Citat-kanonen fylder 10

Af | @MichaelBraemer

Ugebrevet A4 blev mødt med skepsis, da det blev lanceret for 10 år siden. Men succesen og evnen til at præge samfundsdebatten har været stor, lyder anerkendelsen fra alle sider. Udfordringen er nu fortsat at være bidsk vagthund over for alle magthavere – også den socialdemokratisk ledede regering, mener ekspert.

Foto: Tegning: Gitte Skov.

IFØLGE 10 ÅRS UNDERSØGELSER Da Ugebrevet A4 for 10 år siden blev lanceret, var overskriften på tophistorien »Dyb social kløft i danskernes sundhed«. Påvisningen - af at den danske sundhed er ulige fordelt, og at samfundet kunne spare milliarder af kroner ved at bringe befolkningen op på akademikernes gode helbredsniveau - skete på baggrund af en »ny, stor undersøgelse«.

Sådan er det gået slag i slag siden. Der er stort set ikke det gab, den kløft eller den mere beskedne ulighed i samfundet, som ugebrevet ikke har dokumenteret i grafer og tabeller gennem årene. Og i samme ombæring udstyret med forskernes belysning og politikernes bud på, hvad de vil gøre ved problemerne.

Gennem alle årene har det været en mærkesag for Ugebrevet A4 at kunne underbygge dét, ugebrevet skriver om. Enten i form af statistiske tal eller holdningsundersøgelser, som dokumenterer, hvad ’danskerne’ eller relevante undergrupper mener om en given sag.

Den metode har været så stor en gevinst, at politisk kommentator Hans Engell, tidligere konservativ minister i flere omgange og senere chefredaktør for Ekstra Bladet, netop har indstillet A4 til Anders Bordings Mediepris, som tildeles et nyskabende specialmedie, der kan tjene til inspiration for andre.

Hans Engell mener, at Ugebrevet A4 i løbet af sine første 10 år har været med til at flytte grænser både for specialmedier og andre medier i Danmark med et slagkraftigt journalistisk koncept. I sin indstilling af A4 til medieprisen skriver han:

»I et mediemarked med mange meninger, kommentarer, analyser, fordrejninger, påstande og beskyldninger er det befriende med ’facts and figures’ – et solidt fundament for en saglig, seriøs og ikke mindst væsentlig politisk eller samfundsmæssig debat.«

Klæder læserne på

Den konsekvente brug af tal og data i journalistikken har gjort, at Ugebrevet A4 har udviklet en journalistisk genre, som ikke bare bliver citeret bredt i andre medier, men også inspirerer andre medier til at følge op, påpeger Hans Engell. Han værdsætter også, at ugebrevet tager sine læsere alvorligt.

»Ugebrevet A4 har en ambition om, at læserne skal blive klogere og mere indsigtsfulde. Målet er højt og nås selvfølgelig ikke altid. Men i det store og hele lykkes det ofte for A4 at sætte en ny dagsorden, som mange flere end A4’s faste læsere tvinges til at forholde sig til. For den forplanter sig til andre medier enten i form af citater eller ved at få medierne til selv at beskæftige sig med de samme emner. Og folk som jeg, der lever af politik og af at holde foredrag og skrive, kan finde den dokumentation i ugebrevet, som det er svært selv at finde, og som aviser heller ikke altid leverer,« siger han.

En ny undersøgelse udført blandt A4’s læsere i marts 2012 viser da også, at de op mod 25.000 daglige læsere sætter pris på at blive udfordret og taget alvorligt.

94 procent af læserne mener, at Ugebrevet A4 er »godt« eller »meget godt«. Og når de har læst dagens artikel, bliver den meget ofte drøftet med kollegerne eller chefen. I stort set alle tilfælde sidder læserne tilbage med en oplevelse af, at de er blevet opdateret med nyttig viden om arbejdsmarkedet eller fagbevægelsen, fremgår det af undersøgelsen.

Lykkes trods skizofreni

Fagligt aktive og ansatte i fagbevægelsen var fra starten en kernemålgruppe for A4, og undersøgelsen viser, at ugebrevet har formået at holde godt fast i denne gruppe. Det er blandt tillidsrepræsentanter og ansatte i fagbevægelsen, at man finder den største tilfredshed med A4. Og det er også her, der er den mest udbredte oplevelse af, at ugebrevet er målrettet netop dem.

