Borgmestres ambitioner kan bremse strukturreform

Af

Der bliver masser af borgmestre til overs og hård kamp om de gyldne kæder i fremtidens kommuner, viser ny undersøgelse. Ekspert i virksomhedsfusioner foreslår »gyldne håndtryk« og efteruddannelse til de vragede borgmestre. KL’s formand kalder tankerne interessant.

Danmarkskort  Kun et fåtal af landets borgmestre opgiver på forhånd at stå i spidsen for en af de nye storkommuner. Dermed er der lagt op til en række personlige borgmester-opgør landet over. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens stort anlagte strukturreform kan meget vel løbe ind i den værst tænkelige modstand, der findes i politik: stærke personlige interesser. Selv om indenrigsministeren har kastet alle brikkerne i puslespillet om fremtidens danmarkskort højt op i luften og i princippet er åben for, hvordan brikkerne samles, er der nemlig en ting, der står fast:

Der bliver langt færre borgmestre i fremtiden. Hvor der i dag er 271 kommuner, vil der i fremtiden kun være omkring 100, hvis de skal leve op til Strukturkommissionens anbefalinger.

Knap halvdelen – 42 procent – af de nuværende borgmestre siger, at de vil forsøge at blive borgmestre i en ny kommune. 39 procent vil endnu ikke melde ud, hvor de står, mens kun 15 procent på nuværende tidspunkt siger, at de vil smide borgmesterkæderne i ringen. Det viser en ny undersøgelse som Epinion og Gallup har foretaget for Ugebrevet A4. Med andre ord: Danmark vil i den kommende tid se en række barske opgør mellem rutinerede politiske kræfter.

Mogens Jakobsen, direktør i Epinion, siger:

»Langt de fleste af de nuværende borgmestre går formentligt med en borgmester i maven. Der vil være et voldsomt overbud af borgmestre til de nye kommuner. Og der er en meget stor sandsynlighed for, at personlige interesser påvirker de enkelte borgmestres lyst til sammenlægninger på bekostning af samfundets kollektive interesser.«

Professor ved Handelshøjskolen i København Flemming Poulfelt mener, at indenrigsministeren bør overvejer en ordning med økonomisk kompensation og kompetenceudvikling for de borgmestre, der trækker sig ud af spillet om at overtage ledelsen af fremtidens kommuner.

»Man bliver ikke bare borgmester i en anden kommune. Topchefer i erhvervslivet har kompetencer, de kan bruge andre steder. Men hvad skal en borgmester lave efter 15 år i politik.

Hvad er det for færdigheder han har, som kan anvendes i andre sammenhænge?« spørger Flemming Poulfelt, en af Danmarks førende eksperter i fusioner.

Fusionsbølgen ruller

Regeringens strukturkommission slår fast, at en bæredygtig kommune i fremtiden skal have mindst 20.000 indbyggere. Skal kommunerne gøre sig håb om at få nye opgaver skal indbyggertallet op over 30.000. I dag har 209 af landets 271 kommuner færre end 20.000 indbyggere.

Ugebrevet A4 dokumenterede for nylig, at landets borgmestre har forstået signalerne fra landspolitikerne om, at der skal ske dramatiske ændringer af det kommunale landkort.

En undersøgelse gennemført af Gallup og Epinon viste, at hvis borgmestrene selv kunne bestemme, så ville 91ud af 141 kommuner i Jylland blive lagt sammen til 34 kommuner. På Sjælland og Lolland-Falster vil 57 ud af de eksisterende 97 kommuner blive lagt sammen til i alt 21 nye storkommuner og på Fyn vil de 27 af de nuværende 32 kommuner blive reduceret til 10 kommuner.

Men hvor borgmestrene tilsyneladende er klar over, at de skal ud på ægteskabsmarkedet i en fart, hvis de ikke vil sidde tilbage som forsmåede bejlere, har de tilsyneladende ikke tænkt deres egen rolle igennem.

Særligt på Fyn og Sjælland, er der lagt op til en stribe direkte konfrontationer mellem ambitiøse borgmestre. Eksempelvis siger borgmestrene fra Assens, Tommerup, Vissenbjerg og Aarup, at de sandsynligvis vil stille op som borgmester i en ny fælleskommune. En kommune, der også rummer Glamsbjerg, hvis borgmester stadig lurerpasser. De vestfynske borgmestre råder tilmed over partibøger fra tre forskellige partier: Socialdemokratiet, Venstre, og De Konservative.

