiske Committee on Climate Change, at der blev indført en minimumspris på CO2-kvoter.

Lederen af Verdensnaturfondens klimaprogram John Nordbo mener også, at yoyo-bevægelserne i prisen på CO2-kvoterne er dårligt nyt.

»Det virker i virkeligheden som om, at du har fået skabt et system, hvor det langsigtede fuldstændig forsvinder. Priserne går så meget op og ned, at der ikke er nogen klar rettesnor for hvilke investering, der giver mening,« siger han.

Det er dog langtfra alle, der mener, at vilde udsving i prisen på CO2-kvoterne er et problem. Eksempelvis gik den indflydelsesrige kommentator og nobelprisvinder i økonomi Paul Krugman for nylig til forsvar for kvotehandelssystemet, der i hans øjne er en af de vigtigste brikker i kampen mod klimaforandringerne.

»Det er sindsygt at ofre vores fremtid for at kunne spytte i Goldman Sachs ansigt,« skrev han i en kommentar i New York Times med henvisning til, at mange amerikanere frygter, at Goldman Sachs og andre investeringsbanker vil tage magten over et eventuelt amerikansk kvotehandelssystem og gøre det til et nyt subprime-marked.

Venstres klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt frygter heller ikke spekulanternes indflydelse på markedet.

»Når virksomhederne investerer i energibesparende tiltag, er der tale om tiltag med meget langt sigte. Det påvirkes ikke af, hvorvidt prisen på kvoterne går lidt op eller ned,« siger han og tilføjer:

»Det er ligesom med aktier og renten. De stiger og falder også. Sådan er det med et marked.«

De konservatives klimaordfører Per Ørum Jørgensen træder mere varsomt. Egentlig så han gerne, at udsvingene var knap så store og spekulationen i CO2-kvoterne blev holdt på et minimum. Imidlertid har han ikke den store forkromede løsning på tegnebrættet.

»Kvotehandelssystemet er ikke perfekt. Men det er det mindst ringe,« siger han.

På CO2-shopping i Afrika

Kvotehandelssystemets problemer synes også at være barnemad sammenlignet med de udfordringer, der knytter sig til et andet vigtigt element i kampen mod klimaforandringerne – de såkaldte CDM-kreditter.

CDM-kreditter gives til virksomheder, der er med til at gennemføre klimavenlige projekter i lande, der ikke er omfattet af en reduktionsforpligtigelse i Kyotoprotokollen.

Vælger en dansk virksomhed eksempelvis at deltage i et projekt, der fører til mindre CO2-udledning i Kina, kan virksomheden til gengæld få lov til at udlede en større mængde CO2 herhjemme. Tanken er, at de danske virksomheder ved at gøre en indsats i ulandene kan mindske CO2-udslippet samtidig med, at der skabes vækst og overføres teknologi og viden.

Inden den danske virksomhed kan høste frugterne af sit arbejde i udlandet og fyre op for CO2-udledningen, sker der dog en omfattende kontrol. Den megen kontrol har dog ikke forhindret kritik af projekterne, der af visse grupper ses som den vestlige verdens forsøg på at købe aflad.

Lederen af Verdensnaturfondens klimaprogram John Nordbo er heller ikke glad for CDM-programmet.

»Sætter man sig virkelig ned og analyserer erfaringerne, så må man konkludere, at det dybest set ikke virker og ikke leverer varen,« siger han.

John Nordbo læner sig blandt andet op af undersøgelser fra den amerikanske miljøorganisation ’Friends of the Earth’, der har vist, at mange af CDM-projekterne var blevet gennemført uanset hvad. Ligeledes nåede Verdensnaturfonden i en undersøgelse fra 2005 frem til, at halvdelen af de danske CDM-projekter enten ikke var bæredygtige eller førte til en reel reduktion i CO2-udslippet.

»Der er intet, der tyder på, at det her for alvor gavner klimaet. Det bliver solgt under bannerne om teknologioverførsel og effektiv bekæmpelse af klimaforandringerne, men det er fuldstændig falske begrundelser,« siger John Nordbo.

Han nævner som eksempel, at der er blevet givet kreditter til projekter med vandkraftværker i Kina. Men kineserne er allerede eksperter på området og har absolut ikke behov for vores hjælp til udvikling af teknologi.

CO2-kvoter skal være hverdag

De konservatives klimaordfører Per Ørum Jørgensen er dybt uenig med John Nordbo. I hans øjne er problemet, at mange kritikere har fået et nærmest religiøst forhold til ideen om klimaprojekter i ulandene.

»Nu må vi stoppe diskussionen om, hvorvidt vi køber aflad eller ej. Jeg mener helt klart, at der kan komme meget godt ud af CDM,« siger han og tilføjer:

»Vi ved fra klimaforhandlingerne, at teknologiudveksling er noget af det helt centrale for ulandende. Her kan CDM spille en helt afgørende rolle,« siger han.

Venstres energi- og klimaordfører Lars Christian Lilleholt afviser også kontant at droppe de udskældte CMD-projekter.

»Gør vi det, risikerer vi, at der intet sker i udviklingslandende. Og det er nu engang det bedste, hvis kampen mod klimaforandringerne bliver gjort til en global kamp og ikke bare foregår i vores del af verden,« siger han.

Hvorvidt det bliver en realitet kommer i høj grad til at afhænge af, hvordan klimaforhandlingerne i København i december forløber. Lars Christian Lilleholt er dog ikke i tvivl om, at handel med CO2-kvoter er kommet for at blive.

»Efter 2012 vil der være et endnu mere effektivt marked, hvor virksomheder og private vil handle CO2-kvoter. Og prisen på kvoterne vil være noget, som vi alle følger med i – præcis som vi i dag gør det med renten eller aktiekurserne,« siger han.

Ugebrevet A4 har forgæves forsøgt at få en kommentar fra klima- og energiminister Connie Hedegaard (K). Trods gentagne henvendelser er det ikke lykkedes.