Chefen er medarbejdernes nye allierede

Af

De fleste lønmodtagere vil gå direkte til chefen, hvis de oplever dårlige forhold på deres arbejdsplads. Kun hver tredje vil tale med en repræsentant for fagforeningen, og det udfordrer de faglige tillidsrepræsentanter. Eksperter advarer om udviklingen, og kalder det problematisk, hvis chefen overtager rollen som den ansattes nye allierede.

Foto: Foto: Thinkstock

GÆS GÅR TIL RÆVEN Der var engang, hvor dårlige forhold på arbejdspladsen betød, at de ansatte gik til tillidsrepræsentanten eller til fagforeningen. Men det gør de ikke i dag – i stedet går medarbejdere til chefen.

I en ny undersøgelse som analyseinstituttet YouGov har foretaget for Ugebrevet A4, svarer seks ud af ti, at de vil gå til deres nærmeste chef, hvis de skal udtrykke sig kritisk om forholdene på arbejdspladsen. Kun godt hver tredje – 35 procent – vil gå til fagforeningen eller tillidsrepræsentanten.

Undersøgelsen viser samtidig, at godt fire ud af fem lønmodtagere mener, at der er en positiv tone mellem chefen og dem selv. Kun syv procent mener ikke, tonen er positiv.

De ansattes nye allierede

Lizette Risgaard, næstformand i LO, mener, undersøgelsen understreger en god udvikling på arbejdsmarkedet.

»Det er kun godt, at arbejdsmiljøet er blevet så godt, så de ansatte kan tale om eventuelle problemer med deres chef,« siger hun.

Men selv om man har et godt forhold til sin chef, bør den ansatte stadig være opmærksom på de forskellige roller, der er på arbejdspladsen, understreger næstformanden.

»Selv om det kan se ud som om, at chefen er ens bedste ven, gælder det jo kun, indtil noget går dårligt. Hvis det pludselig brænder på, er der ingen tvivl om, hvem der bestemmer,« siger hun.

I sådanne situationer, mener Lizette Risgaard, det er vigtigt, at der er et fagligt fællesskab, hvor medarbejderen kan søge hjælp.

Chefen kan løse problemerne

Povl-Christian Jensen, næstformand i Dansk Arbejdsgiverforening, mener, det er positivt, at de ansatte har et godt forhold til chefen.

»Undersøgelsen understreger jo, at vi i Danmark har en stærk samarbejdskultur på arbejdspladserne. Og jeg tror, de ansatte går til chefen, fordi det er der, de kan få løst deres problemer,« siger Povl-Christian Jensen.

Rasmus Willig, lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet, mener, at den positive tone lægger slør over magtforholdet mellem chef og medarbejder.

»Når tonen mellem chef og lønmodtager skal være positiv, kan det betyde, at magtforholdet skjules. Men det er stadig chefen, der bestemmer og har magten,« siger han.

Ledelseskonsulent Mads Ole Dall, fra konsulentvirksomheden Perspektivgruppen, mener, magtforholdet mellem chefen og de ansatte de senere år er blevet svækket. Ifølge ham er chefen i stigende grad blevet afhængig af medarbejdernes viden og ideer, når hun skal tage beslutninger.

»Chefen er mindre tilbøjelig til bare at træffe beslutninger hen over hovedet på medarbejderne. Chefen og medarbejderne er blevet gensigt afhængige af hinanden,« siger han og tilføjer:

»Ledelsen har ganske vist formelt magten, men reelt gør den klogt i at integrere medarbejderne i beslutninger. Erfaringen viser nemlig, at det fører til bedre præstationer og øget trivsel.«

Manglende stabilitet

Rasmus Willig påpeger, at ledelsen altid vil kunne sætte sig igennem, selv om mange chefer er blevet mindre tilbøjelige til at styre virksomheden med hård hånd. Han påpeger samtidig, at den nye ledelsesstil betyder større usikkerhed blandt de ansatte.

»Der er blevet større usikkerhed om, hvornår og hvordan lederen vælger at skære igennem. Samtidig er der mindre gennemsigtighed i forhold til, hvem der har ansvaret,« siger han.

Den manglende stabilitet og gennemsigtighed kan ifølge Rasmus Willig, få konsekvenser for de ansattes trivsel på arbejdspladsen.

»Når der er mindre klarhed i rollefordelingen, kan det skabe usikkerhed blandt de ansatte,« siger han.

De privatansatte går til chefen

A4-undersøgelsen viser, at det særligt er de privatansatte lønmodtagere, der ikke vil gå til fagforeningen. Blandt dem svarer kun 26 procent, at de ville gå til fagforeningen eller tillidsrepræsentanten, hvis de var utilfredse med forholdene på deres arbejdsplads. Blandt de offentligt ansatte er det 47 procent, som ville gøre det.

I fagforbundet 3F, der organiserer mange privatansatte, mener man, at den manglende vilje til at gå til fagforeningen, skyldes, at mange privatansatte arbejder et sted, hvor der ikke er en tillidsrepræsentant. Forbundssekretær i 3F Claus Jørgensen siger:

»I byggeriet er der mange byggepladser, hvor der ikke er en tillidsrepræsentant tilstede. Der er en i firmaet, men ikke ude på selve byggepladsen.«

Han mener undersøgelsen understreger, at tillidsrepræsentanterne skal være synlige på selve arbejdspladserne.