De fagligt aktive mener, at A4’s journalistik i høj grad klæder dem på med nyttig viden om arbejdsmarkedet – en viden, de flittigt bruger i diskussioner med kolleger og ledelse. Evnen til at præsentere tungt stof på en forståelig måde fremhæves også af en meget stor del af gruppen. 

Det glæder Ugebrevet A4’s redaktør, Jan Birkemose, at denne succes er opnået, uden at andre læsere føler sig udenfor.

»Det er positivt, at undersøgelsen dokumenterer, at vores næsten skizofrene ønske - om at ramme både almindelige lønmodtagere, tillidsrepræsentanter, chefer, eksperter og politikere - lykkes. Man kunne sagtens frygte, at vi kun nåede den ene målgruppe eller endnu værre landede lige midt i mellem dem. Men undersøgelsen viser tilfredshed hos alle læsergrupper. Alle føler, at vi skriver netop til dem. Det skyldes utvivlsomt, at det er en fællesnævner for alle læserne, at de er dybt engagerede i samfundet,« siger Jan Birkemose.

A4 blev dømt til at floppe

Der var ellers ikke meget, der tydede på, at det skulle lykkes, eller at Ugebrevet A4 i det hele taget skulle blive andet end en økonomisk belastning for udgiveren LO, da det blev præsenteret for 10 år siden. I hvert fald ikke, hvis man ser på den medieomtale, som det nye ugebrev fik i forbindelse med sin første udgivelse.

Under overskriften »Mellem to stole« beskrev journalist ved dagbladet Politiken Jakob Nielsen, hvad han så som ugebrevets helt store svaghed: »Det skal ramme gruppen af tillidsfolk, men samtidig er det i høj grad rettet mod beslutningstagere på Christiansborg og journalisterne på de store aviser, som gerne skal citere A4 flittigt«.

Det anså Jakob Nielsen ikke for realistisk, og han pegede på en række nødvendige initiativer, hvis ikke ugebrevet skulle blive noget, der bare endte i bunken af ulæst post – såvel hos tillidsfolk som blandt politikerne på Christiansborg.

I Børsens Nyhedsmagasin gjorde journalist Frank Stokholm sig lystig over den journalistiske frihed, som ugebrevet var blevet tildelt. Det gjorde han under overskriften »Hans Jensens ugebrev« med henvisning til LO’s daværende formand:

»Hvad Ugebrevet A4 angår, gør man sig ikke meget umage for at bygge forestillingen om uafhængighed op. Der er en stab på syv journalister og en redaktør, men den ansvarshavende redaktør hedder Hans Jensen. Derfor er det også ham, som åbner bladet med en leder, og går man videre til bladets første artikel, en historie om hvordan Kristeligt Folkeparti vil hjælpe de gule fagforeninger, så finder man som den første citerede person – ja, Hans Jensen.«

Men måske var det ikke helt af vejen med en leder af den daværende LO-formand. Her kunne han byde velkommen til ugebrevet og skitsere LO’s nye mediestrategi, efter at hovedorganisationen havde lukket det omkostningstunge dagblad Aktuelt året forinden, men efterfølgende set arbejdsmarkedsstoffet og lønmodtagernes vilkår forsvinde stille og roligt fra mediebilledet.

Fandens også!

Under alle omstændigheder var det både første og sidste gang, Hans Jensen kom i ugebrevet som andet end en kilde på linje med mange andre til at kommentere de løbende problemstillinger.

Frem til sin afgang i 2007 blandede han sig ikke i A4’s redaktionelle beslutninger og måtte af samme grund finde sig i en række historier, som han ikke mente, A4 burde have bragt. Men netop fordi den redaktionelle frihed lå ham så meget på sinde, elskede han det faktisk, når A4’s artikler gav ham ballade.

»Hvis ugebrevet skulle være interessant for andre end meningsdannere i fagbevægelsen og levere nogle dimensioner og vinkler, der var anderledes end dem, vi shoppede rundt i til daglig, så var forudsætningen, at A4 havde friheden til også at skrive den type historier, som overraskede mig, når jeg læste dem. Og måske oven i købet reagerede med ’Nå, fandens også – nu skal jeg høre på det her på et forretningsudvalgsmøde!’,« fortæller han.

Uanset hvor mange ’vildskud’, Ugebrevet A4 har leveret i forhold til fagbevægelsens umiddelbare interesser, er etableringen af det uafhængige ugebrev en af de beslutninger, Hans Jensen er glad for. Og som han mener, fagbevægelsen har haft gavn af.

