Bossernes løn

Af

Mistilliden til og myterne om de faglige toplederes bjergsomhed er desværre noget af det nemmeste at pirke til. Men ugens diskussion om bestyrelseshonorarer er røget af sporet, og vejen frem må være at gøre op med den uheldige lukkethed om lønforhold i fagbevægelsen.

Hvor meget må man tjene i toppen af fagbevægelsen? Spørgsmålet blev endnu en gang sat til diskussion i den forløbne uge. Dagbladet Politiken har ved en rundringning til en række fagforbund konstateret en vidt forskellig praksis med hensyn til udbetaling af honorarerne for det bestyrelsesarbejde, der følger med jobbet som forbundsformand.

I nogle af de store forbund som SiD, KAD, HK og Dansk Metal tilfalder honorarerne formanden som en del af hans eller hendes indkomst, mens man i en række andre forbund har valgt at lade alle – eller en del af honorarerne – tilfalde forbundenes store kasse. Udover at oplysningerne selvfølgelig kan udnyttes til almindelig mistænkeliggørelse af, hvor meget »fagbosserne« nu igen uretmæssigt får raget til sig af personlige goder, så rejser debatten på det seriøse plan nogle vigtige principielle spørgsmål. Det ene er naturligvis, hvor høj en løn det er rimeligt, at en faglig topleder oppebærer? Og hvem skal hans eller hendes løn sættes i forhold til?

Sammenligner man med tilsvarende topfigurer i det private erhvervsliv eller i store interesseorganisationer, så er de faglige toplønninger langt fra imponerende. En årsløn på omkring 600.000 kroner plus honorarer fra fire-fem bestyrelsesposter bør ikke få nogen til at besvime, og under alle omstændigheder ligger niveauet fortsat under, hvad tilsvarende topstillinger honoreres med andre steder i samfundet. En opgørelse for nylig viste, at direktører i Danmark i gennemsnit tjener 3,5 millioner kroner om året. Heller ikke i toppen af det statslige embedsapparat eller på ministerbænkene skeler man misundeligt til lønniveauet i toppen af fagbevægelsen. Forsikringsbosserne, departements- og reklamebosserne har for længst lagt sig i spidsen.

Sammenligner man derimod med, hvad gennemsnittet af de organiserede medlemmer tjener, så er der selvfølgelig tale om en meget høj løn, som kan være svær at forklare ude på fabriksgulvet. Men det er ikke en retfærdig sammenligning. En faglig toppost indebærer i dag et meget stort ansvar og et til tider uhyggeligt stort arbejdspres. Og selv om nogen måske gerne så det, så giver det ikke mening at sammenligne jobbet med et mere idealistisk betonet græsrodsarbejde.
Ugens debat afslørede derimod en meget uheldig lukkethed om lønforholdene i den faglige top. En lukkethed, som er med til at fodre myterne og danne grobund for beskyldninger om pamperi og overforbrug. Et af midlerne til at komme videre må derfor være at gøre lønningerne og honorarerne offentligt tilgængelige. Socialdemokraterne på Christiansborg har for nylig krævet fuld offentlighed om private direktørlønninger. I den politiske verden kan alle og enhver se, hvad ministre, folketingsmedlemmer og medlemmer af Europa-Parlamentet tjener. I den offentlige administration er der fuld åbenhed om løntrinene for de enkelte chefstillinger, og dommere og andre har pligt til at oplyse, hvad de tjener på bijob. Medlemmerne af en fagforening har naturligvis krav på at vide, hvad deres faglige ledere tjener. Åbenhed og gennemsigtighed må være et vigtigt princip i bekæmpelsen af myterne.

Hvordan indkomsten sammensættes, og hvordan forholdet er for den enkelte mellem honorarer og løn fra forbundet, kan i den forbindelse være ret ligegyldigt. Det vigtigste er, at medlemmerne får mulighed for at se, hvad der er realiteterne. Det er ikke et spørgsmål om at snage i personlige forhold, men et naturligt element i bestræbelserne på at skabe en tidssvarende fagbevægelse. I den forbindelse er det vigtigt, at det er toppen, som går forrest, og at man ikke venter på, at en kongresbeslutning fastsætter nye standarder.