BRØDRE LAD ARBEJDET LIGGE!

"Hvad vil der ske, hvis alle gik hjem fra arbejdet? Så ville hele lortet bryde sammen. Og det har vi brug for"

Af | @MichaelBraemer

Han drømmer om, at vi alle går hjem fra arbejdet, lader samfundet bryde sammen og finder nye måder at fordele de nødvendige opgaver på. For vi har brug for et fundamentalt opgør med arbejdet som institution for at genfinde os selv som mennesker og blive i stand til at leve, siger den bogaktuelle marxistiske forfatter Eskil Halberg i et interview med Ugebrevet A4.

'Folk bliver trætte af at være på ferie, fordi de opdager, at de har familie og børn, som giver en masse konflikter, og absurd nok glæder de sig til at komme tilbage til arbejde. Men det er ikke et argument for at arbejde mere – tværtimod. Det bør motivere os til at arbejde mindre', siger forfatter og marxist Eskil Halberg.

'Folk bliver trætte af at være på ferie, fordi de opdager, at de har familie og børn, som giver en masse konflikter, og absurd nok glæder de sig til at komme tilbage til arbejde. Men det er ikke et argument for at arbejde mere – tværtimod. Det bør motivere os til at arbejde mindre', siger forfatter og marxist Eskil Halberg. Foto: Sille Veilmark

Det er de færreste, der er villige til at blive slået i hartkorn med Dovne Robert, men den 34-årige forfatter Eskil Halberg har ingen problemer med at vedkende sig et åndeligt slægtskab.

»Hvis vi siger, det var ham, der brød et tabu og var katalysator for en storm af problemer, fordi han gjorde op med forestillingen om, at alle gerne vil gå arbejde og godt kan lide det, så støtter jeg hans sag. På det stræk ligner vi hinanden,« siger Eskil Halberg, lige har udgivet bogen ”Roden til alt ondt” om arbejdssamfundets forbandelse.

Folk var helt vilde. Mange havde det lige som mig, og jeg fik en sværm af mails fra folk, der også havde tænkt sig at sige op, gå ned i tid eller rejse jorden rundt.

Og, skulle han hilse at sige, der er masser af danskere, der i det stille slutter op om bevægelsen. Mange gider ikke arbejde og mange mener, de arbejder alt for meget, mener Eskil Halberg.

»For et par år siden skrev jeg en kronik i et dagblad, da jeg havde sagt mit job som gymnasielærer op. Og folk var helt vilde. Mange havde det lige som mig, og jeg fik en sværm af mails fra folk, der også havde tænkt sig at sige op, gå ned i tid eller rejse jorden rundt.  Der var selvfølgelig også dem, der kaldte mig en nasserøv og mente, at samfundet bryder sammen, hvis alle gjorde lige som mig. Men min fornemmelse var, at jeg havde mange med mig.«

Vi ved ikke, hvordan vi skal leve

Eskil Halbergs tese er, at lønarbejde er en institution, som indskrænker mulighederne for at være menneske. Det er det, hans bog handler om. Vi skal begynde at øve os på at være mennesker, der ikke går på arbejde, mener forfatteren.

Blå Bog

Eskil Halberg er 34 år og uddannet cand.scient.adm. på Roskilde Universitet i 2010. 

Har netop udgivet bogen "Roden til alt ondt". 

Arbejder på deltid som gymnasielærer, men har tidligere sagt sit arbejde op og været på både dagpenge og kontanthjælp.

Bor med kæreste og datter på Nørrebro i København.

 

 

UDVID

Hans egen frustration, før han sagde op, var, at hans arbejde beslaglagde al hans tid og ikke kun de timer, han faktisk tilbragte på arbejdet. For enten havde han lige været der og var træt, eller også tænkte han på det, fordi han snart skulle til det igen.  

»Vi ved ikke, hvordan vi skal leve og være mennesker, når vi ikke går på arbejde. Det er der, vi har alle vores venner og der, vi oplever at kunne være mennesker. Folk bliver trætte af at være på ferie, fordi de opdager, at de har familie og børn, som giver en masse konflikter, og absurd nok glæder de sig til at komme tilbage til arbejde. Men det er ikke et argument for at arbejde mere – tværtimod. Det bør motivere os til at arbejde mindre.«

Knæfald og falliterklæring

Det er imidlertid lettere sagt end gjort, erkender Eskil Halberg. Han er ikke selv i mål, og hvis samfundet bryder sammen, er det ikke det ikke længere hans skyld. Han er nemlig tilbage i arbejdsstyrken som halvtidsarbejdende gymnasielærer.