»Der er jo ikke noget ved nogen, der bare ’pleaser’ én. Det var kun i gamle dage, dét var sjovt,« siger han.

Succes overrasker LO-formand

Den brede kreds af A4-læsere har da heller ingen problemer med ugebrevets udgivelsesgrundlag. Her er stort set alle – 93 procent – udmærket klar over, at ugebrevet udgives af LO, men kun syv procent mener, at A4 forbryder sig mod målsætningen om at bedrive neutral og objektiv journalistik. En endnu mindre del oplever, at ugebrevet svigter balancen i journalistikken og forsømmer at lade alle komme til orde.

Hvad Ugebrevet A4’s troværdighed angår, mener 95 procent af læserne, at ugebrevet er »troværdigt« (53 procent) eller »meget troværdigt« (42 procent).

At det er lykkedes Ugebrevet A4 at praktisere redaktionel frihed kommer ikke bag på LO’s nuværende formand, Harald Børsting. Men han er meget overrasket over, at det faktisk er lykkedes at overbevise læserne og omverdenen om, at det er tilfældet.

»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var skeptisk over for Ugebrevet A4, da det blev sat i søen. Jeg troede, det ville være umuligt at ramme to så forskellige målgrupper på én gang, og jeg var også dybt skeptisk over for ideen om et frihedsbrev. Jeg var ikke i tvivl om, at huset og ledelsen dengang ville give det, men jeg troede ikke, det kunne gøres på en måde, hvor omverdenen ville respektere og anerkende det,« fortæller Harald Børsting, som var LO-sekretær på det tidspunkt, hvor Ugebrevet A4 så dagens lys.

Til tider en pestilens

Harald Børsting har det nu med ugebrevet som Hans Jensen i sin tid: Til tider er det en pestilens. Senest, da det skrev om alle de penge, der lå og samlede støv i uddannelsesfondene.

»Det er ikke nogen sjov melding at få ud i offentligheden, når man går med planer om at forhandle flere hjem. Andre gange er det konflikter, som ugebrevet sætter fokus på, og som får mig til at reagere med ’Det var dog fandens!’, fordi vi ikke har brug for at diskutere dem lige her og nu. Men det er jo vilkårene,« siger LO-formanden.

Han er nemlig meget opmærksom på værdien for fagbevægelsen af at have et medie, som skaber gennemslag, selv om det ikke nødvendigvis skriver det, LO ønsker.

»Ugebrevet A4 er et medie, der rejser en række emner, som er helt centrale for dansk fagbevægelse. Det ser man ikke noget andet medie gøre hverken i det omfang eller med den dybde. Og så får vi det tilmed til en anstændig pris, hvis man sammenholder det med, hvad denne bevægelse ellers har brugt på medier. Aktuelt kostede 60-70 millioner kroner om året, og det kan vi drive A4 for i seks år,« påpeger Harald Børsting.

Irriteret Venstre-mand

Venstre-politikeren og tidligere minister Claus Hjort Frederiksen har nu aldrig været i tvivl om, at LO var afsenderen, når han har stået med Ugebrevet A4 i hånden, og det har han gjort tit.

Claus Hjort Frederiksen var i mange år nærmest et omdrejningspunkt for Ugebrevet A4. Han var ved lanceringen i foråret 2002 beskæftigelsesminister i den VK-regering, der få måneder forinden havde taget over efter mange års socialdemokratisk ledede regeringer. Han holdt også en pæn tale, da førsteudgivelsen af ugebrevet blev markeret ved en reception på Arbejdermuseet og lovede, at han med glæde ville kaste sig over det hver mandag.  

Første udgave var heller ikke den værste for beskæftigelsesministeren at gå i krig med. Her var han den første, der fik lov til at tale ud i det tre-siders interview, som var en fast bestanddel af ugebrevet i alle de år, det udkom ugentligt på tryk.

»Frihedsministeren« var overskriften på interviewet, hvor Claus Hjort Frederiksen fortalte om sine visioner for arbejdsmarkedet, som kunne samles under én hat: Større frihed til den enkelte lønmodtager. Det gjaldt friheden til at vælge deltid, tværfaglige a-kasser og fjernelse af eksklusivaftalerne.

