Borgerskabets diskrete dobbeltspil

Af forbundsformand Kirsten Nissen, Socialpædagogernes landsforbund

FAGLIGT TALT Behandlingen af udsatte grupper er reduceret til pleje uden udvikling. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Så fattige er vi ikke. Og vi vil ikke tavst se til, at regeringen ødelægger velfærden.

2401Fagbevægelsen har været en væsentlig drivkraft i udviklingen af vort velfærdssamfund, og det store flertal i befolkningen har i adskillige nyere undersøgelser bekræftet, at de ønsker velfærden bevaret. Ja store dele af befolkningen er oven i købet parat til at betale mere i skat for at sikre velfærdsgoderne.

Men regeringens skattestop er i al stilhed ved at underminere den velfærdsmodel, vi kender. Det sker diskret og uden udmeldinger om hensigten. Tværtimod har regeringen gang på gang fremhævet, at der ikke skal pilles ved velfærden og bedyret, at især de svage og udsatte gruppers ve og vel ligger den stærkt på sinde.

Men det er tvetunget tale, for skattestoppet rammer især disse samfundsgrupper. Det kommer for eksempel til udtryk, når kommunerne nu uden blusel erkender, at der ikke længere er råd til at anbringe udsatte børn uden for hjemmet. Skattestoppet rammer også medarbejderne i den offentlige sektor. De medarbejdere, der ikke fyres, må løbe hurtigere, og de tvinges til at forringe kvaliteten af den service, de yder.

Tidligere var målet for socialpædagogisk arbejde at sikre, at fysisk eller psykisk handicappede beboere, som ikke kan klare sig selv, fik både omsorg, pleje og udviklingsmuligheder. Nu lyder ordren fra amtet: »I skal blot yde omsorg og pleje.«

Og i arbejdet med udsatte børn, der er anbragt på grund af svigt i hjemmet, lyder beskeden fra socialudvalgsformanden til medarbejderne: »I behøver ikke at gøre det bedste – I skal bare gøre nok.«

I forhold til socialpolitikken hed det førhen fra et enigt Folketing: »Mennesker først – derefter økonomi.«

Enigheden manifesterede sig i vedtagelsen af den sociale servicelov, hvor det udtrykkeligt fremgår, at der skal tages individuelle hensyn til borgerne, og at selv de svageste skal have valgmuligheder og inddrages i beslutninger om, hvad der skal ske i deres liv.

Men ovenstående citater fra det virkelige liv viser, hvad der sker, når humanismen og menneskesynet underlægges skattestoppet og de afledte aftaler om amternes og kommunernes økonomi.

Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Så fattige er vi ikke.

Velfærd er et fundamentalt interesseområde for LO-fagbevægelsen. Historisk har fagbevægelsen været i front i den politiske kamp for at sikre svage og syge et ordentligt liv. Og uanset om vi arbejder i den offentlige – eller i den private sektor, må vi vide at bekæmpe regeringens politik om »noget for noget,« og i stedet fastholde fagbevægelsens vision om fællesskabets og samfundets ansvar for den enkelte.

Vi vil velfærd, også for de mennesker, som aldrig bliver i stand til at magte et arbejde og for de, der må forlade arbejdsmarkedet på grund af nedslidning eller alder.

Det er den vision, regeringen i det skjulte er ved at ødelægge.

Men vi vil ikke blot se tavst til fra sidelinien, mens VK-regeringen ødelægger de velfærdsgoder, som vi har været med til at skabe.

Dertil er de alt for dyrebare.