Det bliver der ikke umiddelbart lavet om på, for han kan godt lide større økonomiske sikkerhed, der følger med at have et arbejde. Det betyder noget, når man har en kæreste på barsel.  

Mit projekt gik ikke, for hvis man ikke har arbejde, er man fattig og ensom. Men det er jo det, der er meningen med bogen: Det skal laves om.

Men i forhold til den store, politiske vision om et arbejdsfri samfund kan Eskil Halberg ikke rigtig forsvare sig mod, at man kalder det et knæfald og en falliterklæring.

»Jeg har naivt prøvet at sige op og forlade arbejdsmarkedet. Men det kan man ikke gøre som énmandshær. Hvis det skulle være et politisk projekt, skulle man finde andre, der har begæret efter ikke at arbejde, så vi kunne organisere os sammen. Mit projekt gik ikke, for hvis man ikke har arbejde, er man fattig og ensom. Men det er jo det, der er meningen med bogen: Det skal laves om.«

Det er vi mange, der mener

Har man fulgt de seneste års debat og skriverier om stress og mistrivsel på det danske arbejdsmarked, er der ikke tvivl om, at han har en stor del af befolkningen med sig, når han i bogen systematisk udpensler, hvordan arbejdets velsignelser på alle plan og i alle sammenhænge føres frem med nærmest religiøs overbevisning. Vi ligger under for en arbejdsfetichering, som han kalder det.

Det gælder for eksempel på morderne arbejdspladser, hvor det et er krav, at man elsker sit arbejde og investerer sin identitet, og hvor middelmådig interesse stemples som uacceptabel. Og grænseløst arbejde, som udvikler sig til et tvangsforhold bygget på evig dårlig samvittighed, stress og selvunderkastelse.

I mit perspektiv har venstrefløjen ideologisk et mærkværdigt forhold til arbejde.

For at sikre, at alt foregår ud fra den rette overbevisning og efter de rigtige forskrifter har vi, som han beskriver, et lag af DJØF’ere – kontrollanter, hvis hovedbeskæftigelse er kontrol og overvågning af andres arbejde. Uproduktivt og meningsløst, også for dem selv, mener forfatteren.

Eskil Halberg mener, at den arbejdsmoral, der dyrkes og forfægtes af skiftende beskæftigelsesministre til forveksling ligner den stalinistiske arbejdspropaganda i 30’ernes Sovjet.  

»Tilnærmelsesvis alle politikere har samme udgangspunkt, når de taler om arbejde. Det er al tings lykke. Det er noget godt, der gør os sunde og raske. Alle skal have arbejde, og hvis de har arbejde i forvejen, skal de have mere arbejde. Sårbare unge, kriminelle og psykisk syge – alle skal bare have et arbejde, for så går det over. Alt er tilrettelagt efter arbejdslivet, og det er det, jeg stiller spørgsmålstegn ved.«  

Politisk dødvande

Eskil Halberg har stærke rødder på venstrefløjen, men i denne sammenhæng synes han ikke, at nogle af de politiske partier udmærker sig med særlig visionær tænkning. Heller ikke Enhedslisten, om end han har noteret sig, at partiet nu i det mindste går ind for nedsat arbejdstid.

»En af grundene til at skrive bogen er faktisk at prøve at vikle mig ud af den venstrefløj, som jeg på en eller anden underlig måde har tilhørt og orienteret mig mod. I mit perspektiv har venstrefløjen ideologisk et mærkværdigt forhold til arbejde. Det er vel den socialistiske tradition for at hylde arbejdet, der gør sig gældende. Og fagbevægelsen har jo i rigtig mange år gerne villet hylde arbejdet og dokumentere, hvor meget dens medlemmer arbejder.«

Under SRSF-regeringen gik det helt amok for venstrefløjen, der med leverpostejsmadder som symboler ville heroisere den almindelige, hårdtarbejdende lønmodtager, mener forfatteren. Det var ham, der bar samfundet på sine skuldre ved at stå tidligt op, smøre madpakker og tage på arbejde.

Falsk identitet

Men det er en falsk identitet, og den er uholdbar i længden, mener Eskil Halberg. For stagnerende vækst, automatisering og robotter vil begrænse arbejdet og tvinge os til at finde en ny måde at indrette os på.  