Efterfølgende, da visionerne konkretiserede sig i lovforslag, og ugebrevet rykkede ud med konsekvensberegninger og lod blandt andre fagbevægelsen komme til orde med påstande om, at ministeren var i færd med at splitte det faglige fællesskab og svække det kollektive og solidariske danske arbejdsmarked, kunne man forvente, at Claus Hjort Frederiksens lyst til at kaste sig over Ugebrevet A4 blev mindre. Men faktisk har han flittigt læst ugebrevet gennem alle årene, forsikrer han. Endda med største interesse.

»Jeg har altid hilst ny viden om arbejdsmarkedsforhold velkommen, fordi det er så utrolig vigtigt et område. Og det har A4 bidraget med,« anerkender han.

Men, pointerer Claus Hjort Frederiksen, han har aldrig været i tvivl om grundlaget for udgivelsen af ugebrevet, og at det er LO, der har været afsenderen. Og han skriver ikke under på, at ugebrevet til enhver tid har præsenteret den ubestridelige version af sandheden.

»Selv om jeg aldrig har tvivlet på rigtigheden af de oplysninger, A4 har bragt, har jeg været irriteret over og uenig i den måde, ugebrevet har vinklet tingene på og ladet dem indgå i en kritik af den daværende regering. Jeg mener også, man i holdningsundersøgelser har spurgt på bestemte måder for at fremme bestemte synspunkter,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Troværdigheden er afgørende

Hans Engell, der som tidligere konservativ politiker har blik for eventuelle politiske undertoner i den journalistiske dækning af samfundsspørgsmål, har imidlertid ikke noget at udsætte på Ugebrevet A4.

Alle medier udgives på et holdningsgrundlag, påpeger han. Og med det holdningsgrundlag, der er Ugebrevet A4’s, er det kun naturligt, at ugebrevet eksempelvis bød ind med en lønmodtagerdagsorden i en månedlang debat om efterløn, hvor de borgerlige aviser havde fokuseret på økonomi og arbejdskraftudbud. Da valgte A4 at dokumentere, hvem der brugte ordningen, og påviste, at det ikke kun handlede om golfspillende overlæger.

»Det afgørende for mig er, at man ikke viger uden om undersøgelser, tal og andet, som ikke nødvendigvis styrker fagbevægelsens eller Socialdemokraternes interesser. Troværdigheden er i orden, fordi A4 ikke bare lægger sig som et forlænget redskab. Jeg har siddet nogle gange og tænkt, at det her er da ikke lige noget, der får Børsting & Co til at klappe i hænderne,« påpeger Hans Engell.

Medieforsker Anker Brink Lund, professor på CBS, Handelshøjskolen i København, forfattede i 2011 en rapport om »Arbejdsliv i den journalistiske fødekæde« og underkastede i den forbindelse Ugebrevet A4 et såkaldt publicistisk serviceeftersyn.

I forhold til troværdighed ser Anker Brink Lund heller ikke noget problem i det forhold, at LO er udgiver af ugebrevet.

»Medier skal vurderes på deres egen selvforståelse. I ugebrevets tilfælde taler vi om et nichemedie, der retter sig mod beslutningstagere og fagligt interesserede inden for emnerne velfærd, politik, arbejdsmarked og værdier. I og med LO betaler regningen, er der en afsender, der har en interesse i, at nogle historier bliver bragt. Men samtidig har ugebrevet et frihedsbrev, og jeg har ikke set tegn på, at det sidder på skødet af nogen,« siger han.

Styrket fokus på arbejdsmarkedet

Derimod er der mange tegn i Anker Brink Lunds undersøgelser på, at A4 har bidraget til at få arbejdsmarkedsforhold tilbage i en stærkere position i mediebilledet. Selv om de fleste af os er lønmodtagere, er emnet ellers trængt i medierne, hvor det i 2010 kun fik 82 procent af den dækning, det fik i 2000. Kun en helt enestående kombination af en storkonflikt og en rekordlav arbejdsløshed fik i 2008 mediernes dækning af arbejdsmarkedet op over udgangspunktet i 2000.

Anker Brink Lund kæder til en vis grad udviklingen sammen med lukningen af dagbladet Aktuelt, der prioriterede arbejdsmarkedet højt og i 1999, året før sin lukning, var landets femte mest citerede nyhedsmedie. Det er af væsentlig betydning i et mediebillede, hvor næsten to tredjedele af nyhedsstoffet ifølge Anker Brink Lund er genbrug, lån og tyveri.