»Det kan godt være, at de ældre kolleger ved, at der er en tillidsrepræsentant i firmaet, men det er ikke sikkert, de unge er klar over det. Tillidsrepræsentanterne skal derfor være mere opsøgende,« siger han.

Fagbevægelsen udgør et fundament

Koblingen mellem leder og medarbejder betyder, at fagbevægelsens rolle på arbejdsmarkedet bliver presset, mener Mads Ole Dall.

»Tidligere var det fagbevægelsens rolle at varetage de ansattes interesser og velbefindende. Men de ting bliver i dag i stigende grad varetaget på arbejdspladsen,« siger han.

Mange fagforbund har de senere år oplevet faldende medlemstal. Og ifølge Mads Ole Dall kan nye ledelsesformer og det gode forhold til chefen være en del af forklaringen på, at mange har svært ved at se, hvorfor de skal være medlem af et fagforbund. Netop det dilemma er fagbevægelsens helt store udfordring i disse år, vurderer han.

»Mange vil stille sig selv spørgsmålet: ’Hvorfor skal jeg være medlem af en fagforening, når jeg selv kan løse problemerne med min chef?’«

Men det spørgsmål vil Lizette Risgaard, LO, gerne svare på. Hun mener, det gode forhold til chefen er et resultat af de mange aftaler, fagbevægelsen har lavet igennem mange år.

»Vi har i mange år kæmpet for bedre arbejdsmiljø og mere ytringsfrihed på arbejdspladserne. Og det er jo forudsætningen for, at man kan tale med sin chef om eventuelle problemer,« siger hun og fortsætter.

»Før i tiden blev man ofte fyret, hvis man brokkede sig over arbejdsforholdene. Sådan er det heldigvis ikke i dag.«

Fagforeningen har opgaver nok

Hos Djøf, der organiserer jurister og økonomer, er man begejstret over, at medarbejderne går til chefen, når de oplever problemer. Formand Per Hansen siger:

»Det er jo heldigvis ikke sådan, at alle konflikter skal løses ved brug af tillidsmand. Det bedste er jo, at man får løst problemerne lokalt, uden brug af fagforeningen som konfliktløser.«

Per Hansen mener dog fagbevægelsen fungerer som et vigtigt sikkerhedsnet.

»Fagforeningen skal stadig være der, for den er jo med til at skabe tryghed, når alle ved at fagforeningen kan træde til, hvis der bliver brug for den,« siger han.

Ikke alt kan drøftes med chefen

Lizette Risgaard påpeger, at det ikke er alle typer af problemer, der egner sig til at drøfte med chefen.

»Undersøgelsen viser jo, at mere end hver tredje ville gå til fagforeningen eller tillidsrepræsentanten, hvis de havde problemer. Så vi har stadig mange opgaver der skal løses,« siger hun.

Claus Jørgensen fra 3F er enig med Lizette Risgaard i, at det ikke er alle typer problemer, som chefen bør involveres i.

»Hvis chefen eksempelvis forfordeler medarbejdere er chefen jo en del af selve problemet. I sådanne situationer, går de ansatte nok i højere grad til tillidsrepræsentanten eller fagforeningen,« siger Claus Jørgensen.

Det er særligt blandt de unge, hvor fagbevægelsen har problemer med at rekruttere nye medlemmer. Alligevel viser A4’s undersøgelse, at hele 48 procent at lønmodtagerne mellem 18-29 år ville gå til fagbevægelsen eller tillidsrepræsentanten, hvis de oplevede problemer med arbejdsforholdene.

Blandt de resterende aldersgrupper ligger andelen kun på 30-32 procent, dog med undtagelse af de 50-59-årige hvor 39 procent svarer, at de ville opsøge fagforeningen.

De traditionelle roller er væk

Rasmus Willig mener, at undersøgelsen understreger, at chefen i høj grad har overtaget fagbevægelsens rolle som lønmodtagernes allierede.

»Den traditionelle rollefordeling på arbejdsmarkedet mellem arbejdsgiver og arbejdstager, er i høj grad blevet udvisket. Før var chefen og lønmodtageren hinandens modsætninger, men nu er de blevet hinandens forudsætninger,« siger han.

Lizette Risgaard understreger i den forbindelse, at fagbevægelsen for længst har givet slip på den traditionelle tanke om arbejdsgiverne og lønmodtagere som modparter.

»Vores tillidsrepræsentanter er i høj grad sparringspartnere. Vi ser det ikke som et modsætningsforhold, at man har det godt med sin chef,« siger hun.

Mindre autoritet

Povl-Christian Jensen fra Dansk Arbejdsgiverforening mener, undersøgelsen viser, at forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager er præget af samarbejde, der fungerer.

»Antallet af arbejdsnedlæggelser er jo faldet meget de senere år. Så mange ting peger på, at modsætningsforholdet er erstattet af en samarbejdskultur,« siger han.

Per Hansen fra Djøf mener, at mange lønmodtagere ikke længere opfatter chefen, som en person man ikke tør tale om problemer med.

»Mange yngre lønmodtagere er ikke så autoritetstro, som ældre generationer var. Man er blevet vant til at kommunikere på tværs af niveauer på arbejdspladsen. Og det er jo kun godt,« siger Per Hansen.

Det er ikke kun chefen, den ansatte ville tale med om dårlige arbejdsforhold. Godt halvdelen af lønmodtagerne svarer i undersøgelsen, at de ville gå til en kollega, hvis de ville udtrykke sig om kritisable arbejdsforhold. Hver tredje svarer, at de ville drøfte det med deres venner eller familie.