»Borgmestrene er ved at gifte sig med hinanden. Men de har ikke taget højde for, hvor de nye ægtefæller skal bo, for ingen ved hvor rådhuset skal ligge. Man ved ikke, hvem der skal stå for det praktiske, for det er ikke kun borgmestrene, som skal skiftes ud, det gælder også de magtfulde kommunaldirektører. Og så ved man ikke hvilken borgmester, der skal sidde for enden af bordet i det nye ægteskab. Man har kort sagt ikke grebet fat om det, der giver en masse ballade i de fleste forhold,« siger Mogens Jakobsen.

Det unikke job

Ifølge Flemming Poulfelt er det forståeligt, at så mange borgmestre ønsker at genopstille.

»Borgmestre er drevet af en politisk idealisme, hvor de også skal være overbeviste om, at lige netop de gør en forskel. Og så er der ikke så mange andre interessante muligheder for dem rent erhvervsmæssigt, end at satse på at fastholde borgmesterposten,« siger han.

Flemming Poulfelt, der har studeret fusioner i mellem virksomheder, peger på en række forskelle fra den kommunale verden til erhvervslivet. I en virksomhed kan man udvide antallet af direktører, man kan gøre den ene topchef til ny bestyrelsesformand, man kan give gyldne håndtryk og man kan lave overgangsordninger, hvor topcheferne stille og roligt forlader skuden.

Derudover har topchefer i det private den fordel, at de relativt nemt kan blive direktører i en anden virksomhed og tit i en helt anden branche.

De muligheder findes ikke i den kommunale verden. Der er én og kun én borgmester i de fleste kommuner, og en vraget borgmester kan ikke bare forsøge lykken i nabo-kommunen. Derfor er indsatsen for borgmestrene i den nuværende fusionsbølge på mange måder højere end for direktører i det private.

»Der er meget personlig prestige i en borgmester post, de er jo de absolut mægtigste personer i det lokale politiske liv. Der findes ikke mange job der kan matche – om overhovedet nogen. Og det betyder alt andet lige, at mange vil gå langt for at blive i borgmesterstolen,« siger han.

Borgmestrene er tit hæmmet af deres uddannelse og alder, når de skal ud og finde et nyt job. De fleste er over 50 år. Skolelærer og landmænd er stærkt overrepræsenteret i feltet af danske borgmestre. Og for flere af dem kan det blive svært at finde et andet job med et tilsvarende lønniveau. Afhængigt af kommunens størrelse tjener en borgmester mellem 400.000 og 700.000 kroner om året dertil skal lægges indtægter fra bestyrelsesposter. Det er ikke fyrstelige gager, men lønningerne hører til i den spidse ende af indkomstpyramiden. For at borgmestrenes egne interesser ikke skal kortslutte strukturreformen foreslår, Flemming Poulfelt, at borgmestre, der mister jobbet, skal have en økonomisk kompensation og tilbuddet om intensiv opkvalificering på arbejdsmarkedet.

»For det første er det vigtigt at kommunesammenlægningerne finder sted ud fra nogle rationelle kriterier. De må ikke drives eller modarbejdes af personlige ambitioner, der kan forplumre fusionsprocessen. For det andet har vi som samfund et ansvar overfor at behandle borgmestrene ordentligt,« siger han.

Flemming Poulfelt giver ikke meget for påstanden om, at borgmestre er en særlig stærk erhvervsgruppe, der nok skal klare at blive smidt på porten.

»Borgmestrene er stærke, når de sidder der. Men når de ikke længere er af bærere de tunge guldkæder, ingen ringer og hverdagen melder sig, så har de det ligeså hårdt som de fleste andre lønmodtagere i samme situation,« siger han.

KL: Husk den menneskelige dimension

Formanden for Kommunernes Landsforening, Ejgil W. Rasmussen, er opmærksom på den menneskelige dimension i strukturreformen, og at der er meget personligt på spil for borgmestrene. Han understreger dog at borgmestrene i så vigtige spørgsmål som sammenlægninger arbejder tæt med deres partiforeninger, så de ikke bare kan køre friløb. Men han er også optaget af, hvad der skal ske med de mange borgmestre, der skal aflevere kæden.

Ejgil W. Rasmussen kalder forslaget om en egentlig økonomisk kompensation for de vragede borgmestre for interessant, men vil ikke drage sammenligninger til de gyldne håndtryk i erhvervslivet.

En problemstilling, der særligt optager KL er hvad der sker med de borgmestre, der er blevet valgt i begyndelsen af sidste valgperiode og som derfor ikke opnår at optjene de otte år i embeder, det kræver før man kan få borgmester pension.

»Det er noget vi vil diskutere med indenrigsministeren, ud fra en simpel rimelighedsbetragtning overfor borgmestrene,« siger Ejgil W. Rasmussen.