Sammen med Avisen.dk og LO’s forbundsmedier lykkedes det i 2011 Ugebrevet A4 at generobre Aktuelts femteplads på citat-listen. Ifølge Anker Brink Lunds beregninger blev Ugebrevet A4 genbrugt 4.920 gange i enten dagblade, radio/tv eller andre medier.      

 »A4 skal ikke dømmes på sig selv alene, men på citater og referencer, og der ligger ugebrevet pænt højt. Men en af de spændende konklusioner i undersøgelsen er, at det hænder hyppigere for A4 end for gennemsnittet af nichemedier, at andre snupper ugebrevets konklusioner uden kildehenvisning. Jeg tror, det hænger sammen med, at A4 trods alt opfattes om et partsorgan. Kollegerne kan godt se historierne, men mener formentlig, at det vil svække deres gennemslag, hvis de alt for hårdt markerer, at det kommer fra Ugebrevet A4,« vurderer han.

Men hvis hensigten er at belyse komplicerede problemer og udfordringer af betydning for arbejdslivet i bred forstand, er synlighed i medierne heller ikke et mål i sig selv, betoner medieforskeren. Så handler det om den indflydelse, man har på den offentlige meningsdannelse på længere sigt, påpeger han. 

Anker Brink Lunds serviceeftersyn viste, at Ugebrevet A4 gør det, ugebrevet er sat i verden for at gøre. Han måler medier på tre parametre: relevans, væsentlighed og fascination. Kort fortalt handler relevans om, hvor vedkommende artiklen er for læseren; væsentlighed om betydningen af artiklens indhold for samfundet; og fascination om i hvor høj grad artiklen pirrer læseren.

En ’historie’ er først rigtig god, hvis mindst to af kriterierne er opfyldt. A4 er rigtig god til artikler, der opfylder de to kriterier relevans og væsentlighed, mens fascination ikke er ugebrevets stærkeste side, viser undersøgelsen. Men det skal det heller ikke være, mener medieforskeren.

»80 procent af stoffet er inden for den del af skydeskiven, hvor to af kravene er opfyldt. Det kan nok ikke gøres meget bedre. Havde det været BT, skulle man nok have gjort mere ud af fascinationen, men ugebrevet angler jo ikke efter trafik på den måde. Man kan godt lægge sig i selen for at gøre det relevante og væsentlige mere fascinerende, men det må aldrig gå ud over det relevante og væsentlige,« understreger han.

Skørt navn

I dag bærer Ugebrevet A4 sit navn med største naturlighed, og ingen kunne vel forestille sig, at det hed andet. Men faktisk var der ikke så få, der i starten undrede sig og var ved at kløjs i noget, der lød som betegnelsen på et papirformat. Hvad det jo faktisk også er.

Navnet var heller ikke hverken det første eller mest oplagte valg, husker ugebrevets første redaktør, Bent Winther, der sad i redaktørstolen frem til 2005, og nu er redaktør af Berlingskes sektion Politiko.

»Sagen var, at navngivningen var trukket ud, og at alle forslag blev kasseret enten af LO-ledelsen eller af os. ’37-timer’, ’Fagligt ugebrev’ og ’Refleks’ var nogle af forslagene. Jeg fandt på ’A4’, og begrundelsen var dobbelt: Der skulle for det første være tale om ikke prangende, men solide analyser lige til at smide i kopimaskinen og printe ud på A4-ark til næste møde. Og så henviser A'et til Arbejderbevægelsens A som i A-pressen. Og ja, der var ikke tid til mere diskussion, så sådan blev det,« fortæller Bent Winther.

Navnet blev endnu mindre logisk, da Ugebrevet A4 i sommeren 2011 forlod det trykte bladformat og gik over til at komme dagligt på nettet. Det skete som led i en spareøvelse, der barberede cirka en tredjedel af budgettet.

I stedet for 24 sider med en blandet buket af hårde, blødere og enkelte ligefrem kuriøse elementer udsendes der nu én daglig artikel, som i type og væsentlighed svarer til den, som ’i gamle dage’ var endt på forsiden.

