Britisk valgkamp tager fart

Af Jakob Illeborg

Både Labour og de konservative har på kongresser brugt de seneste to uger til at hvæsse stålet, inden valgkampen for alvor bryder løs. Labour er ude i en alvorlig krise, men kan vinde ind på de konservative, der netop har lanceret upopulære reformtanker.

ANALYSE Det kan ikke være let at hedde Gordon Brown. I snart to år har de britiske medier peget på ham, som værende Labour-regeringens altoverskyggende problem. I avisen The Times viste en meningsmåling for nylig, at 61 procent af de adspurgte så ham som et seriøst problem for Labour, og at 48 procent mente, at hvem som helst fra partiet kunne gøre hans job bedre end ham.

For præcis to år siden missede Brown en enestående mulighed for at sikre de britiske socialdemokrater endnu fem år ved magten. Da var han en nyudnævnt efterfølger til Tony Blair og stod overfor en konservativ opposition, der netop havde udnævnt grønskollingen David Cameron til leder. Brown havde dengang et bekvemt flertal i meningsmålingerne. Men selv om han havde indikeret snarligt valg, tøvede han, da den konservative partiformand David Cameron holdt en stor tale på partiets parti-konference, og lige siden har han og Labour været i defensiven.

På Labours sidste kongres før der skal være parlamentsvalg (senest 3. juni 2010), der afholdtes i Brighton for godt tre uger siden, stod premierministeren med ryggen mod muren og kravet om en tale, der en gang for alle kunne vende Labours fuldstændig katastrofale nedtur. Regeringspartiet står nu til en politisk ørefigen, som det kan tage en generation at komme sig over, og Gordon Brown gjorde da også, hvad han kunne. Han leverede en tale med masser af indhold, hvor han remsede op, hvordan Storbritannien – efter hans mening – er blevet et langt bedre sted at være i de 12 år, Labour har været ved magten. Især uddannelse og sundhed fremhævede han som bevis på, at hans mange år som først finansminister og siden premierminister ikke har været forgæves. Labour har investeret trecifrede milliardbeløb i at forny det britiske sundhedssystem, der godt nok også var noget nedslidt, da de kom til magten. Men kritikerne mener ikke, at man har fået nok ud af de mange penge, og at Labours ambitiøse udbygning af den offentlige sektor er hovedårsagen til at Storbritannien i dag skylder 175 milliarder pund væk.

»Vi har skabt et samfund, hvor alle kan uddanne sig og skabe et bedre liv end det, deres forældre havde. Og vi har sørget for at også de svage får behandling i topklasse, når de er syge. Det koster penge, men det er investering i fremtiden, og det er vi stolte af,« sagde Brown.

Samtidig pegede han fingre ad de konservative, som han beskyldte for at have læst finanskrisen forkert.

»De konservatives svar på dette århundredes store økonomiske krise var på alle områder det gale. Et parti der reagerer helt forkert, når krisen rammer, kan ikke betros regeringsmagten,« sagde Brown til stor jubel for Labours delegerede.

Brown mangler spontanitet

Grunden til Browns hoveren er, at de konservative var modstandere af de massive vækstpakker og økonomiske redningsmanøvrer for banker og virksomheder, som Gordon Brown dengang overbeviste verdens andre store økonomier i G20 om var nødvendige. I dag ser det ud til, at han havde ret. Den amerikanske nobelpristager i økonomi, Paul Krugman, sagde for nyligt, at Brown nok ville blive væltet ved næste valg, men at han med tiden ville blive tilskrevet æren for, at krisen ikke blev endnu dybere.

Og her er problemet med Gordon Brown. De fleste, selv dem der ikke kan lide ham, mener, at han var en dygtig finansminister. Det er ikke mangel på indsigt eller vision, der er hans problem. Men kombinationen af en regering med naturlig metaltræthed efter 12 år ved magten og en premierminister, der ganske enkelt aldrig har lært at begå sig på en talerstol er en skidt kombination. I Brighton var Gordon Brown usædvanlig veloplagt, men det er svært ikke at tænke på, hvordan forgængeren, Tony Blair, ville have leveret talen. For Brown kan ikke være rørerende, impulsiv eller sjov. Blair ville utvivlsomt have spillet på følelser på et helt andet niveau, og efter talen var dommen fra Labours egne udenfor salen også blandet.

