Brev til de tolv

Af

En succesrig kongres har styrket LO og den nye daglige ledelse, som skal bringe fagbevægelsen ud af sin defensive position i forhold til både medlemmer og regering. De, der ikke ønsker at investere tid og kræfter i ledelsen af LO, må bære ansvaret for fortsat splittelse og negativ udvikling.

I morgen mødes LO’s nye daglige ledelse til sit første møde. Otte forbundsformænd fra de største LO-forbund får sammen med formand, næstformand og to kongresvalgte faglige sekretærer i LO det tunge ansvar for at drive landets største hovedorganisation fremad.

Efter den succesrige ekstraordinære kongres sidste weekend, står LO og LO’s ledelse styrket, en række nye redskaber til at løse konflikter er vedtaget, og håbet om at vende de seneste års negative udvikling har fået ny næring. Men samtidig er det ikke nogen hemmelighed, at Nyt LO også har karakter af et eksperiment med en hel del ubekendte. Først om et år eller to vil vi være i stand til at bedømme, om det er lykkedes af skabe en faglig paraplyorganisation, som for alvor tænker og handler mere visionært og er på forkant med udviklingen. Eller om interne konflikter, dobbeltarbejde, medlemstilbagegang og den almindelige mistillid vil tage til. Meget afhænger af viljen og styrken hos de tolv, som mødes på femte sal på Islands Brygge i morgen.

De kan vælge den lette vej, som på kort sigt er næsten uden omkostninger: At lade udviklingen skride med den hast, den nu vil, læne sig tilbage, eller ligefrem blive væk med en slet skjult attitude af ligegyldighed: De kan vælge at opfatte det nye LO som et ubetydeligt fællessekretariat, som gør bedst i at køre på lavest mulige blus, det er jo alligevel i de enkelte forbund, at beslutningerne træffes. Med den indstilling vil meget fortsætte som hidtil.

Men de tolv kan også vælge den krævende vej. At gribe udfordringen, søge kompromiserne, satse, tage ansvaret og tro på, at det kan lade sig gøre at skabe noget nyt og vende udviklingen. Hvis medlemmerne af den nye daglige ledelse vil noget med det nye LO, så kræver det, at de investerer – ikke bare tid, kreativitet og hårdt arbejde, men også mod til en gang imellem at vove sig derud, hvor isen ikke er så tyk.

Umiddelbart burde valget mellem de to indstillinger til arbejdet i den nye LO-top ikke være svært, og de, der måtte være mest fristet af den første vej, kan man med rette spørge, hvorfor de stillede op og lod sig vælge ind i ledelsen sidste weekend. Det var faktisk et åbent valg.

En af fagbevægelsens svagheder er, at den har en tendens til at handle meget defensivt, til at reagere på andres initiativer, begivenheder og udviklingstræk ved at forsvare det bestående.

Siden hvornår er det blevet en fagbevægelses mål at forsvare det bestående og reagere på nye udfordringer med konservatisme? Når det har været så svært at komme i offensiven, skal en af de vigtigste årsager findes i den interessent-undersøgelse, som har været udgangspunktet for Nyt LO. Tilliden til LO’s arbejde og viljen til at nå kompromiser har ikke været til stede i nævneværdigt omfang. Det betyder, at LO har svært ved at anlægge en mere aggressiv kurs, hvad angår de helt åbenlyse udfordringer, som man står overfor på arbejdsmarkedet og i velfærdspolitikken. Hvor er fagbevægelsens samlede bud med hensyn til at løse arbejdsmarkedets største udfordring: fremtidens mangel på arbejdskraft? Hvor er det gennemarbejdede bud på en reform af erhvervsuddannelserne, som i dag er præget af helt åbenlyse systemfejl? Hvad er fagbevægelsens bud på et af tidens varmeste temaer: Et nyt skattesystem? Hvad vil man med a-kasserne, efter at konkurrencen er givet fri?

En bred hovedorganisation, der nu har frigjort sig af Socialdemokraternes værdigrundlag, må spille offensivt ud, når det gælder de aktuelle politiske temaer, som har betydning for lønmodtagerne. Og det skulle der være mulighed for med Nyt LO og den nye ledelse, hvis den tør og kan.