Reaktionen på skiftet til daglig udgivelse har været langt overvejende positiv. 73 procent af læserne betegner ændringen som enten »positiv« eller »meget positiv«, selv om nogle af dem lige skulle vænne sig til det nye koncept. Det udtrykkes i følgende bemærkning fra en læser:

»Jeg var først negativ i forhold til, at der kun er én daglig nyhed. Nu har jeg indset, at det er en kæmpe fordel, for nyheden er altid væsentlig, og dermed prioriterer jeg at få den læst grundigt. Tidligere skimmede jeg bare alle nyheder og havde ikke tid til mere. Så: Godt gået!«

11 procent i læserundersøgelsen giver dog udtryk for en ’negativ’ eller ’meget negativ’ holdning til ændringen. Modstanden udtrykkes for eksempel i følgende kommentar:

»Jeg er rigtig ked af omlægningen til elektronisk udgave. A4 drukner eller bliver nedprioriteret i forhold til alt det andet, der fylder i indbakken. Papirudgaven lå altid inden for rækkevidde, og stort set alt blev læst. Nu er det kun det, der springer i øjnene som uundværligt, jeg får læst.«

Streger på skærmen

Tidligere LO-formand Hans Jensen har som læser accepteret forandringen, men er heller ikke ovenud begejstret.

»Jeg får stadig læst nogle historier, selv om det er på en anden måde. Det er sværere på nettet end på papir, og det er ikke så elegant at sætte streger på en computerskærm. Jeg kunne ellers godt lide at understrege, hvis der var noget, jeg skulle tænke over,« siger han.

Derimod er den nuværende LO-formand Harald Børsting glad for den daglige leverance i stedet for den ugentlige. Han føler, han får mere valuta for pengene:

»Nu får jeg læst alle artikler. Det gjorde jeg ikke før, hvor det krævede en lille time at komme igennem ugebrevet. Det skal jeg være ærlig og sige.«

Formanden for Dansk Metal, Thorkild E. Jensen, siges at være den, der i kredsen af LO-formænd beskrev det senere Ugebrevet A4 mest konkret, da tomrummet efter Aktuelt blev diskuteret, og han efterlyste »et ugebrev á la Mandag Morgen med vægt på faglige spørgsmål«. Og selv om ugebrevet i form af den daglige nyhedsmail har fjernet sig afgørende fra forbilledet, er han også tilfreds med skiftet.

»Jeg er nok nået til den konklusion, at man har mulighed for at være mere aktuel og sætte flere dagsordener, når man kommer hver dag. Det er lettere at komme frem i medierne med én historie end fem,« mener han.

Teorien holder stik, viser en undersøgelse, som Infomedia har foretaget af, hvor ofte Ugebrevet A4 blev nævnt i andre medier i 2011 henholdsvis før og efter skiftet fra ugentlig til daglig udgivelse.

Hver A4-artikel blev i det nye, daglige koncept citeret gennemsnitlig 28 gange i forskellige medier i 2011. I det gamle koncept var citat-raten 9,6. Altså er der tale om en næsten tre gange så stor chance for, at en A4-historie går videre til et andet medie efter overgangen til det nye koncept.

Må ikke blive skødehund for S

Men citater skal der også til, hvis Ugebrevet A4 skal overleve. Det er ifølge tidligere LO-formand Hans Jensen de benhårde vilkår.

»Ugebrevet havde aldrig overlevet så længe i mit system med de omkostninger, der er ved sådan nogle aktiviteter, hvis ikke vi mente, det var dagsordensættende. Vi er gode til at tælle, og det tror jeg stadig, A4 bliver målt på,« mener han.  

Faren for A4 er for Hans Jensen at se, hvis ugebrevet ikke har ressourcer nok til at researche sine historier ordentligt. Og med research mener han ikke holdningsundersøgelser, for dem kan A4 ifølge ham ikke klare sig med.

»A4 skal have selvstændige historier, som det selv har researchet, og som påvirker den beslutningsproces, der er i det danske samfund.  Hvis det svigter, og der ikke er de tilstrækkelige ressourcer, så kan man lige så godt lukke ugebrevet,« mener han.   

For formanden for Dansk Metal, Thorkild E. Jensen, at se ligger faren for A4 i at bringe for mange historier, som et eller flere forbund opfatter som et angreb på fagbevægelsen.

»Jeg hører det jo i LO’s daglige ledelse, når nogen føler, at vedkommendes forbund eller bevægelsen er trådt for nær. Det kan gå en gang imellem, men det er en balanceakt. Den slags historier skal doseres med varsomhed,« advarer han.

