Bryggeriarbejdere vil ikke undvære øl

Af Mikkel Noel Lansky

Ansatte på bryggeriet Carlsberg strejker, fordi virksomheden vil fjerne de tre øl om dagen, som de hidtil har kunnet drikke. Bryggeriet siger, at det handler om at begrænse øldrikningen til frokostpausen. Tillidsmanden mener omvendt, at det er overenskomstbrud.

INTERVIEW Er det værd at strejke over tre øl?

»Det afhænger af, hvordan man tolker det. For os at se har Carlsberg brudt overenskomsten. Så kan det godt være, at det i dette tilfælde er øl, men kernen er jo, at aftaler skal overholdes på begge sider af plankeværket, og det synes vi ikke, Carlsberg har gjort her.«

Betyder det så meget at kunne drikke tre øl?

»Jamen, det er jo historie. Der har alle dage været mulighed for at drikke øl på et bryggeri. Det er de færreste, der drikker tre genstande. Vi mener sagtens, at man kan være en ansvarlig virksomhed, og stadig have et naturligt forhold til alkohol.«

Øl i arbejdstiden lyder som noget, der hører fortiden til. Er humlen ikke, at I skal acceptere, at tiderne skifter?

»Der er stadigvæk syv procent af de danske virksomheder, hvor man kan nyde en øl til frokost eller fyraften, og det synes jeg er superfint. Vi skal passe på ikke at blive så firkantede, at man ikke kan noget som helst anderledes her i lille Danmark.«

Er der mange hos jer, der tager en øl i frokostpausen?

»Samlet set er det 11 procent her på terminalen, der tager en øl til frokost eller fyraften. Derudover bliver der altså ikke drukket mange øl.«

Er det i orden, at chaufførerne også må drikke tre øl i løbet af arbejdsdagen?

»Jeg synes stadigvæk, at man godt kan nyde en øl i sin frokostpause. Også uanset om man er chauffør, lagerarbejder eller kontornusser. I min verden er det godt med et naturligt forhold til øl og alkohol.«

Carlsberg rører da ikke ved jeres mulighed for at drikke øl i frokostpausen?

»Nej, de vil kun have, at vi drikker øl i frokostpausen. Men vi har stadig nogle pauser i løbet af en arbejdsdag, og det er jo ikke, fordi man bliver fjollet eller ikke overholder færdselsloven, hvis man drikker tre genstande over en hel arbejdsdag.«

Skal man holde ind til siden, næste gang man ser en lastbil fra Carlsberg?

»Nej, det skal man skam ikke. Carlsberg har sat alkolåse i samtlige lastbiler, så man skal puste for at starte bilen. Og den vil ikke starte, hvis man er over 0,5 promille.«

Synes du, at I har udvandet strejkevåbenet, når I strejker over retten til at drikke tre øl om dagen?

»Det er Carlsberg, som har fortalt i pressen, at det drejer sig om tre øl. Vi siger, at det er brud på vores overenskomst, og den slags skal overholdes. Man kan ikke bare diktere ting, hvis overenskomsten siger noget om det.«

Er arbejdet hos Carlsberg virkelig så trist, at I må drikke for at slippe væk fra det?

»Ha ha. Næ, men det er jo altid rart at kunne få en iskold øl, når man trænger. Nogen tager en sodavand eller en kop kaffe, andre tager en øl. Det kan jeg ikke se noget galt i.«