Boykot skatteunddragerne

Af

Læg en liste over de multinationale, der ikke betaler skat, ud på de lokale intranet, fjern deres produkter fra kantiner og kontorer og vis i praksis, at forbrugermagt er mere end et pænt ord.

Sig Jolly til din Cola! Med det slogan forsøgte den danske Jolly tilbage i 60’erne at tage kampen om colamarkedet op med den multinationale Coca-Cola. Det lykkedes – trods det kække slogan – ikke specielt godt. Som i så mange andre tilfælde kom den lille konkurrent til kort. Ikke fordi produktet var elendigt, men fordi markedsføringen slet, slet ikke kunne matche de multinationale milliardbudgetter, der på det nærmeste har fået en hel verden til at gå drikkegal med Coca-Cola. Ja, selv i den mindste flække i Afrika, Asien eller Latinamerika skal man i dag være heldig for ikke at støde på en rigtig cola. Lidt nemmere – men dog ikke meget nemmere – er det at finde en flække, hvor man ikke møder en McDonald’s. I begge tilfælde produceret af multinationale firmaer, der er ualmindeligt behændige til at styre overskuddene frem til lande, hvor skatten er lavest mulig.

Et sådant skatteparadis er Danmark ikke. Men Danmark har på den anden side heller ikke specielt høj selskabsbeskatning. Alligevel kan vi konstatere, at mange multinationale selskaber ikke lægger en eneste krone i den danske skattekasse og ikke har gjort det i årevis – trods glimrende salgstal. Hertil kommer de mange andre selskaber, der slipper af sted med at betale meget lidt i skat. Det er skidt moral og står desuden i skærende kontrast til den selvforståelse, de pågældende selskaber giver udtryk for i deres egne publikationer. Her skorter det nemlig ikke på floskler om at være sig sit ansvar bevidst over for det lokale samfund, over for miljøet og så videre. At det koster skattekroner er tilsyneladende helt perifert.

Det kan man blive noget så hamrende arrig over. Men nu nytter arrigskab jo ikke meget, hvis man ikke forstår at omsætte den i modforanstaltninger. På dette felt springer to mulige indsatser i øjnene som oplagte. Den ene består i øget skattekontrol og i strammet lovgivning. I de tilfælde, hvor selskaberne år efter år angiver underskud, bør det være op til selskabet (datterselskabet) at bevise, at dette skyldes regulære erhvervsmæssige årsager og ikke manipulationer. Det vil sige såkaldt omvendt bevisbyrde, som man normalt bør omgås med stor varsomhed til fordel for den traditionelle, hvor anklagemyndigheden skal bevise, at der er foregået noget lovstridigt. I nogle tilfælde kan det imidlertid være så svært, at der må anvendes omvendt bevisbyrde. En sådan regel findes blandt andet i ligestillingsloven, hvor arbejdsgiveren skal bevise, at han eller hun ikke har afskediget en gravid på grund af graviditeten. Faktisk findes der også allerede omvendt bevisbyrde i skattelovgivningen. Det er således en fritidslandmand selv, der skal bevise, at han eller hun driver landbrug, hvis vedkommende vil benytte de skattefradrag, man som erhvervsdrivende har.

Den anden indsats består i, at man rotter sig sammen og boykotter de varer, der er produceret af skatteunddragere. Fjerne Coca-Cola’erne fra skolernes kantiner, fra uddannelsessteder, partikontorerne, fra fagbevægelsens kantiner og så videre. Det koster selvfølgelig en smule besvær og sikkert lidt bøvl med cola-elskerne. Men besværet er til at overse og i øvrigt en glimrende anledning til at gøre spørgsmålet om moral og skat konkret. Så det er bare at komme i gang. Brug intranettene og kreativiteten til at give de vedvarende skatteunddragere kam til deres hår og vis i praksis, at forbrugermagt er mere end et pænt ord. Placer listen over skatteunddragere på det lokale intranet. Lav opfordringer om at gå uden om de produkter. Og lad så produkterne komme frem igen på hylderne, når de pågældende selskaber i praksis viser, at de er parat til at yde deres del til den fælles skattekasse. Sig Jolly til din Cola, så det kan mærkes.