Medieforsker Anker Brink Lund mener derimod, at Ugebrevet A4 har en udfordring i at skulle bevare sin kritiske tilgang til magten nu, hvor Socialdemokraterne er i regering – et parti, som dets udgiver traditionelt har et tæt forhold til.

Vi har haft en borgerlig regering i stort set samtlige de 10 år, hvor Ugebrevet A4 er udkommet, og nu lurer risikoen for at blive selvtilstrækkelig og hvile på laurbærrene, for man er med LO som udgiver pludselig blevet »regeringsbærende«, mener han.

»Det er vigtigt for ugebrevet fortsat at være kritisk over for magten og ikke blive passivt talerør for ministrene. Det har altid været fagbevægelsens problem, når vi har haft en socialdemokratisk regering. Det er jo godt med et frihedsbrev, men det er ikke meget værd, hvis man ikke tør bruge det. A4 som skødehund vil heller ikke være i LO’s interesse på længere sigt,« siger Anker Brink Lund.

Lever af at blive brugt

Hans Engell mener, det er vigtigt, at A4 holder sig i sporet aktualitetsmæssigt og undgår at køre ud ad mindre interessante tangenter, som får læserne til at falde fra. Det skal gøre sig klart, at det er et medie, som lever af at blive brugt – af politikere, journalister, samfundsdebattører og fagbevægelsens tillidsfolk, understreger han.

»Ugebrevet skal fastholde evnen til at forudse de debatter, der kommer. Det er ikke mindst vigtigt at være på forkant i en periode, hvor vi har fået en regering, der har en meget, meget ambitiøs reformdagsorden. Vist er det givtigt at kunne dokumentere noget, som er sket. Men det er endnu mere relevant med beregninger og belysninger af, hvilken betydning noget får, hvis regeringen gør sådan og sådan,« mener Hans Engell.

I dag har Ugebrevet A4 omkring 25.000 daglige læsere, og ambitionen er at få endnu flere i læserskaren. En netop gennemført interviewundersøgelse af 1.003 repræsentativt udvalgte danskeres kendskab til ugebrevet viser, at der er gode muligheder for at få nye læsere.

Seks ud af ti danskere har hørt om Ugebrevet A4. Blandt dem har 50 procent hørt om A4 i radioen, og 49 procent har kendskab til A4 fra tv. Selv om de ikke nødvendigvis selv har læst ugebrevet, har flere end to ud af tre danskere en opfattelse af Ugebrevet A4 som »troværdigt« (56 procent) eller »meget troværdigt« (15 procent).

Markant flere mænd end kvinder kender til ugebrevet, selv om A4 altid har haft et godt øje til de velfærdsområder inden for den offentlige sektor, hvor kvindelige lønmodtagere er overrepræsenteret. Det er også iøjnefaldende, at kendskabet til Ugebrevet A4 er væsentligt mindre blandt de unge end i de højere aldersklasser. 

For få ved, det er gratis

Dét, der for alvor peger på muligheden for nye læsere, er imidlertid det forhold, at kun hver femte dansker med kendskab til Ugebrevet A4 ved, at ugebrevet er gratis. Når de bliver oplyst om, at det frit kan læses på internettet, og at det også er muligt at abonnere på en gratis, daglig nyhedsmail med dagens artikel, siger flere end hver tredje, at de er fristet til at blive faste A4-læsere. Derudover siger yderligere 48 procent »måske«. 

Og det får A4-redaktør, Jan Birkemose, til at vejre læserfremgang.

»Det ser ud til, at der er et stort potentiale for nye læsere. Og det overrasker mig ikke, at mange er interesserede i A4, men ikke ved, at de kan læse det gratis. Det er en oplevelse, jeg ofte støder på. Men nu hvor det er systematisk undersøgt, er det klart, at vi skal i offensiven for at komme i kontakt med de interesserede,« siger Jan Birkemose.

Han tilføjer, at A4 blandt andet lancerer en iPad-app til sommer og desuden vil arbejde med modeller, der i endnu højere grad end i dag udnytter de sociale medier som affyringsrampe for A4’s artikler.

»Det er jo indholdet i A4, der er vores stærkeste salgsargument. Så derfor er det journalistikken, der vil være i centrum, når vi skal i kontakt med nye læsere. Det er også meget sandsynligt, at vi vil gøre det endnu lettere for vores nuværende læsere at anbefale os til vennerne. Det må være den mest troværdige måde at henvende sig til kommende læsere på,« siger Jan Birkemose.