Opsang

Clausen kalder til kamp: 'Vi skal sgu ikke dukke nakken for systemet og chefen'

Af | @MariaJeppesen

INTERVIEW: Arbejdernes kamp er ikke død. Men hvor kampen før handlede om rettigheder og overenskomster, er tiden nu til at nyde livet og sikre retten til et godt arbejdsliv uden stress og kassetænkning. Det mener den 75-årige filminstruktør og samfundsrevser Erik Clausen.

Erik Clausen, fotograferet hjemme på Vesterbro, hvor han både bor og arbejder. Kvarteret har ændret sig meget, synes han. »Der foregår en etnisk udrensning her på Vesterbro. Det er kun os med almindelige lejeboliger, der har råd til at være her, fordi vi er beskyttet af lejeloven,« siger han.

Erik Clausen, fotograferet hjemme på Vesterbro, hvor han både bor og arbejder. Kvarteret har ændret sig meget, synes han. »Der foregår en etnisk udrensning her på Vesterbro. Det er kun os med almindelige lejeboliger, der har råd til at være her, fordi vi er beskyttet af lejeloven,« siger han. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix

 

Det er på tide, at håndværkeren, sosu’en og den bankansatte siger fra over for chefen, når han eller hun forlanger højere produktivitet og stiller ukonkrete krav. 

Det mener filminstruktøren, kunstneren og samfundsdebattøren Erik Clausen.

Kassetænkning, bureaukrati og krav om fleksibilitet er med til at frarøve arbejderne den sociale frihed. Erik Clausen mener, at fagbevægelsen har til opgave at redefinere arbejderkampen og sikre retten til det gode liv. 

»Frihed for mig starter med den fri tanke. Som da vores bedsteforældre efter en lang arbejdsdag mødtes om aftenen og udtænkte velfærdsstaten. En genial konstruktion. Men det fungerer kun, hvis folk ikke er slavesjæle, som gerne vil dukke nakken, når chefen kommer. Vi skal længes efter den sociale frihed, som er ret elementær.« 

Flere begravelser end bryllupper

Ugebrevet A4 har sat Erik Clausen i stævne for at tale om hans nye film og arbejderkampen anno 2017. 

Vi møder ham i hans filmstudie på Vesterbro i København. Studiet ligger i stuen. Hans private bolig etagen over. Han har altid boet i hovedstaden, og han elsker sit Vesterbro, selvom de senere års gentrificering har forandret kvarteret. 

»Der foregår en etnisk udrensning her på Vesterbro. Det er kun os med almindelige lejeboliger, der har råd til at være her, fordi vi er beskyttet af lejeloven. Jeg fatter ikke den stræbsomhed efter ejendomsret. Et mentalt frit menneske er bedre end en, der går op i friværdi. Og friværdi har ikke noget med frihed at gøre. Men der er jo heller ikke hunde i hundekiks.«

Erik Clausen er uddannet maler, men er kendt i offentligheden som gøgleren, tv-personligheden og filminstruktøren, som ikke er bleg for at blande sig i samfundsdebatten, hvor han ofte hylder den frie tanke til at udvikle og forbedre samfundet, ikke mindst for de svage. 

Artiklen fortsætter under videoklippet

 

Han byder på kaffe med tilhørende cognac ved langbordet i det store køkken, hvor indrammede priser og legater fra en lang karriere pryder væggene. 

Den 75-årige multikunstner er lige nu aktuel med filmen 'Aldrig mere i morgen', der handler om kunstmaleren Thorvald, som dør, men hvis sjæl på magisk vis får lov at blive på jorden og følge hans efterladte kone og børn i dagene efter. 

Og selvom døden er omdrejningspunktet i filmen, handler den i højere grad om livet, forklarer Erik Clausen. 

Han har nået en alder, hvor han går til flere begravelser end bryllupper og barnedåb, og hvor regnskabet snart skal gøres op. 

»Det er som Kim Larsen synger: 'Fik du set det, du ville?'«

»Har du oplevet noget? Har du deltaget i demokratiet? Har du udfordret skæbnen? Har du oplevet kærligheden? Har du fået børn, børnebørn? Har du spillet fodbold? Har du været bokser?«

»Eller har du været en lille artig grå mand med let dukket nakke, der gør, hvad der bliver sagt og ikke bruger din egen fantasi? Som så nu sidder tilbage på plejehjemmet og kigger tilbage på livet og ser til din rædsel, at det er en tragedie af programmering og vanetænkning.«

Mere i livet end slid og slæb

Erik Clausen voksede op i København i Sydhavnens arbejderkvarter. Han var ikke et ønsket barn, men til hans held var aborten ikke fri dengang. Moderen, der var ufaglært fabriksarbejder, var alene med ham og storebroderen. Faderen, som var fraværende det meste af Clausens barndom, arbejdede som mekaniker og kørte ham på motorcykel. 

»Min far var en hård banan. Og han vurderede folk på, om de arbejdede. Han var skidegod til at arbejde. Og det er jeg også,« fortæller Erik Clausen, der begyndte at arbejde som 13-årig og gik ud af skolen, da han var 15. 

Han betegner sig selv som barn af arbejderklassen. Hans far sagde altid til ham, at fagforeningsbogen var vigtigere end bibelen. Hans mormor sang sørgmodige sange om pigen med den blinde mor eller skibsdrengen, som druknede. 

Min far var en hård banan. Og han vurderede folk på, om de arbejdede. Han var skidegod til at arbejde. Og det er jeg også. Erik Clausen

»Det var forfærdelige sange fra underdanmark. Men det sang min mormor for mig, da jeg skulle sove. For der er altid nogen, der har det værre end dig. Og det var sgu hårdt for arbejderne dengang. Derfor ville de gerne bekræftes i, at der var nogen, der havde det værre,« forklarer Erik Clausen, der ikke har glemt arbejdermentaliteten. 