»Det var en stor tale, der viser, at Labour forsat er partiet med ideerne. Det er stadig os, der viser, hvordan Storbritannien kan gøres bedre for alle - ikke bare for nogle,« sagde klima- og energiminister Ed Miliband bagefter.

Men Susan McDoughty, en skotsk Labour-delegeret fra Gordon Browns eget amt i West Fife, sagde:

»Jeg synes, Gordon siger alt det rigtige. Men det virker bare ikke så stærkt som det burde.«

På trods af mere end et års tale om at skifte Gordon Brown ud med en yngre model med bredere appel (udenrigsminister David Miliband og lillebror Ed Miliband er favoritter til at overtage magten), så sidder han der endnu. Og det bliver han formodentlig ved med indtil efter valget. Men Labour styrer mod et klart nederlag, medmindre det kan lykkes dem, at få vendt fokus væk fra ’problemet Brown’ og hen mod de konservatives ret radikale planer for økonomiske samfundsændringer. Vurderingen fra de britiske dagblade efter konferencen var »godt, men ikke godt nok.«

Hvem tør spare mest?

På de konservatives parti-konference sidste uge i Manchester fremlagde David Camerons favoritter til regeringsmagten en økonomisk plan, der af den britiske avis The Guardian blev kaldt ’The gamble of a generation’. Briterne skal ifølge de konservative blive et år længere på arbejdsmarkedet (pensionsalder hæves fra 65 til 66 år), alle offentlige lønninger over cirka 16.000 kroner om måneden skal fuldstændigt fastfryses i 2011, og en række tilskud til forældre skal tages væk. Det er, siger de konservative, den eneste måde, man kan komme til bunds i den gæld, der truer hele samfundet.

Planen betegnes som modig, men måske også lidt dumdristig. For de konservatives føring i meningsmålingerne er så klar, at der næppe er nogen grund til at, at folk bliver skræmt af trusler om massive nedskæringer og højere pensionsalder, vurderer britisk presse. Og den konservative partiformand, Eric Picles, fortalte i Manchester:

»Vi er udmærket klar over, at valgsejren langt fra er i hus. Det er rigtig, at vi fører nu. Men det er i lige så høj grad, fordi folk tager afstand fra Labour. Den store opgave for os bliver, at overbevise briterne om, at vi virkelig er good news – også selv om vi er ærlige og siger, at det kommer til at gøre ondt, før det gør godt.«

Alligevel synes den konservative satsning at bero på en overbevisning om, at netop fordi man er så meget foran, kan man tillade sig at være langt mere ærlig overfor vælgerne, og dermed undgå utilfredshed, når planerne så gennemføres efter valget. Det interessante er, at de konservatives udspil med det samme har affødt en reaktion fra Labour. Nu vil også Labour love stramninger, og det vil sige, at britisk politik kan komme i en meget uvant situation, hvor valgkampen føres på, hvem der tør love at svinge sparekniven mest. Til gengæld giver det konservative udspil også Labour mulighed for at vise forskellen på de to partier. De britiske fagforeninger var hurtige til at fordømme de konservatives udspil med kommentarer om, at planerne vil føre samfundet tilbage til Victoria-tiden og erstatte velfærdsmodellen med en heksejagt på alle offentligt ansatte. Det konservative udspil åbner døren for Gordon Brown og Labour for at gennemføre et come back, som kun få troede muligt for få uger siden.

Men igen kan Gordon Brown vise sig at være problemet og ikke løsningen. For han har ganske enkelt svært ved at få folk til at gide høre på sig som premierminister. Hans egen ekstremt lave popularitet kan vise sig som den altafgørende hæmsko for Labour, der naturligvis kan forsøge at få andre til at føre an i angrebet på de konservative, men næppe med samme effekt, som hvis Gordon Brown havde været en mere folkekær leder. Det er endnu for tidligt at vurdere, om de konservatives ærlighed i forhold til økonomiske straminger vil virke i en valgkamp. Det er under alle omstændigheder forfriskende åben tale, men skulle det virke mod hensigten, kan briterne havne i en situation, hvor folk ikke tør stemme de konservative ind, og for alt i verden ikke ønsker endnu fem år med Gordon Brown ved roret. Det er ikke nemt at være britisk vælger disse dage.