Arbejdssamfundet er allerede i krise og udstøder i stigende grad mennesker, fordi der ikke længere er brug for dem. Og hos den halvdel, der stadig arbejder, er kroppen ubevidst begyndt at strejke i form af stress og depression, fordi lønmodtagerne presses hårdere for at holde hjulene i gang, påpeger han.

»Vi kan ikke arbejde os ud af krisen, for arbejdet er krisen,« mener han.

I sin bog fastslår Eskil Halberg, at arbejde er et forbigående historisk fænomen, der før eller siden må bryde sammen til fordel for andre måder at opetholde vores fælles liv og rigdom på.

Selvfølgelig skal arbejdet gøres

Og her er vi nok på vej ind ad nogle kringlede spor, hvor han kommer til at tabe en del af de støtter, som i første omgang lod sig besnære af hans modstand mod stress og en altdominerende arbejdskultur.   

”Arbejde er som Gulag med klimaanlæg”. Billedet af det sprayede budskab på det franske universitet Le Sorbonnes væg er med i Eskil Halbergs bog ”Roden til alt ondt” og helt i tråd med hans eget budskab.

For Eskil Halberg er marxist, og hans hovedanke mod venstrefløj og fagbevægelse er deres kætteri mod Marx’ tanker om fælleseje og lønarbejdets ophør.

At der er huse, der skal bygges, mælk, der skal på hylderne i butikkerne og hospitaler, der skal gøres rent, er han ikke fremmed for. Det er bare et spørgsmål om, hvordan det organiseres, påpeger han.

Jeg er utopist, og der er sikkert mange, der ikke er enige med mig. Men den grundlæggende analyse af arbejdsmarkedet tror jeg, at mange deler.

»Jeg er med på, at vi er nødt til at reproducere vores eget liv – ellers dør vi. Men med bogen prøver jeg at foretage et radikalt opgør med arbejde, som vi kender det. Hvad ville der ske, hvis alle fik det som Dovne Robert og gik hjem fra arbejdet? Så ville hele lortet bryde sammen, og hele samfundet gå i stå. Og så måtte vi finde en anden måde at organisere os på. Jeg tænker jo, at for eksempel i familien er der mange ting, som skal gøres, uden at man får betaling for det. Der er mange måder at fordele det nødvendige arbejde på.«

Utopist

I mangel af bedre at tage sig til gik han på biblioteket og læste om arbejderbevægelse og politik, da han var arbejdsløs. Derfor har han helt styr på teorierne og ved, at han tilslutter sig dels den italienske Autonomia-bevægelse, som i halvfjerdserne arbejdede for, at arbejderne skulle sætte sig selv fri ved at afvikle sig selv som klasse. Det kunne de for eksempel gøre ved at gå hjem fra arbejdet. 

Dels den franske revolutionære marxist Paul Lafargue, der tidligt i forrige århundrede var ude og kritisere fagbevægelsen for at være arbejdsforhippede.

»Jeg er utopist, og der er sikkert mange, der ikke er enige med mig. Men den grundlæggende analyse af arbejdsmarkedet tror jeg, at mange deler: Vi arbejder for meget, og folk kan ikke ese meningen med det mere.«

Og på det aktuelle og praktiske niveau er Eskil Halberg parat til at bidrage til, at udviklingen går i hvert fald i et stykke i den retning, han ønsker. Hvis et forslag om en borgerløn, som foreløbig Alternativet har luftet tanker om, skulle komme til folkeafstemning, vil han stemme for.

»Samfundsøkonomisk kan borgerløn sagtens finansieres. Dér hvor jeg ser problemer - og det er ganske voldsomme problemer – er, at der så vil blive knyttet et enormt privilegium til det at være borger. Derfor vil statens opmærksomhed på, hvem der er borger, blive skærpet. Og det vi ser på det område er jo i forvejen ikke for kønt. Men jeg vil stemme for, og så må vi jo solidarisere os med dem, som ikke bliver anerkendt som borgere,« mener Eskil Halberg.

Blå Bog

Eskil Halberg er 34 år og uddannet cand.scient.adm. på Roskilde Universitet i 2010. 

Har netop udgivet bogen "Roden til alt ondt". 

Arbejder på deltid som gymnasielærer, men har tidligere sagt sit arbejde op og været på både dagpenge og kontanthjælp.

Bor med kæreste og datter på Nørrebro i København.