For arbejde er godt. Men der er mere i livet end slid og slæb, fastslår han. Allerede som ung malersvend i 1960’erne var han aktiv i fagbevægelsen. Og arbejderkampen er nået langt siden dengang.

BLÅ BOG

Erik Clausen

Født 7. marts 1942 i København

Opvokset i Sydhavnens arbejderkvarter i København

Udlært maler, men har siden arbejdet som kunstmaler, skuespiller, filminstruktør og foredragsholder.

Har instrueret og været manuskriptforfatter til en række film, bl.a. ’Slip hestene løs’,’Ledsaget udgang’ og ’Frihed på prøve.’

Var formand for LO’s kulturelle vismandsråd, der blev oprettet i 2000, som skulle fremme kultur og livskvalitet i samfundet. Rådet blev nedlagt året efter.  

Desuden: Har skrevet teksten til ’Mormors Kolonihavehus,’ som han betegner som en arbejdersang. ’

 Er en habil cykelrytter og tilbagelægger ugentligt omkring 100 km. på racercyklen.

Er gift med Pernille, som han har været sammen med i 48 år, har to børn og tre børnebørn. 

Aktuel med filmen ’Aldrig mere i morgen,’ som han har instrueret og spiller hovedrollen i. 

UDVID

»Jeg har lige været ovre med min bil på værksted, og det er jo som om at gå ind i et kirkerum. Du kan ikke engang lugte, der er udstødning derinde, for der er avancerede udsugninger, og de går i skjorteærmer, selvom det er koldt udenfor. Og det er ikke rigtigt beskrevet. For de borgerlige kræfter og højrefløjen forsøger hele tiden at dysse ned, hvad venstrefløjen, socialisterne og fagbevægelsen har lavet,« siger Erik Clausen, mens han med en knyttet hånd slår hårdt ned i bordet foran sig.

Det gør han flere gange under interviewet. Især når det handler om politik. Højrefløjen, mener han, har udviklet sig fra at være »hæderlige borgerlige« til at udøve en »brutal liberalisme«, hvor mennesker kun har værdi, hvis de arbejder og bidrager til statskassen. 

De borgerlige kræfter og højrefløjen forsøger hele tiden at dysse ned, hvad venstrefløjen, socialisterne og fagbevægelsen har lavet. Erik Clausen

»Det undrer mig, hvor meget man kan slippe afsted med i dagens Danmark. Liberalisterne problematiserer alt. Også dig og mig. Og lige pludselig er du ikke længere en demokrat, så er du et problem. Der er noget tumling over Lars Løkke. Der er noget komisk over ham. Hvis han tog en rød næse på, ville det hele være lidt mere afslappet. Og når han prøver at lege statsmand, så minder han om en brugtvognshandler, der prøver at sælge dig en gammel Skoda til en urimelig høj pris.«

Og det er ikke kun de borgerlige, Erik Clausen langer ud efter. Han mener, at venstrefløjen i dansk politik stort set ikke eksisterer længere. 

»De har for travlt med at gå til yoga, løbe halvmarathon og spise sunde grøntsager. Jeg kan forestille mig, at den eksploderer på et tidspunkt. Der var tilløb til det med de der Venligboere, at der skete en alternativ bevægelse, men den gik hurtigt i sig selv igen.«

Kampen skal redefineres 

»Nu har vi sgu brug for lidt musik,« udbryder Erik Clausen midt inde i interviewet og hiver harmonikaen af ældre dato frem. 

Tonerne strømmer ud, som han sidder og freestyler på det gamle instrument. Kunst, kultur og musik var før i tiden med til at skabe vejen ind i fagbevægelsen, da arbejderne samledes til fest i fagforeningen eller deltog i det årlige revyer eller højskoleophold, arrangeret af den lokale fagforening. 

 

I dag er det hele blevet mere topstyret og centraliseret, og afstanden mellem arbejderen og fagforeningstoppen er blevet for stor, mener Erik Clausen. 

Og skønt han betegner fagbevægelsen som en succeshistorie, som er startet nedefra, så mener han, at den på lige fod med venstrefløjen svigter arbejderne i dag, hvor høje produktionskrav dræber arbejdsglæden og kreativiteten. 

Arbejderkampen skal redefineres. Nu har vi løst mange af de praktiske ting og fået overenskomster og regler for, hvad man må og ikke må. Men det vi mangler - og det er et paradoks - det er at nyde livet. Erik Clausen

For selvom fagbevægelsen har sikret overenskomster, rettigheder og sikkerhedskrav på jobbet, så kæmper arbejderne en kamp for at få hverdagen og familielivet til at hænge sammen. 

»Arbejderkampen skal redefineres. Nu har vi løst mange af de praktiske ting og fået overenskomster og regler for, hvad man må og ikke må. Men det vi mangler - og det er et paradoks - det er at nyde livet.« 

Erik Clausen mener, at fagbevægelsens nye rolle er at skabe rammer for det gode liv. Det handler om, at arbejdsgiverne ikke skal stille for mange ukonkrete krav og gøre hverdagen for abstrakt. Og så skal arbejderne have friheden til at sige fra. 

For som budskabet i hans film lyder, så handler det gode liv om at sætte sig selv fri fra normer og regler og ikke altid gøre, hvad systemet og chefen befaler. 

»Og jeg tror, den livsstil, vi fører i dag, kommer til at gå ud over børnene, der placeres i institutioner, mens mor og far arbejder og realiserer sig selv. Jeg mærkede, at jeg var til overs derhjemme, og det er jeg aldrig kommet mig over.«